De tre store klassiske sociologers | samfundsanalyse

De tre store klassiske sociologer, Karl Marx, Emile Durkheim og Max Weber har analyseret det moderne samfund. En udvikling hvor det enkelte individ bevæger sig fra fællesskab til samfund, som betød tab af nærhed og samhørighed med familien, slægten eller landsbyfællesskabet. Dette tab er stadig en central problemstilling i sociologien.

KARL MARX

De tre store klassiske sociologer - stamokap-org-images-marxk-www-jpgDe fleste mennesker i London sov, da den nu 49årige mand med fuldskæg og gråt hår, printede de sidste bogstaver med sit penneskaft1 .

Han havde da fuldendt sit hovedværk, et digert politisk filosofisk værk på flere tusinde sider. Det var i 1867, så det er nu langt mere end hundrede år siden, Karl Marx skrev Kapitalen. Han var født i Tyskland, men levede i politisk asyl i England, fordi han gennem hele sit liv levede og arbejdede for at skabe en samfundsforandring, der var så gennemgribende, at den kun kunne gennemføres, hvis arbejderklassen lavede revolution.

Marx grundtese var, at man kunne opdele befolkningen i de industrialiserede lande i to klasser. Forholdet mellem disse klasser var i følge Marx, at Den herskende klasse udbyttede den arbejdende klasse.

I slutningen af 1800tallet var der ingen samfundsforskere som betvivlede, at samfundet var klassedelt. Men mens Marx mente, at klassesamfundet byggede på, at nogle få uretmæssigt have tiltvunget sig magten (ejendomsretten) over produktionsmidlerne (fabrikker, maskiner – kapital), så mente de borgerlige samfundsforskere, at klassesamfundet var et resultat af den kendsgerning, at evner og talenter var ulige fordelt. Nogle mennesker egnede sig alene til at arbejde for andre, mens en mindre gruppe var kaldet til at organisere arbejdet.

Arbejderne skabte værdierne

Men da det ifølge Karl Marx var arbejderne, der med deres arbejdskraft, skabte værdierne (varer, bygninger), så var der tale om en udbytning, når kapitalisten solgte varerne, og kun gav arbejderne en brøkdel af det – der kom ind ved salget – i form af arbejdsløn. Derfor skulle arbejderne organisere sig politisk, og gennem en revolutionær opstand overtage kapitalisternes ejendomsret. Når revolutionen var gennemført ville arbejderne i fællesskab eje produktionsmidlerne, og da der ikke mere eksisterede nogen kapitalist som skummede en betydelig del af fløden, ville arbejderne selv få værdien af alt det de havde skabt.

Når det kommunistiske samfund var fuldt udbygget forestillede Karl Marx sig:
at alle mennesker skulle yde efter evne, og nyde efter behov!

Denne utopi2 er til dato ikke gennemført noget sted i verden, selvom mange lande er eller har været kommunistiske. I disse lande lykkedes det ganske vidst at afskaffe den private ejendomsret, men i stedet for kapitalisterne opstod der en ny herskende klasse i de kommunistiske partier, som satte sig massivt på regeringsmagten, hæren og politiet. Med disse redskaber blev arbejderklassen stadig undertrykt og udbyttet!
Marx så det industrialiserede samfund som et stort fremskridt, da det medførte en enorm forøgelse af produktiviteten. Samfundet som helhed blev altså rigere af de nye produktionsforhold, men goderne blev urimeligt fordelt, og ifølge Marx blev industrialiseringens fulde potentiale hæmmet af kapitalismen.

Det kapitalistiske samfund forandrede ifølge Marx mennesker hverdag ved at skubbe dem ud af landbosamfundet og sende dem ind til storbyens slum og fabriksarbejde.
Også i tidligere samfund blev det store flertal af befolkningen udnyttet. Men som fabriksarbejder blev man også fremmedgjort, fordi man fx kun savede brædder  hele dagen uden kontakt til de andre arbejdere og den øvrige arbejdsproces. Arbejderen blev også tingsliggjort. For kapitalisten var han kun en vare ikke en person. Han kunne kasseres og erstattes af en ny, på samme måde som man udskiftede reservedele.

