Fortælleteknik 1

De mange fortælleformer kan inddeles i tre hovedkategorier: Den journalistiske, den pædagogiske og den kunstneriske.

Den journalistiske fortællemåde

Den journalistiske fortællemåde kender vi fra journalistikkens forskellige genrer, fx reportagen eller interviewet. Afsenderen eller fortælleren er usynlig. Journalisten taler ikke på egne vegne, men refererer andre – og forsøger altid at belyse flere synsvinkler. Fortællerens egen andel i historien er primært den vinkling eller de valg af mulige informationer, som præsenteres for modtageren.

Den pædagogiske fortællemåde
Den pædagogiske fortællemåde findes i den mest rendyrkede form fx i DR’s haveprogrammer med Søren Ryge. Her fortæller Ryge, som seerne både opfatter som ekspert og haveelsker, sin egen version af historien om skvalderkålens forbandelser.

Afsenderen er her – og i tilsvarende programmer – meget fremtrædende. Det er ham, der lærer fra sig, og vil man følge med i historien, så må man acceptere rollen som elev.

Den kunstneriske fortællemåde

Den kunstneriske fortællemåde finder vi fx i dramaet eller digtet. Her smelter afsenderen og historien sammen. Det er det, der er kunsten. Modtageren føres gennem konflikter, der anvendes metaforer og billeder. Fortælleren springer i tid og flytter sig fra sted til sted, mens historiens personer udfolder sig for modtageren, som efterhånden også kan identificere fortællingens røde tråd! Eller pointen, hvis der overhovedet er nogen.

Den fjerde fortællemåde
Den fjerde fortællemåde er den, som almindelige mennesker anvender. Selvom den ikke er så struktureret som de professionelles fortællemåder, så har modtagerne ikke problemer med at forstå budskabet. Derfor er programmer hvor lytterne og seerne kommer til orde meget populære. I aviserne er læserbreve også godt stof.

Aktantmodellen

Aktantmodellen er en fortælleteknik, som oprindeligt blev udviklet for at beskrive det gennemgående skelet i en af de ældste fortælleformer – eventyret. Modellen kan imidlertid bruges på alle former for formidling, fordi den beskriver de elementer eller kvaliteter, der udgør skelettet i den gode historie. Aktantmodellen kan bruges til at analysere personernes rolle i den historie, som skal fortælles.

Hvis man vil fortælle eventyret om den unge prins Claus, der forelsker sig i den smukke prinsesse Feodora, som han først må befri fra den onde drage Trixaluskulus, før de kan blive gift, og han som belønning får både Feodora og det halve kongerige … så ser historien sådan ud i aktantmodellen:


aktandmodelleneventyret

 

 

 

 

 

Den unge prins Claus er her historiens subjekt. Kernen i historien er, at subjektet ønsker at forandre sit negative udgangspunkt. Subjektet mangler noget, bliver dårligt behandlet eller er utilstrækkelig. Det er så subjektets projekt at vinde eller opnå historiens objekt, som her er den smukke prinsesse. Lykkes det, vil det negative udgangspunkt blive vendt til noget positivt – hans projekt er gennemført med succes.

Eventyr

I det lille eventyr om prinsen og prinsessen er objektet en person, men det kan også være noget mere abstrakt – fx jobbet som direktør, frihed – hvis man er politisk fange i en diktaturstat og accept fra den indfødte befolkning selvom man er indvandrer. Det kan også være lykke, rigdom, succes osv.

Skal historien være interessant og spændende, må den rumme konflikter eller forhindringer, som gør det vanskeligt for prinsen at opnå sit mål. Historiens modstander – dragen Trixaluskulus – er netop udtryk for, at der er en konflikt.

Modstanderen kan ligesom objektet være andet end mennesker og drager. Det kan også være de politiske forhold i det land, historien udspiller sig i, det kan være psykologiske eller økonomiske forhold eller mange andre faktorer. Men det er typisk for den gode historie, at modstanderen altid er stærkere end subjektet.

