Globalisering

 

 

 

 

 

 

Globalisering er den fælles betegnelse for grænseløs handel, investering, flytning af arbejdskraft og produktion.
Det er økonomiske og sociale aktiviteter, som overskrider traditionelle nationale og regionale grænser. Globalisering forudsætter næsten altid tab af national selvbestemmelse og skaber som følge deraf større usikkerhed og ustabilitet. Derfor mødes globalisering ofte af krav om at bevare den nationale identitet og forøget regionalt samarbejde.

EU er et udtryk for øget regionalisering. Det er ikke et samarbejde der styrker medlemslandenes nationale identitet, men et samarbejde, der er med til at styrke de økonomiske kræfter, som driver globaliseringen.

Globalisering betyder:
•  større strømme af varer og tjenesteydelser
•  øget handel og investering i globale produktionssystemer
•  øget ind- og udvandring

Globalisering drives frem af:
•  produktionsvirksomheder, banker og andre profitorienterede institutioner
•  konkurrencen på de eksisterende markeder

Globaliseringens effekt er:
•  at den økonomiske afstand mellem lande og regioner reduceres (i nogle tilfælde bliver større)
•  at den enkelte nations økonomisk-politiske uafhængighed i forhold til såvel andre regeringer som de indenlandske og internationale markedskræfter reduceres

Sandhed!

Ordet globalisering præsenteres ofte som en etableret sandhed. Man siger f.eks.: “Globaliseringen kræver, at vi er omstillingsparate”.
Globaliseringen kan opfattes som en liberal ideologi, der stiller krav til os om at nedbryde velfærdsstaterne og de ”stive” arbejdsmarkeder, fordi “markedet kræver det” og “forlanger” fleksibilitet og omstillingsparathed af hver enkelt.

Globalisering er ikke en objektiv nødvendighed. I virkeligheden drejer det sig i højere grad om en samfundsudvikling, som nogen finder ønskværdig. Det er vigtigt at huske på, at der til sådanne ”etablerede sandheder” er knyttet et bestemt magtforhold. Når det gælder globalisering drejer det sig om økonomisk magt hos multinationale virksomheder og internationale økonomiske organisationer som f.eks. WTO, og EU.
Når Globalisering i dag forbindes med liberal ideologi er det vigtigt at erindre om, at også de tidlige socialister talte om nødvendigheden af internationalisering. Nationalstaten blev dengang opfattet som en barriere for realiseringen af socialismen.

Cacao-P-007039-00-7hWWW
The Cotonou Agreement. On 23 June 2000 in Cotonou, Benin, the European Community and its Member States signed a new twenty-year partnership agreement with 77 ACP states (Africa, the Caribbean and Pacific). The aim of the Cotonou Agreement is to reduce poverty and is based on political dialogue, development aid and strengthened economic and commercial co-operation. Ghana : Takoradi harbour : loading cocoa CE | Takoradi | P-007039/00-7 |

Globalisering er ikke noget nyt

Den Globaliseringsbølge verden har oplevet siden 1980’erne er ikke den første, verden har gennemlevet, selvom fænomenet først blev døbt globalisering omkring 1980.

Den spanske kolonimagt globaliserede Latinamerika fra 1500tallets begyndelse.

Den engelske og franske imperialisme, der dominerede verden i 1800tallet, var også udtryk for globalisering.

Det samme gjaldt udbredelsen af ny teknologi til masseproduktion i 1950’erne og 1960’erne fordi de nye produktionsmetoder fortrængte det traditionelle håndværk, betød vækst i produktiviteten og dermed voksende international handel.

Den amerikanske imperialisme i begyndelsen af 60’erne kom til udtryk i form af USAs stigende engagement i politisk/militære konflikter, samtidig med at USA baserede multinationale firmaer øgede deres investeringer meget kraftigt overalt i verden. Det forøgede den gensidige afhængighed, som er et af globaliseringens kendemærker.

Siden slutningen af 1970’erne har verdens økonomisk førende lande afviklet den ellers udbredte markedsregulering som ofte begrænsede handelsmulighederne på tværs af landegrænserne.

Produktivitet

Mange nye opfindelser har øget produktiviteten og dannet udgangspunkt for helt nye forbrugsgoder. Informationsteknologien har udviklet sig eksplosivt. Og endelig er der gennemført en ”internationalisering” af de finansielle institutioner. Det har alt sammen skabt væsentlige ændringer i den internationale konkurrence og ført til større globalisering af verdensøkonomien.

