Hal Koch

 

Ting tager tid. Denne tekst kan ikke
bare skimmes på nogle minutter.

Vil du forstå og få udbytte af
Hal Kochs tanker, så må du også

bruge den nødvendige tid.
Og ja – du finder kun ord
– ingen billeder… dem må du selv skabe! 
arbejdsspoergsmaalL

 

Hal Koch om demokratiet

  • Koch, Hal, 1904-1963, dansk teolog og kirkehistoriker. Ved siden af sin faglige virksomhed var Koch en fremtrædende deltager i den politiske og sociale debat.Han udgav taler, artikler og bøger om teologiske, historiske, folkelige og etiske emner.
Den mest kendte af Kochs bøger er formentlig debatoplægget “Hvad er demokrati?”, der i sin essay-form stiller spørgsmålstegn ved blandt andet retssamfundet og den i demokratiet så centraliserede afstemning.

I et demokrati er det ifølge Koch et nederlag, når man er nødt til at stemme om tingene. Dermed har man faktisk bevist, at demokratiet ikke virker, mener Koch.

Det er samtalen, der skal være i centrum.
Dermed tager Koch den dialektiske arv op fra Sokrates: Vi kender ikke sandheden, men vi må snakke os frem til den i fællesskab.
Koch konstaterer i bogen, at total pacifisme ikke lader sig gøre i et demokrati, eftersom der altid vil findes nogen, der ikke vil følge reglerne og forstå værdien af en samtale – over for disse kan man kun værne sig med politi og militær. At disse enheder så ikke udøver regulær vold skyldes kun, at de har retten på deres side, mener Koch.

Ulla Nørtoft Thomsen   http://ullanoertoftthomsen.blogspot.com/
Har læst “Hvad er demokrati?”, og kommenterer her udførligt Hal Kochs tanker og ideer. Lørdag, oktober 21, 2006

Hal Koch: Hvad er demokrati?

I 1945, mens Europa lå smadret omkring ham og demokratiet kun med vold og magt havde sejret over nazismen, satte den 41-årige professor i kirkehistorie Hal Koch sig ned og skrev bogen ”Hvad er demokrati?”.

Vi starter et grimt sted: I 30´erne havde der i Europa været bred enighed om, at demokratiet havde udspillet sin rolle. At være demokrat var at have knyttet sin skæbne til en døende sag, skriver Koch. Nu i 1945 lød det, at enhver, som ikke var demokrat, var en politisk forbryder. “Den, der ville være ondskabsfuld, kunne måske anstille følgende overvejelse: hvis det nu var blevet tyskerne, der havde opfundet atombomben, og hvis krigens lykke var blevet en helt anden, så ville man vel have været lige brændende i troen og have svoret lige mange dyre eder til demokratiets fane?” (s. 8-9). Hykleriet var betragteligt.

.

Koch rasede mod efterkrigsopgøret, bl.a. i bogen “Jeg anklager rigsdagen”, som han skrev på få dage i 1947, og hvori han rettede et hårdt angreb mod de politikere, hvis demokratiske virke han havde risikeret sit liv for at beskytte: “Hvordan kunne de med god samvittighed få sig selv til at vedtage love, der dømte handlinger, de selv havde givet grønt lys for?” (s. 109). Det demokratiske sindelag i efterkrigstidens Danmark lod en del tilbage at ønske.

Koch risikerede sit liv. Vil det sige, at han var modstandsmand? Slet ikke, han var imod modstandsbevægelsen. Koch kæmpede ikke primært mod tyskerne, men mod de indre kræfter i Danmark, der talte demokratiet ned og de effektive, maskuline, autoritære systemer op.

.

Kaj Munk, der hyldede Hitler i en sommertale på Niels Bukhs idrætshøjskole i Ollerup i 1940, havde planer for, hvordan man skulle gennemorganisere det danske ungdomsarbejde under Niels Bukh som ungdomsminister. Hal Koch fremhævede heroverfor den frie, Grundtvigske folkeoplysningstradition, som var baseret på alt det modsatte: frivillighed, folkelighed, lokale kræfter, der samledes på eget initiativ. Koch blev valgt som frontfigur for Dansk Ungdomssamvirke. I kampen om sjælene måtte det frie foreningsliv jo have en talsmand, der kunne matche Munk og Bukh. Og det kunne han.

