Fake News

Da den amerikanske politiker og senere vicepræsident Al Gore i 1991 lancerede ideen om en informations Superhighway, var der ingen som forestillede sig, at en meget betydelig del af trafikken ville blive fake news – falske nyheder.
Men i takt med, at informationsmotorvejen blev taget i brug, blev den fyldt op med informationer, der enten blev flyttet fra eksisterende medier eller kopieret fra aviser, bøger og andet informationsmateriale, som fyldte nettet, side om side med de hastigt voksende mængder af fake news.

Fake news er digital informationsforurening – en alvorlig udfordring ikke bare for medierne, men for den demokratiske kultur.
* hør podcast


Der findes ikke én definition af fake news, men som navnet antyder, er der tale om indhold, der er faktuelt forkert, men som ligner nyheder.
I virkeligheden er fake news ikke noget nyt fænomen. Mediebilledet er til alle tider blevet forstyrret af alt fra statsdreven propaganda,  reklamer og sladderjournalistik baseret på løse rygter.

Det er let og billigt at etablere sin egen net-kanal, med direkte adgang til hele verden.

Det nye er, at fake news i dag har langt bedre vækstbetingelser. Og nye aktører er kommet til. For få kroner, kan enhver i dag lancere sit eget medie, der på overfladen ser lige så professionelt ud som de etablerede medier. Derefter kan man for nul kroner sprede sine fake news på de sociale medier og nå ud til et enormt publikum, uden at bekymre sig om kvaliteten af det faktuelle indhold, eller anstændig kildekritik.

*

I Danmark er 3,5 millioner mennesker brugere af Facebook, som er den dominerende formidler af fake news. På Facebook bliver de falske nyheder blandet sammen i en pærevælling af sande nyheder og reelt ligegyldigt indhold fra familie og venner. Det hele ser troværdigt ud på Facebooks glatte overflade, og halvdelen af facebookbrugerne ignorerer nyhedskilden, når de deler og liker.*)
* ifølge en undersøgelse fra Pew Research Center

Den russiske politiker og stormester i skak, Garri Kasparov, har udtrykt situationen skræmmende klart i et tweet: »Hvis du kan overbevise folk om, at sande nyheder er falske, bliver det lettere at overbevise dem om, at dine falske nyheder er sande«.
*

Kasparovs udsagn så vi med fuld styrke dokumenteret under den amerikanske valgkamp, hvor de mest delte falske historier fik mere medvind på de sociale medier end de mest delte sande historier.

Der er forskellige veje til information. Den bevidste søgning hvor man leder efter noget man har brug for, og finder informationer baseret på saglige og faktuelle kriterier. Den tilfældige søgning kan godt føre frem til saglige informationer, men ofte foretager man nogle spontane valg.

Nye informationsveje

Det er de etablerede medier, der sætter fokus på fake news, der skabes på baggrund af manipulationer og falske fakta. De formidler selv information på baggrund af saglige og faktuelle kriterier, selvom de selvfølgelig også kan begå fejl. Derfor må de råbe op imod snyderiet. Alligevel svækkes befolkningens generelle tillid til deres nyheder.
Fake news er et spejlbillede på den krise, som de gamle medier og de etableredde politiske partier oplever, når en frembrusende populisme appellerer til alle dem, der i årevis ikke har følt sig hørt, set og forstået. Kløften mellem fakta baseret informationsformidling og en kurs, der alene er drevet af holdninger og følelser er voksende. Vi bevæger os fra et faktuelt til et postfaktuelt samfund.

I Danmark viser en ny undersøgelse fra Wilke, som Jyllands-Posten har offentliggjort, at hver fjerde dansker har fået mindre tillid til medierne efter den seneste tids diskussion om fake news.
*

”Uden tillid til mediernes arbejde er det ikke muligt for dem at udfylde opgaven som den kontrollerende 4. statsmagt. En kritisk presse, som ingen tror på, er de facto værdiløs for samfundet. Fake news er derfor ikke bare løgn og latin, det er også et frontalangreb på det demokrati, som flertallet af os hylder – uanset om vi stoler på medierne eller ej”, siger Jan Birkemose der er mediekommentator, foredragsholder og udgiver af Medietrends.dk.

Er det Facebook der skal bekæmpe fake news

Både og – det grundlæggende problem med fake news er hele samfundets, selvom det er oplagt, at stille krav til Facebook, fx om at stemple fake news og ændre deres algoritme (den eller de matematiske formler der styrer systemet) så de falske nyheder kun får en minimal udbredelse.
Men Facebook har allerede rigeligt med magt. De bør ikke også få magten over sandheden. Det er en opgave, som kun den frie presse og uafhængige fagfolk kan løfte. Derfor må medierne gå sammen om at fakta tjekke nyheder, for at sikre fairness og uafhængighed. Medierne er nødt til at bidrage til oprydningsarbejdet. Det er selvforsvar for egen forretning og for deres eksistensberettigelse.