Globalisering eller den politiske målsætning om at globalisere verden er ikke nogen absolut sandhed. Det kan illustreres ved på skemaform at stille de forskellige hovedopfattelser overfor hinanden.

Hvad mener liberalisterne og hvad mener modstanderne af globalisering?

kilde: http://www.gf.dk/

 


En case fra 2003

Selvom Danmark har fået nye regeringer,
kan VK regeringens overvejelser stadig
bruges som inspiration

”Danmark skal tage aktiv del i den globaliserede verden og udnytte de muligheder, som ny viden, nye teknologier og nye markeder rummer. Danmark har stor fordel af globaliseringen, men meget tyder på, at vi kunne udnytte mulighederne endnu bedre. Derfor præsenterer regeringen nu en række initiativer i handlingsplanen:

Vækst gennem globalisering.

Handlingsplanen ligger i forlængelse af regeringens øvrige udspil. I juni lancerede regeringen: En verden i forandring, der beskriver, hvordan Danmark gennem udenrigspolitikken vil håndtere de mere politiske udfordringer, som globaliseringen rummer. I Danmark vil vi fortsat tage vores del af ansvaret for en positiv udvikling i verden – politisk, socialt og miljømæssigt.”
(fremhævet af forfatteren)

Danmarks deltagelse

Men hvilket billede tegner der sig af Danmarks deltagelse i globaliseringen set i et økonomisk perspektiv?

Ser man på rammerne for at udnytte mulighederne er de i dag grundlæggende gode. Danmark gør selv meget for at skabe et godt vækstklima. Internationalt har det indre marked haft 10 års jubilæum, og bl.a. i WTO arbejder Danmark og EU til stadighed for fri bevægelighed i økonomien for handel, kapital mv. Ved første øjekast ser det ud som et paradoks: De grundlæggende rammer er gode, men Danmarks præstationer – deltagelsen i globaliseringen – er ikke så imponerende. Her viser analyserne, at der er flere barrierer for en aktiv udnyttelse af globaliseringen, end vi sædvanligvis forestiller os.

Netop dét er særligt problematisk for et lille land. Samme konkrete barriere kan betyde, at en virksomhed vælger at se bort fra Danmark, mens virksomheden i forhold til f.eks. Tyskland – hvor markedet er 15 gange større end i Danmark – sætter aktiviteten i gang på trods af barrieren.

Derfor præsenterede regeringen en handlingsplan for, hvordan Danmark kan opnå flere fordele gennem globaliseringen. Handlingsplanen rummer konkrete nye initiativer, som udgør de første skridt i retning af en forstærket indsats for at udnytte mulighederne i globaliseringen. Men der findes ingen lette løsninger på dette område. Der vil blive tale om mange forskellige små og store skridt, der skal tages gennem et langt sejt træk, hvor der hele tiden arbejdes i den rigtige retning. Og den rigtige retning handler om så stor åbenhed i økonomien som muligt.”

kilde: Vækst gennem globalisering – Handlingsplan og baggrundsanalyse
Økonomi- og Erhvervsministeriet, 2003

 

 

 

Globaliseringen har både politiske, sociale, miljømæssige og økonomiske perspektiver, men i den citerede handlingsplan er der sat fokus på vækst. Globaliseringen skal skabe økonomiske fordele for Danmark og på den måde være med til at financierer en bevarelse og eventuel udbygning af det danske velfærdssamfund.

Figuren siger det ret præcist, selvom det lille ord ”mere” mangler. Mere handel, mere vidensudveksling, mere investering og mere bevægelig arbejdskraft, så vil dansk økonomi blomstre.

kilde: Vækst gennem globalisering – Handlingsplan og baggrundsanalyse. Økonomi- og Erhvervsministeriet, 2003

Regeringens plan

Konkret vil regeringen sætte ind på de områder, som er vist i nedenstående grafiske illustration som udpeger de barrierer, der forhindrer Danmark i at opnå det fulde udbytte af globaliseringen.

For at opnå et bedre udbytte af globaliseringen skal Danmark følge flere spor. I nogle tilfælde drejer det sig om en ensidig national indsats. Man kunne f.eks. sende en handelsdelegation til Kina! I andre tilfælde kunne man satse på at opnå resultater gennem EU. F.eks. vil det gavne Danmark hvis EU indgår en handelsaftale med Sydamerika.

