Samarbejde, konflikt, krig

Folkeforbundet
Forløberen for FN, The League of Nations (Folkeforbundet)
FN2
United Nations Headquarters Building

arbejdsspoergsmaalL

Teorier om staters adfærd…

Først kom bystaten, nationen og imperiet.
Så begyndte man at overveje principper og regler for international politik.

Hvordan kan, skal og bør forskellige bystater, nationer og imperier opføre sig overfor hinanden!

Den selvstændige nation (bystat og imperium) er kendetegnet ved, at have en formel magtstruktur, nogle nedskrevne principper (en grundlov) og et magtapparat, som kan sikre systemets beståen, bl.a. gennem afstraffelse af dem, der bryder med gældende regler.

Den selvstændige nation udgør også en enhed overfor andre nationer, som man pr. definition må bekæmpe, hvis de truer nationens egen eksistens.

International politik handler om …
• Samarbejde
• Konflikt
• Krig
… mellem selvstændige nationer og andre aktører i det internationale system.

 

 

 

 

 Det begyndte i Athen
med realismen

Allerede den græske historiker Thukydid erkendte, at international politik var styret af magt og snævre nationale interesser, der nødvendigvis måtte støde sammen på en sådan måde, at konflikt og krig mellem stater ikke kunne udgås.

Thukydid grundlagde realismen – en retning indenfor international politik – på baggrund af sit studium af Den Peloponnesiske Krig (400 f. Kr.)

Niccolò Machiavelli, der i 1532 udgav Il Principe (Fyrsten), og den engelske filosof Thomas Hobbes tilhørte også ”den realistiske skole”.

Der er mange teorier, som forsøger at forklare aktørernes handlinger i det internationale system. I nyere tid er teorien om realisme bl.a. fulgt op af, Hans Morgenthau og den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger.

Anarkisme

Det internationale system opfattes som anarkistisk (se nedenfor). Der er ingen internationale organisationer, der har autoritet over staterne. Det anderkendes, at der er andre aktører end staterne i det internationale system, men de betragtes ikke som væsentlige.
I og med, at statens overlevelse er det væsentligste element i international politik kan statslederen  komme i situationer, hvor det vil være nødvendigt at handle mod sin egen moral for at sikre statens overlevelse. Klassisk realisme betragter dette som en nødvendighed.

NATIONAL-STATEN-22
Mellem National Staterne vil der herske anarki. Selvstændige, bevæbnede stater står overfor hinanden, fordi der ikke eksisterer nogen ”verdensregering” som kan afgøre stridigheder.
Magtkamp

Da mennesket grundlæggende er egoistisk og magtbegærligt, så må international politik også blive en magtkamp mellem stater. Realismen arbejder med den grundlæggende antagelse, at internationale relationer er konfliktfyldte, og at internationale konflikter ultimativt afgøres med krig. Da det væsentligste mål for den enkelte stat er at sikre sin egen overlevelse, må international politik først og fremmest  handle om magtforholdene mellem staterne i det internationale system.

En af de måder National Staten kan opnå sikkerhed på er ved at opbygge et militær og ved at skabe alliancer med andre stater, og derigennem styrke sin magtposition.

Krig kan bedst undgås – mener ”realisterne” – gennem magtbalance, hvor stater der er nogenlunde lige stærke, vogter på hinanden.

Realismeteorien har to hovedvarianter, den klassiske realisme og neorealismen.
Den klassiske realisme er optaget af de politiske og moralske dilemmaer, som statsledere står over for.
Thukydid, Machiavelli, Hobbes og Morgenthau er eksempler på klassiske realister.

Realismeteorien

Morgenthau understreger, at gængse moralbegreber ikke gælder i international politik, kølig magt-politik er nødvendig, for kun på den måde kan befolkningens sikkerhed og velfærd varetages bedst muligt.

