Konkurrencestaten

Christian-Lambiotte300-P0001030512HBill Clinton og Jacques Delors, to magtfulde mænd
Foto: Christian-Lambiotte
1. januar 1993 stod USA’s præsident Bill Clinton foran Kongressen og sagde: »Det er en ny tid. Den kolde krig er ovre. Vi går nu over i nationernes konkurrence (ikke længere blot Sovjetunionen), hvor vi konkurrerer nation mod nation på vores evne til innovation og teknologisk udvikling«.
Det var en ny opfattelse af statens rolle Bill Clinton lancerede, menogså Jacques Delors (formand for Europa-Kommissionen) begyndte nu at tale om nationalstaterne som virksomheder, der var i konkurrence med hinanden.
Også etableringen af EF’s Indre Marked og den første strategi for EF’s globale konkurrenceevne satte turbo på udviklingen af konkurrencestaten, som nogle mener, er den uundgåelige afløser af velfærdsstaten.

  Hør podcast om Konkurrencestaten

*

Forestillingen om at stater konkurrer indbyrdes er i virkeligheden ikke ny, den går helt tilbage til Platon og Aristoteles, det er selve forudsætningen for overhovedet at forstå, hvorfor staterne er opstået. Men snart skulle begrebet ”konkurrencestaten” – selvom det ikke var klart defineret – vise sig at blive et vigtigt argument for eksperter og politikere, der enten ville afvikle eller forandre den traditionelle velfærdsstat.Allerede i 1970’erne var velfærdsstaten i knibe – ikke kun i Danmark. Konjunkturerne var dårlige, og de mange velfærdsydelser pressede de offentlige finanser. De skiftende statsministre Anker Jørgensen (A), Poul Hartling (V) og den konservativ Poul Schlüter kæmpede med økonomien – især den sidste, som sad i 11 år, inden han blev fældet af Tamilsagen, vovede ikke at pille ved velfærdsstaten, selvom den mere var et socialdemokratisk end et liberalt projekt.

podcastikon2  Se og lyt til videopodkast Podcast

KonkurrencestatenDer er intet, der er så svært i Danmark som at ændre velfærdsstaten, fordi flertallet er afhængigt af den. Denne afhængighed skaber en konservativ klemme omkring reformer. Hver gang man reformerer, er der nogle, der vinder, og nogle, der taber. De første siger ikke noget. De sidste skriger højt i medierne«.
Ove Kai Pedersen, Politiken 18. Aug. 20

Rigtig mange steder i den vestlige verden blev socialdemokratiske regeringer skiftet ud på stribe, og i stedet begyndte neo-liberale statsledere som Ronald Reagan (USA) og Margaret Thatcher (England) op gennem 1980’erne at støbe fundamentet til deres opfattelse af konkurrencestaten gennem udliciteringer og privatiseringer.

Både røde og blå regeringer i Danmark følger trop, og følger fra 1990’erne ideerne om konkurrencestaten. På uddannelsesområdet betød det bl.a., at formålet med uddannelse langsomt skiftede fra et dannelses- og demokratiperspektiv til et færdigheds- og arbejdsmarkedsperspektiv.

Hvad er konkurrencestaten

konkurrencestatenDet nye begreb – ”Konkurrencestaten” – var en realitet længe før professor Ove Kaj Pedersen i 2011 udgav en bog med titlen ”Konkurrencestaten”, hvor han redegør for en bestemt forståelse af moderne stater – nemlig ideen om »nationernes konkurrence«, dvs. ideen om at alle lande i dag er del af en bestandig international kamp på kompetencer, viden og udvikling. Og at denne kamp er et grundvilkår, som vi ikke kan undsige os.
Statens primære opgave er ikke længere at beskytte borgerne mod kapitalismens negative konsekvenser, men at ruste dem til den internationale konkurrence.
Det er en meget væsentlig beskrivelse og analyse af velfærdsstatens udvikling fra efterkrigstiden til i dag. Men bogen deler vandene, mellem folk der som Ove Kaj Pedersen mener, at vi ikke kan fravælge konkurrencestaten, og folk som mener, at det politiks er muligt at vælge en anden vej.

*

De moderne velfærdsstater blev opbygget fra 1950’erne med de nordiske velfærdstater som de bedst kendte eksempler. Opbygningen fandt sted inden for rammerne af Bretton Woods-systemet, der var et internationalt samarbejde om valuta og handel. Den danske velfærdsstat blev skabt med fokus på lighed og universelle rettigheder. Velfærdsstaten skulle beskyttede befolkningen mod de negative følger af kapitalismen ud fra en keynesiansk forståelse og var orienteret mod det gode liv i et demokratisk fællesskab. Målet var velfærd – ikke vækst, der primært var et middel til at finansiere velfærdssamfundet.
Når både de røde og blå partier kunne bakke op om at etablere velfærsstaten skyldes det også frrygten for, at vælgerne skulle tilslutte sig de socialistiske ideer,  som vandt betydelig tilslutning efter anden verdenskrig var afsluttet.

*
Bretton Woods var et stabilt fundament under de enkelte landes nationale finanspolitik, der kompenserede husholdninger og virksomheder i tilfælde af konjunkturnedgange. Velfærdsstaten var derfor kendetegnet ved en finanspolitik, der skaber efterspørgsel i tilfælde af arbejdsløshed (forbrugerlinjen), hvorimod konkurrencestaten i dag er kendetegnet ved udbudspolitikker, der fremmer udbuddet af arbejdskraft (arbejderlinjen), også selv om efterspørgslen efter arbejdskraft er vigende. I den nordiske konkurrencestat kombineres forbrugerlinjen med arbejderlinjen og de nordiske velfærdsstater fungerer stadig som ”økonomiske stabilisatorer” i tilfælde af økonomisk krise, hvorfor både efterspørgsel og udbud af arbejdskraft søges holdt i balance.
*

Skiftet fra velfærdsstat til konkurrencestat sker ikke på et bestemt tidspunkt. Det kan bedst forklares ved, at der sker et ukendt antal af ændringer i den internationale politiske og økonomiske magtdeling. De væsentligste årsager er:

  • at velfærdssamfundet er blevet for dyrt
  • at neo-liberal politik dominere
  • at velfærdssamfundet ikke harmonerer med globaliseringen
*

En konkurrencestat løser andre opgaver end velfærdsstaten, idet den søger at fremme den private sektors konkurrencedygtighed ved at skabe komparative fordele, se Porters model, der viser, hvor staten kan påvirke virksomhedernes konkurrenceevne. Konkurrencestaten kan på den ene side være forskellig fra velfærdsstaten, da den fremmer udbuddet og kvaliteten af arbejde (ligesom af kapital og teknologi) frem for at uddele sociale rettigheder til alle uanset deres tilknytning til arbejdsmarkedet. Den kan samtidig være en velfærdsstat, dels fordi den gør det muligt at øge befolkningens uddannelsesniveau, dels fordi den søger at forebygge, at den enkelte taber arbejdsevne gennem sygdom i stedet for, som velfærdsstaten, at tilbyde omsorg og lindring, når sygdom er indtruffet. I disse tilfælde har konkurrencestaten højere velfærdsmål end velfærdsstaten.

