Internationale organisationer

En afgørende grund til nazismens nederlag under 2. Verdenskrig var alliancen mellem USA, Storbritannien og Frankrig. Man kan også medregne Sovjetunionen i denne alliance.
Men efter krigen deltes vandene, og for at undgå en gentagelse – en 3. Verdenskrig – holdt de tre vestlige sejerherrer sammen og dannede en ny forsvarsalliance.

Map of NATO countriesNatos medlemslande

.
.
.

NATO

Kilde: Wikipedia. Redigeret/forkortet

nato-flagsNorth Atlantic Treaty Organisation er en international organisation for politisk og militært forsvarssamarbejde, som blev etableret i 1949. Medlemslandene er forpligtet til at forsvare hinanden i tilfælde af, at de skulle blive angrebet.

Derudover arrangerer  NATO ofte større, militære øvelser for medlemslandene. NATO deltager desuden med styrker i krigshærgede lande, som fx Afghanistan.

  • Da man etablerede NATO, var der 12 lande med. Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Holland, Island, Italien, Luxembourg, Norge, Portugal, Storbritannien og USA. Senere er NATO blevet udvidet. Den sidste store udvidelse skete i 2004, hvor blandt andet en række af de tidligere Warszawapagt-lande blev indlemmet i NATO.

Krise med Frankrig

NATO’s sammenhold blev brudt allerede tidligt i alliancens historie. Der opstod en krise under Charles de Gaulles tid som præsident i Frankrig fra 1958. De Gaulle protestererede mod det, han mente var USA’s hegemonistiske rolle i organisationen, og det han så som et specielt forhold mellem USA og Storbritannien.

30. maj 1978 definerede NATO landene to yderligere mål for alliancen: At opretholde sikkerheden og arbejde for afspænding. Dette skulle gøres ved at tilpasse alliancens militære magt til Warszawapagtens offensive formåen uden at starte et våbenkapløb.

Afslutningen på den kolde krig og opløsningen af Warszawapagten i 1991 fjernede NATO’s primære modstander. Dette gav anledning til en strategisk revaluering af NATO’s formål og opgaver. I praksis medførte det en gradvis (og stadig igangværende) ekspansion af NATO i Østeuropa og en udvidelse af aktiviteter til en række områder, der ikke tidligere havde været NATO’s arbejdsområder.
Den første udvidelse af NATO efter den kolde krig skete med genforeningen af Tyskland 3. oktober 1990 efter Berlinmurens fald. Det tidligere Østtyskland blev en del af Tyskland og dermed også af NATO alliancen. For at sikre en sovjetisk godkendelse af et forenet Tyskland, der fortsat var en del af NATO, blev det aftalt, at udenlandske tropper og atomvåben ikke måtte udstationeres i Østtyskland, og at NATO aldrig ville blive udvidet længere østpå.

Expansion

NATO’s ekspansion, aktiviteter og geografiske dækning er blevet forøget yderligere efter terrorangrebet 11. september 2001. Angrebet førte til, at NATO chartrets artikel 5 blev taget i brug. Artikel 5 siger, at et angreb på en medlemsstat anses for et angreb på alle alliancens medlemmer. 4. oktober 2001 fastslog NATO endeligt, at angrebet var dækket af artikel 5.

Angrebet medførte de første militære aktioner begrundet med artikel 5 i NATO’s historie: Operation Eagle Assist1 og Operation Active Endeavour2.
1)    7 NATO AWACS fly blev sendt til USA, og hjalp med at overvåge luftrummet.
2)    En flådeoperation i NATO-regi.

 

NATO-2002-SummitNATO topmødet i Prag i 2002 “NATO-2002-Summit” by US gov

 

 

 

 

 

 

 

.
.
.

Warzawapagten

Logo The Warsaw Pact2

blev formelt kaldt traktaten om venskab, samarbejde og gensidig bistand. Pagten blev undertegnet i Warszawa den 14. maj 1955 af Albanien, Bulgarien, Polen, Rumænien, Sovjetunionen, DDR, Tjekkoslovakiet og Ungarn. Den formelle baggrund for oprettelsen var det tættere militære samarbejde mellem USA og Vesteuropa, der fandt sted med Forbundsrepublikken Tysklands optagelse i NATO den 9. maj 1955.
En anden årsag var den østrigske statsaftale af 15.maj 1954, hvorefter grundlaget for at beholde sovjetiske tropper i Ungarn og Rumænien faldt bort. De umiddelbare konsekvenser af oprettelsen af WP var små, da Sovjetunionen forinden havde udviklet tætte militære relationer med de enkelte østeuropæiske lande.
Men med dannelsen af WP fik det militære samarbejde med årene tilført et stærkere multilateralt element.