Kritikere af realismeteorien hævder, at den er for pessimistisk, fordi mennesker er styret af andet end egoisme og magtbegær, og mange liberalister mener, at velfungerende demokratier ikke går i krig med hinanden.
Derfor skal man forsøge at øge antallet af demokratier, for at reducere magtkampe og voldelige konflikter i det internationale system.

Det er netop en af grundtankerne hos de EU tilhængere, som man ofte kalder super-europæere.
EU er ganske vidst ikke en ”verdensregering”, men en ”regionalregering”, som de er overbevist om kan løse konflikter i Europa.

Realismen er ikke ny, men teorien fik sit egentlige moderne gennembrud med starten af den kolde krig. Teorien passede nemlig godt til den nu bipolare verden. På den ene side Sovjetunionen og på den anden Amerikas Forenede Stater.

Neo-realismen

forsøger at beskrive staters handlinger ud fra den internationale struktur. Strukturen i det internationale system er anarkistisk. Staterne kan alle betragtes som funktionelt ligestillede –  uanset ideologi, kultur eller ledere. De varetager de samme grundlæggende funktioner – inddragelse af skatter, forsvar af staten, sikring af lov og orden, infrastruktur, uddannelse og så videre. Den eneste forskel er staternes kapabiliteter (økonomiske og militære handlekraft).

For neo-realismen er et afgørende forhold styrkeforholdet mellem de største magter. Indtil afslutningen på 2. Verdenskrig var det internationale system multipolært. Under den kolde krig var systemet bipolært.  I dag – efter Sovjetunionens sammenbrud – er det unipolært med USA som den dominerende stormagt. Det sidste er en uholdbar situation mener mange neo-realister, som forventer, at der igen opstår et multipolært system, hvor fx Kina og Indien kommer til at spille en afgørende rolle.

Heurlin Bertel

”Der er intet der tyder på, at denne forudsigelse vil blive til virkelighed. Tværtimod tyder alt på, at unipolariteten har bidt sig fast: Der er ingen klare kandidater til nye supermagter, og der er ingen tegn på, at det vil kunne betale sig for større magter at danne modalliancer mod USA”, mener den førende danske neorealist, Bertel Heurlin.

Magt

Den hårde magt har været brugt så længe historien rækker. Men med afslutningen på den kolde krig mente (eller håbede) mange, at international politik nu i højere grad ville blive præget af den bløde magt.

Der er nu ikke meget der tyder på, at denne optimistiske fremtidstro vil gå i opfyldelse. Måske er det mere retvisende at slå fast, at styrkeforholdet mellem den hårde og den bløde magt hele tiden forandres, og at verdens eneste stormagt i dag USA tilsyneladende foretrækker at gå på to ben, at kombinere militær magt med en humanitær indsats.

Demokrati (i vestlig forstand), kapitalisme og fokus på menneskerettigheder synes ikke at spille nogen større rolle i international politik.
                                  Claus Bangsholm

Anarki

Den status der eksisterer i det internationale system, fordi det består af suveræne stater.Der eksisterer ingen myndighed oven over national staterne, ingen ”verdensregering”, som kan sikre fredelig konfliktløsning. Derfor er der altid en risiko for krig.Det er magten der hersker, ikke retten. Dette synspunkt fremhæves især af de forskere, der betegnes realister.Andre forskere er mere optimistiske, fordi staterne altid har anerkendt nogle fælles spilleregler. Der er også opbygget nogle institutioner, som formidler samarbejde. FN, EU o.s.v.

Idealismen

arbejdsspoergsmaalLIdealismen var den dominerede teori i international politik i perioden mellem 1. og 2. Verdenskrig, hvor der herskede en tro på, at krig kunne undgås, hvis forhandlinger mellem stater var åbne og ærlige. En af fortalerne for denne fremtidstro var den amerikanske præsident Woodrow Wilson, der opfordrede til oprettelsen af Folkenes Forbund – forløberen for FN.