*
Porters diamanten model, der giver et samlet billede af en virksomheds konkurrenceevne

Denne model er udviklet til en strategi for et lands konkurrenceevne og er blevet anvendt som udgangspunkt for strukturpolitiske indgreb.Diamanten har fire hjørner:

  1. Faktorforhold, som bl.a. inddrager arbejdskraftens uddannelse, teknologi og adgang til råvarer.
  2. Efterspørgselsforhold, som fx kan være godt og krævende hjemmemarked, lokal konkurrence, offentlige kvalitetskrav m.m.
  3. Erhvervsmiljø, som kan være understøttende og relaterede virksomheder, beslægtede brancher m.m.
  4. Strategi. Virksomhedernes strategi, konkurrence og branchestruktur.
    images
PortersDiamant2
Diamant modellen: Professor Michael Porter Institute for Strategy and Competitiveness Harvard Business School.
 Her bruges modellen for at illustrere, at et lands konkurrenceevne kan øges ved at analysere og fremme en udviklings-strategi, for de faktorer, der bestemmer konkurrenceevnen, og dermed styrker konkurrencestaten.

 

*

Kravet om effektivitet (besparelser) – bl.a. via øget konkurrence – har siden 1980’erne ført til en række reformer i forbindelse med levering af offentlig service (uddannelse, sundhed m.v.), men også med hensyn til offentlige ydelser (dagpenge, studiestøtte m.v.).

Hvor velfærdsstaten sikrede alle lige muligheder uanset tilknytning til arbejdsmarkedet, pålægger konkurrencestaten den enkelte et større individuelt ansvar, den kombinerer lige adgang til uddannelse og sundhed med et eget ansvar for at søge undervisning og påvirker da også den enkelte hertil gennem incitamenter (skattefritagelse eller offentlige tilskud), ligesom den presser den gennem kontrol (aktivering) eller med sanktioner (fratagelse af tilskud og nedsættelse af ydelser).

*

Flere reformer i Danmark i perioden 2009-2016 peger i retning af, at politikerne er overbevist om, at overgangen til konkurrencestaten er absolut nødvendig. Aftalerne om afkortning af dagpengeperioden, efterlønnens afvikling og senere pensionsalder, indgået mellem Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre kan opfattes som et skridt i den retning. I samme retning pegede tidligere beskæftigelsesminister Mette Frederiksens plan om at nedbringe antallet af kontanthjælpsmodtagere, og de af regeringen Helle Thorning-Schmidt iværksatte reformer af sygedagpenge, førtidspension og fleksjob.
Kilder, citater og inspiration: Den Store Danske
Peter Nielsen, lektor på RUC og Maria Reumert Gjerding, folketingskandidat for Enhedslisten
Wikipedia

*
Danmarks eneste chance?

Konkurrencestaten bygger både politisk og retorisk på en økonomisk motiveret logik, hvor det at vinde den globale kamp om ressourcerne, kompetencerne, markedsandelene, etc. bliver et middel til at nå det ultimative mål: vækst. Denne logik har en stærk intern sammenhængskraft; har man først accepteret, at vi både som individer og som samfund drives af ønsket om nyttemaksimering, så følger de øvrige argumenter om ønskværdigheden af fri og lige konkurrence – individ mod individ, virksomhed mod virksomhed, stat mod stat – logisk deraf. Men er vækst egentlig et mål i sig selv?

*

Og er individets og statens øgede konkurrenceevne den eneste vej til at nå dette mål? Her må først tages et lille forbehold; i Danmark ses vækst i udgangspunktet som et middel til at sikre velfærden, snarere end som et endemål. Den retoriske udmøntning af alt dette er, at konkurrenceevne (hvilket her forstås som lig med evnen til at skabe og sikre økonomisk vækst) indsættes som den ultimative hjemmel i den politiske argumentation. Den alment anerkendte præmis er, at vi skal gøre det, der skaber størst mulig vækst, og politiske tiltag, der kan sandsynliggøre deres vækstpotentiale, har dermed gode muligheder for at blive gennemført. I forhold til borgeren fører det… til et fokus på den enkeltes kompetencer; altså, hvad han eller hun kan bidrage med i den interne og eksterne konkurrence, hvilket… har afgørende betydning for, hvordan man tænker og taler om uddannelsessystemet. Uniavisen 12/4-13 Enter your content here.

 

Den gamle og den nye statsform, kan beskrives som i dette skema:
VELFÆRDSSTATEN

1. Velfærdsstaten vil udvikle det “moralske fællesskabsmenneske”.

2. Velfærdsstaten er solidarisk med de udsatte og sårbare.

3. Velfærdsstaten ser den enkelte borger som en værdi i sig selv.

4. Velfærdsstaten er en beskyttelse mod sociale risici.

KONKURRENCESTATEN

• Konkurrencestaten vil udvikle “det opportunistiske privatmenneske”

• Konkurrencestaten er solidarisk med de arbejdende og skattebetalende

• Konkurrencestaten fastlægger den enkeltes værdi som bestemt af funktionsevnen på arbejdsmarkedet

• Konkurrencestaten mobiliserer befolkningen og virksomhederne som aktører i den globale konkurrence

I en kommentar til det afsluttende bind af serien “Dansk Velfærdshistorie” fremhæver to af bidragsyderne ovenstående forskelle mellem Velfærdsstaten og Konkurrencestaten

Dette skema skaber næppe ret megen uenighed, det gør derimod opfattelsen af, at konkurrencestaten ikke er noget vi frit kan vælge til eller fra.

*

-ove-kaj-pedersen 160Professor Ove Kai PedersenBevægelsen fra velfærdsstat til konkurrencestat betyder en afdemokratisering, en centralisering og en teknokratisering. Men også en ændring i menneskesyn og syn på staten. Den moralske og demokratiske medborger som ideal bliver afløst af den økonomisk-opportunistiske forbruger.

”jeg siger ikke at konkurrencestaten er skidt eller er godt – det er det, der sker”, siger Ove Kai Pedersen, og forsøger at fastholde sin rolle som neutral forsker. Neutral er han dog langt fra i et stort interview i Politiken 28. nov. 2015, dagen efter han forsvarede sin doktorafhandling om konkurrencestaten.

*

Kære kultur- og uddannelseselite. I har foragtet Corydons konkurrencestat uden at sætte jer ind i, hvad den handlede om. Men nu har I med Løkke fået den rå, visionsløse og teknokratiske konkurrencestat, I frygtede. Sådan lød det fra professor Ove Kaj Pedersen i følgende citat fra interviewet.

Skærmbillede 2016-01-19 kl. 21.24.51
Kritikkerne skriver mange koronikker og debatindlæg. Folk der har et positivt syn på konkurrencestaten ytre sig stort set ikke.
*

»Skæbnens ironi er, at den teknokratiske og rå konkurrencestat, som kultur- og uddannelseseliten anklagede Bjarne Corydon for at stå i spidsen for, den har de først fået nu. Med Løkke-regeringen. Den åndelige dovenskab blandt de såkaldt intellektuelle fik dem til at kaste sig over Thorning-Corydon, som faktisk havde et visionært projekt, der gik ud på at redde en solidarisk og lighedsorienteret velfærdsstat. Nu har de intellektuelle fået det, som de frygtede. En regering uden fremtidsvisioner og planer, der rykker rundt på pengene og sparer på nogle af de områder, der skulle fremtidssikre vores samfund: ulandsbistanden, uddannelserne, miljøet. Det er tankevækkende«.

