Ideologi A, F & Ø

arbejdsspoergsmaalL

De oprindelige ideologier bag A, F og Ø

marxengelsleninwww

En ny ideologi udvikles i første omgang af en filosof, en politiker, eller en videnskabsmand. Det kan også være resultatet af et samarbejde mellem sådanne store tænkere og analytikere.

De første (kendte) ideologier forbindes ofte med de store tænkere i bystaten Athen.

Ideologerne bag socialismen var bl.a. Marx, Engels og Lenin. Men der er forskel på opfattelsen af socialisme i Rusland under revolutionen og Fidel Castros socialisme på Cuba.

En ideologi forandres løbende. Den væsentligste forandring af den socialistiske ideologi siden Marx skrev ”Det kommunistiske Manifest” er nok udviklingen fra revolutionære socialister til f.eks. de reformistiske socialdemokratiske partier i de nordiske lande.

Karl Marx og Friedrich Engels kunne ikke forestille sig kommunismen indført gennem en gradvis reformering af det kapitalistiske samfund. Det industrisamfund de så udvikle sig i samtiden var uløseligt forbundet med klassekonflikter mellem arbejderne og kapitalisterne.
I ”Den tyske ideologi” (1846) fastslog de, at når den borgerlige klasse siger, at de kæmper for frihed og lighed, noget som arbejderne også ønskede, så var det ikke fordi frihed og lighed var så universelle begreber at alle samfundsklasser gik ind for disse værdier.

Nej, det var i virkeligheden kun nogle værdier der gjaldt borgerskabet.

Men arbejderklassen kunne ikke gennemskue ”bedraget”, mente Marx og Engels, fordi deres egne tanker var præget af deres samfundsmæssige placering. De blev udbyttet (udnyttet) af kapitalisterne og kunne derfor kun tænke de tanker, som passede til rollen som undertrykt!

Når man er ufri – så kan man slet ikke få den ide, at man kunne være fri!

I denne beskrivelse er Marx og Engels teorier blevet voldsomt forenklet. Men forholdet omkring arbejderklassens bevidsthed kan måske bedre forklares på baggrund af denne marxistiske samfundsmodel:
basis-overbygningwww

 

 

 

 

 

 

 

Privat ejendomsret

Når arbejdskraften – altså arbejderklassen – er underlagt en samfundsmodel, der bygger på privat ejendomsret, så kan arbejderne ikke frigøre deres tanker, fordi det netop er forholdene i BASIS, der former bl.a. værdier og normer i OVERBYGNINGEN, f.eks. de værdier der siger, at frihed er forbeholdt borgerskabet.

Derfor kan arbejderklassen ifølge Marx og Engels først blive tankemæssigt og samfundsmæssigt frie, hvis de omstyrter de herskende ejendomsforhold.

Det kan kun gøres gennem en revolution, fordi borgerskabet selvfølgelig ikke frivilligt vil afgive deres privilegier og magt. I et kommunistisk samfund eksisterer der ikke noget borgerskab.

Socialisme er modsætningen til liberalismens individualisme. Det er en samfundsmodel, der bygger på fælles ejendomsret til produktionsmidlerne. Derfor blev socialismen arbejderbevægelsens første samlende ideologi.

Marx mente, at når arbejderklassen havde erobret den politiske magt, ville de afskaffe den private ejendomsret. Når man så ejede produktionsmidlerne i fællesskab, så ville alle arbejde efter evne og nyde i forhold til deres arbejdsindsats.

Næste fase ville så være det kommunistiske samfund, hvor også staten ville visne, og hvor man ville arbejde efter evne, og nyde efter behov.

Ideen om et samfund med fælles ejendomsret var ikke Marx’s. Den eksisterede allerede hos f.eks. Platon i antikken og hos Thomas More i hans bog Utopia (1516).