 

Folkeforbundet

Folkeforbundet blev oprettet 10. januar 1920 af sejrherrerne fra Første Verdenskrig. 66 lande blev medlemmer, herunder alle de europæiske lande.

Folkeforbundet byggede på ideen om at ”kollektiv sikkerhed”, kunne skabe et internationalt samarbejde, sikre nedrustning og skabe en fredeligere og mere retfærdig verden.

I Politikens kronik ”Folkenes Forbund”, fra januar 1932, skriver Ellen Hørup:

ellen-hoerup1For at være bedre og mere centralt placeret til at kunne vurdere udviklingen inden for den internationale politiks skæve gang flyttede Ellen Hørup i 1933 til Genève.”Ideen til Forbundet er af (den amerikanske) Præsident Wilson, tænkt som en demokratisk Institution til Beskyttelse for Folkene imod Uret og Undertrykkelse og først og fremmest mod Krig.

Det var Sejrherrerne, der realiserede Ideen, saa de Overvundne fik til en Begyndelse ikke lov til at være med. Der var ikke noget at risikere, for de var afvæbnede. Men de skulde straffes, for at man ikke skulde glemme, at det var dem, der havde faaet Skyld for Krigen.

Der stod dog i Fredstraktaten, at Tysklands Afvæbning skulde betragtes som det første Skridt til almindelig Afrustning. Men den Tid den Sorg! Folkeforbundets første og vigtigste Opgave var at sætte fredelig Voldgift i Stedet for Krig, og alle sluttede op om det.

Det var et Udtryk for hele Menneskehedens Afsky for Krig for dens Haab og Tillid til, at dette Forbund skulde blive i Stand til det, som intet enkelt Land formaaede: at gøre en Ende paa Krigen…”

Eftergivende

Folkeforbundet begynder i det små med at give efter og fortsætter i det store:

”Forbundets Maal er mangfoldige, og dets Virksomhed bliver mere og mere omfattende. Her skal kun nævnes nogle Tilfælde af Brud paa Folkenes Ret og den Stilling Forbundet har indtaget.

Der findes af Retfærdighedshensyn og for at undgaa alt, hvad der kan give Anledning til Friktion, blandt Forbundets Paragraffer èn til Beskyttelse for Mindretallene. Alle Medlemmerne har selvfølgeligt skrevet under paa den som paa de andre. Men hvordan behandler f.eks. Italien og Polen deres Mindretal?

Stik imod hvert Ord i den Paragraf undertrykker de deres Sprog, Historie, Kultur, afskediger deres Lærere og Embedsmænd, gør alt, hvad de kan, for at udslette deres Nationalitet, som de har forpligtiget sig til at respektere.

Tortur

Stik mod Paragraffen kommer der nu igen fra Polens Fængsler Beretninger om Tortur mod unge politiske mistænkte Galizere. Beretninger om Grusomhed, der ikke staar tilbage for Middelalderens. Aar efter Aar fortsætter disse to Magter med deres Undertrykkelse.

Med Aars Mellemrum kommer Beretningerne frem i Pressen. Hvad har Forbundet gjort for at hindre det? Hvilket Pres har det lagt paa de to Underskrivere, der saa aabentlyst løber fra deres Ord …?”

Tiltroen til Folkeforbundet som et overnationalt instrument til løsning af internationale konflikter med fredelige midler var stor blandt verdens befolkning og hos folkeforbunds-tilhængerne.

Folkeforbundets væsentligste resultater blev opnået i 1920’erne, med løsningen af konflikten mellem Sverige og Finland om Ålandsøerne i 1920, bilæggelsen af konflikten mellem Bulgarien og Grækenland i 1925, forbudet mod kemisk og baktiologisk krigsførsel 1925 og Kellogg-Briand traktaten fra 1928 som forbød krig som et nationalt instrument, (denne meget lidt omtalte traktat er stadig folkeretligt gældende!!!) men tilliden får et skud for boven, med den japansk-kinesiske krig allerede to år efter traktatens underskrivelse, da japanerne med erobringen af Manchuriet reelt skyder Folkeforbundet i sænk.