Den vanskeligste vej – men måske også mest effektive – går gennem WTO (World Trade Organisation) hvor EU også repræsenterer Danmark. Her træffes de mest overordnede beslutninger vedrørende verdenshandelen.

 

De forskellige handlemuligheder er vist i denne graf.

Så blev endnu en stor “dansk” virksomhed globaliseret.
 


Udviklingen i den globale ulighed

kilde: Vækst gennem globalisering – Handlingsplan og baggrundsanalyse. Økonomi- og Erhvervsministeriet, 2003

Både den danske regering, EU og andre internationale organisationer mener, at globalisering mindsker uligheden mellem verdens fattige og rige mennesker. Men statistisk kan man både vise at uligheden falder, når hele verden betragtes under et, men samtidig stiger i bestemte og meget folkerige regioner.

Den relativt store økonomiske vækst i Kina og Indien får det samlede billede til at vise et fald i uligheden, men ser man bort fra udviklingen i disse områder, så er den samlede ulighed vokset. Det betyder bl.a. at befolkningen i hele Afrika oplever stigende ulighed.

Og selvom der er vækst i Kina og Indien er der også fortsat udbredt fattigdom indenfor disse lande.

Globalisering handler også om at øge investeringsomfanget og tilføre mere kapital til områder, hvor der er behov for udvikling.

Direkte investeringer

Det kan ske gennem direkte investeringer, Ulandsbistand, banklån og bidrag fra landets egne borgere der arbejder i udlandet og sender en del af deres løn hjem til familien.

Fra 1988-2000 er de direkte investeringer næsten tidoblet og overstiger langt bistandshjælpen. Siden midten af 1990’erne har de personlige overførsler fra indbyggere med job i andre lande til familie mv. i moderlandet også været større end bistandshjælpen. Men for de fattigste udviklingslande er udviklingsbistanden fortsat mere væsentlig end de direkte investeringer, fordi disse lande typisk er præget af så meget indre uro, at private investorer ikke ønsker at investere i disse lande og områder.

KapitalTilUlandene1WWW
Kilde: Verdensbanken (2003). kilde: Vækst gennem globalisering – Handlingsplan og baggrundsanalyse. Økonomi- og Erhvervsministeriet, 2003

 

Det handler om rigtig mange penge

DANIDASaarsberetning2010 Års
Rapport
Danida
WTOaarsberetning2012 WTO Års
Rapport
WTO

Verdenseksporten nåede i 2010 op på 14.851.000.000.000 $ eller 89.106 milliarder kroner (ved en dollarkurs=6).

Det drejer sig om astronomiske tal og den økonomiske velfærd i det enkelte land eller region er helt afhængig af, hvor stor andel man kan opnå af den samlede handel.

Som det fremgår af tabellen er Nordamerikas (USA og Canada) samlede andel halveret siden 1948, men det er ikke udtryk for nogen samlet økonomisk tilbagegang. Når USA investerer i produktionsvirksomheder over hele kloden, så tjener man på disse virksomheders eksport, selvom det statistisk registreres under andre regioner.

Vesteuropa (EU) har samlet set øget sin eksportandel – men nu skarpt forfulgt af Asien. Man har siden 1948 været verdens absolut største eksportør. Den ”nationale værdi” af eksporten skal i et vist omfang reduceres i forhold til, om den f.eks. er skabt af amerikansk ejede virksomheder.

Vækst i Asien

Asien har oplevet en voksende andel af verdenshandelen, men også her skal man tage højde for, at den ”nationale værdi” af eksporten i et vist omfang skal reduceres i forhold til, om den f.eks. er skabt af europæiske eller amerikansk ejede virksomheder.

 
Skærmbillede 2012-04-04 kl. 23.32.29

Tabellen dokumenterer meget store økonomiske forandringer mellem de forskellige regioner – den viser en væsentlig del af globaliseringens konsekvenser – men siger ikke noget om, hvilke lande, regioner, virksomheder eller finansielle institutioner der i sidste ende profiterer på globaliseringen.

Siden slutningen af 1980’erne er det især handel, investeringer og finansielle overførsler der er vokset. Der er også vækst på områder som overførsel af serviceydelser, teknologi og udveksling af informationer og idéer.

