Den gode historie

Active Image
Lars Danielsson og Cæcillie Norby Foto: Hans Jørgen Jakobsen

FORTÆLLEFORMER

– Den gode historie

Den canadisk fødte sanger Joni Mitchell har solgt mere end 15 millioner eksemplarer af sin musik og skrev i 2000 jazzballaden Both Sides Now. På Århus Internationale Jazz Festival i 2007 havde Cæcilie Norby – med ærefrygt sagde hun selv – valgt at synge det gamle nummer.
Hun sang Both Sides Now så smukt og originalt, at alle blev berørt.

Samme ord og toner. Men de to kunstnere bruger vidt forskellige fortælleformer. De vil begge fortælle den gode historie så godt som overhovedet muligt. Derfor giver de hvert et ord og hver en tone deres helt egen fortolkning.
Alle der fortæller historier må vælge en fortælleform. Og der er uendelig mange muligheder, men der er ingen facitliste.
Journalister, filminstruktører, musikere, tv- og radioproducere, reklamefolk, forfattere, foredragsholdere, politikere, skuespillere, malere, dansere, tegnefilmsproducenter, webeditors, og alle andre, der arbejder med kommunikation, søger hele tiden efter den fortælleform, de kan bruges til at skabe gode historier.

Hvordan lærer man at fortælle? Du kender sikkert nogle, der bare kan det der med at blive hørt, set og forstået. Nogle af dem har fået talentet i vuggegave, men de allerfleste har øvet sig og forberedt sig godt. De skriver ikke blot en tekst, som sidder lige i øjet – men skriver (filmer, tegner, layouter, spiller osv.), retter det første udkast, skriver om – ofte mange gange – indtil budskabet er blevet en god historie.

Alle, der beskæftiger sig med kommunikation fokuserer i første omgang på, hvordan de skal komme ud til og igennem til modtagerne. Sproget skal tilpasses målgruppen, og der må ikke være elementer, som får modtagerne til at blokere.
Image

 

 

Det er kun den gode historie, som med sikkerhed når frem til modtageren. Den gode historie kan tegnes som en spændingskurve.

  • Først en fængslende og spændende indledning som fanger publikums interesse
  • Herefter kan man udbygge sin historie. Spændingen øges, indtil den kulminerer i historiens vigtigste pointe, som er historiens klimaks
  • Nu er der ingen vej tilbage, den, du kommunikerer med, vil ikke undvære resten af historien

b-berettermodellen2

Spændingskurven

Det er let at beskrive principperne bag den gode historie, men langt sværere at gøre det i praksis. Desuden er det ikke alle former for kommunikation, som kan gennemføres efter dette princip.

Hvordan fremstilles virkeligheden mest troværdigt?
I det følgende gennemgås fire forskellige journalistiske fortælleformer, som også indebærer fire forskellige holdninger til, hvordan virkeligheden kan beskrives mest troværdigt:

Tredjepersonsfremstilling
Tredjepersonsfremstillingen er den traditionelle form, der styres af en alvidende fortællestemme, som i tredje person fremlægger et budskab om virkeligheden.

Den observerende fortælleform
Den observerende fortælleform søger at undgå den alvidende styring. Denne fortælleform forsøger at give indtryk af, at man helt har afstået fra kontrol over det, der når frem til modtagerne. Formidleren er bare fluen-på-væggen. Seeren/læseren skal have en følelse af at få serveret et udpluk af virkeligheden.

Den interaktive fortælleform
Den interaktive fortælleform tydeliggør i modsætning til den observerende form, at der er en tilrettelægger, der står bag, og at det, der fortælles, er et resultat af en proces. Derfor træder tilrettelæggeren selv frem som person, for eksempel som jeg-fortæller eller som vært – ligesom arbejdsprocessen tydeliggøres.

Den selvrefleksive form
Den selvrefleksive form er en meta-fortælleform, der tematiserer selve det at formidle overhovedet. Mange af de træk, der kendetegner de øvrige fortælleformer, benyttes i den selvrefleksive form, men bliver i et vist omfang sat på spidsen. Derved tydeliggøres det, at der altid – uanset hvilken fortælleform man vælger – vil være nogle klicheer og konventioner om, hvordan man formidler mest troværdigt.

Kilde: Dokumentarismens fortælleformer. Artikel af Irene Thyrri på: http://www.cfje.dk

 

  • En nyhed er altid kun et komma. Den kan uddybes og følges op næste dag.
    Dokumentarens liv er anderledes. Den er et udråbstegn.
  • Dokumentarens fortællestruktur går stik modsat avisens klassiske nyhed, hvor det nyeste og vigtigste trækkes frem først.

Alex Frank Larsen