Den menneskelige erkendelse

A
Nogle mener, at forudsætningen for den menneskelige erkendelse må være absolutte, ubetvivlelige, eviggyldige sandheder.
At noget er sandt betyder, at det er sandt uafhængigt af, hvem der hævder det, og hvornår det hævdes.
Og uafhængigt af, om nogen overhovedet hævder det, tænker det, mener det eller ved det.
Sandheder er derfor både tidsuafhængige og tanke- eller bevidsthedsuafhængige.

*

”Hvis man fx hævder, at Jorden er rund, og dermed mener, at Jordkloden er tilnærmelsesvis rund og ikke flad eller kubisk, så mener vi, at dette er tilfældet, hvad enten vi ved det eller ej: Det er ikke sådan, at den først blev rund, da de gamle grækere opdagede, at den var rund. Det er heller ikke tilfældet, at den bliver flad, hvis Folketinget eller FN skulle vedtage, at den er flad. Det er heller ikke tilfældet, at den ophører med at være rund, hvis alle mennesker dør af en epidemi, så at ingen længere ved, at den er det.

*

Det kan godt være, at den en gang i fortiden ikke var rund og en gang i fremtiden mister sin runde facon. Vi kan fastslå, at den i de sidste mange millioner af år har været rund og også er det nu, så hvis vi formulerer os mere forsigtigt og hævder, at: “Inden for de seneste 20000 år har Jorden været rund”, så er dette en tidsuafhængig og bevidsthedsuafhængig sandhed.”
(Den danske Encyklopedi)

*

B
Andre mener, at det er umuligt endeligt at begrunde den menneskelige erkendelse og finde frem til sandheder. Som er (ubetvivlelige) hævet over enhver tvivl.

*

Man skulle synes, at den viden der ligger bag fx fysikkens fantastiske resultater, er så sikker, at kun tåber kan betvivle den? Men både filosoffer og naturvidenskabelige videnskabsmænd er langt fra enighed om, hvor sikker den menneskelige viden er, og hvor meget den afslører om naturen. For hvis vores viden er ubetvivlelig sikker, hvorfor fører så løsningen af et videnskabeligt problem oftest til, at der afsløres nye problemer, som forskerne ikke kender svaret på.
Engang var det ubetvivlelig sikkert, at atomerne var grundstoffernes mindste bestanddele… den viden er blevet afløst af læren om elementarpartikler.

*

I den menneskelige erkendelse må vi anvende begreber uden at vide, om de modsvares af noget i virkeligheden.

C

  • Erkendelse kan godt bygge på, at noget er ”så godt som sikkert”, det vi kalder viden, selvom det ikke er ubetvivleligt sandt.
    (forfatterens definition)

Erkendelsesteori

Et traditionelt synspunkt har været, at erkendelse kræver et fundament af ufejlbarligt erkendte principper eller erfaringer.
Skeptikere har hævdet, at et sådant fundament ikke foreligger, da ethvert begrundelsesforsøg indebærer en uendelig regres, en circulus vitiosus, eller en dogmatisk fastsættelse af, hvad der regnes som ufejlbarligt.

*

Empirister har heroverfor argumenteret for, at erkendelsens udvikling hovedsagelig er betinget af sansemæssige erfaringer. Mens rationalister har hævdet, at udviklingen af erkendelsen er betinget af den fornuftsmæssige indsigt i visse generelle principper, fx kausal- eller årsagsprincippet.
(Den danske Encyklopedi)

Andre betydninger af erkendelse

Mange filosoffer har gennem tiderne hævdet, at den “egentlige” eller “højeste” erkendelse er af en sådan art, at den ikke kan begrebsliggøres.
Ved siden af den rationelle erkendelse, som fx i naturvidenskaben, kan man også tale om en religiøs erkendelse, hvor erkendelsens grundlag hverken er sansning eller tænkning, men åbenbaring.
Ud over den begrebslige og religiøse erkendelse kan man også tale om en kunstnerisk erkendelse, som ikke er videnskabelig. Men alligevel afslører noget af “det værendes væsen”.

*

Den opfattelse, at der findes sandheder, som kan indses, men som ikke kan begrundes pr. fornuft eller sansning, og som ikke kan beskrives. Har spillet en stor rolle i såvel indisk som kinesisk filosofi og religion.

*