Derfor er den gensidige afhængighed mellem alle verdens lande også vokset. De beslutninger der træffes og det der sker i en del af verden påvirker nu i langt højere grad leveforhold og udviklingsbetingelser mange andre steder på kloden.

Gevinst for alle lande – eller kun de rige?

Der er forskellige og modstridende opfattelser af globaliseringens betydning, omfang og konsekvenser for verdens forskellige lande.

Et synspunkt…

Globaliseringen omfatter alle. De allerfleste lande er så stærkt integrerede i verdensøkonomien, at de nationale økonomier ikke mere eksisterer som selvstændige enheder. Nationalstaterne har mistet en stor del af deres betydning, og i stedet er det de store banker, investeringsselskaber og transnationale virksomheder, der dominerer den økonomiske og sociale udvikling i verden.

Ifølge denne opfattelse er ulandene også omfattet af globaliseringen. Det kan man bl.a. se af, at de direkte investeringer i ulandene næsten er femdoblet fra 1991-2000.

Et andet synspunkt…

Globaliseringen er ikke global. De ”globale aktiviteter” er koncentreret indenfor og imellem tre kraftcentre: Nordamerika, EU og Fjernøsten.

For ulandenes vedkommende er der kun meget få der for alvor har oplevet øget udenrigshandel og indstrømning af udenlandsk kapital og teknologi.

Begrebet globalisering dækker over tre tendenser:

• Øget internationalisering som følge af ekspansionen i de tre økonomiske kraftcentre. Berører kun få lande uden for kraftcentrene
Regionalisering der skaber særlig vækst og aktivitetsudvidelser i centrene, mellem centrene og omkring centrene
Marginalisering af det store flertal af ulandene samt hovedparten af de tidligere kommunistisk styrede lande i Østeuropa og det fordums Sovjetunionen

De lande, som ifølge denne opfattelse står udenfor globaliseringen, er dog udsat for et stærkt pres, der skal få dem til at indordne sig under de nye betingelser.

Dette pres bliver bl.a. skabt af den internationale konkurrence og de store transnationale selskaber, de rige landes regeringer og internationale organisationer som Verdenshandelsorganisationen (WTO), Den Internationale Valutafond og Verdensbanken.

Kulturel globalisering

Når antropologer bruger ordet globalisering betegner det de mange former for gensidig påvirkning og afhængighed mellem forskellige kulturer og livsformer.

Tidligere opfattede man de såkaldt primitive kulturer som isolerede og selvstændige organismer, men siden 1970’erne har man erkendt, at de økonomiske, sociale og kulturelle forhold sammenkobler alverdens kulturer i globale systemer.

 WTO

Siden dannelsen af WTO i 1995 har denne organisation dannet rammen omkring udformningen af nye “spilleregler” for verdenshandelen.

Derfor er det især WTO der er blevet kritiseret af globaliseringsmodstanderne i både de rige og fattige lande.

De fleste af U-landene ønsker at blive medlemmer af WTO, men argumenterer samtidig for, at der bør tages mere hensyn til de fattige landes særlige problemer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Væksten i international handel og kommunikation har også betydet, at lokale kulturelle udtryksformer i stigende grad indgår i en global sammenhæng.

Den kulturelle globalisering medfører en øget kulturel homogenisering, men skaber også kræfter og tendenser, der arbejder i den modsatte retning. Vi oplever i stigende grad, at etniske og nationale grupper kæmper for autonomi og selvstændighed.

For disse grupper og bevægelser er nationalisme ikke noget skældsord – de ønsker at bevare mange af de eksisterende forskelligheder mellem verdens nationer.

Global imperialisme

Ser man på den traditionelle definition af begrebet imperialisme er det svært at adskille globalisering og imperialisme:

Imperialisme. ekspansionspolitik, som indebærer dominans og udbytning fra en magt over andre magter, folkeslag eller områder.

I nyere tid bruges ordet økonomisk imperialisme, som kan praktiseres, uden at den udnyttede parts nationale suverænitet ophæves eller begrænses.

 

Nord-Syd-relationer

Forskellene mellem Nord (de rige) og Syd (de fattige) betegnes ofte Nord-Syd-kløften eller Nord-Syd-konflikten.
For at fjerne konflikten foreslog ulandene i 1970’erne, at der skulle etableres en Ny Økonomisk Verdensorden, som medførte en mere ligelig fordeling af verdens ressourcer og velstand.