For Koch var det ikke det kulturelle, det nationale, folket skulle samle sig om. Det skulle samle sig om det politiske. Hans sigte med formandsposten for Dansk Ungdomssamvirke var ikke apolitisk: ”Man har stærkt understreget, at D.U. er upolitisk. Det er efter min mening en farlig tale. Hvis D.U. bidrager til at afpolitisere ungdommen, samtidig med at man øger nationalfølelsen og stimulerer sportssansen, vil D.U. medvirke direkte til en nazificering af dansk ungdom […] Hellere ville jeg sige det modsatte: D.U.´s opgave er at politisere ungdommen. Ordet betyder da: at vække interessen og kendskab til staten og det offentlige liv, således at ansvarsfølelsen vækkes” (her ifølge Ove Korsgaard: Kampen om folket, s. 449-450).

.

På Københavns Universitet holdt Koch i 1940 en række Grundtvigforelæsninger, der fik overvældende tilstrømning. Samtidig drog han rundt i landet fra forsamlingshus til forsamlingshus. Hans yndlingsemne – ud over Grundtvig – var Valdemarstiden, hvorom han sagde: “Det er så aktuelt, at man dårligt ved, om man tør lade begivenhederne tale deres klare sprog”.

Ved valget i 1943 havde Kochs mange foredrag ifølge bogens forord hovedæren for, at demokratiske partier fik over 90 procent af stemmerne, mens de autoritære partier led store nederlag. Ingen politiker havde så godt et greb i befolkningen som han havde. Det siger derfor sig selv, at Hal Koch ikke var populær hos tyskerne. Dagen efter, at den danske regering gik af, blev han interneret i Horserødlejren. Han var siden udsat for attentater og dramatiske forfølgelser. På befrielsesdagen lå han kvæstet på et hospital.

Det bliver langt, dette her. Men der lå han altså, på et hospital, med Europas murbrokker regnende om ørerne. Mens andres sympatier svingede fra demokrati til fascisme og tilbage igen, insisterede Koch stadig på det samme: Magt er ikke ret. Magt er ikke ret.

Hvad er demokrati?

Hal Koch var ingen blind tilhænger af demokratiet. Han erkendte dets fejl og mangler. Men demokratiet var for ham den livsform, der bedst muligt hjælper mennesket frem mod det gode og det retfærdige i en uafsluttet og uforudsigelig historisk proces. “Demokratiet kan aldrig sikres – netop fordi det ikke er et system, der skal gennemføres, men en livsform, der skal tilegnes. Det drejer sig om et sindelag, der ikke erhverves én gang for alle, men som skal bibringes hvert nyt slægtled. Derfor er det folkelige oplysnings- og opdragelsesarbejde nerven i demokratiet” (s. 13).

.

Demokratiets styrke er ikke, at det er baseret på flertallets vilje. Platon lærte os, at et flertal kan ledes på afveje med retorisk snilde. Gennem dialektisk bearbejdning – diskussion – kan det blive lidt bedre. Man kan måske finde frem til et kompromis, eller bedre: enighed. Men selvom flertallet gennem alle korrekte demokratiske processer følger sin ærlige overbevisning, er det ikke nok: “Om så 99 procent af jordens befolkning er således indstillet, vil antisemitisme i den form ligefuldt vedblive at være forbryderisk og uforenelig med demokrati” (s. 21). Folk kan være frygtelig, frygtelig gal på den. Det vigtige er – det vidste Sokrates – at holde tvivlen flydende: ”I et demokratisk samfund indrømmer man, at alle afgørelser er relative, kun tilnærmelsen til det rette, og derfor hører drøftelsen ikke op” (s. 25). ”Det autoritære trav kan altid kendes på dette: om man er villig til at tale om tingene eller ej” (s. 27).

.