*

På spørgsmålet, om det ikke er forståeligt, hvis der er mennesker, der insisterer på at gøre op med det nogle opfatter som ’nødvendighedens politik’, svarer professoren: »Det er den anden store misforståelse blandt kritikere. Der findes nemlig ikke én udgave af konkurrencestaten, som man realiserer gennem ’nødvendighedens politik’. I Danmark har vi en solidarisk og lighedsorienteret konkurrencestat, som Thorning og Corydon sammen med SF og Radikale Venstre ville reformere for at bevare. I USA har man fjernet velfærden. Og i Tyskland restrukturerer man velfærden. Pointen er, at der er flere typer konkurrencestater og mange reformveje. Globaliseringen skaber nogle mulighedsbetingelser – men det er os, der bestemmer, hvordan vi vil indrette os. Nødvendighedens politik findes ikke«.

*

I den aktuelle debat om konkurrencestaten knækker filmen, fordi den deskriptive analyse bliver til normative idealer, når man lader økonomien og konkurrencedygtigheden være altings målestok. Statens opgave bliver da ikke først og fremmest at skabe lige muligheder for alle, men at investere i social velfærd og infrastruktur, der kan styrke de private virksomheders konkurrenceevne, som bl.a. forlagsredaktør Anders Hassing har udtrykt det.

Grundtvig skrev engang, at ”ordet skaber, hvad det nævner” – Jeg er enig i, at vi skal skabe arbejdspladser, men ord betyder noget, og ordet konkurrencestat gør det lettere f.eks. at udlicitere. Det legitimerer noget, jeg ikke kan lide som socialdemokrat, sagde Carsten Hansen til Fyens Stiftstidende.

 

 

 

 

Konkurrencestaten buldre derudaf                         -kritikken preller af

Her er et meget langt citat fra et debatindlæg. Bare et af de mange hundrede der er sendt ind til dagbladet Politikken.

Konkurrencestaten – et taberprojekt

Af Lene Andersen, Civiløkonom (HA) 8. december 2013

Konkurrencestaten er et misfoster, og Danmark kan udelukkende overleve som samarbejdsstat. Samarbejde udadtil med de andre nationalstater og indadtil med borgere, virksomheder, organisationer og institutioner.

*

I størstedelen af det politiske spektrum synes der at herske konsensus (enighed) om, at Danmark skal være en konkurrencestat. Før var vi en velfærdsstat, nu skal Danmark konkurrere mod alle de andre stater, velfærden skal indrettes på det, og der er ikke noget alternativ. For DJØF-segmentet, som sidder på den politiske diskurs, er det sådan, verden ser ud, og selvom der er nogle, som ud fra et humanistisk menneskesyn drømmer om noget andet, så er det ikke et standpunkt, der kan vinde politisk ørenlyd. Men hvad er konkurrencestaten egentlig, og kan det virkelig passe, at den er Danmarks redning?

Svaret er nej. Konkurrencestaten er et forældet projekt og en rigtig dårlig idé, den kommer til at blive landets ruin, og i realiteten er vi blot ved at top-tune os selv til 1995. Her er hvorfor: …

*

Fra 1993 begyndte der imidlertid at dukke et nyt statskoncept op. Bill Clinton og Jacques Delors begyndte at tale om nationalstaterne som virksomheder, der var i konkurrence med hinanden. Dette fremgår bl.a. af professor Ove Kaj Pedersens bog Konkurrencestaten (Hans Reitzels Forlag, 2011). Siden 1993 er statens rolle således blevet ændret fra at være den ramme, der gennem økonomiske og politiske tiltag bl.a. skulle beskytte befolkningen mod internationale konjunkturer, til at staten nu selv skal være en konkurrent på et internationalt ’marked’. Konkurrencestatens rolle er at indrette sig, så den har den bedste økonomiske, erhvervsmæssige, sociale etc. infrastruktur sammenlignet med andre stater, så den kan tiltrække flest investeringer og produktive hoveder.

*

Derfor konkurrerer nationalstaterne i øjeblikket om at være dem, der tør sænke skatterne mest muligt. Nationalstaterne har kort sagt kastet sig ud i et kollektivt race to the bottom, og konsekvensen er, at der før eller siden ikke er nogen penge at drive nationalstat for.

Konkurrencestatskonceptet er fundamentalt forfejlet. Nationalstater er ikke virksomheder. De er nationalstater, og det er som sådan, de må og skal agere. Det giver ganske enkelt ikke mening i en globaliseret verden at opfatte de andre stater som vores konkurrenter. Tværtimod er de andre stater vores kolleger. Som nation har vi fælles interesser med de andre nationer, og tanken om, at vi på nationalt plan kan konkurrere os til en bedre fremtid, er hul i hovedet.

*

Der er især to ting, som gør, at nationernes indbyrdes konkurrence bliver vores fælles ruin. Ingen af dem er med i Pedersens bog, og de optræder heller ikke i den politiske debat. Den ene er internettet, den anden er de multinationale selskaber, som har større økonomier end små nationalstater. Hvordan Pedersen kan have overset begge dele i en bog fra 2011, forstår jeg ikke, og i det omfang, landets politikere og embedsværket anvender Konkurrencestaten som en slags road map eller i det hele taget opererer ud fra økonomiske teorier, der er ældre end internettet, er det som at navigere over Atlanten efter et kort over Peblingesøen. …

*

Dette ændrer radikalt præmisserne for nationalstaten. Hvilket land vil ikke gerne sænke sine skatter for at tiltrække Walmarts (et multinationalt selskab hvis omsætninger er 4 gange større end den danske stats) eller andre store virksomheders hovedkontor? Ja, faktisk behøver man ikke engang tiltrække hovedkontorerne i fysisk forstand, for takket være internettet er det umuligt at sige, hvor firmaernes hovedaktiviteter eller den overskudsskabende aktivitet foregår. Man kan nøjes med at tiltrække firmaernes bankkonti. Nationalstaternes konkurrenter er altså ikke de andre nationalstater, men de virksomheder, som er så store, at de kan trumfe nationalstater på økonomisk magt. – Og så har jeg ikke engang nævnt de svimlende summer, som finansverdenen kan flytte rundt. Derfor er nationalstaterne hinandens kolleger, og de er nødt til at begynde at opfatte sig som kolleger i en global verden. Der er ingen stater, som kan ’vinde’ den globale konkurrence, vi kan kun alle blive tabere. …

*

Konkurrencestaten er derfor et misfoster, og Danmark kan udelukkende overleve på at blive en samarbejdsstat; samarbejde udadtil med de andre nationalstater, samarbejde indadtil med borgere, virksomheder, organisationer og institutioner. I stedet for at deltage i en global, økonomisk udmattelseskamp, som kun producerer tabere, burde Danmark gå forrest i en udvikling af nogle fælles, globale økonomiske spilleregler og globale arbejdstagerrettigheder. Takket være tidligere generationers samfundssind er vi nemlig et af de lande, som har både anseelse og råd.

En konkurrencestat er er
et moderne velfærdssamfund

– hvis jeg bestemmer, men der er jo andre som har andre holdninger og mål, og det må de jo så redegøre for, siger Bjarne Corydon.

