Livslang læring – trang eller tvang?

Skærmbillede 2013-06-24 kl. 23.45.00 DR – apropos med:
Knud Illeris – Professor i uddannelsesforskning

http://www.dr.dk/P1/Apropos/Udsendelser/2012/01/30105810.htm
Fjernet af DR

forkortet citat af den kronik radioprogrammet handlede om!

Mange danskere befinder sig ikke på en voksen- eller ungdomsuddannelse, fordi de har lyst, men fordi vi har en idé om, at livslang læring og kompetenceudvikling styrker økonomien og den internationale konkurrenceevne. Men man kan ikke tvinge folk til at lære, og overdreven økonomisk tænkning underminerer menneskers motivation og engagement.

Af Knud Illeris – Professor i uddannelsesforskning
Sidst opdateret Torsdag den 19. februar 2004, 14:11

*

knud-illerisDenne kronik er et forsøg på at sejle op mod tendensen til, at den sunde og livsbekræftende menneskelige evne og trang til at lære noget i det moderne videnssamfund bliver indordnet under en ydre tvang. En tvang der mere og mere ødelægger glæden ved at lære, og dermed også nedsætter læringens kvalitet og effektivitet. En tvang der for at kunne gennemføres medfører en omfattende og dyr jungle af systemer, regler, anbringelser, bedømmelser, kontrol, evalueringer og andre manipulationer med almindelige mennesker.

*

Den smukke overskrift for hele denne tendens er »livslang læring«. Den blev i sin tid formuleret som en parole for en folkelig bevægelse, men er i dag godt på vej til at blive omsat til et statsligt manipulations- og kontrolapparat. Jeg har på det sidste hørt mange variationer over den vittighed, at livslang læring er noget, man bliver idømt, ligesom livsvarigt fængsel.

Det er sket i forbindelse med min forskning gennem mange år i, hvordan de forskellige danske voksenuddannelser for almindelige mennesker fungerer og opleves på gulvplan. Andre har undersøgt de tilsvarende forhold i ungdomsuddannelserne. Det har i begge tilfælde vist sig, at en meget stor del af deltagerne ikke befinder sig i de pågældende uddannelser, fordi det er noget, de har lyst til. Ganske mange er ikke engang i stand til at give et fornuftigt svar på, hvorfor de er der. De oplever sig bare som anbragt.

Hvad er det dog, vi gør ved folk? Tror vi virkelig, at de lærer noget vigtigt og brugbart og livsbekræftende på denne måde?

*

Ud fra overordnede mål om økonomisk vækst og international konkurrenceevne mener de styrende magter, at det er bedst for os alle. Hvis så mange som muligt lærer så meget som muligt, og det gøres så billigt som muligt. Derfor prøver man at få så mange som muligt med, samtidig med at uddannelserne søges effektiviseret og billiggjort.

Tilgangen er især blevet styrket gennem aktiveringsordninger og vejledningstiltag, hvor grænserne mellem vejledning, pres og tvang er temmelig uigennemskuelige. Selv om de involverede sjældent er i tvivl om, hvordan de har oplevet det.

Effektiviseringen sker med de midler, som dominerer den herskende neoliberale samfundsopfattelse, dvs. en centralstyret decentralisering. Såkaldte taxameter-systemer for økonomien, stærke ledelser med nære relationer til erhvervslivet, centralt fastlagte mål. Kontrol gennem omfattende evalueringer og ikke mindst et uigennemskueligt brugervenligt sprog og en PR-orienteret kommunikation tilrettelagt af reklamefolk og spindoktorer.

*

Men alle disse tiltag vedrører reguleringer af uddannelserne, mens det i virkeligheden er læringen, det drejer sig om. I hvert fald hvis det skal have nogen effekt for den økonomiske vækst og konkurrenceevnen. Det har man også fået øje på, ikke mindst i overnationale organer som OECD og EU. Og disse organisationer spiller en stor rolle på området bl.a. ved at gennemføre de ofte temmelig tvivlsomme undersøgelser. Der sammenligner de forskellige landes niveauer på en række felter, som det ofte er meget svært at måle.

*

Et nøgleord er i denne forbindelse blevet »kompetence«. Ligesom »livslang læring« er det i udgangspunktet et meget sympatisk og velvalgt begreb. Det drejer sig nemlig ikke bare om viden og færdigheder, som uddannelserne traditionelt sigter imod. Men også om evnen til at bruge det lærte og fungere hensigtsmæssigt i relevante sammenhænge, både aktuelt og i en fremtid med en stadig strøm af uforudsigelige forandringer. Og det er jo en kolossal udfordring til uddannelserne. For hvordan uddanner man folk til at klare problemsituationer, der for en stor dels vedkommende er ukendte, når læringen finder sted?