Når demokratiet trods sine fejl og mangler alligevel er den bedste vej at gå, er det fordi dets væsen er bestemt ved “samtalen, forhandlingen, ved den gensidige respekt og forståelse og ved den heraf fremvoksende sans for helhedens interesse” (s. 23). Det afgørende er, at modpartens synspunkter “bliver én et problem” (s. 24). Ifølge Koch er det den kristne accent på næsten, der sætter sig igennem i denne del af den demokratiske bevidsthed.

For Koch løber to strømninger sammen i det europæiske demokrati: den demokratiske, humanistiske, tvivlende arv fra Athen – og den kristne, næstekærlige, syndsbevidste arv fra Galilæa. Ifølge begge er mennesket dette livs målestok, men det er ikke nogen god målestok. Hvad grækerne kalder tvivl, kalder kristendommen synd. Vi er ikke i stand til at sætte målet én gang for alle. Derfor skal vi være forsigtige, tænke os om og tale tingene grundigt igennem.

Altså ydmyghed. Alligevel kan der være behov for at have og bruge rå magt. Koch er ikke pacifist: “Der hvor vold og uret hæmningsløst ruller sig ud, må også demokratiet værge sig – og ofte værge sig med magt. […] Nej, lige som det er øvrighedens pligt at sikre borgerne mod voldsmænd – at skabe et politi – således er det dens pligt at sikre landet imod voldsmænd udefra – at skabe sig en hær” (s. 30). En krig kan dog aldrig afgøre, hvem der har ret, men kun hvem der er stærkest. Kun demokratiet kan bringe os på sporet af det gode.

.

Man kan klage over, at demokratiet giver de ukyndige magt. Man kan anklage demokratiet for, at det er et magtspil, der frister magtmennesker og holder det intelligente, kundskabsrige menneske tilbage. Man kan pege på, at det slet ikke er folket, der bestemmer, men kun en lille flok mennesker i partiorganisationerne. Man kan bebrejde demokratiet, at det fører til ”en opportunistisk socialpolitik, der underbygger de ringere folkeelementers trang til at kræve i stedet for at yde” (s. 36). ”Og indrømmes må det, at det ofte er personlig ærgerrighed og snævre klasseinteresser mere end kærlighed til land og folk, der er drivkraften i arbejdet” (s. 37).

Alligevel kan ingen anden styreform gøre det bedre. ”Af den simple grund, at selv det mest degenererede demokrati trods alt bevarer den offentlige kritik og den frie presse. Så længe ordet og kritikken er frie, vil der altid være grænser for, hvor bedærvet et styre man kan få. Knægtes derimod ytringsfriheden, er disse grænser skyllet bort” (s. 39).

.

Et tilbageblik på dansk historie viser, at folket vokser ved den demokratiske opgave. Hal Koch ser det som Grundtvigs fortjeneste, at han omformede almuen til et folk (s. 44). Gennem folkeoplysning og folkeopdragelse blev ukyndige mennesker i stand til at deltage i det offentlige liv. Gennem det ansvar det er at være politisk medborger, opdrages folket til selvstyre. ”Det nås ikke på én gang; det nås i det hele taget ikke én gang for alle; det er en stadig levende opgave, lige vigtig for hvert nyt slægtled. Det er dette vækkende, oplysende og opdragende arbejde, der er det ubetinget vigtige i et demokratisk samfund, endnu vigtigere end det, der foregår i folketinget” (s. 46-47). Det folkelige oplysningsarbejde er ifølge Koch den eneste effektive indsats mod nazificering.

I det hele taget har Koch tillid til, at det menneskelige rationale slår igennem: døgenigten gider ikke stemme, men den vågne gør. Den folkeligt forankrede vinder tillid, manden med albuerne og kæbetøjet i orden gør på længere sigt ikke. Vi bliver ikke ført på afveje af uvidende mennesker, for folketinget har solid støtte i embedsmændene. Skulle det alligevel gå galt, så lyder straks en skånselsløs kritik fra de politiske modstandere. Det giver folket en politisk kontrol, som enevældige herskere kun kan drømme om.

Til spørgsmålet om, hvorvidt det jævne folk er modent til det politiske liv svarer Koch med en syngende lussing: de luftige akademiske lag har været langt lettere ofre for agitation end de mere erfaringsbundne folkelige lag (s. 51). Den politiske umodenhed findes i høj grad i borgerskabet – og især hos borgerskabets damer. Det gjaldt også i tyskland, hvor det ikke mindst var kvinderne, der faldt for de nazistiske fraser (s. 53).