Den formindskede tillid til Folkeforbundet er, ifølge Ellen Hørup, statsmændenes skyld. I det kulturradikale tidsskrift ”Kulturkampen”, skriver hun i foråret 1935:

”Det er Statsmændene, der regerer Verden. Deres er Riget, Magten og Æren. De betragtes med Andagt, de paabehøres med ærbødighed. I deres Forsamlinger gaar det ligesom i den katolske Kirke, hvor Bønner og Ritual er paa et Sprog, som Menigheden ikke forstaar. Ligesom de katolske Præster har deres eget Sprog, Guds Ord og Statsmændenes er ikke for den gemene Hob. Hvad den har godt at faa at vide, skal de nok selv afgøre. Her har Præsterne det lettere. Deres Menighed er tilfreds med at gentage de samme Lyde, som en Gang for alle er vedtaget paa allerhøjeste Sted.

Bismarch

Statsmændenes Menighed forlanger Afveksling. Den forlanger at følge med Tiden. De Betragtninger, de udveksler, de Aftaler, de træffer, kastes dog ingenlunde i Grams til den uvidende Masse. Det, der offentliggøres, udvælges og sigtes omhyggeligt. Naar det kommer højt, er det den halve Sandhed, men i Reglen er det hele Løgn. Naar de har brug for Hoben, smøres der særligt tykt paa.

I intet Tilfælde, siger Bismarch lyves der som før et Valg og efter en Jagt. Og man kan tilføje: under en Krig.”
”De (Folkeforbundets medlemmer, forfatteren) er bundne af det samme System, der sidder ved Magten overalt i deres eget Land. Det System, som alle Regeringer støttes af og er afhængige af. Det samme System, og den samme konkurrende Imperialisme som i 1914 styrtede Menneskeheden ud i Verdenskrigen. Paa det System hviler ogsaa Folkenes Forbund. Dets Medlemmer er ikke blot Repræsentanter for kapitalistiske Regeringer. Det er i mange Tilfælde Ministrene selv, der blot rejser sig fra deres hjemlige Taburetter og sætter sig paa Folkeforbundets. Hvorfor skulde de kunne ræsonnere, tale, handle anderledes paa den ene Taburet end paa den anden? Det er ikke noget Folkenes Forbund, der sidder i Genève. Det er en Samling nationale Ministre, der hver for sig kun tænker paa sit Land og sit Lands Profit”

 

 

Folkenes Forbund blev forløberen for FN

Troen på den idealistiske teori forsvandt næsten helt, da fascismen voksede og 2. Verdenskrig brød ud. Som reaktion (gen)opstod neorealismen.

Men med afspændingen mellem supermagterne i 1970’erne blev realismen udfordret af forskere, der så økonomisk samarbejde mellem stater som et grundlag for nye teorier. Disse liberale teorier satte fokus på at mange stater reelt samarbejdede på trods af det internationale anarki.
Den realistiske forklaringsmodel blev udbygget, så man nu mente: – at staterne fortsat var styret af magtspillet, men normer for samarbejde og økonomiske forbindelser satte visse grænser for dette magtspil.

Idealisme – blød og hård magt

Idealismen bygger på: Folket tror på, at staten får noget ud af at samarbejde. Interdependens (at staterne hænger sammen og alle får noget ud af samarbejde). Demokratitesen: Demokratierne går ikke i krig mod hinanden. Positiv, lineær fremskridtstro (verden bliver bedre).
De vigtigste aktører er: IGO’er, (FN og EU), NGO’er, virksomheder og stater.
Når man har blød magt, har man indflydelse i forhold til kultur, ideologi osv. Magten kan bl.a. fås igennem internationale organisationer, eller ved at være en stat som andre ser op til.
Hård magt måles i forhold til et lands økonomi, militær og teknologi fx. har USA meget hård magt i verden.