 

Map of Warsaw Pact countries

Traktaten

I Warszawapagt-traktaten forpligtede  parterne sig, med henvisning til FN-pagten, til at afstå fra trusler og brug af magt.
Artikel 4, hvor der henvises til FN-pagtens artikel 51, der giver de enkelte lande ret til selvforsvar. I tilfælde af væbnet angreb på et af medlemslandene fra en anden stat eller en gruppe af stater, skulle de allierede øjeblikkelig komme til undsætning med brug af de militære midler, der er nødvendige.
Artikel 5, der omhandler oprettelsen af en fælleskommando.
Artikel 6, der omhandler oprettelsen af en politisk konsultativ komité.
Artikel 8, der fastslår princippet om respekt for de enkelte landes uafhængighed og suverænitet samt ikke-indblanding i indre anliggender.
Artikel 9, der åbner op for medlemskab for nye stater.
I artikel 11 siges det, at traktaten skal gælde i 20 år, hvorefter den inden for et år kan opsiges. I modsat fald forlænges traktaten i 10 år. Den ophæves dersom der skabes et fælleseuropæisk sikkerhedssystem.

 

45542 military russian military parade2

Samarbejdet

Det var først fra begyndelsen af 1960’erne, at der reelt kom gang i samarbejdet. Fra det tidspunkt blev der holdt regelmæssige møder og afholdt fælles militærmanøvrer. Fra Sovjetunionens side var der en voksende interesse i at multilateralisere samarbejdet, ganske som det var tilfældet inden for den økonomiske samarbejdsorganisation, COMECON. Samtidig blev der i takt med atomvåbnenes fremmarch ændret militærdoktrin. Takket være sine store konventionelle styrker blev Sovjetunionen fortaler for ikke-brug af atomvåben, hvilket imidlertid afvistes fra NATO-side, hvor den numeriske underlegenhed i konventionelle styrker betød en satsning på tidlig brug af atomvåben, hvis en europæisk krig skulle bryde ud. Der blev dog i 1960’erne skåret noget ned på de sovjetiske styrker i Europa, især på grund af muligheden for krig med Kina.

I 1968 blev WP brugt som ramme for invasionen af Tjekkoslovakiet, der dog ligesom i Ungarn i 1956 reelt var en sovjetisk aktion. Efter den militære invasion af Tjekkoslovakiet blev der vedtaget en række militære og organisatoriske opstramninger for at sikre større disciplin inden for alliancen. Fra sovjetisk side proklameredes princippet om begrænset suverænitet, den såkaldte «Bresjnev-doktrin».

Murens fald

Med murens fald og de gamle realsocialistiske systemers undergang forsvandt selve fundamentet for Warszawapagten. Umiddelbart havde tanken om at få skabt en ny fælleseuropæisk sikkerhedsorden med det daværende CSCE som fundament og nedlæggelse ikke alene af Warszawapagten, men også NATO, stor tilslutning i de nye demokratier. Men det skulle hurtigt vise sig at de førende vestlige lande – frem for alt USA, der fremstod som «sejrherren» i den kolde krig – ikke havde i sinde at nedlægge det NATO, hvor USA havde den altafgørende magt.
http://www.leksikon.org/art.php?n=2751

Kilde: Wikipedia. Redigeret/forkortet


.
.
.

Flag of SEATOSEATO

– Southeast Asia Treaty Organisation, var en militæralliance, også kaldet Sydøstasien pagten. Alliancen blev tiltrådt af USA, Australien, New Zealand, Thailand, Pakistan, Filipinerne, Frankrig og England.

SEATO blev grundlagt 1954, og er en del af gruppen af vestlige alliancesystemer sammen med atlantpagten Nato og stillehavspagten ANZUS. SEATO blev grundlagt i Manila, Filippinernes hovedstad. Pagtens formål er forsvar af de såkaldte protokolstater; Sydvietnam, Laos og Cambodia. Disse stater opstod efter 1. indokinesiske krig, hvor det på en udenrigsminister konference i Geneve i marts 1954 blev vedtaget, at Indokina skulle opløses og de førnævnte suveræne stater garanteres. Vietnam blev samtidig delt i nord og syd.

