Medier, magt og virkelighed

baudrillard-selfEfter den første Golf-krig i 1991 udgav den franske sociolog Jean Baudrillard et essay med den overraskende titel “La Guerre du Golfe n’a pas eu lieu” (Golfkrigen har ikke fundet sted).
Hans pointe var, at krigen ikke fandt sted andre steder end i medierne. Det var et forsøg (endnu et) på at få os til at åbne øjnene for mediernes store og ofte manipulerende betydning for vores oplevelse af virkeligheden.

Medierne opfatter sig selv som demokratiets vagthund eller den fjerde statsmagt. Når staten, politikere, virksomheder, organisationer eller enkeltpersoner overtræder lovgivningen, gældende normer eller rodfæstede moralbegreber, så er det mediernes pligt at afsløre det, så der kan blive grebet ind!

Magt

Men for at forstå mediernes magt i 2000 tallet er det nødvendigt at rejse mere end 2500 år tilbage i historien til bystaten Athen i Grækenland.
I den græske antik diskuterede man – det vil sige de frie borgere (kun mænd) – hvordan staten skulle indrettes, og hvilken rolle politikerne skulle spille. Dengang fandtes der ikke medier, som vi kender dem i dag, så diskussionen fandt sted på byens torv. Derfor spillede det en afgørende rolle, at man beherskede talekunsten – retorikken, som man godt kan kalde et medie eller kommunikationsredskab.

parthenon1rensetwwwI antikken mente man, at den reelle magt lå hos guderne. Det var dem, der definerede hvad der var godt og ondt, og de sørgede for at opretholde verdens ophøjede orden og harmoni.

Men i 431 f. Kr. udbrød der krig mellem Grækenlands to førende bystater, Athen og Sparta.


Harmoni!

Athen tabte krigen. Det opfattede filosofferne som et udtryk for, at den gudskabte harmoni var brudt sammen. Man kunne ikke mere leve i orden og harmoni. Derfor mistede de også troen på de almægtige guder.
Når det ikke længere var guderne der definerede godheden, så måtte man erkende, at den der havde evner og magt til at herske over andre også havde autoritet til at definere, hvad der var godt eller ondt.

 

platonwww

Men hvem skulle lede samfundet!

Den græske filosof og historiker Platon mente, at det måtte være filosofferne, der skulle regere – altså være politikere. Det opfattede han ikke som spor udemokratisk, for på hans tid var man stadig overbevist om, at der herskede nogle absolutte sandheder, som blandt andet kunne definere, hvad der var bedst for befolkningen. Men det var kun filosofferne (de lærde), der var i stand til at tolke og forstå disse sandheder.

Selvom man i Athen mistede troen på de almægtige guder fastholdt alverdens konger, kejsere og præster stadig, at de havde fået deres ret til at udøve magt af en guddom.
Da den kristne tro fra Rom blev udbredt til det meste af Europa og store dele af den øvrige verden befæstedes den opfattelse, at det var gud, der havde magten, som så blev bestyret af f.eks. en konge. Man kunne kun være konge af guds nåde.

Gud og politik

Den opfattelse findes stadig, selvom de allerfleste ikke tror på, at gud findes. Alligevel indleder det danske folketing årets møder med en gudstjeneste! Og verdens måske mest magtfulde mand, den amerikanske præsident, kan ikke blive udnævnt uden at han lægger hånden på biblen, mens han sværger troskab overfor den amerikanske forfatning.
Denne symbolske handling viser, at løftet afgives både til befolkningen og gud!

 

Machiavelli

niccolo machiavwwwEksistensen af en guddommelige magt, og troen på et overordnet moralbegreb og fornuftens afgørende betydning er nogle af de idéer, der har afgørende betydning i mange århundreders forsøg på at definere og fastlægge magtbegrebet, men 2000 år efter Platon første forsøg på at definere principperne for statens opbygning udkom Machiavellis bog ”Fyrsten” i 1532. Heri gøres der endeligt op med troen på moralens, etikkens eller fornuftens afgørende rolle. Machiavelli  definerer og beskriver i ”Fyrsten”, hvordan man kommer til magten, og hvordan man bevarer den: Det handler om fyrstens dygtighed, snuhed og held, om legitimitet – befolkningens accept af fyrstens magt, og om størrelsen af de stridskræfter fyrsten har til rådighed.

Moral og fornuft

Den moral og fornuft Platon mente skulle styre samfundet, spillede ikke mere nogen rolle. Det Machiavelli nu påviste svarede til det værst tænkelige skrækscenarie, som Platon opstillede 2000 år tidligere: at når idealerne forsvinder og mennesket selv er blevet målestok for alting, så er fyrstens ord ikke bare lov – den er også moralsk normsættende.

