Den sande videnskab

Matematik og fysik – er noget som bygger på absolutte sandheder. Det mener de fleste!
Men heller ikke her eksisterer den nogen ubetvivlelig sandhed.
  • Nogle mener, at matematik slet ikke er en videnskab, men et hjælpeværktøj fordi matematikken ikke bygger på teorier, men er bygget op på logiske sammenhænge.
  • I dag er holdningen blandt mange filosoffer og matematikere, at det ikke er muligt at give matematikken et fuldstændig sikkert grundlag. Matematikken må som andre videnskaber leve med et usikkert fundament.

Fysikken er kun ”en eksakt videnskab”, fordi man som udgangspunkt ser bort fra alt det, der i den fysiske verden ikke er eksakt.
Fysik er en videnskab som beskæftiger sig med de ting som vedrører naturen. Det er en erfaringsvidenskab, som i et samspil mellem teori og observation søger at opstille almene naturlove.

*

Der er dog videnskabsmænd og filosoffer som tror, at man med tiden kan opnå en naturvidenskabelig, kvantitativ forklaring på alt.
Den ”tro” kan hverken bevises eller modbevises, men der er mange argumenter for det modsatte.
Hvordan kan man give en naturvidenskabelig forklaring på en følelse som had? Kan kærlighed beskrives kvantitativt?

Naturvidenskaben er en abstraktion fra den verden fuldt af had og kærlighed som mennesker oplever. Det var netop ved at se bort fra de sekundære* egenskaber. At man kunne etablere fysikken, og derfor kan disse egenskaber ikke inkluderes i den naturvidenskabelige beskrivelse.
Man kan ganske vist angive frekvensen – dvs. det fysiske grundlag – for de forskellige farver og toner. Men selve oplevelsen af en farve eller en tone er noget ganske andet end frekvensen.

 * Primære og sekundære egenskaber.

Ved grundlæggelsen af den moderne fysik i 1600-t. indførte Galilei en sondring mellem de egenskaber. Som tingene i omgivelserne nødvendigvis må besidde – de primære egenskaber, og de egenskaber, som vi med vores sanser og erfaringer oplever, at tingene har – de sekundære egenskaber.

Eksempler på primære egenskaber er form, størrelse, hastighed og antal.

Til de sekundære regnes oplevelser af farver, lyde, lugt og smag. En oplevelse der tager udgangspunkt i konkrete fænomener, men som er subjektive i den forstand, at de er afhængige af vore sanser, erfaringer og til en vis grad også af vores øjeblikkelige psykiske sindsstemning.

Galilei mente, at fysikken alene burde omhandle de primære egenskaber, da disse, i modsætning til de sekundære, kunne måles, vejes og tælles. Og dermed underkastes en matematisk beskrivelse. Herved etableredes en kvantitativ naturvidenskab.

 

Erkendelsens subjekt

Forudsætningen for al erkendelse, også den naturvidenskabelige, er, at der findes et subjekt, der kan indse, der kan erklære noget for sandt, der kan danne begreber, der kan tænke entydigt. Desuden skal subjektet naturligvis kunne sanse, huske og genkende og have en bevidsthed om, hvad det er det sanser, husker og genkender.

At al erkendelse kræver et subjekt, umuliggør også, at den naturvidenskabelige erkendelse en gang kan komme til at omfatte alt, for en stor del af al forskning (som udføres af subjekter) har et hermeneutisk eller fortolkningspræget indhold.

*

Fx er en historisk undersøgelse af den danske befolknings adfærd under besættelsen ikke blot en indsamling af data, men i lige så høj grad et forsøg på at fortolke de givne data. Målet kan være i sidste ende at forstå, hvorfor en stor del af befolkningen forholdt sig passivt til nazisterne, eller hvorfor kun maget få gjorde modstand.
Forskning der rummer mindre eller betydelige elementer af fortolkning er principielt forskellig fra naturvidenskaben- Men en sådan forskning kan sagtens føre til ny indsigt og erkendelse – som er det overordnede mål for al videnskab.

Evige sandheder

Det synspunkt at meget lidt eller intet kan siges at være ubetvivleligt sandt. Deles ikke af de rationalister (1600′ tallet) der så løsningen på de store spørgsmål som et resultat af det naturvidenskabelige gennembrud.
De mente nu, at der fandtes visse grundlæggende sandheder, som man kunne erkende klart gennem forstandsmæssig refleksion. Ud fra disse sandheder kunne alle andre sandheder udledes!
De mest kendte eksempler er Descartes’ ubetvivlelige sandheder: Jeg tænker, altså er jeg; alt må have en årsag, og; det skete kan ikke gøres usket – for blot at nævne nogle.
De ubetvivlelige sandheder karakteriseres ofte som evidente – de er indlysende – og i den forbindelse taler man om en intuitiv erkendelse af dem, dvs. en direkte erkendelse, der ikke lader sig beskrive.

*

Som modpol til rationalismen udvikledes empirismen, hvis tilhængere hævdede, at al vor viden må stamme fra sanseerfaringen samt at der ikke findes evidente sandheder. De mente desuden, at der ikke findes nogen rationel begrundelse for naturens opførsel.

  • David Hume hævdede, at enhver naturlov blot er baseret på en endelig række af iagttagelser. Og at vi derfor ikke kan vide, om den vil gælde i fremtiden.