Ifølge pagten skulle medlemmerne foretage rådslagning i tilfælde af kommunistisk infiltration, fælles manøvrer og lignende militært samarbejde. Seatos organer omfattede bl.a.:

  • Permanent ministerråd med sekretariat i Bangkok.
  • Militær planlægnings stab.
  • Efterretnings tjeneste vendt imod kommunistisk virksomhed.

I 1958 optager SEATO kontakt til NATO. SEATO Pagten trådte i kraft 1964, da Lyndon B. Johnson efter Tonkin-episoden med Tonkin-resolutionen bemyndigede sig selv til at; ” foretage alle nødvendige skridt for at forhindre fortsat aggression og slå væbnede angreb tilbage som er rettet imod SEATOS medlems eller protokolstater”.
Hermed indledte USA regelmæssige bombninger af Nordvietnam.

Som supplement til SEATO havde USA fra 1954 bilaterale pagter med Sydkorea, Nationalist Kina (Formosa) og fra 1961 Japan. SEATO-pagten blev opsagt i 1975 og afløstes af ASEAN-pagten.

 

Map of SEATO member countries - de

Kilde: Wikipedia. Redigeret/forkortet

.
.
.

US-MarshallPlanAid-LogoMarchall hjælpen

– Marshallplanen var et amerikansk hjælpeprogram rettet mod Europa, som blev sat i gang efter 2. verdenskrig. Initiativet fik navn efter den amerikanske udenrigsminister George Marshall.

Planen var en opfølgning af Trumandoktrinen med støtte af økonomiske midler. USA’s politikere havde den opfattelse, at økonomisk krise gav grobund for kommunisme. Et stærkt, samlet og genopbygget Vesteuropa ville derimod svække kommunistpartiernes indflydelse i de enkelte lande. Ydermere var tanken, at USA selv kunne undgå en økonomisk krise, da de var afhængig af at handle hos deres europæiske handelspartnere. Der var altså såkaldt interdependens mellem Europa og USA.

Hjælp til genopbygning

Derfor tilbød USA’s udenrigsminister George Marshall i 1947 de europæiske lande økonomisk hjælp til genopbygningen efter krigen.
Europa havde store problemer efter verdenskrigen: Produktion og handel lå i ruiner. Og i foråret 1947 var det tydeligt, at de vesteuropæiske landes dollarreserver var i færd med at tømmes. Modtagerlandene skulle til gengæld samles i et økonomisk samarbejde, OEEC, Organisation for European Economic Co-operation, i 1948. Det blev i 1961 udvidet til også at omfatte ikke-europæiske lande, og fik navnet OECD, Organisation for Economic Co-operation and Development.

Marshall PlanKort som viser hvor meget landene relativt fik i hjælp (røde søjler).

Som led i problemerne omkring delingen af Tyskland, fik Sovjetunionen og de østeuropæiske lande også tilbuddet, men takkede nej af frygt for at USA ville få stor indflydelse på de pågældende lande. Afslaget betød et markant forskel mellem øst og vest.

Omregnet til nutidskroner modtog Danmark ca. 54 milliarder kr.
(se tabel – KLIK og forstør)

Marchall hjaelpen

 

 

 

 

.
.
.

Kilde: Wikipedia. Redigeret/forkortet

comecon logoCOMECON

Council for Mutual Economic Assistance (COMECON / Comecon / CMEA / CAME), 1949 – 1991, var en økonomisk organisation af østbloklande og en form for modstykke til EF.
Comecons militære sidestykke var Warszawapagten.

Comecon blev grundlagt i januar 1949 af Sovjetunionen, Bulgarien, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Polen og Rumænien. Albanien blev medlem i februar 1949, Østtyskland i 1950, Mongoliet i 1962, Cuba i 1972 og Vietnam i 1978. Albanien suspenderede sit aktive medlemskab i 1961 og udtrådte formelt i 1987.
Jugoslavien fik associeret medlemsstatus i 1964, efterfulgt af Finland (1973), Mexico (1975) og Irak (1975). Endvidere havde Kina og Nordkorea observatørstatus.

