Det postmoderne samfund

Fra 1980erne efterfulgtes “Det moderne samfund” af:  Det postmoderne samfund.

  •     arbejdsspoergsmaalLDet moderne samfunds gennembrud kan tidsfæstes til 1870.
  •     Modernismen begynder med “Guds død” (Nietzsche) i slutningen af 1800-tallet.

For modernistiske menneske, er jeg’et fremmedgjort – både over for sig selv og over for omverdenen. (Du skal vide noget om Freud for at forstå dette udsagn)

Forskelle mellem det moderne og det postmoderne samfund

Det moderne samfund
(industrisamfundet)
Det postmoderne samfund
(informationssamfundet)
Det nationale Det globale
Tradition betyder relativt meget i for­hold til i dag Traditionerne får mindre betydning, og der skabes ikke nye
Pligt og normer Lyst og refleksivitet
Loyalitetsmoral over for familien Individualitet og venner
Køns- og aldershierarki Ligestilling og netværk
Kvindens seksualitet er styret Kvinden har selvbestemmelse
Materialisme Materialisme og selvrealisering
Arbejde som middel til fritiden er målet Arbejde er lige så interessant som fritiden
Statisk, forudsigelighed Dynamisk, fleksibilitet

Kilde: SamfNU – systime

Lyotards store og små fortællinger

Begrebet postmodernismen (“post” = efter) er mest kendt fra den franske postmodernist J. F. Lyotards (1924-98) hovedtanke: At de “tre store fortællingers” tid er forbi.

Det postmoderne samfund - jean-francois lyotardwwwJean-François Lyotard (August 10, 1924 – April 21, 1998) var fransk filosof.De tre store fortællinger er kristendommen, nationalismen og marxismen.

En stor fortælling skal tilfredsstille det grundlæggende spørgsmål hos det enkelte individ: Hvem er jeg? Forældrene socialisere/fortæller barnet: Du er kristen, du er dansker eller du er kommunist.

Disse fortællinger bryder i følge Lyotard sammen i vores tid. Ingen overordnede totalitære ideologier, filosofier eller livssyn kan længere bruges. Hegel, Marx eller Freud – alle systemer, der forsøger at forklare livet ud fra en helhedsforståelse bryder sammen.

I stedet for disse overordnede kollektive mytiske rammer for det enkelte individs forståelse af sig selv, har man i den postmoderne tid kun små fragmentariske individuelt organiserede fortællinger. Det er nu op til hvert enkelt individ at skabe sin egen lille livsfortælling – vælge sin egen livshistorie.

Kilde: Tankens agt – Vestens idehistorie. Lindhardt og Ringhof, København 2006.

 

Det er nu op til hvert enkelt individ at skabe sin egen lille livsfortælling
– vælge sin egen livshistorie.
Uanset om man er…
TALENTLØS
UMUSIKALSK
UKRITISK
PINLIG


Om
 diskurs, magt og viden i det postmoderne samfund


Foucault5Michel Foucault
 (15. oktober, 1926 – 25. juni, 1984)  fransk filosof og idéhistoriker

Han var professor ved Collège de France i “Tankesystemernes Historie”. Foucault er bedst kendt for sine studier af sociale institutioner, bl.a. psykiatripolitiethumanvidenskaberne og fængselssystemet, såvel som hans arbejde omkring seksualitet. Han havde en enorm indflydelse på mange områder, herunder litteraturvidenskabfilosofi (særligt videnskabsfilosofi i den frankofone verden), historiepsykoanalysevidenskabshistorie og videnssociologi.

Det postmoderne samfund

Han anses som postmodernist og poststrukturalist (selvom nogle anser hans tidlige arbejder, som Les mots et les choses, for strukturalistisk – i forordet til den engelske udgave af dette værk benægter han dog dette).
Kilde:wikipedia

Diskursanalysen

Michel Foucault er en af de tænkere, det er umuligt at komme udenom. Hans indflydelsesrige studier omfatter både sprogvidenskab (lingvistik), historievidenskab og filosofi.
Foucaults studier var en del af den videnskabsretning, som vi kender som strukturalisme. Strukturalisme fokuserer på strukturer, der af strukturalisten anses for at være udgangspunktet for den sociale verden. En strukturalist studerer således de indre sammenhænge og relationer.
Selvom Foucault selv afviste at være strukturalist, er hans fokus på sproget i forbindelse med diskursanalysen, hvor han studerede sprogets indre love, en del af denne tendens.