Social-demokrati

Vi slipper ikke for at nævne, at Hal Koch gang på gang fremhæver Rusland som et strålende eksempel til efterfølgelse for Vesteuropa, hvad angår økonomisk demokrati. Rusland er endda forbilledlig inden for ”folkelig og politisk opdragelse” (s. 55). Som måske bekendt hed den russiske leder fra 1928 til 1953 Joseph Stalin, og hans folkelige og politiske opdragelse havde Hal Koch næppe brudt sig om, hvis han havde kendt til den.

Men Koch er overalt positiv over for Rusland, – og tilsvarende overraskende negativ over for Churchill, hvis demokratiske indstilling Koch ikke er imponeret af: ”Jeg minder blot om den påstand, hvormed Churchill indledte sin valgkampagne, og som i al bramfrihed gik ud på, at enhver form for socialisme er uforenelig med demokrati og med indre nødvendighed fører til gestapometoder!” (s. 11). I hele bogen, som han sad og skrev i 1945, er der ikke ét varmt ord om Churchill. Og den amerikanske indsats nævnes ikke med et ord.

.

Kochs kombination af socialisme og demokratisk sindelag gør ham velsagtens til en socialdemokrat af en slags. Han stillede ikke selv op til folketinget, men hans kone, Bodil Koch, og to af hans børn, Dorte Bennedsen og Eiler Koch, sad i folketinget for Socialdemokratiet. ”Jeg tror ikke på et varigt politisk demokrati, uden at det som forudsætning har et økonomisk demokrati. Det nytter ikke at blive så åndelig, at man fornægter, at det først og fremmest er de økonomiske forhold, der bestemmer samfundet” (s. 26), lyder det med marxistiske termer. Det samme kan dog også siges, så vi alle nikker og forstår: ”Det er og bliver nu engang det fundamentale, at alle mennesker kan spise sig ordentligt mætte, få varme i kakkelovnen og ikke lever under en stadig økonomisk utryghed. Opfyldes disse forudsætninger ikke, vil følgen blive utryghed, klassehad og indbyrdes kamp. Det kan ikke være andet” (s. 26). Det kan det vel ikke.

Koch spørger: Hvad er demokrati? Svaret er: Demokrati er social-demokrati. Vi har nævnt Sokrates, Jesus og Grundtvig. Vi kan føje Marx til som en af Kochs store inspirationskilder – og dermed også én af vores.

Den socialdemokratiske økonomiske politik gror via Hal Koch ind i vores grundlæggende forestilling om, hvad det overhovedet vil sige at leve i et demokrati. Koch ligger her i forlængelse af Staunings socialstat fra 1929 og frem til 1940, der for første gang knyttede fællesskabet sammen omkring den tanke, at vi er en del af samme nationale husholdning. For Koch realiserer socialstaten kristendommens bud om at drage aktiv omsorg for næsten. Men hans kongstanke, tanken om den folkelige vækkelse til politisk deltagelse, har rod i en Grundtvigiansk tradition. Det lykkes Koch at samle de politiske tråde og blive en del af vores fælles tankegods.

Det politiske fællesskab

En af de ting, vi har fået i arv fra Koch og efterkrigstiden, er at vi ikke bryder os om at fremhæve det nationale.

Over for den almindelige forestilling, at kultur samler, mens politik splitter, hævdede Koch det modsatte: ””Nu vil jeg i almindelighed advare mod folk, der taler for meget om det ”kulturelle”. Det er nemlig et meget farligt ord”, som leder til abstrakt tale om ”vor arv i tusind år”, om ”danskheden”, og de ”dybe kulturelle værdier”. Noget sådant giver grobund for nazisme. Går man i dybden med det kulturelle viser det sig, at ”det kulturelle samler ikke, det adskiller”. Og sådan skal det være. Der er stor forskel på den kultur, som en bondekone fra Vestjylland, og en bourgeoisidame fra København lever i. Det fælles er at finde et andet sted: ”det, der dybest set binder os sammen, er det politiske” (her ifølge Korsgaard: Kampen om folket, s. 450-51).