Den primære årsag til etablering af Comecon var Josef Stalins ønske om at sikre sovjetisk dominans over vasalstaterne i Østeuropa og at formilde nogle af staterne, som havde vist interesse i Marshallplanen.

Samarbejde

Indtil slutningen af 1960erne var samarbejde det officielle udtryk, hvormed man beskrev Comecons aktiviteter. I 1971 blev Comecons aktiviteter officielt benævnt integration (udligning af “forskelle i relative knapheder af varer og tjenesteydelser staterne imellem gennem bevidst fjernelse af handelsbarrierer og udøvelse af andre former for samspil.”). Skønt en sådan udligning ikke var omdrejningspunktet i etableringen og implementeringen af Comecons økonomiske politik, øget økonomisk integration havde altid været Comecons mål.

Efter sammenbruddet af Sovjetblokken og Sovjetunionens kollaps i 1989 blev organisationen opløst i juni 1991 som følge af medlemsstaternes overgang fra planøkonomi til markedsøkonomi.

 

indexCOMECON3COMECON landene.

.
.
.

Kilde: Wikipedia. Redigeret/forkortet

2World Bank building at WashingtonVerdensbanken

– er fem internationale institutioner, som udgør den vigtigste multilaterale kilde til finansiering af ulandenes udvikling og den tekniske rådgivning af dem.
Den Internationale Bank for Genopbygning og Udvikling(IBRD)

Den Internationale Udviklingssammenslutning (IDA), formidler bistand i form af rentefrie lån og gavebistand til de fattigste ulande.

Den Internationale Finansieringsinstitution (IFC) investerer i og yder lån til private virksomheder.

Det Multilaterale Investeringsgaranti Agentur (MIGA) yder forsikring mod politiske risici i forbindelse med private investeringer i ulandene.

Endelig omfatter verdensbankgruppen et center for rådgivning og mægling i forbindelse med uenighed mellem udenlandske investorer og deres værtslande.

Ejes af 180 lande

Verdensbanken ejes af de mere end 180 medlemslande; i bankens styrende organer stemmes der efter medlemslandenes aktieposter, som nogenlunde svarer til størrelsen af de enkelte medlemslandes økonomi. Den danske aktieandel i IBRD er på 0,86%.
Verdensbanken – Verdensbanken blev dannet i 1944 med den målsætning at tilvejebringe den økonomiske genopbygning efter Anden Verdenskrig. Banken giver både lån til mellemindtægtslande og udviklingslande, der også tilbydes teknisk bistand.

Medlemslandene bidrager til bankens kapitalgrundlag alt efter deres størrelse i verdensøkonomien. Dette bestemmer også, hvor stor stemmevægt hvert land har i beslutningsprocesser, hvad der giver de rigeste lande mest magt. For at blive medlem i Verdensbanken skal et land også være medlem af Den Internationale Valutafond.

IBRD

Den Internationale Bank for Genopbygning og Udvikling (IBRD), blot kendt som Verdensbanken er en international organisation, hvis oprindelige formål var at finansiere genopbygningen efter 2. verdenskrig. I dag er dens opgave at bekæmpe fattigdom ved at finansiere stater. Dette gør banken via indbetalinger fra medlemsstaterne. Verdensbanken blev grundlagt 27. december 1945. Verdensbanken har 187 medlemslande.

Bankens årsmøder har ofte fremkaldt store demonstrationer rettet mod USAs dominans og bankens kreditpolitik overfor verdens fattigste lande. Også i 1970-mødet i København, hvor demonstrationerne var de voldsomste i Danmark siden besættelsen.

Verdensbankens hovedkvarter ligger i Washington D.C.. USAs regering udpeger bankens øverste leder. Banken blev indtil juni 2007 ledet af Paul Wolfowitz, der – udpeget af præsident George W. Bush – overtog embedet efter James D. Wolfensohn 1. juni 2005. I foråret 2007 blev bankens renommé påvirket efter tiltagende intern og ekstern kritik af Wolfowitz’ embedsførelse. Efter især europæisk pres blev Wolfowitz tvunget til at trække sig tilbage. Bush udpegede derefter den 29. maj 2007 Robert Zoellick som Wolfowitz’ efterfølger. Den 25. juni godkendte Verdensbankens bestyrelse Zoellick, og han tiltrådte 1. juli 2007. Han blev efter fem år på posten afløst af Jim Yong Kim.