Staten

Staten opfattede Marx som et redskab for den herskende klasses, fordi den skulle sørge for at beskytte ejendomsretten og sikre den herskende lov og orden.
Staten var sammen med fx kulturen en del af samfundets overbygning (se modellen nedenfor). Staten og kulturen afspejlede, hvad der foregik i samfundets basis, som bestod af de materielle, økonomiske forhold. Fx de herskende produktionsforhold.
Så længe basis var kapitalistisk, ville man ikke for alvor kunne ændre i overbygningen.

Marx (der ikke opfattede sig selv som sociolog men politiker) mente at forandringen af det kapitalistiske samfund – som skadede arbejderne – skulle komme nedefra med proletariatets overtagelse af ejerskabet til produktionsmidlerne. Det ville med sikkerhed ske – mente Marx – når arbejderne blev bevidste om deres objektive interesser.

Marxistisk samfundsmodel

Her skelner man ikke mellem de økonomiske og politiske aktører, men opfatter „Politikken„ (f.eks. lovgivningen) som en afspejling af „det økonomiske„ (d.v.s. forholdene i samfundets Basis). I sidste instans er det de økonomiske forhold der bestemmer samfundsforholdene.

store klassiske sociologer - basis-overbygning2-1www

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Marx deler samfundet op i en basis og en overbygning.
Basis er den økonomiske og materielle struktur, som præger samfundet. Den kapitalistiske økonomi og forholdet mellem proletarer og bourgeoisiet[1] hører til i Basis.

Overbygningen er til en vis grad determineret[2] af Basis. Overbygningen er vores kultur, politik og ideologi.

[1] Det velstillede borgerskab

[2]  Bestemt af

 

 

Emilie Durkheim

De tre store klassiske sociologer - emile durkheim
David Émile Durkheim (15. april 1858 – 15. november 1917)

Émile Durkheim, 1858-1917, fransk samfundsforsker. Han blev en af grundlæggerne af den positivistiske skole i sociologien. Samfundsvidenskabelige teorier skulle begrundes gennem empiriske påvisninger af de “overindividuelle” sociale fakta, der betinger individernes adfærd. Overindividuel = noget som har større gyldighed end individet, der ikke ubetinget kan betragtes som et autonomt, rationelt væsen)

Durkheim gik imod den fremherskende opfattelse i slutningen af 1800-t., at det er individer der skaber samfundet, og at menneskets karakter er bestemt af biologiske faktorer, han mente, at de sociale strukturer, samfundet, bestemmer individets karakteregenskaber. Staten, kirken og familien er som institutioner eksempler på sociale strukturer, der står over individet, og strukturernes udvikling følger egne lovmæssigheder. Individernes holdninger, normer og adfærdsmønstre er bestemt af de overliggende sociale strukturer og ikke af biologien. I Le Suicide (1897) beskrev han således samfundsforholdenes betydning for individers beslutning om at begå selvmord.

Durkheim analyserede det dengang fremspirende industrisamfund, især med interesse for at afdække samlende (integrerende) og adskillende (differentierende) elementer i dette samfunds sociale strukturer.

 

I industrisamfundet så han den tidligere landsbysolidaritet (den mekaniske solidaritet) forsvinde og en stigende normløshed (anomi) dukke op. I sit berømteste værk, De la division du travail social (1893, Om den sociale arbejdsdeling), analyserede Durkheim fremkomsten af arbejdsdeling i industrisamfundet og konsekvenser heraf.