I er interview i Politiken 23. august 2013 erklærede den daværende socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon sig som tilhænger af konkurrencestaten og fastslog, at socialdemokratiets økonomiske politik er indstillet på konkurrencestatens betingelser, som bl.a. indebærer, at :”hvis man skal sikre opbakning til velfærdsstaten, må man fokusere på kvaliteten af de offentlige serviceydelser frem for på overførselsindkomster”. Den moderne velfærdsstat vil Corydon støtte ved at satse stærkere på investeringer i uddannelse og forskning og mindre på overførselsindkomster.
Det der bekymre Corydon er formentlig en frygt for, at befolkningens vilje til gennem høje skatter solidarisk at financiere velfærdsstaten kan svækkes, hvis vælgerne oplever, at de ikke får nok udbytte af de mange skattekroner.

Velfærdsydelser

OVERFØRSELSINDKOMSTER skal sættes ned og/eller begrænses
Barselsdagpenge • Dagpenge • Kontanthjælp • Ledighedsydelse • Revalidering • Starthjælp • Sygedagpenge • Introduktionsydelse • Kontante ydelser i asylsystemet • SU i Danmark og udlandet • VEU-godtgørelse • Efterløn • Fleksjob • Fleksydelse • Folkepension • Førtidspension • Reintegrationsbistand.
SERVICEYDELSER
skal forbedres for at sikre befolkningens vilje
til at betale høje skatter
• Dagtilbud (vuggestue, børnehaver, dagpleje og lignende), herunder: tilskud og plads opholdskommune, søskendetilskud, fripladstilskud, tilskud og plads anden kommune, mad i daginstitutioner og tilskud til privatinstitutioner • Tilskud til pasning af egne børn • Tilskud til privatpasning • Fritidshjem, herunder: tilskud og plads i opholdskommunen, tilskud og plads i anden kommune, søskendetilskud, fripladstilskud, mad i fritidshjem, tilskud til kommunale og selvejende fritidshjem i kommunen, tilskud til privat fritidshjem • Klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge, herunder: tilskud og plads i opholdskommunen, tilskud og plads i anden kommune, fripladstilskud, søskendetilskud. Serviceydelser – handicaphjælp • Aktivitets- og samværstilbud • Beskyttet beskæftigelse • Boligindretning • Borgerstyret personlig assistance • Forbrugsgoder • Hjælpemidler • Individuel befordring

*

• Kontaktpersonordning til døvblinde • Ledsageordning, herunder: til unge mellem 16 og 18, til voksne fra 18 år • Merudgiftsydelse: dækning af nødvendige merudgifter som følge af funktionsnedsættelse hos et barn med handicap, dækning af nødvendige merudgifter som følge af funktionsnedsættelse • Midlertidigt ophold i botilbud • Pasning af nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom • Plejevederlag • Socialpædagogisk bistand • Støtte til køb af bil • Særlige dagtilbud til børn med handicap • Særlige klubtilbud til børn med handicap • Tabt arbejdsfortjeneste til forældre, der passer et barn i hjemmet • Tilbud af behandlingsmæssig karakter • Tilbud om gratis rådgivning til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer

*

• Tolkning til personer med hørehandicap • Varigt ophold, boformer Serviceydelser – udsatte • Anbringelse uden for hjemmet • Konsulentbistand • Pædagogisk støtte i hjemmet • Familiebehandling • Aflastning • Kontaktperson • Formidling af praktiktilbud • Behandling af stofmisbrugere • Efterværn • Gratis familieorienteret rådgivning • Herberger og forsorgshjem • Kvindekrisecentre Serviceydelser – ældre • Friplejeboliger • Generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte • Genoptræning • Hjemmehjælp, herunder: hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver hjemmet, personlig hjælp og pleje, kontanttilskud til ansættelse af hjælper, madservice • Plejehjem og beskyttede boliger • Tilbud om afløsning eller aflastning til pårørende, der passer en person med nedsat funktionsevne • Tilbud om forebyggende hjemmebesøg til alle borgere, der er fyldt 75 år • Tilbud om midlertidig ophold til personer, der en periode har et særligt behov for omsorg og pleje

*

• Vedligeholdelsestræning Serviceydelser – sundhedsområdet • Alkohol og stofmisbrugsbehandling • Behandling hos alment praktiserende læger og praktiserende speciallæger • Den offentlige rejsesygesikring • Forebyggende sundhedsydelser, herunder sundhedsplejeske • Genoptræning • Hjemmesygepleje • Kommunal tandpleje • Regionstandpleje • Sygehusbehandlinger • Tilskud til behandling hos tandlæge, kiropraktor, fysioterapeut, fodterapeut og psykolog • Tilskud til lægemidler • Vaccinationer • Verderlagsfri fysioterapi Serviceydelser – undervisning • Erhvervsfaglige uddannelser: EUD, AER • Grundskole: Folkeskolen, frie grundskoler, efterskoler, moderålsundervisning • Gymnasiale uddannelser: stx, hhx, htx, hf, IB (herunder IB-tilskud til IB-uddannelse i udlandet) • SPS (specialpædagogisk støtte) • Uddannelseskort (befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelse) – transport • Videregående uddannelser: Erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser, bachelor- og kandidatuddannelser, fripladser og stipendier, udbud udlandet

*

• Voksen- og efteruddannelse: AVU, FVU, AMU, akademi- og diplomuddannelser, folkehøjskoler Tillægsydelser – sociale • Boligsikring • Boligydelse • Børnetilskud • Efterlevelseshjælp • Enkeltydelser efter aktivloven • Helbredstillæg • Personligt tillæg • Særlige regler om hjælp til visse persongrupper • Varmetillæg • Børne- og ungeydelsen (”børnecheck”) • Flytte og etableringstilskud efter Almenboligloven • Repatrieringsstøtten • Handicaptillæg til studerende Tillægsydelser – sundhed • Befordring og befordringsgodtgørelse • Begravelseshjælp • Tilskud til ernæringspræparater • Tolkebistand

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

*

Den offentlige sektor i Danmark dækker mange af de områder, som det private marked tager sig af i lande med andre velfærdsmodeller. Det gælder f.eks. lægehjælp og uddannelse, som borgere i mange andre lande selv må betale for.
Når det offentlige går ind og blander sig i markedet ved at opkræve skatter og omfordeler de økonomiske midler i samfundet, kaldes det ”offentlig intervention”. Den offentlige intervention er med til at sikre, at der sker en ligelig fordeling af de økonomiske resurser i det danske samfund. Dette sikrer, at man uanset uddannelses niveau og social baggrund, er sikret velfærdsydelser og økonomisk sikring i tilfælde af, at man er ude af stand til at arbejde.

*
Velfærd stammer fra gammel nordisk “at fare vel”, med den betydning at man har en god rejse. I den samfundsfordelte velfærd indgår, at en lang række goder som sygehusvæsen, uddannelse mm. tilbyder borgerne. Et samfund der i udstrakt grad har sådanne goder kaldes et velfærdssamfund.

Velfærdsbegrebet er mangfoldigt og en entydig definition er vanskelig at foretage. Der er dog en vis konsensus (enighed) blandt forskerne om, at velfærd både omfatter materielle og immaterielle værdier. Der er endvidere en række normative forudsætninger for velfærd, f.eks. en forestilling om solidaritet mellem forskellige grupper af borgere.
Velfærd er traditionelt blevet tolket i en økonomisk ramme, i betydningen “rådighed over økonomiske goder”. Velfærd kan både ses som et mål i sig selv (idealet om at fordele så mange goder som muligt til flest mulige borgere) og som et middel til livskvalitet for flest mulige.