Verdensbankens hjemmeside

.
.
.

Den Internationale Valutafond

indexIMF1

International Monetary Fund, IMF. Hovedopgaver skulle være at fremme internationalt monetært samarbejde og overvåge valutakurserne mellem medlemslandene.

IMF bidrog også til afviklingen af valutarestriktioner, som kunne bremse samhandelen, og den ydede lån til lande med midlertidige betalingsbalancevanskeligheder.

Valutafonden har siden midten af 1990’erne spillet en vigtig rolle i afhjælpningen af finansielle kriser og betalingsbalancekriser i en række nyere markedsøkonomier i Latinamerika og Asien. Det er sket gennem IMF’s historisk set meget omfattende långivning på betingelser til den økonomiske politik.

Betingelserne har især tilsigtet at opnå sådanne stramninger af den indenlandske finanspolitik og pengepolitik, at voldsomme fald i værdien af låntagernes valuta kunne bremses, og adgang til de internationale private lånemarkeder kunne genoprettes.

IMF’s væsentligste betydning er efterhånden de udførlige analyser af medlemslandenes økonomier, som i et mere sammenligneligt perspektiv offentliggøres i den halvårlige publikation World Economic Outlook.

Den Internationale Valutafond har 188 medlemslande.

IMFs hovedkvarter ligger i Washington, D.C..

Organisation og formål

IMF har pr. 2014 188 medlemslande (det 188. medlemsland var Sydsudan, som blev medlem af IMF i april 2012). Organisationen arbejder for at sikre “international finansiel stabilitet og monetært samarbejde, facilitere international handel, fremme høj beskæftigelse og bæredygtig økonomisk vækst samt reducere fattigdom”.

Historie

Under den verdensomspændende depression i 1930’erne brød den internationale samhandel nærmest sammen, da de fleste vestlige lande indførte handelsrestriktioner som toldbarrierer og importkvoter og begrænsede deres borgeres muligheder for at eje udenlandsk valuta.
Ved Bretton Woods-mødet i 1944, hvor 45 lande mødtes for at aftale rammerne for et kommende internationalt økonomisk samarbejde efter 2. verdenskrig, blev det derfor blandt andet besluttet at oprette IMF. Den formelle oprettelse skete året efter, og IMF havde fra starten 29 medlemslande. Organisationen skulle overvåge det internationale monetære system, sikre stabile valutakurser og tilskynde medlemslandene til at fjerne valutarestriktioner og andre tiltag, der forhindrede frihandel.

Fastkurssystemet

Indtil 1971 var det derfor en vigtig opgave for IMF at forsøge at opretholde det gældende fastkurssystem. Da USA gik fra guldet i 1971, brød dette Bretton Woods-system imidlertid sammen, og valutakurserne mellem f.eks. USA og de største vesteuropæiske valutaer har siden været flydende. IMF’s opgave er derfor også skiftet. I dag opfatter organisationen det som sin hovedopgave at styrke den globale finansielle stabilitet. Det sker ved at rådgive regeringer og centralbanker, skabe forskning og international statistik, give lån til medlemslande i økonomiske vanskeligheder og yde teknisk assistance og oplæring for at hjælpe medlemslandene med at forbedre deres økonomier.

IMF’s ledelse

Den ledende direktør, der står i spidsen for IMF, kommer traditionelt fra Europa, mens formanden for Verdensbanken kommer fra USA. Der har været stigende kritik af denne praksis, og den voksende konkurrence om de attraktive og indflydelsesrige poster vil måske åbne for, at andre regioner vil kunne komme i betragtning.

Den Internationale Valutafonds hjemmeside

.
.
.

World Trade Organization logo and wordmark.svgGATT

General Agreement on Tariffs and Trade, international handelsaftale, underskrevet af 23 lande i 1947. GATT blev med udgangen af 1994 afløst af WTO, World Trade Organization.
GATTs succes var især knyttet til toldreduktioner for industrivarer, mens landsbrugsvarer, tjenesteydelser, herunder transportydelser og ophavsrettigheder, samt frigivelse af direkte investeringer først senere fik en fremtrædende plads på dagsordenen. Mange problemer forblev dog uløste, løsningen af dem er efter WTOs dannelse blevet overladt til denne organisation.