Det var udgivelsen af ​​fire større undersøgelser, som skabte Durkheims ry som sociolog:

·      Arbejdsdeling i samfundet·      reglerne for sociologisk metode·      selvmord ·      elementære former for religiøst liv

 
Durkheim sammenlignede samfundet med den menneskelige organisme, og så det derfor som et selvregulerende system, hvor de enkelte dele kun gav mening som en del af helheden.
I modsætning til den menneskelige organisme var samfundets enkeltdele – individerne – dog bevidste.
Hele samfundet havde også, ifølge Durkheim, en kollektiv bevidsthed. Og det var netop den kollektive bevidsthed, der blev presset af udviklingen i det moderne samfund. Arbejdsdeling og specialisering skabte livsvilkår, der ikke længere var så ens. Urbaniseringen ødelagde de nære bånd, som havde eksisteret i landsbyfællesskabet.

Men Durkheim opfattede ligesom Marx industrialiseringen som et stort fremskridt. De nye produktionsforhold skabte øget vækst og individualisering. Men udviklingen fik også nogle uheldige konsekvenser. I det traditionelle samfund eksisterede der ifølge Durkheim en mekaniske (automatiske) solidaritet. Den øgede individualisering som bl.a. var en konsekvens af arbejdsdelingen medførte øget afhængighed, derfor opstod der nu en organisk solidaritet.


Man skal ikke forsøge at forstå menneskers handlinger ud fra deres individuelle overvejelser, mente Durkheim, for alle individer var bundet af den tvang, som blev udløst af samfundets sociale struktur.
I dag anser de fleste tvang som noget negativt, men det mente Durkheim ikke. Han opfattede den sociale tvang som det, der sikrede samfundet mod at gå til i et egoistisk kaos.
Tvang var for Durkheim primært samfundets institutioner i form af værdier og normer.
Durkheim er på linje med Marx blevet beskyldt for at overse individets muligheder for at handle selvstændigt/uafhængigt i forhold til de gældende strukturer. Det som af andre blev opfattet som et individs frie valg, så Durkheim som udtryk for en indre tvang, hvor individet havde gjort de ydre værdier til sine egne og handlede derefter.

Solidaritet

  • Mekanisk solidaritet: I traditionelle samfund skaber lighed i arbejde, liv og tro en stærk kollektiv bevidsthed. Ligheden er det bindemiddel, der holder samfundet sammen.
    Mekanisk solidaritet henviser til et sæt kollektive regler og regler, der strukturerer det sociale liv, og som påvirker og strukturerer individers liv i primitive samfund.
    Med mekanisk solidaritet hører individet ‘ikke til sig selv’, men ‘er bogstaveligt talt en ting, der står til rådighed for samfundet’.
  • Organisk solidaritet: I moderne samfund skaber arbejdsdelingen individualisme, men også afhængighed af andre samfundsmedlemmer. Afhængigheden er det bindemiddel, der holder samfundet sammen.

Systemet var dog ikke mere selvregulerende, og den organiske solidaritet ikke stærkere, end at samfundet bar præg af tendenser til at falde fra hinanden. Durkheim var meget bekymret for den stærke individualisme og betonede nødvendigheden af at skabe en “moralsk individualisme”.

Durkheim afviste liberalismen som samfundsmodel og foreslog i stedet både konservative og mere socialistisk inspirerede ideer for at løse de problemer han så i det moderne samfund. Han ville styrke familien og skolen for at skabe mere samhørighed, men også gennemføre en økonomisk regulering af markedskræfterne.

Durkheim interesserede sig for pædagogik og uddannelse, fordi samfundets holdnings-, norm- og adfærdsmønstre videregives til individerne gennem uddannelsessystemet og opdragelsen i familien.