*

Karakteristisk for den danske velfærd er, at den varetages af staten, som så financierer ydelserne via skatteindtægter. Herved forstås ikke alene sociale ydelser, men også skattefinansierede uddannelser, offentlig børnepasning, sygdomsbehandling mm.
Den danske velfærd er desuden karakteriseret ved at denne er afkoblet fra indbetalinger til ordningerne; f.eks. er det ikke en betingelse for modtagelse af folkepension, at man har betalt skat i Danmark – man skal dog have boet i landet i mindst fem år op til pensionsalderen. Dog er dette princip ikke universelt for det danske velfærdssystem, f.eks. kræves der indbetaling i en række år for at være berettiget til efterløn, omend indbetalingerne langt fra dækker udbetalingerne.
Velfærd: https://da.wikipedia.org/wiki/Velf%C3%A6rd

*
Danmarks medlemsskab af EU og den store tilstrømning af flygtninge skaber et nyt pres på Velfærdsstaten. Dels fordi EU’s udvidelse mod øst har betydet en vækst i fremmed arbejdskraft, fx. fra Polen, som har ret til danske velfærdsydelser, og dels fordi de mange flygtninge, også har ret til danske velfærdsydelser.

Sammenligning mellem velfærdsmodellerne

De tre eksisterende velfærdsmodeller er: den universelle, den selektive og den residuelle. Navnene dækker over udvælgelsesmetode til hvem, der er berettiget til velfærdsydelserne.

Den residuale velfærdsmodel eller liberale, der benyttes i de angelsaksiske lande, er karakteriseret ved forholdsvis lave skattesatser. Dermed kommer der begrænsede og lave overførselsindkomster. Ideen er, at man kun får støtte, hvis man virkelig har brug for det, og således er det de fattigste og svageste, der får velfærdsydelserne. Ved brug af denne velfærdsmodel sikrer staten således en minimumslevestandard for befolkningen, men der skabes samtidig en betydelig forskel mellem rig og fattig.

*

Den selektive velfærdsmodel eller konservative sikrer borgernes velfærd gennem obligatoriske socialforsikringsordninger fra arbejdsmarkedet. Da fokus er på samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter og staten betegnes den også som den korporative model. Den centraleuropæiske velfærdsmodel fokuserer på fællesskabet.
Ydelserne er bestemt af borgerens tilknytning til arbejdsmarkedet over tid, og det er vigtigt at nævne, at modellen bibeholder den konventionelle familietype med hjemmegående husmor og (ene)forsørgende husbond. Ældre- og børneomsorg bliver varetaget af gejstlige institutioner, og statens subsidiaritetsprincip gælder kun, når familien ikke længere er i stand til at opretholde en tilværelse. Individets primære fællesskab er familien.

*

Den universelle velfærdsmodel eller Socialdemokratiske (nordiske) er præget af omfattende omfordeling og høj skatteprocent. Overførselsindkomsterne er relativt høje, og der tages hensyn til arbejdsløshed og andre former for problemer gennem en detaljeret socialpolitik og et “sikkerhedsnet”. De sociale ydelser er universelle og ikke selektive, således at retten til ydelsen er ens for alle uanset indkomst eller præferencer. Desuden er den skandinaviske velfærdsmodel gennem de høje omfordelinger med til at skabe en stor middelklasse. Børnefamilieydelsen og folkepensionens grundbeløb er eksempler på universelle ydelser i Danmark, mens dagpenge ved arbejdsløshed er forsikringsbaserede.

Den universelle velfærd bygger på en meget socialbevidst tankegang om, at et samfund fungerer bedst, når alle dets borgere har de samme muligheder.
Velfærd: https://da.wikipedia.org/wiki/Velf%C3%A6rd

Konkurrencestaten: Mere velfærd og lavere skatter?

*

DANMARK har verdensrekord i skatter og afgifter. Vi har ikke råd til lavere skat, for så mangler der penge til vældfærden, siger mange partier og politikere, mens andre hævder, at det med de nuværende skattesatser ikke kan betale sig at arbejde mere end højst nødvendigt, så i stedet for at folk arbejder mere og dermed betaler mere i skat, arbejder man mindre og dermed går staten glip af skatteindtægter, som ellers kunne forbedre den offentlige velfærd. Derfor burde det være logisk, selv for regeringsmedlemmer, at hvis skatterne sænkes på en måde, der gør det mere fordelagtigt at arbejde lidt mere, vil både den enkelte og statskassen få en større del af kagen. Disse “dynamiske effekter” har med stor succes fungeret i mange af de lande, vi normalt sammenligner os med.
Uddrag af debatindlæg i Jyllandsposten 14.12.2000: Af Anders Møller, folketingskandidat (V)

 

Model

Illustration af velfærdsstatens politiske paradokAlle danske partier lover: at de vil bevare og styrke (udbygge) velfærdstaten.
Men siger de så også, at de vil bruge flere
skattekroner på velfærd!Nej man taler om at reformere og rationalisere. Det er det, som grafikken forsøger at illustrere.
Bevare
I konkurrencestaten har man bevaret overførselskomsterne, men fx. dagpengeperioden er indskrænket meget væsentlig.
Styrke /udbygge
I konkurrencestaten har man udbygget fx. ydelserne til sygehusene. Men samlet set er der skåret på velfærdsstaten.

Er det så sandt, at man i dette eksempel – både har bevaret og udbygget velfærdsstaten!

Velf-Konk-model2

 

 

 

 

 

images

Nyttige links

Skærmbillede 2016-01-25 kl. 13.21.32https://da.wikipedia.org/wiki/Velf%C3%A6rdsstaten_i_Danmark
Skærmbillede 2016-01-25 kl. 13.22.00
http://www.faktalink.dk/titelliste/velfaerdsstaten/introduktion-til-velfaerdsstaten
Skærmbillede 2016-01-25 kl. 13.29.55
https://en.wikipedia.org/wiki/Welfare_state

 

Hvad siger Ove Kai Pedersen til kritikkerne

Coridon forsvarer han bl.a på denne måde. »Han siger jo netop, at konkurrencestaten er en variant af velfærdsstaten og et vilkår skabt af globaliseringen og den nye teknologi – den ramme, inden for hvilken vi diskuterer forskellige alternativer«.

En væsentlig del af argumentationen bygger på, at globaliseringen har betydet, at konkurrencen på de internationale markeder er afgørende for statens politiske ageren. Denne realitet har fundamentalt forandret den politiske dagsorden.

*

Ove Kai Pedersen afviser ikke, at borgerlige regeringer hidtil har forsvaret velfærdsstaten: » …men under den overflade er der noget andet på spil. Politik er blevet et spørgsmål om cost-benefit-tænkning. Borgerne tænker i stigende grad: ’Hvad betaler jeg i skat, og hvad får jeg selv tilbage?’. Se bare håndværkerfradrag, SU, sundhedsvæsenet, de sociale ydelser – hele vejen rundt er holdningen den samme. ’Hvis jeg ikke individuelt får noget ud af det solidariske, opgiver jeg det solidariske’. Solidaritetsprincippet er i krise, og en lighedsorienteret velfærdsmodel er ikke nogen naturlov. Ikke engang i Danmark. Der er derfor meget på spil. Foreløbig har vi en teknokratisk konkurrencestatsregering uden fremtidsmål. Men måske med den hensigt at gå fra en konkurrencestat til et konkurrencesamfund«.