.

Det nationale er en ramme omkring dette politiske fællesskab, men det er ikke den fælles nationale arv, der binder os til hinanden. ”Hal Koch vil ikke frakende ”fælles sprog og historie, fælles oplevelser” betydning, men det afgørende er, ”at vi er sat her sammen og henvist til hinanden, hvad enten vi vil det eller ej. Og lad mig for en gangs skyld udtrykke, hvad det vil sige at tænke folkeligt på denne måde: det betyder bevidst i sin vilje at tage denne kendsgerning op og forme den således, at vi kan leve sammen som hele mennesker i et folk. Det er denne vilje til at være sammen og til at forme et samfund for os alle, som binder os fast til hinanden” (Her ifølge Korsgaard: Kampen om folket, s. 455).

.

Hvor den liberale tradition fremhæver individets suverænitet og den nationale tradition tager udgangspunkt i nationens suverænitet, peger Koch i republikansk tradition på, at det er det fælles politiske, res publica, der knytter folket sammen i et fællesskab af aktive og ansvarlige medborgere.

Betyder det, at folks tankegange og livsformer er ligegyldige, at der er plads til hvad som helst? Slet ikke.

Hal Kochs opfattelse af demokratiet er ikke baseret på procedurer og regler, men netop på værdier. Demokratiet er ikke en tom skal, som vi frit kan anvende – ja, det kan vi i princippet godt, men – og her kommer et moralsk tyngende, præsteligt MEN: Det er ikke de skrevne love, der er vigtigst. Der findes uskrevne love, og det er dem, der skal indprentes i hver en sjæl via folkeskoler, kirker, højskoler, offentlige og private medier, i haller og sognegårde over det ganske land. Der er reelt et relativt snævert moralsk defineret spillerum for, hvilken livsform eller tankegang der er tænkelig. Et moralsk spillerum, der er defineret af vores græske og kristne arv.

.

”Vel kan man gøre omtrent, hvad man vil, især da, om man holder sig inden for straffelovens rammer. Men det forhindrer ikke, at livet har sin egen indre lovmæssighed, konsekvens. Det lader sig ikke spotte. Respekterer man ikke livets love, lægger man det øde – lægger tilværelsen øde for sig selv og for dem, man er bundet til”. (s. 60). Livet er en gave, givet af Gud. Og der er regler: ”Mennesket er ikke uden videre ”suverænt” – det er ikke sin egen herre på godt og ondt. Det kan ikke gøre ”hvad det har lyst til”, og forme livet efter forgodtbefindende, uden at livets egne love ubarmhjertigt gør sig gældende” (s. 61-62). Livets grundlove er en realitet, der har en mere universel gyldighed end den højeste lovgivende autoritet, folketinget.

Koch vil have alle med på tanken. Behager det religiøse sprog ikke, kan disse uskrevne love også kaldes en naturret. Og behager det ikke at tale om naturret, står en tredje fortolkning åben: ”Vi kan godt i stedet for grundlove tale om menneskeslægtens erfaring. Igennem denne har der så at sige udkrystalliseret sig en vis livsforståelse” (s. 66). Det er vigtigt for Koch at definere et politisk diskussionsfelt, hvor så mange som muligt kan spille ind.

Uskrevne grundlove

Grundelementerne i de uskrevne love, som vi ikke kan forbryde os imod uden at livet slår igen, er:

1) Frihed

Friheden som politisk begreb har rødder i de amerikanske menneskerettighedserklæringer og den franske revolution. ”Siden var friheden den store ledestjerne for 19. årh.s liberalisme, og derfra gik den – til manges undren – med over i socialismens program” (s. 67). De autoritære bevægelser vendte sig siden mod alt dette ud fra tankegangen: Vi trænger ikke til frihed, men til disciplin: underordning under folk og stat.