SIPRI militaer udg

Link: Millitærudgifterne er udtryk for hård magt.

Haard-Bloed-Magt1

 

 

Liberalismen (Idealismen) antager i modsætning til realismen, at internationale relationer kan indeholde samarbejde frem for konflikt. Derfor er der mulighed for at styrke de internationale relationer, så krig bliver væsentligt mindre sandsynligt end realismen antager.
Den nyere reviderede variant af liberalismen, neo-liberalismen har indført begrebet regimer, der understreger, at både stater, internationale organisationer, NGO’er og multinationale selskaber er  vigtige internationale aktører. Man betoner også en stigende gensidig afhængighed (interdependens) mellem regimerne.
Hvor realister ser staten som den afgørende aktør i international politik, vægter idealisterne/liberalisterne også de ikke-politiske processer i og på tværs af staten som f.eks. teknologisk udvikling og handel. Den teknologiske udvikling og handel vil skabe en øget interdependens mellem landene, så fred blive det mest rationelle.

Interdependens

politologisk udtryk for det gensidige afhængighedsforhold, som lande, politiske partier eller andre typer af grupper befinder sig i.
Graden af interdependens er øget i takt med globaliseringen, hvor mange stater ikke kan klare sig alene, men er afhængig af samarbejde med andre stater.

Hohoho

Den moderne idealismeteori er kendetegnet ved at bygge på tre liberale grundforestillinger:
•    troen på fremskridtet
•    troen på fornuften hos den enkelte
•    troen på demokratiet som den vigtigste grundpille i samfundet.

For Idealismen er der tale om, at verdens tilstand gennemgår en udvikling mod en mere og mere fredelig tilstand, i takt med at graden af fornuft, oplysning, demokrati og interdependens vokser.

Idealismen regner med, at staterne på længere sigt vil overføre en del af sin suverænitet til overstatslige instanser (det sker allerede i EU), bl.a. i takt med den stigende interdependens, og at de derfor vil kæmpe for nogle interesser der er ens for alle. Dermed mister den enkelte stat sin egen interesse i at bekrige andre lande.

Idealisterne

ser en stor fordel for Danmark i som småstat at deltage i samarbejde som f.eks. EU og FN. Danmark bør udbrede de danske værdier, så som den universelle velfærdsstat og det danske demokrati. Idealisterne forestiller sig, at Danmark kunne have større magt end Kina i forhold til blød magt, fordi dansk opfattelse af demokrati modtages bedre i omverdenen end Kinas. En dansk militær nedrustning er også acceptabel, da forsvarsalliancer ikke har relevans, og da der ikke er en direkte militær trussel mod Danmark.

Idealisterne

forestiller sig, at Danmark kunne have større magt end Kina i forhold til blød magt, fordi dansk opfattelse af demokrati modtages bedre i omverdenen end Kinas. En dansk militær nedrustning er også acceptabel, da forsvarsalliancer ikke har relevans, og da der ikke er en direkte militær trussel mod Danmark.

Idealismen har udviklet den såkaldte demokratitese, som bygger på det faktum, at ingen helt igennem demokratiske lande på noget tidspunkt har været i krig indbyrdes. Nazi Tyskland var ikke et helt igennem demokratisk land. Dette skyldes i høj grad, at demokratiet er bygget op om fredelige konfliktløsninger (flertalsløsninger m.v.), og at langt de fleste demokratier deler en række grundlæggende værdier, hvilket gør et samarbejde mere naturligt og lettere.

Ofte er der, gennem en stor samhandel, knyttet tætte økonomiske bånd mellem demokratierne. Eurolandene har valgt at dele valuta. De tætte økonomiske bånd medfører interdependens.

  • Idealismen som den er kendt i dag, er i høj grad eksponeret af Francis Fukuyama, der i 1992 skrev sit hovedværk med titlen ”The End of History and the Last Man” . I denne argumenterer han for at historien som en ideologiernes kamp har nået sin endestation, med den kolde krigs afslutning og herved den endelige sejr til det liberale demokrati.