*

Ove Kai Pedersen afviser at konkurrencestaten er et normativt politisk-ideologisk begreb, altså noget man kan vælge til eller fra. Det kan man ikke, konkurrencestaten er et vilkår, en benhård realitet. Den er et resultat af globaliseringen og europæiseringen, som i de seneste 25 år har lagt et pres på alle nationalstater, siger professoren.
Politiken – Debat 28. nov. 2015: Løkke står i spidsen for en rå, visionsløs og teknokratisk konkurrencestat

Globalisering
Læs her om globaliseringen som ofte forbindes
med konkurrencestaten

Skærmbillede 2016-01-25 kl. 16.54.42

 

 

 

 

http://abc247.dk/index.php/7international-politik/globalisering

Masser af kritik

Tim Knudsen 3. maj 2011
Der er tendens til at gøre velfærdsydelserne mere og mere betingede af, at modtagerne bliver mere effektive for samfundet. Grundtanken i velfærdsstaten var princippet om, at man havde ret til hjælp, hvis man kom i en ufordelagtig social situation.
Med rettigheder fulgte pligter. I de seneste 30 år er pligterne gjort større og større. Socialpolitikken blev underordnet arbejdsmarkedspolitikken. Arbejdsmarkedspolitik blev til beskæftigelsespolitik. Det blev en udvikling med både gode og dårlige sider. Blandt de dårlige var meningsløse beskæftigelsesprojekter.
Tim Knudsen er ansat ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet
Information – 9. marts 2015

Peter Nielsen er lektor på RUC
og Maria Reumert Gjerding er folketingskandidat for Enhedslisten
Der er de seneste årtier sket en markant overgang fra velfærdsstatens fokus på lighed og universelle rettigheder til konkurrencestatens promovering af fleksibilitet, dynamik og opportunisme. Det er blevet populært at kalde den aktuelle danske stat en konkurrencestat.
Hvor velfærdsstaten beskyttede befolkningen mod de negative følger af kapitalismen ud fra en keynesiansk forståelse og var orienteret mod det gode liv i et demokratisk fællesskab, mobiliserer konkurrencestaten til deltagelse i konkurrence på alle niveauer og betoner i en ny liberal optik individuelt ansvar og pligter i et aktivt arbejdsfællesskab.
*
Målet for velfærdsstaten var velfærd.Målet for konkurrencestaten er derimod ikke konkurrence, men vækst. Konkurrence er midlet, ikke målet. Alene af den grund vil det være mere præcist at kalde den aktuelle stat for en vækststat i forlængelse af velfærdsstaten, da vækst har erstattet velfærd som målet for staten. Men der er andre grunde til at kalde den aktuelle stat en vækststat, snarere end en konkurrencestat.
Med folkeskolereformen skal danske skoleelever have øget faglighed og klare sig bedre i de PISA-test, der viser, hvordan vi klarer os i forhold til de lande, vi skal konkurrere med. Danskerne skal først og fremmest uddannes og motiveres til at blive kompetente deltagere i den tiltagende konkurrence. For at skabe større vækst.
Forståelsen af, at konkurrencestaten er opskriften på succes nu og i fremtiden, deles af det store flertal af politikere og debattører.
Ræson – 22.09.2013

Caroline Gerd Frandsen studerer journalistik på Syddansk Universitet
Bjarne Corydon 20131021Tidligere finansminister Bjarne Corydon (A) Photo: Lars SchmidtBjarne Coridon ”Jeg tror på konkurrencestaten som den moderne velfærdsstat,” udtalte han i Politiken d. 23. august 2013.
Målet og metoden for konkurrencestaten ligger i navnet – den vil skabe konkurrence. Befolkning mod befolkning. Virksomhed mod virksomhed. Nation mod nation. Derfor er begrebet konkurrenceevne også meget vigtigt i den sammenhæng.
”Den danske befolkning konkurrerer mod den tyske, den engelske og andre befolkninger om, i hvilken grad de er i stand til at skabe varer og ydelser, som er bedre og billigere end de andres. På den måde vil de gennem eksport og import prøve at finansiere deres egen velfærdsstat,” forklarer han.
Der er kun beskæftigelsespolitik tilbage
Det er en del af konkurrencestatens logik at konkurrere med udlandet, så derfor skal Danmark sikre den største og mest kvalificerede arbejdskraft. Det uddyber arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Mads Peter Klindt.
”Den klassiske velfærdsstat skulle tidligere tage sig af de syge og gamle, men hvis man kigger på, hvordan det ser ud i dag, så er der vist ikke noget socialpolitik tilbage. Det hele er beskæftigelsespolitik. I konkurrencestaten gælder det om, at folk skal have et incitament for at tage arbejde. Fokus er på, at alle skal være i beskæftigelse,” siger han.
”I dag vil man præge folk, så de vælger den rigtige uddannelse og får et arbejde efterfølgende. Man siger til dem: Kig på ledighedsstatistikkerne og søg det fag, hvor der er lavest ledighed,” fortæller Mads Peter Klindt.
*
For dem, hvis arbejde enten er blevet udkonkurreret af teknologien eller sparet væk, har det omkostninger. De vil blive tvunget ud i det først ledige arbejde, selvom de har kvalifikationerne til noget andet. Men konkurrencen ændrer også vores adfærd. I takt med at vores velfærdsstat overtager træk fra konkurrencestaten, har den almene dansker forandret sig, fortæller samfundsforsker og lektor ved Aalborg Universitet Johannes Andersen. Den skærpede konkurrence har gjort os mere individ-orienterede.
Den klassiske velfærdsstat viskes langsomt ud
Selvom der allerede er mange eksempler på, at konkurrencestaten er på vej til at overtage vores klassiske velfærdsstat, så er det dog ikke alle, der håber, at udviklingen fortsætter.
”I forhold til borgerne, så vil konkurrencestaten undergrave velfærdsstaten og dermed også den demokratiske medborger. Så jeg er stærkt kritisk over for udviklingen af en konkurrencestat. Men skal vi kunne klare os på et internationalt konkurrencemarked, er det den vej, man går. Så betyder det bare, at velfærdsstaten bliver mere og mere absurd at tale om,” siger Johannes Andersen.

 

uddrag af: Kroniken Politiken 16. jan. 2016

Konkurrencestaten er et valg vi træffer
– ikke et vilkår

Konkurrencestaten er ikke et uomgængeligt vilkår, som dens fortalere siger. Morten Ziethen lektor i anvendt filosofi, Aalborg Universitet Michael Paulsen, lektor i anvendt filosofi, Aalborg Universitet
(Konkurrencestaten er et uomgængeligt vilkår… min tilføjelse)
Næsten ordret kunne man læse samme pointe i et interview med Ove Kaj Pedersen i Politiken 28. november, hvor professoren gør gældende, at kritikerne af konkurrencestaten overser, at den gamle velfærdsstat ikke er noget gangbart alternativ til konkurrencestaten, men at der findes forskellige måder at respondere på den globale konkurrencesituation på. Vores ærinde for indeværende er at udfordre denne påstand om konkurrencestaten som et nødvendigt vilkår.
Både Ove Kaj Pedersen og skiftende danske regeringer gør det til en præmis, at den globale konkurrence er et vilkår, som det er det politiske systems vigtigste opgave at finde en passende respons på.