Anomi

Et af Durkheims centrale begreber er anomi, som betyder normløshed eller normsammenbrud. Folk der blev arbejdsløse mistede samtidig deres sociale netværk. Det kunne skabe en oplevelse af, at man ikke levede op til samfundets krav og føre til anomi.
Udviklingen førte en opløsning af det gamle agrarsamfunds tætte relationer og strenge adfærdskontrol med sig. De gamle normer gik i opløsning, og muligvis ville der i industrisamfundet opstå nye normer, men Durkheim så omkring århundredskiftet ingen tegn på, at det var ved at ske. Der herskede normløshed, anomi, hvilket efter hans opfattelse kunne føre til samfundets opløsning.
Hvis solidariteten svækkes, fx fordi det moralske fællesskab ikke kan følge med de økonomiske forandringer, kan der opstå en tilstand af normløshed (anomi).

Durkheim var selv ateist – alligevel beklagede han den religiøse svækkelse i samfundet, fordi den netop var med til at styrke de opløsningstendenser han frygtede. Den fælles dyrkelse af kirkens symboler og deltagelse i ritualer som bryllup, dåb og begravelse m.v., kunne medvirke til at styrke fællesskabet.

 

MAX WEBER

De tre store klassiske sociologer - max weber 1894wwwMaximilian Weber (21. april 1864 i Erfurt – 14. juni 1920 i München) var en berømt tysk økonom og sociolog.Dyrkelsen af de nye kapitalistiske værdier kunne ifølge Max Weber delvis tilskrives den protestantiske tro. I mange religioner anses rigdom og et liv i luksus som syndigt, men for mange protestanter var det et tegn på Guds velvilje.

Weber interesserede sig især for individets sociale handlinger. Han satte fokus på begrebet rationalitet, som et middel til at opnå sine mål.
Den der baserede sine handlinger fx på traditioner eller religiøse værdier handlede ifølge Weber ikke rationelt. Men i kapitalismen er markedskræfterne netop baseres på rationel tænkning. Men rationaliteten herskede også (det var i det mindste idealet) på områder som videnskab, administration og kunst.

Det øgede fokus på rationalitet gjorde verden mere kalkulerbar og forudsigelig, men Weber var også foruroliget over de konsekvenser udviklingen skabte for det enkelte individ. I takt med den øgede (rationelle) forståelse af verden mistede man troen (og overtroen) på guddommelig vilje og en højere mening med livet.
Webers bekymring og kritik kom til udtryk i begreberne ”rationalitetens jernbur og meningstab”. I det moderne samfund var mennesket spærret inde af den udvikling man selv havde sat i gang. Den teknologiske udvikling havde gjort det muligt at beherske naturen, men samtidig forsvandt de hidtidige værdier, idealer og meningen med livet.

Kapitalismen
– en stålhård ramme

Tidligere: Rationalitetens jernbur

Max Weber beskrev i 1918 et paradoks i politik: Det var nødvendigheden af, at ”varme, lidenskab og fornuft kan smedes sammen i en og samme sjæl”. Weber stillede et krav til politikere om en særlig ansvarlighed, der gik ud på, at de (til forskel fra borgere og embedsmænd) skulle kunne bygge bro mellem og kombinere følelser (lidenskab) og fornuft.

Det var også Weber der fastslog, at overgangen fra det traditionelle samfund til det kapitalistiske skabte mennesker, der fordi det nu var rationaliteten der herskede, levede et liv med stålhårde rammer. Han opstiller to nye mål for menneskers handlinger:

Værdirationel handlen – Her stiller aktørerne spørgsmålstegn ved ønskværdigheden af de givne handlingsmål: Vil vi fx have atomkraft, eller foretrækker vi vedvarende energi? Det afgørende i den værdirationelle handlen er handlingens moralske, etiske, religiøse eller æstetiske egenværdi.

Målrationel handlen – I forbindelse med skabelsen af det moderne kapitalistiske samfund kommer den målrationelle handlen til at præge samfundet mere og mere. Aktørerne – de handlende individer – søger at udvælge de midler, som er mest velegnede til at nå de givne mål. Den målrationelle handlen fokuserer altså på midlernes egnethed til at nå målene, mens den ikke – eller kun i mindre grad – beskæftiger sig med selve målene.