Derfor er der brug for en eller flere hjælpere, hvis subjektet skal besejre overmagten.
Hjælperen i denne historie er den gamle kone, som har givet prins Claus det magiske tryllesværd, som han besejrer dragen med.

Selv meget små børn kan ofte digte eventyr – de benytter ubevidst aktantmodellen.

Slutning

Men historien skal også have en slutning eller pointe. Vi skal se resultatet af konflikten mellem prinsen og dragen. Skal subjektet derfor have objektet (når dragen er besejret), så må historien have en giver. Her er det, som i alle gode eventyr, kongen, der skænker sin datter til den unge prins. Når det sker, skifter subjektet rolle og bliver historiens modtager.

Aktantmodellen skal ikke følges som en ufravigelig formel, når man vil skabe den gode historie. Der skal være plads til variationer og individuelle afvigelser. Men så længe modellen ikke sidder på rygraden, er det en god ide at teste, om ens historie indeholder alle de elementer, der er beskrevet i modellen.

Men kan aktantmodellen overhovedet bruges på andet end simple eventyr? Lad os afprøve den på en typisk historie fra formiddagsaviserne.

Typisk historie

SuperBrugsen har bortvist en ung pakistansk kvinde, fordi hun nægter at tage sit hovedtørklæde af, når hun passer sit arbejde ved kassen. Ekstra Bladet rejser sagen, og indenrigsministeren og kvindens fagforening griber ind og pålægger SuperBrugsen at trække bortvisningen tilbage.Ekstra Bladet dyrker ofte denne form for journalistik, som betegnes kampagnejournalistik.Derfor spiller bladet og journalisterne ofte en fremtrædende rolle som hjælperen, når bladet fortæller en god historie. I andre medier vil denne rolle blive tildelt andre. Fx en politiker med sympati for indvandrere eller formanden for en etnisk forening.

Objektet i denne historie er retten til at følge sin religion, og den bortviste er historiens subjekt.

Modstanderen er selvfølgelig SuperBrugsen, men også den intolerance som hersker i store dele af den danske befolkning. Det er den opbakning, SuperBrugsen føler man har bag sin beslutning.

Da indenrigsministeren og fagforeningen griber ind bliver de kvindens hjælpere, og historien ender lykkeligt, da hun modtager en undskyldning og får lov til at komme tilbage til sit job – stadig iført tørklæde.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Aktantmodellen i denne sag ser således ud:
aktandmodellenekstrabladet

 

 

 

 

 

Aktantmodellen for historien i Ekstra Bladet.

Men sæt nu kvinden ikke får lov til at vende tilbage? Er det så ikke nogen god historie? Skal journalisten så droppe den?

Hvis subjektet ikke opnår sit mål (objektet), så er det en dårlig historie. Forudsat at målet (at få lov til at følge sin religion) er rimeligt. Den vinkel, journalisten så vil vælge, ville være at skifte både subjekt og objekt. Målet kunne nu være at få forbrugerne til at hænge SuperBrugsen ud som racistisk, så de indleder en boykot.

Berettermodellen

Berettermodellen er udviklet af den svenske medieforsker Ola Olsson til kortlægning af plottet i spændingsromaner. Den er en videreudvikling af den dramaturgiske model kendt fra film og skuespil.

Hvor aktantmodellen handler om at få de rigtige aktanter bygget ind i historien, så er berettermodellen en anvisning på, hvordan man skal disponere den gode historie.

b-berettermodellen2
Berettermodellens spændingskurve.

 

Anslaget er historiens appetitvækker, som skal fange modtagerens interesse uden dog at røbe selve historien. Tjah …det er måske værd at følge med.

Præsentationen afslører lidt mere. Nå … det handler måske om noget, der kunne interessere mig.

Uddybningen tegner et mere uddybende billede af historien og lægger op til det første højdepunkt.