*

Det kunne være en interessant og virkelig frugtbar diskussion. Men den er svær. Den involverer nemlig områder som psykologi, lærings- og motivationsforståelse, menneskelige relationer og andre »langhårede« parametre som økonomer har svært ved at håndtere. Derfor forsøger man at omskrive så meget som muligt til målelige forhold. Og resten kører man ud på et sidespor som kulturpolitik eller lignende, som der ikke bevilges ret mange penge til.

Men hvordan kan man måle f.eks. et individs eller en gruppes eller befolknings »sociale kompetence« eller »forandringskompetence«?

Tjah, man kan jo se på, hvor mange sociale kontakter folk har i en given periode, eller hvor mange forandringer de medvirker i. Men hvordan skal man så definere det? Og hvem siger, at kontakterne og forandringerne er udtryk for disse kompetencer? De kan jo skyldes så meget andet. Og det kan jo omvendt også være, at der findes en masse kompetencer, der ikke kan komme til udtryk.

*

Det er nogle meget vanskelige og vovelige forhold, man her har med at gøre. Men intet kan åbenbart holde økonomismens bannerførere tilbage fra deres hæmningsløse tilbøjeligheder til at søge alting indordnet under den økonomiske forståelses rationaler. Der er bare det ved det, at når det drejer sig om menneskelige funktioner og relationer, så holder disse rationaler ikke stik. Selv om vi lever i en verden, hvor alting indordnes og reguleres økonomisk, så opfører vi os ikke økonomisk rationelt. Men »ligger under for« en masse følelsesmæssige, medmenneskelige, æstetiske, moralske og andre irrationelle funktionsmåder. Det fik amerikanerne Kahneman & Smith faktisk den økonomiske Nobelpris i 2002 for at have dokumenteret.

*

Sådan forholder det sig også med læring og kompetenceudvikling. Man kan direkte eller indirekte tvinge folk ind i uddannelser, og man kan måle, hvor mange der er, og hvor længe de er der. Men man kan ikke tvinge dem til at lære noget og slet ikke til den komplicerede kompetenceudvikling. Der omfatter væsentlige elementer af interesse, ansvarlighed, kreativitet og andre tilsvarende menneskelige størrelser, som kun mobiliseres, når man er virkelig engageret i læringen. Derfor spiller motivation altid en afgørende rolle i forbindelse med kompetenceudvikling.

Og det er iøjnefaldende, at det netop er motivationen, det kniber med i dag i store dele af uddannelsessystemet, især ungdoms- og voksenuddannelserne. Hvorfor skal alting hele tiden laves om? Hvorfor kan vi ikke få lov at leve i fred og passe vores arbejde, som vi altid har gjort?

*

Her er der tale om livsnære folkelige problemstillinger, som nok er en diskussion værd, for folk vil jo også gerne have andel i en masse samfundsmæssige goder. Men denne diskussion føres ikke, og i praksis er det ensidigt den økonomiske rationalitet, der styres efter. Dermed glider motivationen ud, det folkelige engagement glipper, og de tvangsagtige tilstande bliver nødvendige. Tænk engang hvis alle de ressourcer, der nu bliver brugt på at definere og måle kompetencerne og på at sortere og vejlede og presse og tvinge og kontrollere folk til at uddanne sig. I stedet blev brugt på at gøre uddannelsesstederne til spændende og imødekommende miljøer med hjælp og støtte til at lære sig interessante og nyttige ting og udvikle sig alsidigt og personligt.

*

Ja, tænk engang hvis vi her i Danmark (og i regeringspartiet Venstre) tog vores grundtvigske arv alvorligt og lavede uddannelsestiltag på folks vegne og ikke på det økonomiske præsteskabs betingelser. Så kunne vi måske gentage miraklet fra den sidste halvdel af 1800-tallet og skabe et uddannelses- og lærings-boom, der virkelig ville være konkurrencedygtigt.

Der var engang, det danske uddannelsessystem havde stor international anseelse, fordi der var en tradition for, at deltagerne havde større medindflydelse og bedre forhold end i de fleste andre lande. I dag er vi optaget af at gøre det lige så tåbeligt som alle de andre. Vi efterligner ikke mindst de engelske reformer, der under New Labour er gået så vidt i deres styrings- og kontrolsystemer, at det hele er ved at bryde sammen. Så man nu må slække på en masse af den kontrol, der både var alt for dyr og virkede voldsomt demotiverende.

*

Jeg er sikker på, at vi både læringsmæssigt, medmenneskeligt og med hensyn til økonomisk vækst og konkurrenceevne kunne overhale alle de andre. Ved endnu en gang i uddannelserne at gå vores egne veje og bygge på den naturlige lyst til at lære, på et folkeligt engagement og på de idealer om frihed og demokrati. Som for tiden ligger underdrejet i en sovs af politiske floskler og forfejlet økonomitænkning.