Samfundet bliver styret af en rationalitet, der er kølig og kalkulerende, og som netop er orienteret mod beregnelighed, forudsigelighed og ensartethed.
Men denne rationalitet har ifølge Max Weber sin pris: Jo mere målrationaliteten kommer i centrum, desto mere trænges religion, overtro og traditionelle sandheder og overvejelser i baggrunden. Der sker ifølge Weber en affortryllelse, fordi den moderne videnskab gør verden systematisk og forudsigelig. Verden er blevet mindre og mindre magisk, og livet indrettes i stadig stigende grad på at gribe ind i denne verden for at udnytte dennes ressourcer til produktion af materielle goder. Denne beherskelse af naturen gennem rationalitet, effektivitet og kølige kalkuler fører ifølge Weber til et friheds- og meningstab: Det moderne menneske sidder fast i stålhårde rammer (et rationalitetens jernbur) af varer og produktion, hvor effektivitet og bureaukrati sikrede den fortsatte vækst, som består af mennesker der samtidig har mistet sin menneskelighed.
Den moderne videnskab forstår verden som et sæt målbare resultater, og denne forudsigelighed skaber dermed et nyt verdensbillede sammenlignet med det tidligere ikke-videnskabelige verdensbillede.
Mennesket frygtes at ende som et tandhjul i de store kontores malende maskiner, fortabt i hvad Weber betegnede som rationaliseringens polarnats isnende kulde. En kritik af en rationaliseringproces, der nådesløst »udrydder passionen og inderligheden«.

Først havde man en religiøs bevæggrund til at arbejde. Nu krævede kapitalismen ganske enkelt, at selve akkumuleringen af penge skulle forstås som et »kald«. Som en stålhård ramme (modernitetens ‘jernbur’) bestemmer den moderne kapitalisme nu alles livsstil.

 

Det traditionelle og det moderne samfund

  Det traditionelle samfund Det moderne samfund
Økonomi og produktion Landbrug, naturalieøkonomi. Lav arbejdsdeling. Lokal handel. Industrialisering, kapitalistisk nationaløkonomi. Høj arbejdsdeling.­
Basis for rigdom  Jordejendom. Råvarer og produktionsapparat.
Teknologi Simple redskaber. Håndkraft og trækdyr. Maskinel produktion.
Fossile brændstoffer.
Politisk organisering og styreform Fyrstestater. Adels- eller enevælde. Lokalt styre, præster ofte centrale. Nationalstater. Demokratisering.­ Centralisering, embedsmænd centrale.
Livsform Simpelt, manuelt arbejde i landsbyfællesskaber. Manuelt og funktionær i storbyer.
Herskende værdier/ Kultur Religion og naturgivent hierarki. Standsulighed. Konservatisme. Rationalitet og formel Lighed. Erhversulighed. Liberalisme.
Tidsopfattelse og forhold til naturen Cyklisk tid. Fokus på fortiden.
Afhængig af naturen.
Lineær tid. Fokus på nutiden. Beherskelse af naturen.
Central sektor Det civile samfund. Markedet (penge) og staten (lov).

Kilde: SamfNU – systime  

 

[1] Man kunne skrive ved at dyppe penneskaftet i blæk og så ”tegne” bogstaverne på papiret.

[

 

2] Utopi, det ideelle samfund, præget af harmoni, overflod, lighed, frihed etc., dvs. et samfundsideal, som ikke lader sig virkeliggøre.

arbejdsspoergsmaalL testdinvidenL Der er gratis adgang til alle teksterne,
men hvis du også vil have adgang til arbejdsspørgsmål og tests…
 
Så må du tegne medlemskab.
Det billigste koster 9kr. det dyreste 19kr.
Er du allerede medlem og logget ind, så ser du tests og arbejdsspørgsmål herunder. Hvis ikke så aktiver (Login) dit medlemsskab.
Hvis du ikke er medlem – så klik her og tegn et medlemskab