De første mønter blev slået af kongen af Lydien ca. 650 f.Kr. Udtrykket ”slået” bruges, fordi det var en smed, der hamrede møntstykkerne ud.
Man begyndte at slå mønter for at få handlen til at glide mere smidigt. Den hidtidige byttehandel rummede begrænsninger, fordi det ikke altid var muligt at finde en ”sælger”, der både havde det skind man selv havde brug for og samtidig ønskede det får man ville bytte med – altså købe for.
Mønterne var i begyndelsen af guld eller sølv, og da deres værdi var bestemt af metalindholdet, kunne de bruges både lokalt og i handlen mellem landene.
|
Fremkomsten af pengebaseret handel
Udviklingen fra bytte- til pengebaseret handel skete i takt med overgangen fra et samfund, hvor man altovervejende var selvforsynende, til et samfund, hvor den enkelte producerede varer og tjenester, der kunne sælges og danne grundlag for køb af varer og tjenester produceret af andre. Den øgede afhængighed af handel – og dermed af penge – er således en logisk konsekvens af en øget specialisering/arbejdsdeling i samfundet.
Overgangen fra bytte- til pengeøkonomi foregik ved, at en vare blev “ophøjet” til at have status som penge. For at en vare kunne udfylde rollen som penge, og dermed løse problemerne forbundet med byttehandel, skulle den opfylde følgende tre betingelser:
- Den skulle være et generelt accepteret betalingsmiddel (“bytteobjekt”), dvs. have en nytteværdi for alle parter.
- Den skulle kunne anvendes til opsparing, hvorved køb og salg af varer og tjenester ikke behøvede at falde sammen tidsmæssigt.
- Den skulle kunne fungere som måleenhed ved prisfastsættelsen af varer. Uden en fælles måleenhed skulle der fastlægges relative priser for alle kombinationer af varer, som blev handlet.
Gennem historien har mange forskellige varer fungeret som penge, men i sidste ende blev det metaller, først og fremmest sølv og guld, der blev den dominerende form for penge. Metallernes værdi afhang af deres brugsværdi, som for sølv og guld bestod i at kunne anvendes i produktionen af smykker og andre prydgenstande.
Guld og sølvpengene blev ca. 1500 år senere afløst af kinesiske papirpenge. Metalpengene var blevet for tunge at rejse med. Men pengesedlerne blev udstedt med garanti for, at de kunne indløses med guld eller sølv.
Det princip kom også til at gælde danske papirpenge.
I 1700- og 1800-t. fortrængte papirpenge gradvis metalpenge. Løftet om seddelindløseligheden havde til formål at styrke borgernes tillid til papirpengene.
Men princippet var vanskeligt at opretholde i krisetider, fx når et land førte krig – og var fristet til at finansiere krigen ved at trykke flere penge – så mange lande valgte at ophæve garantien. I Danmark har seddelindløseligheden været suspenderet i 1914 og siden fra 1931.
Da man fik de første efterretninger om udbruddet af 1. Verdenskrig 1. august 1914 opstod der lange køer af folk foran Nationalbanken. De ville ombytte deres papirpenge med guld, og den 2. august 1914 vedtoges i hast en lov, der midlertidigt suspenderede guldindløseligheden. Da havde banken allerede indløst sedler med guld til en værdi af 5 mio. kr. ud af et seddelomløb på 156 mio. kr. Suspenderingen af guldindløseligheden blev få dage efter fulgt op med et forbud mod eksport af guld.
At pengene ikke mere kunne byttes med guld blev ikke holdt hemmeligt. Alligevel blev det ikke med det samme almindelig kendt. Det med guldet stod stadig på de danske pengesedler helt op i 60’erne. ”Indløses” ”Efter gældende lov” stod der nu – det dækkede reelt over at man ikke kunne – men det forstod de færreste, så man bevarede tilliden til papirpengenes værdi.
Der skulle skabes et system med faste, men justerbare valutakurser for derved at undgå 1930ernes konkurrerende devalueringer. Fastkurssystemet tillod udsving over for amerikanske dollars på +/- 1 pct., og dollaren havde en fast værdi målt i guld. Systemet fungerede stort set efter hensigten frem til sammenbruddet af de faste valutakurser i 1971-73.
|
Betalingsmidler
Pengesedler, mønter, dankort o.s.v. er betalingsmidler, men de har ikke som fx guld- og sølvmønter nogen selvstændig værdi. Deres værdi beror alene på den tillid, som vi har vænnet os til at vise overfor betalingsmidlerne.
Vi modtager en 500 kroner-seddel, som betaling for udført arbejde, i tillid til, at vi selv kan bruge de 500 kr. til at købe et par nye bukser.
Vores erfaringer viser, at betalingsmidlerne virker – selvom det i krisetider kan forekomme, at nogle kun har tillid til fx guld, diamanter eller andre varer med en høj og stabil egenværdi!
Dollar makes the world go around!
Verdens største guldbeholdning
I New York kan man komme ned i kælderen under Federal Reserve Bank og se, hvor verdens største lager af guld opbevares.
25 meter under jorden. Dybt nede i kælderen under Federal Reserve Bank på Manhattan i New York ligger verdens største guldreserver. I specielle sikrede boksanlæg opbevares guld, der tilhører mange af verdens lande. Guldet kommer meget sjældent ud af boksanlægget, men det hænder, at det skal flyttes fra et sted til et andet i boksanlægget, fordi det bliver handlet mellem 2 lande.
Listen to “Nationalbankens guld” on Spreaker.
Kan tilliden rystes,
når bankerne selv udsteder penge!
Lektor Ole Bjerg er sociolog på CBS. Noget utraditionelt for en sociolog har han kastets sig over økonomi. Han mener, at bankerne reelt selv kan udstede penge, og dermed sætte Nationalbankens og regeringens styring af økonomien ud af spillet.
Hvis du vil forstå denne påstand, skal du både læse nedenstående interview, se de to videoer og lytte til DR’s eksistens med Ole Bjerg.
Ole Bjergs bog “GODE PENGE”,
er udgivet på Informations Forlag.

Eksistens DR
Her kan du åbne tre videoer med Ole Bjerg, der på et møde på Politiken forklarer sine tanker og ideer!
Del 1
Del 2
Del 3
![]() |
<- Her fortæller Ib Ravn mange spændende historier om “Penge” |