Demokrati i EU

european-union-2011-pe-ep pietro-naj-olearicopyright: european union-2011- Pietro Naj Oleari

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Demokrati i EU. Siden EF blev en Union har fællesskabet i stigende grad truffet beslutninger på områder, som normalt har været et suverænt nationalt anliggende. Men når EU  træffer beslutninger om f.eks. socialpolitik, skattepolitik, og arbejdsmarkedspolitik, rører det ved grundlæggende danske værdier, vores opfattelse af kultur og danske traditioner.

I Danmark er det at leve i et demokrati en af de værdier, som regnes for et umisteligt gode. Men demokratiet i EU adskiller sig på mange områder fra den demokratimodel vi kender i Danmark.

Det var Montesquieus* idé at magten skulle udgå fra folket og deles mellem den udøvende, den lovgivende og den dømmende magt, som gensidigt skulle kontrollerer hinanden.

arbejdsspoergsmaalLMagtdelingen er det bærende princip i Danmark, men grundloven har givet Folketinget en stærkere stilling end den udøvende- og dømmende magt.

Magtdelingen i EU ligger meget langt både fra Montesquieus idealer og den praksis, der er gældende i Danmark.

MAGT-DELING GRUNDLAG1

Hvad gør et samfund til et demokrati?

Stemmeret.
At alle voksne har ret til at stemme, og dermed til at vælge, hvem der skal være lovgivere.

Lovgivningen.
Det skal være folket eller dets repræsentanter, der fremsætter lovforslag og vedtager lovene. Det er også i sidste ende vælgerne der – via stemmeretten – kan lave lovene om.

Kontrol, ansvar og åbenhed.
Tre myndigheder skal dele magten og kontrollere hinanden. Den lovgivende magt, Folketinget. Den udøvende magt, regeringen. Den dømmende magt, domstolene.

Retssikkerhed.
Alle borgere skal have en retfærdig behandling ved domstolene og befolkningen skal have mulighed for at kontrollere at borgerne får en retfærdig behandling.

Samtale og ytringsfrihed.
Alle mennesker skal have ret til – og mulighed for – at deltage i samfundsdebatten.

EU grundloven

Det begyndte med Rom-traktaten, som 6 lande underskrev i 1957. Det var fællesskabets første grundlov, hvor det nøje beskrives, hvordan samarbejdet skal fungere.

Siden Rom-traktaten er ”EU-grundloven” ændret mange gange.

I de første traktater beskæftigede man sig mest med handelsforhold, men nu kan EU lave regler og love om næsten alle de ting, som en selvstændig nationalstat normalt beskæftiger sig med.

De fire vigtigste institutioner i EU er: Kommissionen, Ministerrådet, Domstolen og Parlamentet.

KOMMISSIONEN1
EU-kommissionen

Kommissionen er det vigtigste organ i EU. Den består af 27 personer, en fra hvert af medlemslandene. Det er medlemslandenes regeringer, der udpeger kommissærerne, men de enkelte kommisærer og hele kommissionen skal også godkendes af både EU’s Ministerråd og Parlament.

Kommissionen svarer til regeringen i Danmark. Det er EU´s udøvende magt, som skal sørge for at føre lovgivningen ud i livet. Men Kommissionen har langt mere magt end den danske regering eller regeringerne i andre demokratiske lande. Kommissionen har nemlig eneret på at foreslå nye EU-love, og skal samtidig være med til selv at godkende disse love. Før kunne kommissionen handle nærmest uden parlamentets medvirken – men i dag har parlamentet fået en voksende indflydelse.

kommissionenEU-kommisionen valgt indtil 2014. copyright: EU-kommissionenI Danmark kan både regeringen og folketingsmedlemmer fremsætte lovforslag.

Den lovgivende magt, Ministerrådet, og i stigende omfang EU-parlamentet, kan altså ikke selv fremsætte lovforslag.

Kommisionens store indflydelse bygger også på, at den ikke kun har udøvende magt, man kan også både lovgive og dømme!

Kommissionen (regeringen) kan for eksempel vedtage og udstede love på landbrugsområdet, og så selv dømme om medlemsstaterne overholder Kommissionens regler.


Principperne om magtens tredeling er langt fra overholdt i EU, og det er faktisk også et paradoks, at det alene er medlemslandenes regeringer der udpeger kommissærerne.

 

Hvis regeringen i et af medlemslandene er socialdemokratisk, ja så vælger man selvfølgelig en socialdemokratisk kommissær. Hvis der også (et tænkt eksempel) er socialdemokratiske regeringer i de øvrige 26 medlemslande, så får Europa en socialdemokratisk Kommission, og dermed en regering der slet ikke repræsenterer den borgerlige del af de europæiske vælgere.

Denne mulighed er kun teoretisk, normen er, at kommissærerne ideologisk spænder fra højre til venstre.

Kommissionen er altså en regering sammensat af personer med vidt forskellige grundopfattelser og med magt til både at lovgive, regere og dømme.

Kommissionen består af 27 kvinder og mænd — en fra hvert EU-land. De bistås af omkring 24 000 tjenestemænd, hvoraf de fleste arbejder i Bruxelles.