Kirkens rolle

Machiavelli angreb ikke kirkens rolle. Men understregede, at fyrsten kun kan opnå befolkningens accept, hvis han opfattes som en person der besidder egenskaber som fromhed, ærlighed, menneskelighed og respekt for religionen. Det er ikke nødvendigt, at fyrsten reelt er troende, fastslår Machiavelli, han skal bare sørge for, at befolkningen opfatter ham som gudfrygtig, og som en der lever op til samfundets normer.

  • Machiavelli, 1469-1527, italiensk politisk teoretiker. Machiavelli var 1498-1512 i tjeneste i den florentinske republik, hvor man med et nutidigt udtryk kunne sige, at han virkede som spindoktor.
  • Magt indebærer muligheden for at opnå et mål mod andres vilje og interesser. Sådan lyder den klassiske magtdefinition. Magten er altså ikke gudgiven eller moralsk betinget. Det stemmer godt overens med Machiavellis beskrivelser af fyrstens magt.

 

rousseau1www

Demokratiet

I oplysningstiden, omkring 1700-tallet, udformes tankerne om det moderne demokrati, som bygger på nogle umistelige menneskerettigheder. I 1762 udgiver Rousseau  Samfundspagten, hvor han lancerer den idé, at vi først kan udøve vor moralske frihed som borgere, når vi er indtrådt i et samfund med lighed for loven. Det Rousseau her gør op med er den herskende statsform – enevælden. Hans tanker fik stor betydning i forbindelse med den franske revolution, hvor borgerskabet i 1789 afsatte den enevældige konge.

  • Rousseau, 1712-1778, schweizisk-fransk filosof, forfatter og komponist, der som moralist, samfundstænker og pædagog har haft afgørende indflydelse på moderne vestlig civilisation.
  • I et skrift Du Contrat social (1762, Samfundspagten), slog Rousseau til lyd for idéen om, at vi først kan udøve vor moralske frihed som borgere, når vi er indtrådt i et samfund med lighed for loven. 
Massemedier

Med Gutenbergs opfindelse af bogtrykskunsten i midten af 1400-tallet, havde man for første gang fået adgang til et massemedie, som kom til at spille en afgørende rolle i demokratiseringen af Europa.

Den tysk-amerikansk filosof Hannah Arendt har beskrevet demokratiet i det seneste århundrede som helt blottet for moral og rationelle principper.
Løgnen kan forsøge at ødelægge sandheden, men den kan aldrig erstatte den, fastslår Arendt. Hun understreger samtidig, at politikerne i det pluralistiske demokrati, selvom det kan være ubekvemt, har indset, at samfundet kun kan fungere, hvis sandheden kan udfolde sig frit, f.eks. i medierne, i undervisningssystemet og domstolene.

Medier

Magtens medier eller mediernes magt!

Er medierne redskab for magthaverne eller demokratiets vagthund (den fjerde statsmagt)? Medierne spiller i dag begge roller.

Den klassiske medieopfattelse hos de filosoffer og teoretikere der op gennem historien har beskæftiget sig med magten var, at medierne var en kanal eller distributionsform, som magten kunne udnytte.
Når Machiavelli taler om, at befolkningens accept af fyrstens magt, er en af betingelserne for at bevare magten, så er det oplagt at opfatte medierne selv som et magtinstrument, fordi de kan medvirke til at skabe befolkningens accept af magthaverne.

Medierne kan ikke bestemme hvad folk skal mene, men de kan sætte dagsordenen og bestemme hvilke budskaber eller informationer befolkningen skal tage stilling til.

Habermas 

2004 hires habermaswwwJürgen Habermas, f. 1929, tysk filosof og sociolog, den førende repræsentant for Frankfurterskolens anden generation. Den tyske sociolog Jürgen Habermas  har beskrevet, hvordan det moderne borgerlige samfund blev grundlagt på oplysningstidens idealer om fri meningsudveksling, og hvordan disse idealer endnu ikke er blevet fuldt realiseret.

Størst indflydelse har hans teori om systemet og livsverdenen fået. Systemet, økonomien og de administrative systemer, er styret af objektive, anonyme markedsmekanismer og magthierarkier. Livsverdenen, den subjektive verden, vi lever i, rummer kulturen, menneskers indbyrdes relationer og vores personlige identitet, og den bygger på sproglig kommunikation.

Livsverdenen

Habermas forsøger at vise, at livsverdenen bliver stadig mere forarmet, fordi den frie, fornuftige kommunikation, der er det eneste der kan skabe meninger, moral og personlig identitet, bliver fortrængt af systemets voksende behov for kontrol.
I takt med at medierne bliver mere kommercielle får deres rolle som vagthund stadig mindre betydning, siger Habermas. Og hvor skal den kritiske diskussion udfolde sig, når medierne ser mere på oplagstal eller seeranalyser, der som regel topper, når medierne formidler let fordøjelig underholdning.