 

Jeremy Bentham by Henry William Pickersgill detailJeremy Bentham

argumenterede for, at krige ikke udspringer af et ønske fra befolkningens side, men derimod af usikre regeringer/eliters magtbehov. Når folket bliver oplyst, vil de forstå krigens irrationalitet samt at målene for de forskellige lande er forenelige med hinanden. Når vi forstår dette, vil vi også ”det gode/det rigtige”, fordi mennesket grundlæggende er moralsk. Dette forudsætter selvfølgelig demokrati, så folkets interesse kan blive repræsenteret og regeringerne holdes i ave.

Jeremy Bentham (1748-1832) var engelsk filosof. Han er kendt for at have udviklet den konsekvensetiske filosofiske retning utilitarismen.

Den engelske skole

Ideen bag “Den engelske skole” er at fælles regler og normer fremmer den internationale orden og er med til at opretholde freden.
I følge “Den engelske skole” har der altid eksisteret et internationalt samfund i form af fælles spilleregler mellem staterne. 
Fælles interesse i international orden former statens adfærd. Fælles værdier regler og normer anses for at have stor betydning. Regler er afgørende for opretholdelsen af international orden. Regler fremmer international retfærdighed.
Den engelske Skole tager udgangspunkt i de ideologier, der påvirker verdens politik. Den engelske Skole forsøger at undgå det skarpe skel mellem statsegoisme (som realismen repræsenterer) og menneskelig evne til samarbejde (som liberalismen repræsenterer). I stedet arbejder man med, at stater (og deres politiske aktører) løbende overvejer vægtningen af tre hensyn:

  1. Realisme
  2. Rationalisme
  3. Revolutionisme

Realisme handler om at staternes aktører anerkender, at der ikke eksisterer en international magtstruktur, altså at staternes indbyrdes forhold er anarkiske. Magtpolitik og konflikt er altså en mulighed.
Rationalismen tillægger, at selvom der ikke findes en hierarkisk magtstruktur, så har staterne alligevel et udbredt samarbejde om at få det internationale system til at fungere.
Revolutionismen har fokus på et fællesskab, der går ud over det statslige, for eksempel ideer om menneskerettigheder (der gælder alle mennesker). Der er tendens til fred i forholdet mellem demokratier, og samhandlen (øget globalisering) mellem lande kan sikre fred.

Afhængighedsteori

501043UN Photo/Isaac BillyU-landene (udviklingslandene) er fattige og underudviklede, fordi de udbyttes og undertrykkes af I-landene (industrilandene). Ulandenes hovedproblem er deres afhængighed af i-landene.

Teorien opstod blandt latinamerikanske samfundsforskere i midten af 1960’erne. De afviste de udviklingsteorier (moderniseringsteorien) som især amerikanske forskere havde udviklet.

Modernisering

Ifølge moderniseringsteorien ville ulandene følge det samme mønster som I-landene. De ville udvikle sig fra fattige landbrugssamfund til moderne industrisamfund i takt med, at de barrierer – manglende investeringer, uproduktive landbrug, svage politiske systemer og en traditionel livsindstilling – som forhindrede ulandenes modernisering – blev fjernet.

Afhængighedsteori opererede med en helt anden forklaring. Det er U-landenes afhængighed af at levere især råvarer til I-landene, mens I-landene leverer forarbejdede færdigvarer til den tredje verden.

Bytteforholdene forringes til stadighed for ulandene. Råvarerne bliver stadig mindre værd i forhold til færdigvarerne. Det ulige bytteforhold forringer ulandenes udviklingsmuligheder.

Afhængighedsteoretikerne mente, at I-landene har udviklet sig på bekostning af ulandene.

Og at det verdensomspændende kapitalistiske system både producerer udvikling (i I-landene) og underudvikling (i den tredje verden).