Mere forskning

Livet på de sociale medier er stadig ret uudforsket. Hvad er the tipping point, der får en falsk historie til at blive viral?
Vi ved heller ikke, hvad der får folk til at dele og like information. Gør de det, fordi de kan lide budskabet eller stemningen på nettet! Gør de det for selv at opnå status, eller fordi de rent faktisk tror på det!
Kan man påvirke eller vende den postfaktuelle samfundsudvikling!

Man kan skelne mellem ABSOLUT SANDHED – DEN BEDST MULIGE SANDHED eller FALSKE NYHEDER. Denne grafik forsøger at vise hvor informationerne kommer fra og hvordan de behandles inden de publiceres.

Sandt eller falsk

Der er skabt en polarisering mellem dem, der tror på fakta, og dem, der ikke længere orker den ulige kamp, det er at blive slået i hovedet med fakta og argumenter fra velformulerede politikere, interesseorganisationer, virksomheder, fagfolk og medier. (Det var det Anders Fog Rasmussen engang kaldte smagsdommere)

Der er brug for at vende befolkningens opfattelse, så man igen tror på, at det kan betale sig at have styr på sine facts. Fordi det er en forudsætning for, at der bliver lyttet til en, ikke kun på bodegaen og i den nærmeste familie. Alternativet er uacceptabelt og ødelæggende for det demokrati, vi kender.

*

Chefredaktøren for Mandag Morgen, Lisbeth Knudsen, opfordrer medierne til at gå sammen i kampen for nyheder, som kan vinde læsernes tillid.
Lisbeth Knudsen er en kvinde med adskillige andre chefposter i medieverdenen bag sig. Og senest er hun initiativtager til faktasitet TjekDet.dk, som skal gå nyheder efter i sømmene.

*

“Trumps succes udsprang blandt andet af, at medierne tog alt, hvad han sagde bogstaveligt”, mener Lisbeth Knudsen. »Men generelt ser jeg ser det som positivt, at Google og Facebook nu går ind i renovationsarbejdet på nettet for at få smidt skraldet ud«.
Ifølge jurist, samfundsdebattør og ekspert i menneskerettigheder Jacob Mchangama har Facebook selv en interesse i at få styr på de indlæg, der florerer.
»Hvis Facebook udvikler sig til at være 70 % skidt og 30 % kanel, så går ideen tabt. Så mister vi den platform for en fri og uhindret debat, som det kunne være«, siger Jacob Mchangama, som driver tænketanken Justitia.

*

Den danske medieanalytiker Jan Birkemose har testet, hvordan en videresendt falsk nyhed blev bremset i Facebooks systemer. Her fik den falske artikel mindre udbredelse, end andre lignende artikler, ifølge Jan Birkemose fordi Facebook ændrede på algoritmerne for artiklen.

Journalistikken skal blive bedre

Lisbeth Knudsen advarer medierne mod at tro, at jagt på såkaldt falske nyheder alene løser den enorme tillidskrise i samfundet.
Der er især brug for at lave politisk journalistik på en anden måde. For populisterne og medierne sender på to forskellige frekvenser: Den værdipolitiske og den faktuelle.
»Trumps succes udsprang blandt andet af, at medierne tog alt, hvad han sagde bogstaveligt. Han ville rejse en kæmpe mur, og straks gik de i gang med at undersøge de faktuelle problemer ved det. Men det mange af vælgerne hørte var, at han ville bekæmpe den illegale indvandring af folk, som tager vores job«, siger Lisbeth Knudsen.

En eller flere sandheder

En sommerdag for længe siden gik jeg sammen med Poul ind i en ramponeret og støvet betonbygning i Beirut. I et lokale på anden sal mødte vi en højtstående leder fra en af de store palæstinensiske befrielsesorganisationer. Bag hans skrivebord stod en Kalasjnikov maskinpistol, og der gik hele tiden mennesker igennem lokalet, de fleste var bevæbnede.

*
Ghassan Kanafani  was a Palestinian author and a leading member of the Popular Front for the Liberation of Palestine (PFLP). On 8 July 1972 he was assassinated by Mossad.

Vi havde mange spørgsmål om konflikten i Mellemøsten. De fleste fik vi svar på, og i løbet af samtalen gik det op for mig, hvor lidt jeg egentlig vidste, og hvor farvet min opfattelse af konflikten var.
Da samtalen var forbi spurgte han, hvor vi boede, og tilbød os et lift, da han selv skulle samme vej. Vi rumlede gennem byen i en gammel Fiat af ubestemmelig alder.