*

Det er den præmis, vi gerne vil gøre det muligt at diskutere og dermed drage ind i det politiske rum i stedet for at placere den uden for diskussionen som en nødvendig betingelse, for når vi i dag er konfronteret med ’konkurrencestaten som vilkår’ skyldes det nemlig først og fremmest en række politisk-ideologiske valg såvel nationalt som internationalt.
At konkurrencen snarere er blevet til normen end undtagelsen, skyldes historisk set udviklingen i verdenssamfundet efter Murens fald…

*

Eller sagt på en anden måde, så er konkurrencen som vilkår ikke faldet ned fra himlen, ligesom det ikke er en effekt af en ikke-politisk-ideologisk udvikling, tværtimod: Det er gennemført af en i stigende grad neoliberal global elite på tværs af regeringer, konsulenthuse og finansielle institutioner som Verdensbanken, hvor magtfulde personer skifter job som andre strømper inden for disse netværk. Vores primære indvending mod OKP er derfor, når han glemmer, at det, som nu fremtræder som et vilkår, i grunden er politisk-ideologisk opstået.
Hertil vil Ove Kaj Pedersen og de skiftende regeringer sikkert svare, at ja, de har gjort den globale konkurrence til præmissen for at tænke politik de seneste år, og det har de af den grund, at det nu engang er det realpolitiske vilkår for en lille åben økonomi som Danmarks.

*

Klimaforandringer, accelererende flygtningestrømme, multiresistente bakterier, stadig stigende forskel på rig og fattig etc. antyder, at de nuværende måder at gøre tingene på ikke er perfekte. Derfor: Hvad nu hvis det såkaldte krav om at tænke realpolitisk gør, at vi ikke kan se, hvad der også kunne lade sig gøre, og tænk nu, hvis fokus på de såkaldte realpolitiske fakta gjorde, at vi helt glemte, hvad politik handler om.

*

Konkurrence går grundlæggende ud på at blive hurtigere, stærkere og dygtigere end andre. Det væsentlige i konkurrence er derfor ikke, hvad man er i sig selv, men hvad man kan i sammenligning med de andre.

*

Konsekvensen for den enkelte af at leve i en konkurrencestat og et konkurrencesamfund er derfor også, at vi vænnes til at tænke i de forskelle, der stiller os selv i et så gunstigt lys som muligt i forhold til de andre.
Tænk blot på den løbende debat om de såkaldte 12-tals-piger og -drenge, ja næsten en hel generation af unge, der mistrives, fordi de er bange for ikke at klare sig i konkurrencen med de andre. Det er et eksempel på den konkurrenceudsatte identitetsdannelse.
Det samme gælder, at når Ove Kaj Pedersen og skiftende regeringer ensidigt tilslutter sig idealet om, at staten skal arbejde for, at individer bliver i stand til at forsørge sig selv, så risikerer man at overse muligheder og behov for at ændre politisk på de strukturelle vilkår, f.eks. gennem at skabe nye jobtyper.

*

Man tilslutter sig en ideologi, hvor kollektive udfordringer og behov søges løst gennem at sikre et så konkurrenceoptimeret marked som muligt, i dette tilfælde ved at satse på, at beskæftigelsesudfordringer kan løses ved at mobilisere stort set alle borgere til at skærpe deres individuelle konkurrenceevner på arbejdsmarkedet.

Det er en god start, at Eva Secher Mathiasens indlæg er blevet set af hele 2 millioner danskere, og hun har ramt en tone, mange kan forstå, mener kritikkerne. Men der er lang vej endnu.

 

Eva Secher Mathiasen langede ud efter politikerne i “Debatten”

23. okt. 2015
Af Anders Holm Nielsen

Politikerne hopper fra reform til reform, som fra tue til tue, uden at se på det store billede, og hvad det egentlig gør ved de danskere, de har ansvaret for. Den hårde dom blev fældet af formanden for Dansk Psykolog Forening,

Eva Secher Mathiasen, i torsdagens udgave af Debatten…Eva Secher Mathiasen mener, at man i politik har for meget fokus på at skabe et samfund, hvor alle arbejder, i stedet for, at alle har det godt.-

Jeg vil gerne have politikere, der har visioner for et samfund, hvor vi alle har det godt, i stedet for et samfund, hvor vi kan piske flest mulige til at være konkurrencestatens fodsoldater, siger Eva Secher Mathiasen.

*

Hun mener ikke, at man kan presse folk ud på arbejdsmarkedet, hvis der ikke er rammer for, at arbejdet hænger sammen med familien.
– I lokker med boligjobordningen, der kun er for ressourcestærke, længere åbningstider i dårlige daginstitutioner, som I også underprioriterer og kommer med en påstand om, at der ikke er sammenhæng mellem pris og kvalitet, siger Eva Secher Mathiasen.

Psykologformand efter viralt hit:
Mine tanker er et ekko af mange andres

Psykologforeningens formand revsede politikerne i Debatten. Læs hende uddybe sine pointer her.

27. okt. 2015
Formand for Psykologforeningen, Eva Secher Mathiasen, er blevet landskendt på rekordtid for sin dundertale mod politikerne på DR2.

Af Emma Toft
I sidste uges DR-program Debatten revsede psykologernes formand, Eva Secher Mathiasen, de danske politikere for at gennemføre reformer, uden at se på de danskere, reformerne rammer.

Klippet af hendes dundertale blev siden delt på Facebook og er nu nået ud til omkring to millioner mennesker.

Ligger der ikke en samlet vision bag de reformer, der bliver gennemført i de her år – færre på understøttelse og flere i arbejde?

– Nej, det er ikke en vision. Det er teknikaliteter. Og det er i virkeligheden embedsværkets opgave at forsøge at regulere på de her knapper.

– Det er politikernes opgave at sige, hvad det er for et samfund, vi gerne vil have.

– Vi vil godt have et samfund, hvor flest mulige har det godt, og hvor færrest mulige vokser op og får brug for psykiatriske ydelser, når de bliver voksne. Vi vil godt have et samfund, hvor flest mulige borgere er stærke nok til at være i beskæftigelse som voksne. Vi vil gerne have et stærkt Danmark. Det er visioner.

– Det er ikke visioner at skrue lidt på reformerne og lade det være op til borgerne at forstå det samlede billede.

 

Kroniken 10. jan. 2015

Red jeres børn ud af konkurrencestatens jerngreb!