Men afhængighedsteorien kan ikke bruges på de U-lande, som har oplevet en hurtig industrialisering inden for rammerne af det kapitalistiske system.

Magtfulde staters hegemoni

EisehowerFNUSA var i en årrække verdens mest magtfulde stat. Her ses President Eisenhower, da han på FN’s generalforsamling i 1953 holder sin ”atoms for peace” tale.

Den realistiske skole tog udgangspunkt i staternes egoisme og magtbegær, men hævder også, at international politik er underordnet de stærke og magtfulde staters interesser.
arbejdsspoergsmaalLIdéen om hegemoni og hegemonisk stabilitet bygger på den opfattelse, at hvis ikke de stærke stater baner vejen, kan der ikke skabes en effektiv international orden.

F.eks. var det nødvendigt med en hegemon, nemlig USA, for at etablere internationale regler inden for valuta, handel og investeringer efter 2. Verdenskrig.

 

Hegemoni

Hegemoni, lederskab, overherredømme. Begrebet blev oprindelig brugt i forbindelse med de oldgræske bystaters militære alliancer, hvori man bestemte, hvilken af bystaterne, der skulle være hegemon, dvs. anfører for forbundets væbnede styrker.

I dag bruges begrebet om førende staters position og dominans over svagere stater. Magt og hegemoni er således to sider af samme sag.

Efter 2. Verdenskrig konkurrerede USA med de øvrige vestmagter om politisk og økonomisk indflydelse. Men samtidig accepterede de europæiske lande USA’s lederskab i kampen mod den trussel, man var overbevist om, det kommunistiske Sovjetunionen udgjorde.

USA’s hegemoni var særlig fremtrædende fra 1945 til begyndelsen af 1970’erne, hvor Japan og Vesteuropa igen var blevet økonomiske stormagter. USA var samtidig blevet politisk og militært svækket af krigen i Vietnam.

Teorierne om hegemonisk stabilitet hævder, at især internationalt økonomisk samarbejde forudsætter en hegemon magt, en førende magt, der kan tage initiativet til oprettelse af de nødvendige institutioner og regler samt kontrollerer, at de bliver overholdt.

Det økonomiske samarbejde efter 2. Verdenskrig i bl.a. Verdensbanken, GATT og IMF kunne næppe være blevet gennemført uden amerikansk lederskab.

USA er igen blev styrket efter Sovjetunionens opløsning, og er fortsat verdens dominerende militærmagt. Men økonomisk er den dominerende magt i dag delt mellem USA, Kina/Japan og EU.

Internationale organisationer
Verdensbanken – er fem internationale institutioner, som udgør den vigtigste multilaterale kilde til finansiering af ulandenes udvikling og den tekniske rådgivning af dem.

Den Internationale Bank for Genopbygning og Udvikling(IBRD)

Den Internationale Udviklingssammenslutning (IDA), formidler bistand i form af rentefrie lån og gavebistand til de fattigste ulande.

Den Internationale Finansieringsinstitution (IFC) investerer i og yder lån til private virksomheder. Det Multilaterale Investeringsgaranti Agentur (MIGA) yder forsikring mod politiske risici i forbindelse med private investeringer i ulandene.

Endelig omfatter verdensbankgruppen et center for rådgivning og mægling i forbindelse med uenighed mellem udenlandske investorer og deres værtslande.

Verdensbanken

ejes af de mere end 180 medlemslande; i bankens styrende organer stemmes der efter medlemslandenes aktieposter, som nogenlunde svarer til størrelsen af de enkelte medlemslandes økonomi. Den danske aktieandel i IBRD er på 0,86%.

Verdensbankens hjemmeside

GATT, General Agreement on Tariffs and Trade, international handelsaftale, underskrevet af 23 lande i 1947. GATT blev med udgangen af 1994 afløst af WTO, World Trade Organization.