Magtens DR!

Når Hannah Arendt understreger, at politikerne i det pluralistiske demokrati, har indset, at samfundet kun kan fungere, hvis sandheden kan udfolde sig frit, f.eks. i medierne, så forklarer det hvorfor et meget stort flertal i det danske folketing støtter et dansk public service medie som DR.
Men som Arendt også fastslår, så kan løgnen kan forsøge at ødelægge sandheden, men den kan aldrig erstatte den. Når politikerne fastholder, at DR sagtens kan levere den samme public service, selvom der gennemføres voldsomme besparelser, så opfatter de allerfleste borgere det som løgn.
Det gælder også politikerne påstand om, at de ikke har noget ansvar for DR´s økonomiske problemer.
Alligevel står befolkningen ikke vagt om DR!

Public service

Paradoksalt nok vælger DR´s ledelse ikke at bruge sin medie magt for at forsvare sine public service forpligtelser og journalistiske autonomi, for DR er også i et vist omfang blevet så kommercialiseret, at det langt fra er public service rollen, der udgør DR´s eksistensgrundlag. Når TV2 og TV3 måler deres succes på seertal, så må DR i et vist omfang følge trop. Det mener både politikerne, befolkningen og DR´s ledelse.

Bourdieu

pierre-bourdieuwwwPierre Bourdieu, 1930-2002, fransk sociolog. Den franske sociolog Bourdieu  har i bogen ”Om TV – og journalistikkens magt” beskrevet de moderne mediers udvikling.

Tidligere var medierne mere præget af idealistiske ambitioner. Det kom f.eks. til udtryk i Danmark helt frem til 1960’erne, hvor det såkaldte fireblads-system sikrede at Socialdemokratiet, Konservative, Venstre og det Radikale parti, kunne komme til orde med deres politiske synspunkter.
De politiske aviser var meget enøjede, men de svækkede ikke meningsudvekslinger fordi de fleste familier holdt mere end en avis, eller på anden måde deltog i den politiske debat. Dengang var hver fjerde voksne dansker medlem af et politisk parti.

I dag er medierne blevet kommercialiseret siger Bourdieu. Det gælder også såkaldt seriøse og autonome medier.

Seertal!

– Det seertalsstyrede fjernsyn er med til at belemre den formodet frie og oplyste forbruger med markedets tvang; – der på ingen måde kan sammenlignes med det demokratiske udtryk for en oplyst, rationel kollektiv mening, for en offentlig fornuft, sådan som de demagogiske kynikere vil have os til at tro.
Så skarpt udtrykte Bourdieu sine synspunkter i en TV transmitteret forelæsning som senere blev gengivet i bogen: Om TV – og journalistikkens magt.


Medierne og den virkelige virkelighed

For at forstå og beskrive samfundsudviklingen efter 1970’erne opstillede den franske sociolog Jean Baudrillard  tre historiske perioder :

Det pre-moderne samfund, som Baudrillard opfatter som opbygget omkring symbolske værdier.
Det er befolkningens tro på symboler som religionen, konge eller kejsermagten, der former deres samfundsopfattelse og selvforståelse.
Er man fattig, så er det guds vilje! Og det accepteres også, at magten er på meget få hænder. Demokrati er et ukendt begreb.

Det moderne samfund, som Baudrillard beskriver som opbygget omkring produktion. I denne periode formes befolkningens samfundsopfattelse og selvforståelse af deres rolle i produktionsprocessen. En fabriksarbejders selvforståelse rummer bl.a. opfattelsen af at være undertrykt eller udnyttet.

Marxistisk analyse

Denne epoke er analyseret af alverdens sociologer, antropologer og filosoffer. Mange, også Baudrillard har analyseret samfundsforholdene i denne periode ud fra marxistiske teorier. Men han forlod sit marxistiske ståsted, og så herefter det moderne samfund som kapitalismens og borgerskabets epoke, hvor arbejderne blev udnyttet. Men denne samfundsmodel mener Baudrillard nu er erstattet af den postmoderne epoke.

Simulation

Det post-moderne samfund, fremstiller Baudrillard som et samfund opbygget omkring ”Simulation ”, og her spiller medierne en afgørende rolle.
Når man ser på forholdet mellem simulation og virkelighed, og det er den pointe Baudrillard ønsker at understrege, så kan man konstaterer, at simulationen har overtrumfet virkeligheden.

Reality og simulation

 nannamodelBaudrillards opfattelse kan beskrives i en simpel model.  Når ”reality” erstattes af ”simulation” skaber det en kædereaktion, hvor den simulation der er trådt i stedet for virkeligheden nu ikke skaber andet end mere simulation.