Reformismen

De socialdemokratiske partier, som blev udskilt af den kommunistiske bevægelse erklærede sig fra begyndelsen som tilhængere af den marxistiske ideologi. De stilede fortsat mod at skabe det kommunistiske samfund. Men fra begyndelsen af 1900’tallet kom fokus hurtigt til at dreje sig om en parlamentarisk strategi. Man ville forbedre arbejderklassens levevilkår ved at erobre det politiske flertal i de nationale parlamenter, alt imens det russiske kommunistparti opbyggede Sovjetunionen efter mere ortodokse principper.

lenin8wwwSt. Petersborg 1917. Lenin holder en  tale til sine tilhængere – primært arbejdere og soldater.

Efter 2. Verdenskrig forsøgte Polen, DDR, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien, Jugoslavien og Albanien at opbygge socialistiske samfund efter den sovjetiske model, og modtog betydelig økonomisk og politisk støtte fra ”socialismens fædreland”.

Også i Kina, Korea, Nordvietnam og Cuba opbyggede man samfund efter sovjetisk mønster.
Alle disse lande havde en fælles drøm om, at de var på vej til at virkeliggøre det kommunistiske samfund.

I sit politiske testamente anbefalede Engels at arbejderbevægelsen valgte en ikke voldelig (revolutionær) vej til magten. Han havde erkendt, at borgerskabets militære magt simpelthen var for stor. De socialdemokratiske partier skulle i stedet følge dem demokratiske vej, fordi arbejderklassens store flertal via stemmeretten kunne opnå den nødvendige indflydelse på samfundsudviklingen.
I 1899 udgav den tyske socialdemokrat Eduard Bernstein en bog, med en gennemgribende kritik af marxismen.
Bogens tese er, at samfundet gradvist og demokratisk vil udvikle sig i socialistisk retning. Bernsteins ideer kom til at udgøre et nyt (ikke marxistisk) grundlag for mange socialdemokratiske partier.

Omkring år 1900 gennemførtes en omfattende revisionismedebat, der mundede ud i en deling af den internationale arbejderbevægelse i reformister og revolutionære.

Den russiske revolution

Da den moderate socialist Aleksandr Kerenskij væltede det russiske kejserdømme i februar 1917, skabte det så megen uro i det russiske samfund, at Lenin nu følte at tiden var inde til at erobre magten – Oktoberrevolutionen 1917.

*

Planøkonomi
Begrebet planøkonomi forbindes oftest med det politisk-økonomiske system i Sovjetunionen. Det er et system, hvori produktion, beskæftigelse og fordeling af produktionsresultatet i betydeligt omfang styres af centralt lagte planer.
I sovjet arbejdede man allerede fra 1928 med meget detaljerede og bindende planer fem- eller syvårsplaner – en kommandoøkonomi, som på alle måder er en modsætning til den rene markedsøkonomi.

Planøkonomi (som også har været en del af det danske socialdemokratis politik) forudsætter ikke kollektiv ejendomsret til produktionsmidlerne, som er et af socialismens væsentligste mål.

Efter Sovjetunionens opløsning og Kinas ønske om at ændre sin økonomi i markedsorienteret retning eksisterer der ikke mere lande med planøkonomi i betydningen kommandoøkonomi.
Men i de allerfleste lande – også ikke socialistiske – har man erkendt behovet for en vis grad af ”planøkonomi” hvor staten udstikker nogle overordnede økonomiske rammer. 

Velfærdsstaten

Efter afslutningen af 2. verdenskrig måtte de europæiske lande finde et alternativ til den sovjetiske model. Hvordan kunne man samtidig skabe vækst og social fremgang.
I Storbritannien havde man allerede under krigen arbejdet med planer, der skulle danne grundlaget for en velfærdsstat.

I Danmark havde den socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning i 1930’erne fået vedtaget sin socialreform.

