Det gyldne snit

Det er ikke kun semiologer og medieforskere, der har interesseret sig for billedets scenografi.  

Det gyldne snit og harmoniske proportioner spillede allerede en stor rolle i antikkens arkitektur og billedkunst. Det indgik undertiden i tempelarkitekturen – Parthenons facade kan indskrives i et gyldent rektangel – og i den ideale menneskefigur, som bl.a. billedhuggeren Polyklet arbejdede med – her deler navlen figurens højde i det gyldne snit.

I renæssancen anså man proportioner, hvori det gyldne snit indgik, som udtryk for den guddommelige orden, og senere i 1900-t. har fx Piet Mondrian, Le Corbusier og Bauhaus-designerne brugt det gyldne snit, som ikke blot fungerer formelt æstetisk, men også ofte understreger betydningsbærende elementer i billeder, skulpturer eller bygninger.

I stedet for at placere de vigtigste billedelementer direkte i midten kan man forskubbe dem lidt. Fra antikken har man kendt formlen for det gyldne snit, der siges at dele en linje eller en flade på det smukkeste sted.

Formel: Det mindste stykke af linjen forholder sig til det største på samme måde som det største forholder sig til hele linjen.


Det gyldne snits delinger af en billedflade findes geometrisk således:

  1. Halvér linjen AB, og afsæt midtpunktet E.
  2. Afsæt afstanden AE nedad AC som AF.
  3. Forbind F og B.
  4. Afsæt afstanden AE ud ad FB, siledes at A lægges i F, og E kaldes E1.
  5. Afstanden E1B afsættes ud ad AB som GB, således at G deler linjen AB i det gyldne snit, og hvis den vinkelrette oprejses fra G, er en af billedfladens inddelinger i det gyldne snit fundet.
  6. Hvis afstanden AG afsættes ud ad AB fra B, og den vinkelrette oprejses fra det fremkomne punkt G1, er billedfladens anden lodrette inddeling fundet:
  7. Hele processen gentages nu for linjestykket AC, således at også de to vandrette inddelinger i det gyldne snit og de fire skæringspunkter findes:


En let måde at gøre det på er at vende papiret 90° og sætte nye bogstaver på hjørnerne, så B kommer til at hedde A, D kommer til at hedde B, A kommer til at hedde C, og C kommer til at hedde D. På den måde kan opgavens punkter 1-7 følges igen uden ændringer i deres benævnelser.


Komposition

MIDTEN er ofte billedets samlingspunkt. Det der er placeret i billedets lodrette midterakse har særlig indholdsmæssig betydning.

SYMMETRI omkring midteraksen giver billedet et statisk præg.

VENSTRE SIDE kan normalt bære de tungeste og største elementer, uden at billedet vælter.

DIAGONALKOMPOSITION giver et billede dynamik.

Isbjerget er placeret i et af billedets gyldne snit. Derfor får man først øje på den del af billedet.
Foto: Nanna Bangsholm

Rum

Rum skabes i et billede ved at gøre nære ting store og fjerne ting små, samt ved at gøre farverne kol­dere og mere slørede i baggrunden.

Forgrund, mellemgrund, baggrund kaldes billedets inddeling i dybden.

 Farverne i baggrunden er hverken slørede eller kolde på dette billede fra Aasiaat i Grønland, men billedet rummer tydeligt både forgrund, mellemgrund og baggrund. Foto: Nanna Bangsholm.


Budapest, hovedstaden I Ungarn. Her er mellemgrund og baggrund
bevidst både sløret og kold.


Synsvinkel

Den synsvinkel vi vælger, når vi ser på en person, en ting eller et landskab er afgørende for vores opfattelse. Kigger vi nedefra og op, opfattes personen som stærk, magtfuld og truende. Ser vi motivet i øjenhøjde er vi neutrale eller ligestillede. Men betragter vi på en person (eller et andet motiv) oppefra opfattes personen som lille og svag.

Normalperspektiv er den neutrale synsvinkel, hvor betragteren er på højde mod motivet.

Frøperspektiv, er en synsvinkel, hvor motivet iagttages nedefra. Anvendelsen af frøperspektiv markerer en holdning til motivet.

Fugleperspektiv er en synsvinkel, hvor motivet iagttages ovenfra. Anvendelsen af fugleperspektivet markerer også en holdning til motivet.

Vej i fugleperspektiv 

Vej i normalperspektiv  

Vej i frøperspektiv

Komposition

Alle ”indadgående” parallelle linjer mødes i et punkt, forsvindingspunktet (F)

Horisonten (H) – d.v.s. beskuerens øjenhøjde/synsvinkel – går altid igennem forsvindingspunktet. Men der er ikke altid en synlig horisont i et billede.

På disse tre tegninger er horisonten synlig.


Centralperspektivet.


Centralperspektivet
har været vigtig for komposition og tolkning af billeder siden renæssancen. Det er væsentligt for tolkningen af et billede, at man finder dets forsvindingspunkt, Som er det punkt, hvor alle indgående linier mødes.

Billedets beskæring
Med til billedkomposition hører også afstanden til objektet. Hvor tæt er man på!

Tæt på: Virker intimt, klaustrofobisk, mystisk (da man kun ser lidt).
Langt fra: Virker afslørende, åbent og frit, udramatisk (da det afslører alt).

Motivbetegnelse når det gælder personer.

Super total
Total
Halv-total

Halvnær
Nær
Supernær

Motivbetegnelse når det gælder ting.

Total
Udsnit
Detalje


Motivbetegnelse når det gælder miljøer.

Total
Udsnit
Detalje


Bevægelse

Nar man taler om begrebet bevægelse i et billede, har det ikke umiddelbart noget at gøre med, om bil­ledet viser et motiv i bevægelse.

Statisk. Et statisk billede hviler kompositorisk i sig selv. Symmetri, regelmæssige former som cirkel og kvadrat giver ro.

Dynamisk. Uregelmæssige former og diagonallinjer skaber spænding og uro.

Rytmisk. Nar bestemte former i et billede genta­ges med variationer, taler man om rytmisk bevægelse.

 

Lys

Naturligt lys fra himlen giver normale slag­skygger og egenskygger. Slagskygge er den skygge, ting kaster på jorden, og egenskygge er de skygge­virkninger, lyset skaber på tingene, som er med til at tydeliggøre deres form i billeder. Begge former for skygge markerer tydeligt, hvorfra lyset kommer.

Belysningslys kommer fra en angivet lyskilde, Fx en lampe eller et vindue.

Symbolsk lys er lys, som ikke har en naturlig lyskilde. Traditionelt kommer det fra Gud og det rammer de gode. De onde derimod står i skygge. Lys symboliserer noget godt og mørke noget ondt.