Oprindelig var handelen mellem Nord og Syd helt central for begge parter. Nord havde brug for mineraler og fødevarer fra Syd. Men siden afkolonialiseringen tog fart i 1940’erne er handelen faldet betydeligt, fordi landene i Nord er blevet langt mindre afhængig af import af uforarbejdede råvarer fra Syd.
Priserne på råvarerne fra Syd er faldet siden 1970’erne, men landene i Syd er fortsat stærkt afhængige af handelen med Nord.

I 1990’erne har endnu et forhold præget forholdet mellem Nord og Syd. Politisk uro, fattigdom og befolkningstilvækst i Syd har fået mange mennesker i Syd til at flygte til Nord. Migrationen er nu så voldsom, at den opfattes som en trussel. Derfor har man etableret strengere immigrationsregler i Nord, samtidig med at man har iværksat en række initiativer for at dæmme op for flygtningestrømmen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

fattige1-P-010367-00-9hWWW
ian aid CE | | P-010367/00-9 | 15/03/2004

U-lande

*Primære erhverv

Denne gruppe af erhverv arbejder med dyrkning af jorden og udvinding af råstoffer.

Sekundære erhverv

Industrien omfatter alle former for fremstillingsvirksomhed på fabrikker, industrianlæg og værksteder.

Tertiære erhverv

Serviceerhverv findes inden for turisme, transport, handel, finans, håndtering af viden og information, praktisk operationel service samt service inden for sundhed og velfærd. I gruppen indgår også de serviceerhverv, som udføres i offentlige virksomheder.

Et u-land er et land, hvis produktionsapparat i modsætning til i-landene er præget af primærproduktion* og eksport af råvarer.

Et u-land er et land hvis BNP (bruttonationalprodukt) ligger under et vist minimum.

Oprindelig stod ”U” for underudvikling men i dag betyder det ”udvikling” fordi man fokuserer på, at der er tale om et land, der er på vej fra en fase til næste fase, for i sidste ende at blive til et i-land.

I nyere tid tager man som hovedregel udgangspunkt i sociokulturelle faktorer, når man vil definere et u-land.

Derfor har FNs udviklingsorganisation – UNDP – opstillet det såkaldte ”Human Development Index”, der er en liste over lande baseret på graden af menneskelig udvikling målt som kombinationen af økonomisk købekraft pr. indbygger, forventet levealder og uddannelsesniveau.

 

Human Development Index

HDI udregnes på baggrund af tre faktorer: Livslængde målt som forventet levetid, levestandard målt som real-BNP pr. indbygger justeret i forhold til leveomkostningsniveauet, samt viden målt som en kombination af alfabetiseringsgraden for voksne og den gennemsnitlige skolegang målt i år.

Målt i BNP (bruttonationalprodukt) var Danmark i 1994 verdens 7. rigeste nation. Men hvis man anvender Humanudviklingsindekset kommer vi kun ind på en 15.plads. Forskellen skyldes hovedsagelig den relativt lave gennemsnitslevealder.

 

Kina er et eksempel på et land, der trods et forholdsvis lavt BNP alligevel har en høj levealder og en høj alfabetiseringsgrad. Oman kan illustrere det modsatte: De økonomiske faktorer viser et rigt land, men med en alfabetiseringsgrad på kun 35% får landet et lavt HDI-tal.

Målt i både BNP og HUI hører Burkina Faso til verdens absolut fattigste lande.

HDI er ligesom målinger, der baseres på BNP kritiseret for, at nationale gennemsnit kan dække over store interne forskelligheder. Denne kritik har ført til forsøg med udregning af særskilte HDI-værdier, fx for sorte i USA.

 

Human Development Index,

HDI, indeks, som siden 1990 er blevet udarbejdet af FNs udviklingsprogram, UNDP, og offentliggøres i den årlige Human Development Report.
’NIC’ Newly Industrialized Countries. Oprindelig omfattede NIC-landene Sydkorea, Taiwan, Hongkong og Singapore (”De Fire Små Tigre”), Brasilien og Mexico samt Grækenland, Spanien, Portugal og Jugoslavien. Senere er betegnelsen også blevet brugt om andre lande: Israel, Argentina, Tyrkiet, Malaysia og Thailand.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

509087FN er med til at forsyne befolkningen med vand, når tørken hærger. UN Photo/Albert González Farran

 

 

 

 

 

Begrebet ulande

Ulandsbegrebet blev oprindelig anvendt om alle landene i Asien, Sydamerika og Afrika.