Diskursanalysen gennemfører Foucault ved hjælp af sin egen metode som han kaldte Archaeology.  Metoden beskrev han i sine første værker og færdiggjorde den i L’archéologie du Savoir fra 1969  (på dansk Vidensarkæologien).
Diskursanalysens mål er at studere de magtrelationer som sproget etablerer. Ideen er, at den der er indehaver af autoriteten også er den der definerer sandheden, og derfor bærer en vis form for magt. En diskurs kan sammenlignes med en række erklæringer. Har man ”indtaget” diskursen er man indehaver af den ledende/bærende fortælling.
Spørgsmålet som Foucault stiller er, hvorfor og hvordan netop denne erklæring har fået tillagt mere værdi en de andre.

88Præsident Bush (junior) indtog diskursen, da han den 29. januar 2002 holdt
sin første “State of the Union”-tale til den amerikanske Kongres.
Det var i denne tale, at George W. Bush for første gang talte om “Ondskabens akse”.
I talen satte han et lighedstegn mellem terroristerne og “slyngelstaterne” – og erklærede at staterne i denne akse udgør en “alvorlig og voksende fare”.

Den ledende udtalelse bærer en vis form for monopol på sandheden. I vores samfund er det ofte institutionerne (f.eks. universiteter, skoler og fængsler) der er indehaver af ”sandheden”.

Sandheden!

Det er denne tankegang, der ligger til grund for Foucaults nok kendteste værk Surveiller et Punir  (på dansk Overvågning og straf), hvor Foucault studerer ”det moderne fængsel”, som man kaldte det fængsel, der i store dele af vesten blev etableret i det 19. årh.  I studiet af fængslets fortid og udvikling kommer Foucault frem til, at fængslet formål havde udviklet sig til ikke længere blot at være indespærringen af kriminelle, men også at disciplinerende dem. Disciplinen der praktiseres i disse fængsler, påstår Foucault, er et udtryk for bourgeoisiets (borgerskabets) idé om,  hvad der er menneskets retmæssige opførsel. Borgerskabet satte diskursen for fængslerne.

Foucault kaldte sig selv for professor indenfor historie og ”tankesystemer”. Hans studier er historiske i form af deres studier af den vestlige fortid, men de er også en afvigelse fra den traditionelle historievidenskab. I stedet for at beskrive historien igennem en analyse af begivenheders forbindelser, ville han se på ”relationen mellem systemer”.
Arkæologi er således studiet af diskontinuitet i stedet for kontinutitet.
Foucault rekonstruerer således historievidenskabens ved at lægge vægt på brydninger og transformationer i stedet for de stabile strukturer.
Også Foucaults efterfølgende metode – genealogi – bryder med den traditionelle historievidenskab. Genealogi var et forsøg på at beskrive felter eller steder der var ”uden historie”. Dette kunne fx være følelser, meninger, bevidsthed eller instinkter.

Således var han med til at skabe kimen til en ny historieskrivning, der ikke havde fokus på dem, der var indehavere af magt, men på den almindelige mand – ham der var underlagt magten.

Nanna Bangsholm – cand.mag. historie

NB:
Allerede i Machiavellis berømte værk ”Fyrsten” beskriver han, hvordan fyrstens magt i sidste ende bygger på hans militære magt. Fyrsten kunne altså sætte diskursen – den bærende fortælling (sandheden!) alene fordi han havde den militære magt.


En mindre forhåbningsfuld version af det postmoderne samfund formuleredes af Jean Baudrillard (f. 1929).

Teori

baudrillard-selfwwwDen franske sociolog Jean Baudrillard.For at forstå og beskrive samfundsudviklingen efter 1970’erne opstillede den franske sociolog Jean Baudrillard1 fra midten af 1970’erne tre historiske perioder2:

[1] Jean Baudrillard (29. juli 1929 – 6. marts 2007)
var en fransk sociolog, kulturteoretiker og filosof.
Hans værker er ofte blevet tilknyttet postmodernisme og poststrukturalisme.

[2] Stanford Encyclopedia og Philosophy: Jean Baudrillard.
First published Fri Apr 22, 2005;
substantive revision Wed Mar 7, 2007
http://plato.stanford.edu/entries/baudrillard/

Forskellige samfundstyper

Det pre-moderne samfund, som Baudrillard opfatter som opbygget omkring symbolske værdier. Det er befolkningens tro på symboler som religionen, konge eller kejsermagten, der former deres samfundsopfattelse og selvforståelse. Er man fattig, så er det guds vilje! Og det accepteres også, at magten er på meget få hænder. Demokrati er et ukendt begreb.