De borgerlige frihedsrettighederne hører for Hal Koch til det dyrebareste, vi har. Det har besættelsen lært os. ”Og endnu tydeligere har vi forstået, hvad det betyder for et folk at være frit, at være herre i eget hus” (s. 67-68). Danskernes absolutte kærlighed til friheden belyser han ved at fortælle, hvordan Dansk Ungdomssamvirke blankt afviste at samarbejde med tyske foreninger under besættelsen. Koch taler ikke for dialog og gensidig respekt for enhver pris. ”Når man sår kanoner, maskinpistoler og koncentrationslejre, kan man aldrig komme til at høste samarbejde og fællesskab. Der er af den udsæd kun én høst: had” (s. 72).

.

Friheden hører menneskelivet til. ”Og spørgsmålet er ikke løst med en grundlov, der sikrer visse frihedsretttigheder. Det er kun en ramme. Det afgørende er, om der er mennesker, der benytter denne frihed. Hvad kan det nytte, at de har frihed til at tale, hvis de intet har at sige. Hvad kan det nytte, at de har frihed til at handle, hvis de ikke kan andet end gå i geled og efterabe alle de andre. Hvad kan det nytte, at de har frihed til at tænke, hvis deres hjerne er tom og deres sind sløvt. Kun for levende mennesker har frihed en mening. Men for dem er den også livsbetingelse” (s. 73-74).

Grundtvigianerne er ubøjelige på dette punkt: staten må ikke blande sig i den folkelige debat, i de frivillige foreningers arbejde, i de frie skolers virke. Derfor sætter Koch sin lid til dem som bolværk imod de tendenser, der vil indskrænke ytrings- og foreningsfriheden med det formål at ramme uønskede politiske overbevisninger.

2) Retten

Forskellen på en barbarstat og et kultursamfund er, at sidstnævnte udgør et retssamfund, hvor det er loven, der er øverste herre, ikke ”en voldsmagts vilkårlighed” (s. 75). Men realiteterne er ifølge Koch, at retten ikke har meget værdi, hvis den ikke har tilstrækkelig med magt i ryggen. ”Hvad kan en retfærdig mand stille op imod maskinpistoler?” (s. 76).

Der findes altså ingen ret uden magt. Men hvad er den principielle forskel på, om magten til at definere ret og uret ligger hos én enkelt, hos nogle få eller hos flertallet? Såvel i diktaturet som i folkestyret er retten underlagt magten. Koch spørger: ”Er det retten, der hersker – eller i hvert fald bør herske – over magten som sin tjenerinde eller er retten blot er middel, en politik i magtens tjeneste?” (s. 78).

Hvordan legitimeres retten? Ifølge Koch er der i moderne tid en tendens til at definere retten helt uafhængig af moral: ”Retten er det af statsmagten lovfæstede, og spørgsmålet om rettens moralske ”gyldighed” afvises” (s. 79). Sådan har det ikke altid været. I tidligere tider var retten legitimeret ved at repræsentere Guds vilje. En anden legitimation har været sæd og skik; skik følge eller land fly. Det giver en historisk og kulturelt omskiftelig ret. Et evigt og uforanderligt grundlag for retten søgte fx Platon. Sofisterne pegede på, at enhver tale om at legitimere retten er blændværk. Retten er en konstruktion, mennesket er alle tings målestok. Det gode er det, vi finder godt.

.

Kochs problem er, hvordan han skal overbevise autoritære bevægelser om, at demokratiets ret er mere retfærdig end tyranens ret: ”Hvis retten blot er det, som flertallet kan ”sjakre” sig til enighed om og påtvinge mindretallet, er der jo ingen grund til at tale så stærkt om ”retsbevidsthed” og ”retsstat” og ”retssikkerhed”. Og så er der jo ikke grund til at forarges alt for meget over, at det i andre stater i stedet er mindretallet, der påtvinger flertallet sine interesser” (s. 83).

Det bliver Sokrates, der viser Koch retningen. For Sokrates var det ikke mennesket, der var alle tings målestok, ”nej, det gode var alle tings målestok” (s. 83). Men hvad er det gode? ”Ja, ville Sokrates sige, det må du og jeg sammen prøve at finde ud af; det er jo ikke noget ligegyldigt spørgsmål. Og så ville den samtale om sandhed og godhed og sjælens forbedring begynde, som for ham var livets egentlige mening” (s. 84).