Inspireret af den britiske økonom John M. Keynes*, lykkedes det de europæiske socialdemokratier at finde en balance mellem fordelingspolitisk – omfordeling af goderne via en stor offentlig sektor – uden at krænke markedsøkonomiens krav om handlefrihed for arbejdsgivere og kapitalejere.

che2wwwDen argentinske læge Che Guevaras deltog frivilligt i Fidel Castros Cubanske revolution. Han døde i kamp for revolutionen og blev Cubansk frihedshelt, og forbillede for mange venstreorienterede i resten af verden.Selvom det var socialdemokratierne og ikke de kommunistiske partier, der efter anden verdenskrig kom til at stå i spidsen for store samfundsforandringer, så levede marxismen videre både i Europa og  store dele af den tredje verden.

Det var en politisk teori, som kunne bruges af de mange nationale selvstændighedsbevægelser, der opstod i takt med at stormagter afviklede deres koloniriger.

Marxismen spillede en rolle f.eks. i den ægyptiske Gamal Abdel Nassers panarabiske vision, i den cubanske guerillabevægelse ledet af Fidel Castros og Che Guevaras og i Ho Chi Minhs Viet-Minh-bevægelse i det tidligere Franske Indokina (senere Vietnam).

I Kina udviklede Mao Zedong sin egen version af marxismen (maoismen). Da de kinesiske kommunister havde besejret Chiang Kai-shek i 1949, blev maoismen Den Kinesiske Folkerepubliks statsideologi.

Eurokommunismen

I 1975 lanceredes en særlig eurokommunisme. Målet var at markere en tredje vej mellem socialdemokratisme og sovjetkommunisme. Det Italienske kommunistparti PCI – Europas største kommunistparti – nåede så langt med udviklingen af en ny strategi, at man i 1970’erne ønskede at indgå i et ”historisk kompromis” med det borgerlige Kristelige Demokratiske parti.

Under ungdomsoprøret oplevede interessen for Marx et nyt opsving. Sovjets greb om verdenskommunismen eksisterede næsten ikke mere. Der var åben konflikt mellem Sovjet, Kina og USA var dybt involveret i Vietnam-krigen – derfor blev marxismen igen aktuel som den nye venstrefløjs ideologi.

I Danmark var det hverken DKP, SF eller Socialdemokratiet, der tiltrak de unge venstreorienterede, men nye partier fra VS til det maoistiske KAP.

Det nye venstre fik ikke nogen større vælgetilslutning – hverken i Danmark eller resten af Europa. Det blev aldrig en trussel for de gamle etablerede arbejderpartier.

Ungdomsoprøret

Men ungdomsoprøret fik varig indflydelse på de mange nye græsrodsbevægelser, og kom til at præge hele den politiske kultur med en række nye antiautoritære normer.
Sovjetkommunismen brød sammen med omvæltningerne i Østeuropa omkring 1990.
Gamle ideologier måtte vige for at gøre plads for nye – eller gamle ideologier i en ny rolle.

Nyliberalismen voksede på globalt plan. Markedet – ikke planøkonomien – skulle spille en større rolle og den skattefinansierede velfærdsstat skulle reguleres, fordi den bandt en alt for stor del af kapitalen i en ”uproduktiv” offentlig sektor.

Den klassiske socialdemokratiske blanding af socialistisk fordelingspolitik og økonomisk liberalisme stod nu i vejen for liberalisternes ønsker om privatisering, besparelser, skattelettelser o.s.v.

Liberalisterne havde paradoksalt nok tidligere samarbejdet om etableringen af velfærdsstaten med de demokratiske og socialistiske strømninger.

Siden den kolde krig hørte op, har man talt om at den ideologiske tidsalder var afsluttet.

Nogle mente, at den vestlige verdens forestilling om universelle menneskerettigheder ville sprede sig til hele verden.

Den profeti er ikke blevet en realitet. I stede oplever vi voksende konflikter mellem forskellige civilisationer og religioner. Som dybest set også handler om ideologier.

testdinvidenLL

Ingen test spørgsmål til dette menupunkt. Men læs alligevel teksten grundigt. Indholdet er meget centralt i samfundsfag.