Det moderne samfund, som Baudrillard beskriver som opbygget omkring produktion. I denne periode formes befolkningens samfundsopfattelse og selvforståelse af deres rolle i produktionsprocessen. En fabriksarbejders selvforståelse rummer bl.a. opfattelsen af at være undertrykt eller udnyttet. Denne epoke er analyseret af alverdens sociologer, antropologer og filosoffer. Mange, også Baudrillard har analyseret samfundsforholdene i denne periode ud fra marxistiske teorier. Han mener nu, at det moderne samfund var kapitalismens og borgerskabets epoke, hvor arbejderne blev udnyttet, men at denne samfundsmodel nu er erstattet af den postmoderne epoke.

Det post-moderne samfund, som Baudrillard fremstiller som et samfund opbygget omkring ”Simulation3”. Baudrillard ser på forholdet mellem simulation og virkelighed, og den pointe han ønsker at understrege er, at simulationen har overtrumfet virkeligheden. En fortolkning af Baudrillards opfattelse kan beskrives i en simpel model4 . Når ”reality” erstattes af ”simulation” skaber det en kædereaktion, hvor den simulation der er trådt i stedet for virkeligheden nu ikke skaber andet end mere simulation.

nannamodelwww This “fall” into simulations is exacerbated by the masses and media.
The public prefer spectacles to reality. We would rather go to Disneyworld than to work. When we watch the news, we would rather be entertained than informed.
The consequence of this preference is that reality loses its status, and that the effectiveness of simulation is greater than the potency of reality.

I det post-moderne samfund er det ”tegn” der definere menneskers sociale placering. ”I vores perception træder virkeligheden så at sige i baggrunden til fordel for “simulakrer” (et af Baudrillards nøgleord) dvs. skinbilleder eller tegn, som opfattes, eller giver sig ud for at være virkeligheden.”

Informationssamfundet

I et informationssamfund, hævder Baudrillard, dominerer medierne vores oplevelse af virkeligheden. Medierne formidler tegn og billeder, som bestemmer vores menneskelige relationer, moden, kunst, musik o.s.v., fordi de bliver opfattet som ægte – selvom de reelt erstatter den virkelige virkelighed5.

[3] Simulation er en imitation af noget virkeligt, tingenes tilstand eller en proces. At simulere er at lade som om,
forstille sig, foregive, skrømte. Den store Danske Encyklopædi. Gyldendal 2004. Baudrillard definerer simulation
som “en udvikling af modeller af virkeligheden uden oprindelse eller realitet: en hyperrealitet.” Og det er i USA,
han mener at finde den højeste grad af hyperrealitet.

[4] http://www.usp.nus.edu.sg/cpace/theory/Mobius/sim.real.html

[5] Fra forordet til AMERIKA. Jean Baudrillard. Informations forlag. November 2004.

Som det er illustreret i modellen, så genbruges tegnene og de skaber nye tegn i en selvforstærkende simulerings proces.

Nøglebegreber

Et andet nøglebegreb i Baudrillards teori er ”hyperreality6” (noget der ligger over det reelle/virkelige). Udtrykket beskriver et samfund præget af ”simulation”, hvor ”tegnenes rolle” har erstattet den betydning menneskets placering i produktionslivet havde i det moderne samfund.

Det postmoderne samfund er hyperrelt – derfor skaber forlystelser/underholdning, information og kommunikationsteknologi oplevelser, der er mere intense og medrivende end scenerne i det almindelige liv samt de normer der strukturerer det almindelige liv. Det hyperreale betyder, at fx Disneyland og andre forlystelsesparker eller TV-sport fremstilles som mere virkelige end virkeligheden … når det sker så betyder det, at normerne fra den hyperreelle verden også kommer til at kontrollerer menneskers tanker og adfærd, mener Jean Baudrillard.

Den hyperreelle verden

I den postmoderne verden flygter individet fra ”the ”desert og the real”” og ind i den ekstase der kan findes i computerens og mediernes hyperreelle verden.
En fodboldlandskamp i TV opleves som virkelig, selvom det reelt kun er publikum i idrætsparken, der virkelig har været til landskam.