Siden 1970’erne har en række af de asiatiske NIC-lande formået at skabe en meget høj økonomisk vækst. Det samme gælder nogle sydamerikanske lande. Således har Chile og Argentina nærmet sig NIC-niveauet (Newly Industrialized Countries), mens fx Bolivia og Ecuador stadig er meget fattige.

Afrika er det område, hvor der er sket færrest positive økonomiske ændringer. Ja, reelt er mange lande blevet endnu fattigere.

Udvikling i store dele af Afrika, foruden i de fattige lande i Caribien og andre regioner er sat tilbage, bl.a. som følge af spredningen af HIV/AIDS. Den forventede levetid er drastisk reduceret i landene i det sydlige og østlige Afrika.

Det skønnes, at middellevetiden i Botswana er reduceret med 34 år som følge af HIV/AIDS.

Økonomiske reformer

De økonomiske problemer, der ramte verden og skabte en økonomisk tilbagegang efter den anden internationale oliekrise* 1979-80 ramte mange ulande, specielt i Afrika, hårdt.

* Det var de olieproducerende landes organisation OPEC der besluttede at hæve prisen på råolie. Det blev betegnet som en krise – hvad det vel næppe var for de olieproducerende lande – fordi i-landene alle er meget afhængige af billig energi.

 

Selvom de fattige lande i Afrika ikke har noget højt energiforbrug, så ramte prisstigningerne på råolie dem indirekte (bl.a. i form af prisstigninger på varer), og de foregående årtiers vækst og sociale fremgang gik i stå. Inflationen løb løbsk, og man fik stigende underskud på betalingsbalancen.

Internationalt var der gradvis en erkendelse af, at den globale ulighed i samfundsøkonomien ikke kunne fortsætte. Der måtte gøres noget.

Det blev IMF, Den Internationale Valutafond, der bl.a. gennem sine stabiliseringsprogrammer fik stor indflydelse på de kriseramte økonomier.

Verdensbankens strukturpolitik blev også en del af udviklingspolitikken i 1980’erne og 1990’erne.

Verdensbanken gav i 1980 Kenya det første såkaldte strukturtilpasningslån. Som noget nyt blev lånet ikke bundet til gennemførelsen af konkrete projekter, men givet på betingelse af ændringer i modtagerlandenes økonomiske politik.

Denne form for betingelser* har præget den måde Verdensbankens bistand og lån til ulandene er givet på siden 1980.

* Krav om fjernelse af statsmonopoler, liberalisering af prisdannelsen og privatisering af statsvirksomheder. Igangsættelse af økonomisk-politiske initiativer som skal øge den indenlandske opsparing og investering. Desuden en gennemgribende revision af den offentlige sektors udgifts- og indtægtspolitik.

Udviklingsteorier

Oprindelig lagde mange udviklingsteorier primært vægt på økonomisk vækst, som det centrale udviklingsmål.

Siden er dette mål blevet kombineret med kravet om strukturelle forandringer i både de økonomiske og de politiske systemer, samt med krav om social udligning og forbedret levestandard for hele befolkningen.
De såkaldte moderniseringsteorier har en positiv opfattelse af imperialismen, som en af de faktorer der fremmede den økonomiske udvikling i Asien, Afrika og Latinamerika. Argumentationen er: At den traditionelle samfundsstruktur hæmmer vækst og udvikling mens en moderne samfundsstruktur – skabt af imperialismen – fremmer udviklingen.
Ifølge moderniseringsteorierne er det i dag det internationale økonomiske samarbejde, der fremmer moderniseringen.

Afhængighed

Afhængighedsteorierne ser imperialismen som årsagen til underudviklingen af landene i Syd.

Handelen mellem Nord og Syd er præget at et ulige bytte, hvor ulandene presses til at afsætte deres varer og tjenester til urimeligt lave priser.

Det ulige bytte forekom ikke kun i kolonitiden men blev videreført efter afkoloniseringen. Det er fortsat helt frem til globaliseringen, hvor et stort antal fattige lande er marginaliseret i den internationale økonomi.

Nyere teorier

Nyere udviklingsteorier anerkender hverken den positive eller den negative virkning af imperialismen og nutidens internationale økonomiske samspil. Udviklingen kan variere fra land til land og over tid.

