Hvilke regler gælder der for billed-manipulation?

Den digitale udvikling har gjort det meget nemt for medierne at lave billedmanipulation. Det har sat fokus på diskussionen om pressefotografiets dokumentariske værdi.

Nogle aviser har lavet interne regler for billedmanipulation, men der er ingen klare juridiske eller etiske grænser.


Pressenævnet tog allerede i 1994 stilling til digital billedmanipulation:

I forbindelse med nogle kritiske artikler om københavnske politikeres udlandsrejser, bragte et blad en fotocollage på forsiden. Bladet havde manipuleret med billedet, som viste fire personer stående uden for en irsk pub. Hovederne på de to personer i forgrunden var erstattet med klagernes hoveder. Dette kunne fremkalde det indtryk, at der var tale om en virkelig situation. God presseskik var overtrådt, og det blev pålagt bladet at offentliggøre et resumé af kendelsen.”


Ekstrabladets etiske regler

Moderne computerteknik gør det muligt helt at ændre virkeligheden på avisens billeder.

Fra fotografiets spæde barndom er billeder blevet klippet, klistret sammen og retoucheret til ukendelighed. Men med teknik, som tydeligt afslørede svindelen.
Nu kan det gøres på skærm, så end ikke et trænet øje kan skelne fup fra fakta. Teknikken et pragtfuldt legetøj, men risikoen er kolossal, hvis man falder for fristelsen og redigerer fantasien ind i virkelighedens sted.
– Dybest set udvandes pressefotoet, hver gang et billede manipuleres, siger billedchef Jan Unger. – Det er simpelt hen et hak i tuden til troværdigheden.

Derfor er der klare regler for manipulation af billeder på Ekstra Bladet:

Det kan ske ved satiriske artikler, kommentarer og projekter (Eksempel: Årets Nytårstorsk).
Hvert manipuleret foto skal godkendes af billedchef eller redaktionschef.
Hvert manipuleret foto skal mærkes tydeligt som fotomontage, fotocollage eller lignende.

Aktuelle nyhedsfotografier eller klassiske reportagebilleder må kun undtagelsesvis og efter aftale manipuleres.

 

Manipulation i dokumentarfilm

Når man i film bruger rekonstruktioner som autentiske optagelser, så er der også tale om manipulation.

”Et særligt gennemført eksempel på brug af pseudo-dokumentariske optagelser er Oliver Stones spillefilm JFK fra 1991. Det er et doku-drama, som gengiver en konkret retssag, i hvilken man forsøgte at påvise en større højreorienteret sammensværgelse bag mordet på præsident Kennedy i 1963.

Filmen følger tilsyneladende den veletablerede kode, at de sekvenser, som er optaget med skuespillere, er i farver, mens autentiske dokumentarklip (med undtagelse af den berømte Zapruder-amatørfilm fra selve begivenheden) vises i sort/hvid. Men der forekommer en betydelig mængde sort/hvide tv-optagelser, som i virkeligheden også er rekonstruktioner. Har man ikke et virkelig godt kendskab til kildematerialet til J. F. Kennedy-mordet, kan man let blive snydt af den helt virtuose måde, Oliver Stone er i stand til at blande kortene, så de understøtter hans medrivende argumentation.”

Massegraven i Timisoara, Rumænien FOTO: Bjarke Ørsted Nielsen
Massegraven i Timisoara, Rumænien. Bjarke Ørsted Nielsen.

Årets pressefoto 1989 var et billede af ofrene for en massakre begået af Ceausescu-styret i Timisoara, Rumænien. Der var blot det problem med billedet, at der var tale om ”selvdøde” hospitalspatienter, som var blevet lagt tilrette for fotograferne med det formål at sværte regimet til.
Falskneriet blev først afsløret mange år senere.