Den Danske model

Partsindlæg

det kalder man det, når kun den ene part kommer til orde.
De ”Parts-videoer”, der vises i SamfundsfagABC, står ikke for redaktionens synspunkter, men de placeres kun på sitet, hvis redaktionen finder dem lødige, dvs at de ikke fremfører urigtige påstande, og hvis det samtidig vurderes, at de rummer relevante informationer.

 

Den danske model

Alle lønmodtagere i hele den frie verden har mindst en ting til fælles. De vil gerne have højere løn og bedre arbejdsvilkår.
Alle kapitalister/arbejdsgivere i hele den frie verden har mindst en ting til fælles. De vil gerne begrænse deres omkostninger til løn og arbejdsvilkår for deres medarbejdere, så virksomheden får største mulig profit.

Denne åbenlyse modsætning har gennem tiderne udløst mange konflikter mellem de to parter. For mere end 100 år siden var der stadig arbejdere, der drømte om og kæmpede for at skabe et samfund uden kapitalister eller privat ejendomsret.
Men med septemberforliget i 1899, enedes man om, at arbejdsgiverne fik retten til at lede og fordele arbejdet, mens fagforeningerne fik eneret på at indgå aftaler om løn- og arbejdsvilkår.

*

Det danske forhandlingssystem blev bygget op på, at arbejdsgivere og lønmodtagere gensidigt accepterer, at de har modsatrettede interesser. Samtidig er det vigtigt, at begge parter kan gå ud af forhandlingerne som vindere. Der skal være fordele for begge parter i en overenskomst.
Der blev opbygget et system, som skulle løse konflikter på en civiliseret måde. Der blev etableret en faglig voldgift, som kunne behandle tvister om overenskomsterne. Arbejdsretten blev også skabt, så brud på overenskomster kunne behandles hurtigt.

Mange år senere er disse aftaler blevet kaldt: Den danske model.


I vores nabolande, og det meste af Europa har de svenske, norske, tyske, franske, spanske og engelske modeller, og det er måske lidt selvfedt at udråbe den danske model som bedre, end de modeller man benytter til at løse konflikter på arbejdsmarkedet i andre lande.
En væsentlig forskel er der dog, i mange andre lande er det regeringen og parlamentet, der fx fastsætter rammerne for løn og arbejdsvilkår, men det har ikke medført store forskelle på lønmodtagernes vilkår i Danmark og det øvrige Europa.
Med indførelsen af Maastricht-traktaten i 1993, fik EU mulighed for at vedtage bestemmelser for arbejdsmarkedet i alle EU lande. 

*

For at den danske model kan fungere, skal blandt andet følgende forudsætninger være opfyldt:

  • Høje organisationsprocenter og høj overenskomstdækning. Medlemstallet i de faglige organisationer er faldet, men er stadig højt. Det skal det også være, hvis fagforeningerne fortsat skal være en legitim forhandlingspart.Nationalt samordnede overenskomstforhandlinger med Forligsinstitutionen i central rolle.
  • Der skal være et konfliktløsningssystem, som kan finde kompromisbaserede løsninger mellem parterne.
  • Systemet skal være baseret på frivillighed, præget af parternes selvregulering og begrænset lovgivning.
  • Kontinuerligt samspil mellem arbejdsmarkedets parter og det politiske system, hvor parternes indflydelse maksimeres i det omfang, de kan nå til enighed – det såkaldte konsensusprincip.

I fagbevægelsen er man bekymret for, om man fremover kan bevare den danske model, bl.a. set i lyset af lockouten af 41.000 folkeskolelærere og omkring 17.000 andre undervisere. Det er den tredjestørste lockout i danmarkshistorien.

  • Tilbageblik: De største danske arbejderkonflikter se her 

 

Forstå den danske model
på fem minutter


 Kilde: FOA.dk

DennisK-300pxFormanden for FOA Dennis Kristensen taler ved en faglig demonstration.
Foto stillet til rådighed af FOA 
Det helt særlige ved den danske model er, at den bygger på frivillige aftaler mellem arbejdsgivere og arbejdstagere.

Det betyder, at staten og folketinget sjældent griber ind, og at der bl.a. derfor ikke er nogen lov om mindsteløn i Danmark – det aftales mellem arbejdsgiverne og fagforbundene, når der forhandles overenskomst.

En af grundstenene i den danske model er retten til at strejke og lave blokader fra arbejdstagers side og retten til lockout og boykot på arbejdsgivers side. Målet med disse midler er at motivere parterne til at finde en løsning, frem for at kaste sig ud i konflikter, der koster dyrt for alle.

Den Danske Model

Mange mener, at den danske model er med til at give en stor ro på det danske arbejdsmarked. Hvorimod lande som Frankrig og Grækenland, hvor staten i høj grad blander sig og lovgiver om arbejdsforhold, ofte er ramt af strejker.

Bygger på tre dele

Den danske model bygger på tre dele:

  • Overenskomster
  • Høj organisationsgrad
  • Trepartssamarbejde

Overenskomster: Det er ved overenskomstforhandlingerne løn- og arbejdsvilkår inden for de enkelte brancher og faggrupper aftales.

Det sker mellem arbejdstagerne på den ene side – repræsenteret af fagforbundene og fagforeningerne – og den enkelte arbejdsgiver eller en arbejdsgiverorganisation på den anden side.

Overenskomster aftales for en bestemt periode, ofte to år ad gangen. Hvis arbejdsgiveren ikke er medlem af Dansk Arbejdsgiverforening (DA), er det op til arbejdsgiveren om denne vil tegne en overenskomst.

Rammerne for, hvordan man forhandler overenskomster, og hvilke lovlige midler, der kan tages i brug for at opnå de ønskede resultater, er bestemt i den såkaldte Hovedaftale mellem Landsorganisationen i Danmark (LO) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA).

Læs også: Forstå begreberne

*

Høj organisationsgrad: For at den danske model skal fungere, er det vigtigt, at mange er organiseret, også på arbejdsgiversiden. På samme måde som med demokratiet – jo flere der deltager, jo bedre et demokrati har vi.

I 2010 var 67,4 procent af de danske lønmodtagere medlem af en faglig organisation. Og hvis man kun regner medlemmer fra de overenskomstbærende fagforeninger – altså de fagforeninger, der har størstedelen af en overenskomst på et givent område og således tegner området, hedder tallet knap 61 procent.

Til sammenligning hed det tal 71 procent i 1995, så på femten år er organisationsgraden faldet med 10 procent.

*

Trepartssamarbejde: Staten samarbejder med arbejdsmarkeds parter – arbejdsgiverne repræsenteret af Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og arbejdstagerne repræsenteret af Landsorganisationen i Danmark (LO) – løbende og ved de såkaldte trepartsforhandlinger.

Det er med trepartssamarbejdet, at de overordnede rammer for, hvordan vi indretter vores arbejdsliv aftales; uddannelse, sundhed, arbejdsmiljø m.m..

Og det er helt normalt, at der på de områder, der især reguleres ved lov, som fx retten til dagpenge, at nye forslag sendes ud til arbejdsgiverne og fagforbundene, for at få deres syn på sagen, inden de vedtages i Folketinget.

Kilder: LO, Beskæftigelsesministeriet, Ugebrevet A4


SE & LÆS MERE