Little point of no return afslører, hvad der måske er historiens højdepunkt, uden dog at røbe klimaks. Ups … min fornemmelse er rigtig. Her er bestemt noget på vej, som jeg må følge med i.

Konfliktoptrapningen udbygger historien med udgangspunkt i little point of no return. Nu præsenteres modtageren for alle historiens væsentlige elementer. Men der drages endnu ikke nogen konklusion. Sådan … hænger det altså sammen. Det lyder meget spændende.

Klimaks eller point of no return er historiens højdepunkt. Er modtageren fulgt med hertil, så er der absolut ingen vej tilbage. Resten af den gode historie vil blive fulgt med 100 % opmærksomhed. Det var satans… hænger det virkelig sådan sammen?

Udtoningen afrunder historien og gentager måske nogle af højdepunkterne. Måske finder man også her forslag til, hvordan modtageren skal bruge historien, eller hvordan man bør handle, når man nu har fået nye informationer.

Historien tænder

ild1redJournalister eller andre fortællere skal meget ofte på én gang inddrage tre afgørende elementer i formidlingen:

  • information
  • identifikation
  • fascination
” Man kan kalde dem for brændselselementer i den gode historie, fordi de hver især bidrager til at ”tænde” modtageren og optræder i al god kommunikation i et ikke nærmere defineret blandingsforhold. Vi er alle – som modtagere – interesseret i, at historier indeholder/anvender alle tre brændselselementer, men der er givetvis forskel på, hvilket element vi primært bliver indfanget af. Også hvornår og i hvilken situation.”Anders Kinch-Jensen

 

 

 
Information er kommunikationens indhold. Den viden, erfaring, holdning m.m. som afsenderen ønsker at formidle.

Identifikation er den del af formidlingen, der skaber den direkte forbindelse mellem indholdet og modtagerens virkelighed. Det betyder, at modtageren kan ”se sig selv som” eller ”genkende”

Fascination er den del af formidlingen som hjælper budskabet på vej. Fascinationen skabes bl.a. ved at bruge spændingselementer, humor, overraskelser og effekter.

Hvis modtageren lader sig fascinere af fortælleformen, bliver han samtidig mere åben for at modtage og forstå informationerne. Men det skaber problemer, når kravet om fascination i alt for høj grad fordrejer billedet af virkeligheden. Det er en udvikling, som i et vist omfang også præger danske medier:

*citatboks

“ Den udvikling er et resultat af, at tv i USA styres af markedsmekanismer, og man derfor har en tv-industri, der er bange for at kede sit publikum.

Når markedskræfterne får lov til at bestemme, hvad der er godt tv, bliver følgen en slags uerkendt censur: Kun historier, der kan leve op til kravet om fascination, bliver produceret. Om historien er vigtig eller væsentlig, det spiller ikke nogen rolle i forhold til dens underholdningsværdi.”

Nancy Graham Holm: “Gå ikke i USA’s fodspor”, Journalisten, nr. 8, 1999
*citatboks slut *

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er tv-mediet, der oftest søger at udnytte identifikations- og fascinationselementet, og den udvikling vil fortsætte og forstærkes de kommende år, mener Peter Harms Larsen, professor i journalistik på Syddansk Universitet i Odense:

“… masse- og multimediesamfund er præget af, at der er et overskud af information og et underskud af opmærksomhed.Alle tv-selskaber, uanset finansieringsmåde, må derfor konkurrere om at øge opmærksomhedsværdien i deres programmer. Når de udvikler gamle og nye programformater, så jagter de alle forskellige måder, hvorpå de kan forstærke identifikations- og fascinationsmulighederne i programmernes indhold, form og udtryk. Det er disse basale forhold, der har præget udviklingen og fornyelsen af tv i 90’erne i Danmark. Og forstår man ikke det, forstår man ingenting.”Peter Harms Larsen: “Tv-kvalitet for folk og profit”, Politiken, d. 29. juli 1999.

Kilde: Historien tænder. Artikel af Anders Kinch-Jensen på: http://www.cfje.dk