I Indien lagde kolonitiden f.eks. grunden til senere økonomisk fremgang, mens imperialismen i bl.a. de tidligere belgiske og portugisiske kolonier i Afrika fik en negativ virkning.

På samme måde kan nogle af landene i Syd drage fordel af den internationale handel, investeringer og andre former for økonomisk samarbejde med landene i Nord, mens andre ikke kan. Det afhænger i høj grad af, om landene i Syd har en stabil erhvervsstruktur, lovgivning og moderne politiske institutioner.

De fleste udviklingsteorier lægger særlig vægt på industriens betydning. De bedste resultater opnås, når de to store produktive sektorer – landbrug og industri – understøtter hinanden. Det har også afgørende betydning, at man får gang i en betydelig eksport af industrivarer.

Essentielt i mange udviklingsteorier er spørgsmålet om indkomstforskelle fremmer eller svækker væksten.

De neoklassiske teorier mener at en betydelig ulighed befordrer vækst. Det skyldes, at det alene er de rige, der kan spare op. Opsparing er en forudsætning for de nødvendige investeringer.

Andre økonomer afviser, at kapitalmangel er hovedproblemet. Det er derimod det forhold, at den samlede efterspørgsel er så lille i de fleste ulande.

Derfor skal man øge købekraften blandt de fattige. Satser man på øget købekraft til de rige risikerer man, at de primært efterspørger udenlandske varer, og det skaber ikke national vækst.

Stats- eller markedsstyring

De neoklassiske økonomer mener, at markedsmekanismerne under alle omstændigheder vil betyde bedre udnyttelse af ressourcerne og mere vækst end statslig kontrol og planlægning.

Andre økonomer hævder at der er behov for statsstyring fordi markedsmekanismerne fungerer for dårligt i ulandene. De opfatter staten som en drivkraft for både vækst og strukturel forandring.

Absolut fattigdom

I hele menneskehedens historie har der været befolkningsgrupper, som har levet i absolut fattigdom. Det er i dag også tilfældet i mange U-lande. Verdensbanken anslår, at det drejer sig om mere end 1 mia. mennesker, primært i ulandene især i Asien og Afrika. Fattigdommen er altså langt fra udryddet.

Fattigdomsgrænse

I 1960’erne udviklede man i USA de første metoder til opgørelse af fattigdommens omfang i såkaldt udviklede lande. Nu kunne man opstille en fattigdomsgrænse.Mangel på brugbare statistikker betyder dog, at fattigdommens omfang ofte opgøres som den procentdel af befolkningen, der har indkomster på under halvdelen af gennemsnitsindkomsten i det pågældende land.Danmark har en af de laveste fattigdomsprocenter. Det menes at ca. 10% af befolkningen lever i relativ fattigdom, og mindst 3% i absolut fattigdom.De højeste andele af fattigdom findes i Danmark blandt enlige mødre og blandt unge.DANIDA-LOGO1www

 

DANIDASaarsberetning2010 Års
Rapport
Danida

DANIDA, Danish International Development Assistance, er en institution under Udenrigsministeriet, der varetager Danmarks samarbejde med udviklingslandene.

Fra 1963-91 var Danida en selvstændig afdeling i ministeriet. Fra 1991 er bistandssamarbejdet blevet integreret med resten af ministeriet i den såkaldte Sydgruppe.

Navnet Danida anvendes dog stadig. Det er særdeles indarbejdet, både i Danmark og udlandet.

Udenrigsministeriet administrerede i 1994 en bistand på ca. 9 mia. kr.

Med regeringen Fogh Rasmussen blev bistanden beskåret. I 2002 administrerede Udenrigsministeriet en samlet bistand på 12 mia. kr., et tal der i 2010 var vokset til ca. 16 mia. kr.

 

 

Bistandspolitik

I Danmark har man med enkelte undtagelser valgt kun at yde bistand til de absolut fattigste blandt ulandene. Andre lande, fx USA, yder støtte efter mere storpolitiske kriterier. Der gives f.eks. meget stor ”udviklingsbistand” til Israel, selvom det på ingen måde kan regnes for et uland.

 

 

Overskuddet fra salget af Børnenes U-landskalender 2005 gik til undervisning af flygtningebørn fra Burma.Foto: Jørgen Schytte