GATTs succes var især knyttet til toldreduktioner for industrivarer, mens landsbrugsvarer, tjenesteydelser, herunder transportydelser og ophavsrettigheder, samt frigivelse af direkte investeringer først senere fik en fremtrædende plads på dagsordenen. Mange problemer forblev dog uløste, løsningen af dem er efter WTOs dannelse blevet overladt til denne organisation.

Den Internationale Valutafond,

International Monetary Fund, IMF. Hovedopgaver skulle være at fremme internationalt monetært samarbejde og overvåge valutakurserne mellem medlemslandene.

IMF bidrog også til afviklingen af valutarestriktioner, som kunne bremse samhandelen, og den ydede lån til lande med midlertidige betalingsbalancevanskeligheder.

Valutafonden har siden midten af 1990’erne spillet en vigtig rolle i afhjælpningen af finansielle kriser og betalingsbalancekriser i en række nyere markedsøkonomier i Latinamerika og Asien. Det er sket gennem IMF’s historisk set meget omfattende långivning på betingelser til den økonomiske politik.

Betingelserne har især tilsigtet at opnå sådanne stramninger af den indenlandske finanspolitik og pengepolitik, at voldsomme fald i værdien af låntagernes valuta kunne bremses, og adgang til de internationale private lånemarkeder kunne genoprettes.

IMF’s væsentligste betydning er efterhånden de udførlige analyser af medlemslandenes økonomier, som i et mere sammenligneligt perspektiv offentliggøres i den halvårlige publikation World Economic Outlook.

Den Internationale Valutafonds hjemmeside
WHO,

World Health Organization, Verdenssundhedsorganisationen, blev oprettet som FN-særorganisation i 1948.

WHO bistår regeringer i at styrke nationale sundhedsvæsener, specielt i ulande, med vægt på den primære sundhedstjeneste. Dertil kommer kampen mod smitsomme sygdomme, fx malaria, tuberkulose, aids og influenza.

WHOs hjemmeside

Andre aktører

I 1989 sluttede den kolde krig og dermed det bipolære internationale system (se fra Inkariget til EU). Derfor blev det nødvendigt at revidere de eksisterende internationale politikteorier.

Men der gælder stadig en lang række spilleregler for samarbejdet mellem stater indbyrdes og mellem stater og andre aktører.

Man samarbejder om f.eks. luftfart, skibsfart, postvæsen, miljøsamarbejde, valutaområdet, handel, investeringer og sundhedsvæsenet. Samarbejdet kan være regionalt eller internationalt som f.eks. i Verdenssundhedsorganisationen (WHO) eller Den Internationale Valutafond (IMF).
Samarbejdet kan også ske uden formelle organisationer. F.eks. blev ”Havretskonferencen”, der regulerer udnyttelsen af verdenshavene, holdt i FNs regi, men aftaler på dette område er ikke knyttet til en formel organisation.

Internationale organisationer

En samlende betegnelse for disse aktører er – Internationale organisationer, eller mellemstatslige organisationer – som er institutioner, der er etableret mellem suveræne stater. Formålet er at løse opgaver, som de samarbejdende stater ikke kan løse alene.

Det internationale samarbejde er voksende. De internationale organisationer har fået en central plads i mange internationale beslutningsorganer. En af forklaringerne er væksten i den økonomiske, sociale og kulturelle globalisering.

Institutioner, som er oprettet af ikke-statslige organisationer i flere lande, kaldes transnationale organisationer.

NATO, FN og EU er f.eks. mellemstatslige organisationer, mens Internationalt Røde Kors og Greenpeace er transnationale organisationer.

Internationale organisationer kan både bruges og misbruges til indenrigspolitiske formål.

Man kan f.eks. gennemføre upopulære økonomiske indgreb med henvisning til, at det er et ”krav” fra Den Internationale Valutafond.

Man kan invadere Irak med henvisning til udmeldinger fra FNs våbeninspektører.