.
.
.

WTO

er rygraden i det globale handelssystem, og både Danmark og EU har været medlem siden oprettelsen.

Verdenshandelsorganisationen (World Trade Organisation, WTO) er en mellemstatslig organisation oprettet i 1995 på grundlag af GATT-aftalen om told og udenrigshandel fra 1947 (General Agreement on Tariffs and Trade).

Arbejdet er drevet af medlemmerne og har som overordnet formål at bidrage til økonomisk vækst og udvikling ved at reducere hindringer for international handel. Det skal ske under hensyntagen til både bæredygtighed og udviklingslandenes behov – herunder især de mindst udviklede lande.

Dansk støtte

Danmark er en stærk støtte af WTO og et effektivt multilateralt handelssystem. Fra dansk side arbejder vi målrettet for åben og fair handel og fælles handelsregler, som er til gavn for alle lande, ikke mindst de fattigste udviklingslande.

Den danske mission ved WTO i Genève varetager sammen med Udenrigsministeriet i København og de øvrige ministerier i centraladministrationen de danske interesser i WTO – inden for rammerne af EU’s fælles handelspolitik.

 

WTO members and observers.svgWTO (engelsk: World Trade Organisation, dansk: Verdenshandelsorganisation) er en international organisation, der arbejder for at hjælpe producenter, eksportører og importører verden over med at udføre deres respektive hverv. Organisationen blev stiftet i 1995 og har sit hovedsæde i den schweiziske by Geneve. Man opererer i 2009 med et budget på 189 millioner schweizerfranc. 153 lande er pr. 23. juli 2008 medlemmer.

.
.
.

OECD

– er en forkortelse for Organisation for Economic Co-operation and Development (Organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling). OECD er en international organisation, grundlagt efter 2. verdenskrig og arbejder for at stimulere økonomisk fremgang og markedsøkonomi mellem de demokratisk regerede medlemslande.

OECDmørkeblå: OECD medlemmer – lyslilla: ansøgerlande – lyseste lilla (2007) samarbejdslande

 

 

 

 

.
.
.

WHO

World Health Organization, Verdenssundhedsorganisationen, blev oprettet som FN-særorganisation i 1948.

WHO bistår regeringer i at styrke nationale sundhedsvæsener, specielt i ulande, med vægt på den primære sundhedstjeneste. Dertil kommer kampen mod smitsomme sygdomme, fx malaria, tuberkulose, aids og influenza.

WHOs hjemmeside

.
.
.

Europarådet

Europarådet blev oprettet i 1949 med det formål at sikre stabilitet i Europa baseret på demokrati, menneskerettigheder, retsstatsprincipper og den fælles kulturarv. 10 lande, heriblandt Danmark, var med til stiftelsen af Europarådet. Siden er flere lande blevet optaget, og Europarådet består nu af 47 medlemslande, som i alt tæller 800 millioner europæere. Europarådet er ikke en del af EU’s institutioner.

Europarådet har vedtaget en lang række konventioner. En af de vigtigste er Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950, som bl.a. handler om menneskets ret til at leve og til at ytre sig frit. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg er oprettet i medfør af denne konvention. Borgere i alle 47 medlemslande kan indgive klage til Menneskerettighedsdomstolen, og dens domme har betydning i alle medlemslande.

Det politiske arbejde i Europarådet foregår i

  • Ministerkomiteen (udenrigsministrene), som er det besluttende organ
  • Den Parlamentariske Forsamling
  • Kongressen af Lokale og Regionale Myndigheder

Hemicycle 588-311

Europarådets Parlamentariske Forsamling
Europarådets hjemsted er Strasbourg i Alsace.

Den Parlamentariske Forsamling består af 324 medlemmer og 324 stedfortrædere, der er udpeget af og blandt medlemmerne af de 47 nationale parlamenter. Medlemmer og stedfortrædere arbejder på lige fod i Den Parlamentariske Forsamling.

Forsamlingen mødes til sessioner i Strasbourg fire gange om året, en uge hver gang. Mellem sessionerne kan Standing Committee træffe beslutninger på vegne af Forsamlingen. Standing Committee består af Forsamlingens præsident, vicepræsidenter, formændene for de nationale delegationer, formændene for de politiske grupper og formændene for komiteerne.