Mange forældre frygter, om deres barn nu er rustet med de rette kompetencer.
link http://pol.dk/2507025
 Kilde: politiken.tv / Christoffer Emil Bruun. Producer: Peter Vintergaard Pia Henriksen er lærer, SSP-lærer, ungemægler og mor til to piger

 

Kroniken 31. aug. 2015 Konkurrencestaten har erobret folkeskolen Bag reformen af folkeskolen findes et netværk af mennesker, som dyrker konkurrencestaten og ser det som skolens fornemste opgave at uddanne soldater, der kan kæmpe for den. (læs kritisk kronik i Politiken) http://pol.dk/2818106
 

StaaFast200
Stå fast

Apropos konkurrencesamfundet
Den udviklingstvang, som præger vores kultur, gør os blinde for de væsentligste ting i livet som pligtfølelse, værdighed og sindsro. Svend Brinkmann gør op med den stædige selvudviklingsindustri inden for arbejdsliv, uddannelse og privatlivet og formulerer en modstand mod tidens krav til evig omstilling og forandring. Hans svar til den enorme mængde af selvhjælpsbøger er denne 7 trinsguide:

1. Hold op med at mærke efter i dig selv
2. Fokuser på det negative i dit liv
3. Tag nej-hatten på
4. Undertryk dine følelser
5. Fyr din coach
6. Læs en roman – ikke en selvhjælpsbog eller en biografi
7. Dvæl ved fortiden

*

Med disse råd fortæller Svend Brinkmann med et glimt i øjet, hvordan man affinder sig med sig selv, kommer uden om uhæmmet positiv tænkning og opnår en mere realistisk livsindstilling.»Når folk går ned med stress, siger vi: Det er dig, der skal blive i stand til at slappe mere af. Det er dig, der er for perfektionistisk. Dermed siger man jo: Det er ikke i samfundet, problemet er. Det er herinde«, siger Svend Brinkmann og tager sig til hovedet.»At rigtig mange har det relativt dårligt, selv om vi objektivt set lever i et af de bedste samfund, der nogensinde har eksisteret. Det skaber unødvendig lidelse, vil jeg mene.

*

Og at hjælpe mennesker til at forholde sig på en måde, der i hvert fald ikke forøger lidelsen, det tager jeg gerne på mig som en værdi«.»Jeg kan ikke følge med. Jeg er aldrig god nok. Og måske også: Der er ingen mening med, at jeg gør det her«.I pressede situationer kan mange yde noget ekstra, så længe de ser et formål med deres indsats. Men en stor britisk undersøgelse har vist, at en tredjedel af os tænker, at vores eget arbejde faktisk hverken gør samfundet eller verden bedre, fortæller Svend Brinkmann, som også mener, at det er i sociologien, at man skal finde forklaringen på tidens mange diagnoser, som han for nylig redigerede en debatbog om.»For måske er noget af det, vi kalder depression, bare en form for utilstrækkelighed i samfundets øjne.

*

Vi kalder det depression, fordi vi så kan gøre noget ved det. Altså: Når arbejdskraften ikke løber hurtigt nok, gør vi det til en sygdom, som kan behandles. Derved gør vi det også til dit problem frem for til samfundets«.
»Ideen om hele tiden at optimere sin egen mentale fitness for at kunne op nå det, man vil, og få succes … jamen, den fylder mig bare med ubehag. Der er noget trist og fortvivlet ved den. At få en kultur, hvor folk står og kigger sig selv i spejlet i stedet for at gå ud og være sammen og hjælpe hinanden«.
Publiceret 26. december 2015


Klummer Politiken: 29. okt. 2015

Vi er vidner til et ulmende oprør
mod konkurrencestaten

Hvor 68-oprøret var marxistisk og stod i opposition til forbrugersamfundet og ’kapitalisterne’, står det nye oprør i 10’erne i skarp opposition til konkurrencestaten.

Per Michael Jespersen Opinionsredaktør

Det er ikke tilfældigt, at psykologer er ordførende i oprøret På opinionsredaktionen modtager vi hver uge adskillige indlæg om emnet, og rigtig mange er fra unge på universiteterne. De står på Svend Brinkmanns side og er imod præstationssamfundet. Imod fremdriftsreformer. Og imod hele ideen om, at det gode liv er et knokleliv.

Det er så massivt, at jeg tror, vi er vidner til et ulmende oprør. En ny kultur- og værdikamp.

*

Hvor 68-oprøret var marxistisk og stod i opposition til forbrugersamfundet og ’kapitalisterne’, står det nye oprør i 10’erne i skarp opposition til konkurrencestaten. Konkurrencestaten beskyldes for at være en samfundsmodel, hvor en elite af embedsmænd og visionsløse politikere gennemfører nødvendige reformer, der øger udbuddet af kvalificeret arbejdskraft.

På bare to år er der skrevet over 200 artikler med overskrifter som ’Konkurrencestaten – et taberprojekt’, ’Red jeres børn ud af konkurrencestatens greb’, ’Konkurrencestaten skaber usympatiske mennesker’, ’Konkurrencestaten er velfærdsstaten på afveje’.

Det giver bestemt mening at gøre op med visionsløse politikere, der ikke imponerer med original politisk innovation. Man har også fat i noget, når det handler om ønsket om en debat om det gode samfund og det gode liv, som ligger hinsides arbejdslivet. Og så rammer man præcist med opgøret med den økonomiske vækstmodel.

 *
På Det Radikale Venstres sommergruppemøde blev økonomi- og indenrigsministeren bedt om at forholde sig til, at regeringens ændringer på dagpengeområdet ville betyde, at en lang række danskere efter årsskiftet ville miste deres dagpenge. Vestagers svar var kort og præcist. »Sådan er det jo. På et tidspunkt så kan man ikke være på dagpenge længere«.
Hvis man ikke vil eller kan forklare fordele og ulemper ved konkurrencestaten, så kunne man genbruge Vestagers svar!
“Sådan er det jo”!
 *

Noter, kilder og litteratur.Konkurrencestaten har skabt en ledelseskrise. Kronik i Politiken, 19. oktober 2015
• DR Nyheder 13. maj 2011
• Socialdemokraterne – Færre på kontanthjælp
• Beskæftigelsesreformer vil påvirke hver femte dansker Ugebladet A4 28. november 2011
• Corydon: Konkurrencestat er ny velfærdsstat, Politiken 23. august 2013
• Corydon: Velfærdsstaten skal udvikles til et højere niveau Politiken 26. januar 2014] • (Böss, Michael 2014)
• Jesper Beinov: Dannelse og konkurrencestat, Berlingske Netavis, 29. september 2014
• Højbjerg, Mette: Vi er på vej mod et dement samfund, interview med Michael Böss i Politiken Debat, 4. oktober 2014
• [Dansk Velfærdshistorie I-VI (+ Registerbind), Carlsbergfondet og Syddansk Universitet 2010-2015]

*

• Petersen, Jørn Henrik og Klaus Petersen: Historie: Fra velfærdsstat til konkurrencestat. Analyse i Politiken, 25. september 2015, 2. sektion, s. 10 Litteratur
• Böss, Michael (2014): Det demente samfund- Historieløshed i nutidskulturen, Kristeligt Dagblads Forlag
• Cerny, Philip G.(1997)Paradoxes of : The Dynamics of Political Globalization i: Government and Opposition, Volume 32, Issue 2, s. 251–274
• Kaspersen, Lars Bo; Nørgaard, Jan (2015), Ledelseskrise i konkurrencestaten, København: Hans Reitzels Forlag, ISBN 978-87-412-6154-6
• Knudsen, Tim (2007), Fra folkestyre til markedsdemokrati, København: Akademisk Forlag, ISBN 978-87-500-3892-4
• Pedersen, Ove K. (2011), Konkurrencestaten, København: Hans Reitzels Forlag, ISBN 978-87-412-5156-1
• Diverse uddrag fra nettetPS.: Professionerne arbejder stadig udfra velfærdsstants normer og principper – mellemledere og chefer dyrker konkurrencestaten