I hele den palæstinensiske befolkning blev manden betragtet som Fedayeen – frihedskæmper. På den anden side af Libanons grænse stod han øverst på Mossads (den israelske efterretningstjeneste) liste over terrorister, der skulle bekæmpes.

*

Nogle dage efter satte han sig igen ind i sin faldefærdige bil sammen med et 17årigt familiemedlem. Han nåede ikke at starte bilen, før en radiosender udløste en bombe, som dræbte både ham og hans niece.
Dagen efter rapporterede The New York Times: “Beirut Blast Kills Guerrilla Leader”.
Hvis attentatet havde været planlagt til udførelse den dag vi fik et lift, ville Mossad agenten så have trykket på knappen, når han så mig og Poul stige ind i bilen! Utvivlsom, og så kunne The New York Times have rapporteret: “Beirut Blast Kills Guerrilla Leader and 2 Danish sympathizers”.

*

Var det gået så galt (virkeligheden var tragisk nok) ville det have udløst en diplomatisk krise mellem Danmark og Israel. I Danmark var sandheden jo, at hverken Poul eller jeg kunne betegnes som andet end uskyldige journalister, som Israelerne ikke legitimt kunne dræbe.
• I krig er sandheden det første offer. Ordene stammer fra den græske digter Aischylos (526-456 f.Kr.). Han deltog selv som soldat i flere krige.

*

Dette citat fra fysikprofessor i videnskabsteori ved århus Universitet, Helge Kragh sammenfatter mine argumenter på en god måde: “Disse ideer [kontruktivismen] ændrer ikke på, at vi har viden om naturen, der må betegnes som sand eller i det mindste tilnærmelsesvis sand.”

At den palæstinensiske leder var terrorist er sandt for nogle. At han var frihedskæmper er sandt for andre. Men er der ikke kun en sandhed! Nej, den samme person kan godt være to forskellige ting!

Almindelige mennesker
I DEBATTER på nettet – på facebook og andre sociale medier – er det en almindelig opfattelse, at eksperterne jo siger så meget forskellig – og så kan det ene vel være lig så sandt som det andet. “Almindelige” menneskers opfattelse bakkes overraskende nok også af og til op af visse forskere.
*

KILDER:
Jan Birkemose er mediekommentator, foredragsholder og udgiver af Medietrends.dk
Troels Wolf,
cand.scient. et art.,
lektor i biologi, retorik og idræt.
Publiceret den 21. december 2016.
fysikprofessor i videnskabsteori ved århus Universitet, Helge Kragh
Chefredaktøren for Mandag Morgen, Lisbeth Knudsen
Wikipedia
Den store Danske Encyklopedi

Læs også: Slet Facebook, og tag magten i dit liv

Gry Inger Reiter
Slet Facebook, og tag magten i dit liv


Diskussioner på sociale medier kan aldrig erstatte samfundsengagement in real life.
Jeg gider ikke beskæftige mig med reaktionerne på mine debatartikler på Facebook, medmindre de falder på min private profil. Jeg hverken kan eller vil afsætte hele dage til at besvare kommentarer, der ofte vidner om, at folk hverken har læst artiklen eller er i stand til at optræde med almenmenneskelig høflighed.

*

Det får mig muligvis til at lyde som et højrøvet røvhul, der ikke interesserer sig for almindelige menneskers holdninger. Men andre menneskers holdninger interesserer mig faktisk en hel del. Så meget, at jeg mener, at flest muligt skal have mere magt over deres eget liv.
Men det kræver, at folk selv handler. Sådan rigtigt in real life. De sidste 10 år har sociale medier givet os uanede muligheder for at diskutere med hinanden. Og det er da en charmerende tanke, at slagtermesteren i Sønderborg kan udveksle synspunkter med direktørfruen i Gentofte og EU-politikeren i Bruxelles.

*

Men selv om sociale medier giver os mulighed for berøring med langt flere mennesker, så er denne kontaktflade lige så kønsløs som at slikke på en stikkontakt.
Tiden på Facebook føles muligvis meningsfuld, når man sætter sidste punktum for sin begavede og bramfri kommentar på en lang tråd om danskhed. Men uanset hvor mange likes kommentaren opnår, så har den omtrent samme betydning som endnu en hundelort på fortovet. Den gør ikke en forskel i det store hele.
Over 60 procent af danskerne bruger Facebook dagligt. Og ifølge Facebook spenderer den gennemsnitlige bruger 50 minutter på mediet hver eneste dag. Tænk, hvis bare halvdelen af den tid i stedet gik til vaskeægte samfundsengagement i den virkelige verden.

