EU – Udvidelsen mod øst

P-009501-00-7h
Hold musen på billedet, hvis du vil se navnene på de mange statsoverhoveder.

Før de mange nye ansøgerlande kunne optages i EU måtte medlemslandene finde ud af, hvordan magten i det fremtidige EU skulle fordeles.

Topmødet i den sydfranske by Nice i 2001 er blevet beskrevet som en voldsom magtkamp. De store lande frygtede, at de i fremtiden kunne nedstemmes af en masse små lande. Derfor endte det med, at Nice-traktaten sikrede en meget større magt til de største lande i Unionen.

Som noget nyt blev der nu åbnet op for endnu flere områder, hvor EU kunne træffe ”flertalsafgørelser”, og så indførtes en vigtig nyskabelse – det såkaldte „forstærkede samarbejde”.

arbejdsspoergsmaalL

Det betød, at det nu var tilladt en gruppe EU-lande at samarbejde f.eks. om fælles militær – uden at der er enighed om det i hele EU.

Nu var EU klar til udvidelsen med de mange ansøgerlande fra det tidligere Østeuropa.

Men Nice traktaten kom først til at træde i kraft to år senere i 2003, for den blev afvist af vælgerne i Irland – det eneste medlemsland, hvor traktaten blev sendt til folkeafstemning. Ligesom i 1992 da Danmark stemte nej til Maastricht-traktaten, blev irerne også bedt om at stemme om igen året efter.

Ved folkeafstemningen den 20. november 2002 stemte et flertal ja til traktaten, selvom der ikke var ændret noget i den.

Efter EU´s udvidelse skulle fordeling af stemmer i Ministerrådet og antal medlemmer i EU-parlamentet ifølge Nice-traktaten se sådan ud.
Det er også vist hvordan stemmer og mandater skulle fordeles, hvis det skete på baggrund af befolkningtallet i medlemslandene.

EUstatistikCB3

 

På december-topmødet i København 2003, der blev ledet af den danske statsminister Anders Fog Rasmussen besluttede EU’s statschefer at sige ja til 10 ansøgerlande.

Med optagelsen af otte central- og østeuropæiske lande – Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet Slovenien, Tjekkiet og Ungarn samt Cypern og Malta i EU var der nu med EU´s egne ord skabt ”et stærkere, demokratisk og mere stabilt kontinent med et indre marked, der medfører økonomiske fordele for samtlige 450 millioner indbyggere”.

EU´s optagelsesbetingelser

I Maastricht-traktaten fra 1993, fastslås det i artikel 49, at alle europæiske stater, som overholder frihedens og demokratiets principper, menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder og retsstatsprincipperne kan søge om optagelse i EU.
På et møde i København i juni 1993 fastslog EU’s statschefer forskellige andre grundlæggende krav til lande, der ønsker optagelse:

Københavner kriterierne:

➡ de skal have stabile institutioner, der sikrer demokratiet
➡ de skal overholde retsstatens principper, menneskerettighederne og beskyttelsen af mindretal
➡ de skal have en fungerende markedsøkonomi
➡ de skal kunne klare markedskræfterne og konkurrencepresset i EU
➡ de skal kunne varetage de forpligtelser, der følger af medlemskabet og den økonomiske og monetære union.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

*