Ved begyndelsen af USA’s krig mod Irak benyttede den amerikanske filminstruktør Michael Moore sin takketale ved modtagelsen af en Oscar til at rase over præsident Bush: “Vi lever i fiktive tider”, råbte han, “hvor vi har fiktive valgresultater, som medfører valget af en fiktiv præsident. Vi lever i en tid, hvor vi har en mand, der sender os i krig af fiktive grunde7” Efter den første Irak-krig i 1991 udgav Baudrillard et essay med den overraskende titel “La Guerre du Golfe n’a pas eu lieu” (Golfkrigen fandt ikke sted). Pointen var, at krigen ikke fandt sted andre steder end i medierne. Det var et forsøg (endnu et) på at få os til at åbne øjnene for mediernes store og ofte manipulerende betydning for vores oplevelse af virkeligheden.

[6] Stanford Encyclopedia og Philosophy: Jean Baudrillard

[7]AMERIKA. Jean Baudrillard. Informations forlag. November 2004.


Centrale begreber til forståelsen af det postmoderne samfund er:

  •     Aftraditionalisering
  •     Individualisering
  •     Refleksivitet
Vi skaber vores egne ofte små og midlertidige traditioner. De hidtidige (historiske) traditionerne føres kun videre, hvis vi har lyst til det, så det er ikke længere muligt at henvise til, at “sådan plejer vi at gøre”. Det kan ofte skabe utryghed – især hos de lidt ældre. Og generelt skaber det en mindre sammenhængskraft i samfundet.

Det er ikke længere ”pligten” der styrer vores adfærd, og vi følger ikke længere automatisk fællesskabet traditioner og normer.

Der er sket en individualisering, så vi hele tiden reflektere over, hvad vi har lyst til! Alt kan diskuteres. Alt kan (hvis vi vælger det) være anderledes.
Det er en af årsagerne til at mange oplever en grundlæggende tvivl og usikkerhed.

Den klassiske kernefamilie er forsvundet

Familien var tidligere holdepunktet for de faste normer og værdier, fx familiesammenhold og traditionelle kønsroller. Men med postmodernismen er den klassiske kernefamilie forsvundet, så vi skal selv til at skabe vores identitet gennem individuelle valg.

Identitetsdannelsen er en refleksiv proces. Den afspejler vores holdninger og handlinger, som i det postmoderne samfund er præget af den individualitet, som er nødvendig i et samfund præget af mobilitet, fleksibilitet og omstillingsparathed.

Men i det postmoderne samfund er det langt fra alle der frit kan skabe deres identitet. Formelt har man frihed til at vælge det man vil, og til at blive det, man vil. Men ikke alle har tilstrækkelige resurser, til at klare friheden, med alle dens valg og ansvar.

Hvis man marginaliseres i det postmoderne samfund kan det være et specielt hårdt slag fordi de fleste mener, at vi har alle muligheder, og dermed kun kan bebrejde sig selv, hvis man ikke har succes.

Det er dog fortsat vigtig at være opmærksom på de samfundsstrukturelle forhold som fattigdom, diskrimination og manglende uddannelsesmuligheder, som er nogle af de forhold, der gør, at man ikke frit kan vælge sin skæbne.

Postmoderne eller senmoderne!

Alle sociologer er enige om, at der er sket markante samfundsforandringer i de seneste tiår. Men er der tale om en helt ny samfundstype: et post (efter) moderne samfund, der efterfølger det moderne samfund, eller er der blot tale om en særlig sen moderne fase af det moderne samfund, hvor væsentlige dele af det moderne samfunds tankegods lever i bedste velgående.

Anthony Giddens

I 1994 præsenterede sociologen Anthony Giddens en ny samtidsdiagnose. Han beskrev vores tid som den senmoderne eller post-traditionelle verden.

Det senmoderne menneske har ifølge Giddens mange valgmuligheder, i modsætning til præmoderne samfund, hvor man fx troede ubetinget på Gud som autoritet og accepterede klasseforskellene uden undren.

anthony giddes at the progressive governance converence budapest hungary 2004 octoberwwwAnthony Giddens, Baron Giddens (født 18. januar 1938). Britisk sociolog som blandt andet har været en vigtig ideologisk inspirator for New Labour.Ifølge Anthony Giddens skal det moderne menneske hele tiden træffe valg om, hvad det vil være og gøre ud fra de mange muligheder, som bl.a. medierne er med til at tilbyde. Disse valg er med til at skabe ”selvidentitet” hos mennesker i den senmoderne vestlige verden.