Koch giver de tvivlende sofister ret. Der findes ingen højere legitimitet i det, vi vælger som ret. ”Den Sokratiske ”uvidenhed” er at tage ganske bogstaveligt. Men selve begrebet ret som et gensidigt forpligtende forhold mennesker imellem bliver stående” (s. 84).

.

”Selvom hele den danske befolkning ville vedtage at udrydde jøderne, ville denne handling dog ikke få karakter af ”ret”, hvor meget så end sofisterne ville sige derom. Den ville være en voldshandling, en forbrydelse, hvor meget den end var vedtaget af folketinget. Af den ganske simple grund, at jøderne er vore medmennesker” (s. 84). “Men selve rettens begreb bliver stående, selve begrebet ”gyldighed”, at der er noget, der forpligter og forbinder. Og denne forpligtelse ligger i forhold til medmennesket” (s. 84). Der er altså en dobbelthed: vi er absolut forpligtede over for retten, men vi må samtidig lægge afstand til enhver absolutisme, ethvert stejlt patent på sandheden. Her finder vi netop Sokrates´ position.

”Ikke at et demokratisk system i sig selv indeholder nogen garanti. Men det lader dog vejen åben., Det fornægter, at magt er ret, det lader ordet frit, enhver bestemmelse, enhver anskuelse, enhver politik er underkastet tankens og ordets krydsild. Her er ingen urokkelige dogmer, som man ikke må sætte spørgsmålstegn ved” (s. 86).

3) Mennesket

Ifølge Koch er det ikke nogen tilfældighed, at demokratiet opstod i Grækenland. Grækerne skabte nemlig som de første en antropocentrisk kultur, en kultur, der sætter mennesket i centrum. I asiatisk filosofi gjaldt det om at slippe ud af sin menneskelighed, at gå op i en højere enhed. For grækerne var det højeste mål at blive et menneske i ordets bedste forstand. Mennesker skulle opdrages, kultiveres til at blive de bedste mennesker, de kunne blive. Krop og sjæl måtte forarbejdes, så de blev så gode og skønne som muligt. Kulturlivet havde ”et midtpunkt ,der samlede kræfterne: Det er denne ”humanisme”, denne ”menneskelighed”, som grækerne har givet i arv til det vesteuropæiske kultursamfund” (s. 89).

.

Humanismen har ifølge Koch været truet af ”amerikanismen” (s. 89), maskinkulturen. Den har været truet af for stærke stater, “preusserånden”, der ville skabe soldater frem for mennesker. ”Den lurer i enhver form for overdreven nationalisme. Vi behøver blot at minde om det engelske: ”right or wrong – my country”” (s. 91). Statssocialismen er på samme måde en trussel. Men med vores demokratiske tradition har vi fat i det rigtige.

Den græske humanisme gør det dog ikke alene. Først med kristendommen bliver mennesket henvist til sin næste, hvorved humanismen får en essentiel social komponent. Hvad enten vi bryder os om det eller ej, er vi sat på jorden sammen med næsten. Jesus ”var virkelig ude hos næsten, der hvor kravene lyder; han gik ikke den bedende forbi; han vendte sig ikke bort fra den, der led nød; han søgte ikke sit eget, men han var iblandt dem som den, der tjente. Han gav og tilgav uden mål og grænser […] Ikke den, der har magten og formår at bruge den, skal være stor i verden, men den, der formår at tjene og øve kærlighedens gerninger” (s. 93).

Bogen slutter:

”Humanismen er den kostelige erobring, som grækerne vandt og gav videre til Europa. Men den egentlige sandhed om mennesket som Guds skabning, bundet til medmennesket, var det Jesus af Nazareth, som forkyndte. Strømmen fra Athen og fra Galilæa mødtes. Herved skabtes en kultur, som var rodfæstet i erkendelse af menneskelivets og dets love. Det er denne humanistiske kultur, der skal bære Europas fremtid” (s. 96).

Så vidt Hal Koch. Der findes alternative synspunkter. Men dem bryder danskerne sig ikke om.

Hal Koch - testdinvidenLL
Ingen testsørgsmål.
Det er en svær tekst, der er taget med, for at du kan reflekterer over begrebet demokrati.