*

Så ville næsten 3,5 millioner danskere pludselig have 3 timer om ugen til at kaste sig over opgaven som besøgsven på plejehjemmet, lektiehjælper i asylcentret eller bestyrelsesmedlem i børnenes skolebestyrelse. 3 timer ugentligt er også rigeligt til at søge reel politisk indflydelse, eksempelvis gennem medlemskab af et politisk parti.

Facebook og andre sociale medier opdrager os til at være aktive på den passive måde

Den lokale partiforening er et godt sted at begynde, hvis man vil være med til at løse konkrete problemer i lokalområdet. Man kan også få sig en rigtig samtale med sine folkevalgte i modsætning til at mundhugges med deres social media-managere og -praktikanter på Facebook.
Uanset hvad du bruger de frigjorte 25 minutter om dagen på, kan du næsten ikke undgå at gøre en langt større positiv forskel i dit eget og andres liv, end du gør nu.Det kan godt være, Facebook fortæller, at X antal af dine venner er aktive lige nu. Sandheden er dog, at de sidder et sted foran en skærm og er totalt passiviserede.
At være online på Facebook er den diametrale modsætning til at være i færd med at udrette noget betydningsfuldt i verden. Men desværre opdrager Facebook og andre sociale medier os til at være aktive på den passive måde.

*

Hver gang du får et like, frigiver din hjerne dopamin, der giver en lykkefølelse. Du får det samme kick, som man får af rygning, alkohol og stoffer. Med andre ord er sociale medier sindssygt afhængighedsskabende. De er udviklet til at fastholde dig online så længe som muligt af hensyn til annonceindtægter og indsamling af dine personlige data.
Hvis det stod til Mark Zuckerberg, ville du aldrig foretage dig andet end at poste kommentarer og se kattevideoer på Facebook. Så selv om det virker uskyldigt, når Facebook spørger, om du tillader pushbeskeder at dukke op på din låste skærm på telefonen, så er det en fælde, der vil stjæle tid fra meningsfuld aktivitet i dit liv. Selvfølgelig er der undtagelser fra hovedreglen om, at sociale medier er spild af tid.

*

Det gælder eksempelvis, når det lykkes at bruge dem som redskab til at organisere folkelige bevægelser. Modstanden mod Dong-salget ville være et glimrende eksempel, hvis altså ikke lige Dong var blevet solgt alligevel. Den igangværende kampagne mod højere pensionsalder med over 200.000 underskrifter vil forhåbentlig have held til at sikre et større realpolitisk aftryk.

*

Undtagelserne ændrer ikke ved, at sociale medier gør os passive og ødelægger vores evne til at tage aktiv og forpligtende del i verden omkring os. Vi har forvekslet onlinedebat med demokratisk deltagelse. Men at udveksle spydigheder på Facebook fører hverken til udvikling af velfærdsstaten eller bedre integration.
Så tag en kold tyrker fra din facebookafhængighed. Slet appen fra din telefon, og nyd din nyvundne handlefrihed.

*
foto: Lars Svankjær
Søren Pind dropper Facebook
24. jun. 2017, 14:43

Han kan ikke acceptere systemet, skriver han. Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) er en af de politikere i Danmark med flest følgere på det sociale medie Facebook. Men nu skal det være slut, fortæller han sine 42.320 følgere på Facebook via et opslag på mediet. – Jeg har besluttet mig for ikke længere at have en Facebook side. Jeg vil ift. venner og gode bekendte opretholde en privat profil, men det er så også, hvad det bliver til. – Jeg kan ikke acceptere, at opsætninger og algoritmer på denne måde tilskriver mig og søger at skabe en yderligere afhængighed af systemer, jeg ikke ønsker, og som i forvejen fylder for meget, skriver Søren Pind, der er uddannelses- og forskningsminister. Baggrunden er, ud over afhængigheden, at Søren Pind mener, at tiden, det kræver at være på Facebook, ikke lever op til den “fornøjelse”, han får ud af det.

Laver mindre

Derudover vurderer Søren Pind, at Facebook influerer på hans adfærd. – Jeg læser færre bøger. Jeg skriver færre egentligt sammenhængende blogs og indlæg. – Og det denne tid har brug for er sammenhængende ting og langsomhed, ikke fragmentering og hast. Men tak for mange års debat her. Det meste har været en fornøjelse, skriver Søren Pind. Søren Pind oplyser via sin særlige rådgiver, at han ikke har yderligere at tilføje i forbindelse med sin exit fra Facebook end det, han har skrevet i opslaget.