Billedteori

Hvad er et billede

Billeder er film, fotos, malerier, tegninger, grafik, skilte… de afbilder – ligner – noget vi finder i virkeligheden!

Billeder kan også opfattes som historier skrevet med billedsprog.

Den franske semiolog Roland Barthes brugte udtrykket ”Billedets retorik” i forbindelse med en reklameanalyse.

Hans analyse gik ud på at finde ”tegn” i et billede.

TEGN

Anvendes Bartes metode på idolplakaten for stenen, så kan man her finde 4 tegn:
align: left
1) Det lingvistiske (teksten)
2) Det rene billede (landskabet, hvor farverne er forstærket)
3) Billedet forbinder det smukke landskab med idolet – stenen (som så opleves som smuk!)
4) Den kulturelle association til landskabsmalerier


De fire tegn danner et sammenhængende hele. Og for at læse billedets meddelelse behøver man ikke at have nogen anden viden end den vi alle har. Man skal ifølge Barthes blot kunne genkende, hvad billedets tegn repræsenterer.

Visuel præsentation

De fleste opfatter billedet som en visuel præsentation af et motiv fra virkelighed eller som en fiktion. Billedet forestiller hvad det ligner. Men den italienske semiolog Umberto Eco stiller spøgsmålet; hvad det egentlig vil sige, at bill­edet har træk eller egenskaber som det afbildede?


”Hvad er meningen i at sige at Annigonis portræt af dronning Elisabeth har samme egenskaber som dronning Elisabeth? Fornuften svarer: fordi det har samme form på øjnene, næsen, munden, samme teint, samme hårfarve, samme figur… Men hvad menes med samme form på næsen? Næsen har tre dimensioner, mens billedet af næsen har to.

Set på nært hold har næsen porer, små ujævnheder, sådan at dens overflade ikke er glat men ujævn, hvad den ikke er på portrættet. Næsen har desuden to huller, næseborene, mens portrættet har to sorte prikker som ikke trænger gennem lærredet.”

Eco har også analyseret ”en annonce med et glas køligt øl med skum foroven og dug på glassets yderside – hvilket netop giver os en følelse af kølighed. På avissiden findes der ikke noget øl, intet glas, intet der er fugtigt og svalt. Når vi ser billedet af ølglasset så opfatter vi øl, glas og kølighed, men vi føler det ikke. Vi opfatter derimod nogle visuelle stimuli, farver, rumforhold, lyseffekter osv. Og vi organiserer dem til en helhed, som ud fra vores erfaringer gør det muligt for os at tænke »koldt øl i et glas«. Vi vælger altså på basis af forudgående erfaringer og på basis af en indlært teknik, dvs. på basis af koder.”

Eco

”Eco mener altså at det er virkelighedens objekter som skaber meningen i billedet. At de visuelle indtryk fra vores omverden tolkes ud fra visse koder. Forståelsen af de visuelle tegn er altså kodet allerede fordi oplevelsen af den visuelle omverden, som billederne gengiver, er kodet.”


Silhuet af en hest.

Men hvad er det der sker, når en tegnet silhuet af en hest straks genkendes som en hest, selvom den reelt ikke har nogen lighed (hverken materielt eller visuelt) med en virkelig hest.

Når vi kan genkende hesten som hest, selv når den er tegnet som en kontur – så skyldes det, siger Ingemann, at perceptionen bygger på genkendelseskoder – ”…egenskaber som man kan se og egenskaber som man ved?”

Det frie uskyldige øje

Kan man overhovedet lave et ”ægte” billede af en hest? Nej, ikke hvis ægte betyder, at man i det samme billede fx skal afbillede alle hestens temperamenter. Den fyrige og den rolige hingst kræver mindst to billeder!
Det sete afhænger af øjet der ser – sådan lyder et gammelt mundheld. Sagt på en anden måde, så eksisterer der ikke noget frit og uskyldigt øje. Det vi ser er præget af behov og fordomme. Øjet udvælger, afviser, organiserer, diskriminerer, associerer, klassificerer, analyserer og konstruerer. Ingenting ses objektivt og neutralt. Heller ikke, hvis man bruger et kamera eller en malerpensel til at skabe et billede.