Det daglige arbejde varetages af Bureauet, der består af præsident, vicepræsidenter, formændene for de politiske grupper og formændene for komiteerne.
Den Parlamentariske Forsamlings arbejde forberedes i følgende 8 komiteer

  • Committee on Political Affairs and Democracy
  • Committee on Legal Affairs and Human Rights
  • Committee on Social Affairs and Human Rights
  • Committee on Migration, Refugees and Displaced Persons
  • Committee on Culture, Science, Education and Media
  • Committee on Equality and Non-discrimination
  • Honouring of obligations and Commitments by Member States (Monitoring Committee)
  • Rules of Procedures, Immunities and Institutional Affairs

Komiteerne behandler de forslag, som enkeltmedlemmer har fremsat, og udarbejder på baggrund af dem en rapport, som behandles under en af sessionerne i Den Parlamentariske Forsamling. En rapport kan indeholde en anbefaling til Ministerkomiteen, til de enkelte medlemslande og til Forsamlingen selv.
Folketingets delegation til Europarådets Parlamentariske Forsamling består af 5 medlemmer og 5 stedfortrædere. Delegationen konstituerer sig efter hvert folketingsvalg med et medlem og en stedfortræder pr. komité.

.
.
.

Nordisk Råd

– de nordiske parlamenters og regeringers officielle samarbejdsorgan, blev oprettet 1952 ved enslydende love i Danmark, Island, Norge og Sverige; Finland kom pga. Sovjetunionens modstand først med i rådet i 1955, Færøerne og Ålandsøerne i 1970 og Grønland i 1984.
Den formelle ramme er Den Nordiske Samarbejdsoverenskomst (Helsingforsaftalen) fra 1962; Nordens Dag, 23. marts, markerer indgåelsen af denne.
Rådet består af 87 parlamentarikere i fire partigrupper og de ministre (dog uden stemmeret), regeringerne udser — en sammensætning, der er internationalt enestående.
Rådet har session mindst en gang hvert år; det løbende arbejde varetages af et præsidium samt udvalg for Norden-, nærområde- og Europapolitik.
Rådet kan rådgive regeringerne og Nordisk Ministerråd, tage initiativer og kontrollere, men har ikke overstatslig magt.
Rådet er et vigtigt forum til fremme af nordisk samarbejde, også om EU- og Østersøpolitik samt arktisk politik, og blandt de hidtidige resultater er indførelsen af det fælles nordiske arbejdsmarked (1954), af pasunion (1954), etablering af Nordisk Ministerråd (1971), af Nordisk Miljøbeskyttelseskonvention (1974) og dertil samordning inden for bl.a. sundheds-, uddannelses- og kulturpolitik.

N0rdiskRaadWebNordisk råds hjemmeside. Klik for at besøge den.

 

 

 

 

 

 

Verdens ledere 2010

2010 G-20 Seoul summit

World leaders at the 2010 G-20 Seoul summit Left to right: Front row: Jacob Zuma (South Africa), Dmitry Medvedev (Russia), Nicolas Sarkozy (France), Susilo Bambang Yudhoyono (Indonesia), Luiz Inácio Lula da Silva (Brazil), Lee Myung-bak (South Korea), Hu Jintao (China), Felipe Calderón (Mexico), Cristina Fernandez (Argentina), Barack Obama (USA), Recep Tayyip Erdoğan (Turkey) Middle row: Bingu wa Mutharika (African Union), Herman Van Rompuy (European Council), Naoto Kan (Japan), Silvio Berlusconi (Italy), Angela Merkel (Germany), Manmohan Singh (India), Stephen Harper (Canada), David Cameron (United Kingdom), Julia Gillard (Australia), José Manuel Barroso (European Commission), Meles Zenawi (NEPAD) Back row: Pascal Lamy (World Trade Organization), Dominique Strauss-Kahn (International Monetary Fund), Juan Somavía (International Labour Organization), Saud bin Faisal bin Abdul-Aziz (Saudi Arabia), Lee Hsien Loong (Singapore), José Luis Rodríguez Zapatero (Spain), Nguyen Tan Dung (Vietnam, ASEAN), Ban Ki-moon (United Nations), Robert Zoellick (World Bank), José Ángel Gurría (OECD), Mario Draghi (Financial Stability Forum)

 

Kilde og inspiration: Wikipedia, den frie encyklopædi