Tidligere var mennesker i udpræget grad påvirket af de traditioner, der herskede i lokalområdet. Religiøse normer, familie- og lokale landsbytraditioner osv. var tidligere de primære kilder til dannelse af meninger og identitet blandt mennesker.

I det postmoderne samfund forsvinder traditionerne

I den senmoderne vestlige verden er disse faste traditioner under opløsning, og identitet er derfor ikke længere noget forudbestemt, men noget det enkelte menneske selv må skabe gennem sociale relationer samt de valg og handlinger, man foretager i sit liv. Identitet opfattes som noget der konstrueres.

Socialisering i en individualiseret kultur er kendetegnet ved værdipluralisme, hvor der ikke findes urokkelige svar på hvad der er rigtigt, og hvad der ikke er, i samme grad som tidligere. Man bliver allerede som børn tvunget til at være refleksive og stille spørgsmålstegn ved verden, og bliver stadigt tidligere nødt til selv at finde vej i moderniteten, og skabe sine egne værdier.

Den primære forskel på den præmoderne samfundstype og den moderne, er det moderne samfunds dynamiske karakter. Det moderne ændrer sig i et ekstremt omfang og med en hastighed, dybde og intensitet, som ikke er set tidligere.
Derfor er de dominerende dynamikker i Giddens modernitetsanalyse:

Adskillelse af tid og rum

I præmoderne samfund faldt rum og sted sammen, mens der i det moderne samfund sker en adskillelse. Denne adskillelse er tydelig ved eksempelvis kommunikation over internettet, hvor samtalepartnerne befinder sig på vidt forskellige steder. I denne form for interaktion skabes der et mentalt møderum. Men dette rum kan man ikke henvise til geografisk, da det er en ren mental proces. Etablering af mentale rum er et af de tydeligste kendetegn ved mange af de moderne medietyper.

  • Mens forældrene er på arbejde, og kommunikerer på tværs af tid og rum med folk i andre lande er børnene i skole, hvor de bruger internettet i samfundsfag, for at finde informationer om de politiske forhold i Afrika.

Udlejring

I de præmoderne samfund var institutioner og handlinger indlejrede i lokalsamfundet. Det moderne samfunds øgede grad af specialisering betød, at de sociale relationer blev løftet ud af lokale interaktionskontekster og genskabt på tværs af tid og rum.

Giddens skelner imellem to typer af udlejringsmekanismer, der også kaldes abstrakte systemer.

Den første mekanisme benævnes symbolske tegn. Ved symbolske tegne forstås udvekslingsmedier, som har en standardværdi, og som kan ombyttes med hinanden på tværs af forskellige sammenhænge. Et eksempel er penge.

Den anden type udlejringsmekanisme er de ekspertsystemer, der omgiver os. I det præmoderne samfund forstod man, hvordan de tekniske hjælpemidler og samfundets institutioner virkede og hang sammen, men teknologiudviklingen i det moderne samfund har gjort det for kompliceret at rumme alle detaljer. Det betyder, at man i det moderne samfund er nødt til at gøre brug af hjælpemidler, som man ikke forstår 100%. Når man tager bussen begiver man sig ind i et netværk af ekspertsystemer, som har muliggjort konstruktionen af bussen, vejenes konstruktion og udviklingen af selve trafiksystemet.

Modernitetens refleksive karakter

En af konsekvenserne af, at vi lever i et informationssamfund er, at man hele tiden bliver nødt til at foretage revisioner af de informationer man får, samt de ting man tror på. Kendetegnende for det moderne samfund er, at det, der var en uomgængelig sandhed i går, sagtens kan vise sig at være forkert i morgen.
Man kan altid finde en eller anden ”ekspert”, der mener det modsatte. Denne uoverskuelighed fordrer en større grad af refleksivitet hos den enkelte.

Politikeren lyver ikke… han bygger bare sit svar på en ny ekspert!

 

Refleksivitet

Påvirkninger fra eksperter.
Skabes via medier tv, radio, Internet, politik
Har indvirkning på vores liv fx
-Parforhold
-Livsstil
-Børn og opdragelse
-Forhold til systemerne. fx kommunen, institutionen.

* Listen rummer kun eksempler.

testdinvidenLL