Globalisering og økonomisk politik

arbejdsspoergsmaalLGlobalisering af de finansielle markeder lægger væsentlige begrænsninger på mulighederne for at føre en selvstændig penge- og valutakurspolitik for små åbne økonomier som den danske.

For landene i Den Økonomiske og Monetære Union er kompetencen over penge- og valutakurspolitikken overladt til Den Europæiske Centralbank, ECB. Det væsentligste stabiliseringspolitiske instrument er herefter finanspolitikken.

*

Arbejdskraftens bevægelighed gør det dog sværere at føre en anden skattepolitik end den, der føres i andre lande. Hvilket bidrager til at mindske de finanspolitiske muligheder.

Der er dog stadig mulighed for at regulere de offentlige udgifter og indtægter.

Desuden er økonomerne stillet over for det problem, at udviklingen mod stadig friere vare- og kapitalbevægelser, ikke som ventet har ført til en generelt øget velfærd.

verbag-bf9133vmu41nnetWWW

Forventninger er blevet en væsentlig økonomisk faktor

Økonomer vil gerne kunne måle og forklare samfundsøkonomien på baggrund af videnskabelige kendsgerninger. Men man har måttet erkende, at aktørernes ”forventninger” til fremtiden ofte spiller en afgørende rolle for deres økonomiske handlinger. Derfor kommer de økonomiske teorier delvis til at afhænge af noget, som man ikke kan se, veje og måle!

Det forudsættes også at vi opfører os som ”homo economicus” – det rationelt vælgende menneske.

Men det økonomiske menneske er også en luftig faktor. Ofte handler vi slet ikke ud fra objektive vurderinger af en vares nytteværdi – hvem ville i så fald betale 6.000 kr. for en håndtaske fra Versace.

Reklame, påvirkninger fra venner og bekendte, prestige og meget andet afgør ofte, hvordan vi handler på markedet.

Velfærd

Velfærdssamfundet er resultat af idéen om, at staten er ansvarlig for borgernes materielle velfærd og den enkeltes tryghed og trivsel.

En velfærdsstat sikrer borgerne et minimum af økonomisk velstand, retten til at nyde godt af samfundets sociale og kulturelle arv, samt retten til at leve et civiliseret liv.

Til forskel fra lande som yder fattighjælp, har borgerne i en velfærdsstat ret til hjælp uden at miste deres borgerrettigheder.

Efter 2. Verdenskrig bredte ordet velfærdsstat sig til det meste af den vestlige verden. I de skandinaviske lande bruges ofte ordet velfærdssamfund.

Velfærdsstater er ikke ens, men varierer blandt andet i forhold til hvornår, hvor meget og hvordan staten griber ind, og hvordan velfærden finansieres.

*

Man har ofte peget på især de socialistiske og socialdemokratiske partier som drivkræfterne bag opbygningen af de europæiske velfærdsstater. Sådan har det også været i Danmark, selvom de allerførste skridt mod en velfærdsstat blev taget af en konservativ regering.

Men i dag er velfærdsstaten kommet under pres, på grund af en voksende (og mere åbenlys) modsætning mellem de kræfter, der ønsker at øge den offentlige indsats, og de kræfter, der ønsker at holde skatterne nede.

Det forhindrede dog ikke venstres statsministre Anders Fog Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen i at hævde, at der ikke var nogen modsætning mellem de borgerlige regeringers  skattestop og en fortsættelse af det danske velfærdssamfund!

Velfærdsstaten er ikke længere en hellig ko, som ingen tør pille ved.

*

• Internationalt er der løbende diskussioner om konsekvenserne af velfærdsstatens udvikling. Her har mange betonet, at velfærdsstaten har en positiv virkning på den sociale harmoni, den politiske stabilitet og den økonomiske vækst.

• Andre har kritiseret den tilsyneladende ukontrollerede vækst i statsudgifterne, som de hævder skaber en så tung skattebyrde, at det virker ødelæggende for borgernes og virksomhedernes virkelyst. Der har ikke været fremført noget videnskabeligt bevis for denne opfattelse.

• Der er også nogle der har kritiseret velfærdsstaten på baggrund af en moralsk vurdering. De mener at der er tale om en ”barnepigestat” som fra ”vugge til grav” fratager den enkelte ansvaret for sit eget liv. Det har også været fremført, at velfærdsstaten klientgør* en del af befolkningen, som bliver et passivt klientel, der er fastlåst i deres afhængighed af offentlige ydelser.

Velfærdsstaterne kan opdeles i tre idealtyper:

Den liberale model, hvor sociale ydelser kun gives til dem, der efter strenge behovskriterier anses for at være virkelig trængende

Den korporative model, hvor retten til sociale ydelser og deres størrelse afhænger af den enkeltes erhvervsmæssige placering og af forudgående indbetalinger til socialforsikringer
Den universelle model, hvor det er statsborgerskabet, der giver den enkelte borger alle sociale rettigheder, og hvor ydelserne er skattefinansierede

 

 

 

 

 

 

 

testdinvidenLL

ingen testspørgsmål