Formanden for Kommissionen vælges af medlemsstaternes regeringer og skal godkendes af Europa-Parlamentet. De øvrige kommissærer udpeges af deres nationale regeringer i samråd med den tiltrædende formand og skal godkendes af Parlamentet. De repræsenterer ikke deres hjemlandes regeringer, men har hver især ansvaret for et bestemt område af EU’s politik.
Formanden og medlemmerne af Kommissionen udpeges for en periode på fem år, der falder sammen med valgperioden for Europa-Parlamentet.”

AADET32012

Ministerrådet

Ministerrådet svarer sammen med parlamentet til det danske folketing, og er altså sammen med kommissionen EU´s lovgivende magt.

Her sidder der en minister fra hvert af medlemslandene. Det er landenes forskellige fagministre der skiftes til at sidde i Rådet. Skal man f.eks. drøfte socialpolitik, så er det medlemslandenes socialministre, der mødes.

Ved særlige lejligheder afholder EU ”topmøder”. Det er ministerrådsmøder, hvor det er medlemslandenes statsministre der mødes.

Efter EU’s udvidelse har alle lande fra Malta med 400.000 indbyggere til Tyskland med en befolkning på 82 millioner alle hver en plads i Ministerrådet. Men rådets medlemmer har langt fra samme indflydelse. Når Malta tilkendegiver sin mening har ministeren 3 stemmer, mens den tyske minister kan råde over 29 stemmer.

Danmark har 7 stemmer i Ministerådet, hvor det på grund af stemmefordelingen ofte er de store lande der bestemmer, selvom de slet ikke har en stemmeandel, der svarer til deres befolkningstal.

StemmerMinisterraadet1

Som det fremgår af figuren har de store lande – især Tyskland og England afstået fra at have den indflydelse, deres befolkningstal tilsiger. De har afgivet magt for at give plads til de små lande.

EU-domstolen

EU-domstolen-1Hvert medlemsland har et medlem i EU-domstolen, der som den dømmende magt skal overvåge, om medlemslandene følger EU’s lovgivning.

Også EU-domstolen adskiller sig fra de danske domstole og retssystemerne i de øvrige medlemslande. Det skyldes, at den også har lovgivende magt. (igen en afvigelse fra magtdelingsprincippet).

Men EU-domstolen opfatter sig selv som et politisk organ, der skal føre EU’s målsætning – i den gældende traktat – ud i livet. Når Amsterdam-traktaten derfor betoner at EU skal være en stadig snævrere union, så har EU-domstolen ofte afsagt domme, som erstattede politikernes beslutninger med mere unionsvenlige domme. I praksis har det betydet, at domstolen også optræder som lovgivende magt.

EUROPA-PARLAMENTET736-2012

EU-parlamentet

EU-parlamentet vælges af borgerne i de 27 medlemslande.

Ud fra navnet skulle man tro, at parlamentet svarede til det danske folketing. Men EU-parlamentet er ikke noget helt ”rigtigt” parlament.

Det er ikke ret mange år siden, at  Ministerrådet og EU-kommissionen kun skulle høre EU-parlamentets mening. Man var ikke forpligtet til at rette sig efter, hvad de folkevalgte medlemmer mente.

Efter mange års pres fra EU-parlamentet er magtforholdene nu ændret, så de folkevalgte er medlovgiver på de fleste områder.
Parlamentet har nu mulighed for at blokere nye love, hvis ikke Ministerråd og Kommission tager tilstrækkeligt hensyn til parlamentets holdninger.

Ofte er det dog svært at samle de 50% af stemmerne i parlamentet som kræves for at afvise lovforslag og direktiver fra Ministerrådet og Kommissionen.

MedlemmerParlamentet1

Også i parlamentet har de store lande – især Tyskland og England afstået fra at have den indflydelse deres befolkningstal tilsiger. De har afgivet magt for at give plads til de små lande.

 

EU’s magtdeling

Som det fremgår af beskrivelsen af EU’s forskellige institutioner og af den grafiske fremstilling, så er det politiske system i EU ikke bygget op efter princippet om magtens tredeling. Derfor taler kritikere og modstandere ofte om, at der eksisterer et demokratisk underskud i EU.

De fleste medlemslande lægger ikke selv meget store beslutninger – som f.eks. indførelsen af den fælles valuta – ud til folkeafstemning, og de folkevalgte har langt fra den indflydelse, som man er vant til, at parlament/folketing har i medlemslandene.

MAGT-DELING-EU-2


Den faelles - procedure de codecision (1)
Klik på grafikken – eller forstørrelsesglasset – og se EU’s egen fremstilling af beslutningsprocessen.

EU-landene skiftes til at være formand for Ministerrådet i et halvt år ad gangen.

Formandskabet giver en vis indflydelse, fordi det land, som har formandsskabet, har ret til selv at opstille en dagsorden for rådets arbejde. Det giver f.eks. mulighed for at prioritere miljøspørgsmål eller sociale forhold, hvis det er områder, der har stor betydning for formandslandet.

Det er også formandsskabets opgave at optræde som mægler og fremsætte neutrale og upartiske løsningsforslag hvis rådets forhandlinger går i hårdknude.

At være formandskabsland indebærer også, at man skal repræsentere EU udadtil med hensyn til EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Formandsskabets rolle er ikke defineret præcist i traktaterne, derfor er det bl.a. den hidtidige praksis, der har defineret formandsskabets konkrete opgaver.