This “fall” into simulations is exacerbated by the masses and media. The public prefer spectacles to reality. We would rather go to Disneyworld than to work. When we watch the news, we would rather be entertained than informed. The consequence of this preference is that reality loses its status, and that the effectiveness of simulation is greater than the potency of reality.

I det post-moderne samfund er det ”tegn” der definere menneskers sociale placering.
”I vores erkendelse træder virkeligheden i baggrunden til fordel for “simulakrer” (et af Baudrillards nøgleord) dvs. skinbilleder eller tegn, som illudere virkelighed .”

Virkeligheden!

I et informationssamfund, hævder Baudrillard, dominerer medierne vores oplevelse af virkeligheden. Medierne formidler tegn og billeder, som bestemmer vores menneskelige relationer, moden, kunst, musik o.s.v., fordi de bliver opfattet som ægte – selvom de reelt erstatter den virkelige virkelighed.

At man bærer rundt på en Louis Vuitton taske er et ”tegn”, men ikke den virkelige virkelighed.

Som det er illustreret i modellen, så genbruges tegnene og de skaber nye tegn i en selvforstærkende simulerings proces.

Et andet nøglebegreb i Baudrillards teori er ”hyperreality ” (noget der ligger over det reelle/virkelige). Udtrykket beskriver et samfund præget af ”simulation”, hvor ”tegnenes rolle” har erstattet den betydning menneskets placering i produktionslivet havde i det moderne samfund.

Hyperreelt

Det postmoderne samfund er hyperreelt – derfor skaber forlystelser/underholdning, information og kommunikationsteknologi oplevelser, der er mere intense og medrivende end scenerne i det almindelige liv samt de normer der strukturerer det almindelige liv.
Det hyperreale betyder, at Disneyland og andre forlystelsesparker og f.eks. TV-sport fremstilles som mere virkelige end virkeligheden … når det sker så betyder det, at normerne fra den hyperreelle verden også kommer til at kontrollerer menneskers tanker og adfærd, mener Jean Baudrillard.

Den hyperreelle verden

I den postmoderne verden flygter individet fra ”the ”desert og the real”” og ind i den ekstase der kan findes i computerens og mediernes hyperreelle verden.

  • Ved begyndelsen af USAs krig mod Irak benyttede den amerikanske filminstruktør Michael Moore sin takketale for modtagelsen af en Oscar til at rase over præsident Bush: “Vi lever i fiktive tider”, råbte han, “hvor vi har fiktive valgresultater, som medfører valget af en fiktiv præsident. Vi lever i en tid, hvor vi har en mand, der sender os i krig af fiktive grunde.”

    *

Jean Baudrillard (29. juli 1929 – 6. marts 2007) var en fransk sociolog, kulturteoretiker og filosof. Hans værker er ofte blevet tilknyttet postmodernisme og poststrukturalisme.
Stanford Encyclopedia og Philosophy: Jean Baudrillard
First published Fri Apr 22, 2005; substantive revision Wed Mar 7, 2007
http://plato.stanford.edu/entries/baudrillard/

Simulation er en imitation af noget virkeligt, tingenes tilstand eller en proces. At simulere er at lade som om, forstille sig, foregive, skrømte. Den store Danske Encyklopædi. Gyldendal 2004.
Baudrillard definerer simulation som “en udvikling af modeller af virkeligheden uden oprindelse eller realitet: en hyperrealitet.” Og det er netop i USA, han mener at finde den højeste grad af hyperrealitet.

Pas på medierne (demokratiet)

Medierne har en vigtig samfundsmæssig funktion. De skal sikre en fælles offentlighed, hvor dialog og debat kan trives, og hvor befolkningen kan finde saglig og troværdig information.

Magthaverne kan godt bruge medierne – det er der ikke noget forkert i – men stopper de mediernes samfundsmæssige funktionen vil det ødelægge vores demokrati.

Professionalisering

Den stigende professionalisering kan også få negativ betydning for mediernes troværdighed. Politikerne har professionelle mediefolk til at formidle deres synspunkter. Det samme har de fleste større virksomheder. Journalisterne på de forskellige medier modtager derfor masser af professionelt serverede budskaber og informationer. Det hele er så grydeklart, at mediernes journalister (gatekeeperne) får så meget ”hjælp” til deres arbejde, at de fristes til at bringe historien præcis som den er serveret.
Men der er stadig en stor del af mediernes kilder, som ikke får hjælp af betalte rådgivere. De er besværlige og kræver langt mere arbejde, så det er fristende at droppe deres historier, hvis de overhovedet magter at komme forbi mediernes gatekeepers.

Selvspin
  • Politikere i selvspin
    Udpluk fra artikel i Jyllandsposten 4. februar 2005 Vi har gennemskuet politi­kerne. De spinner. De vildleder os med det, de siger. Eller det, de ikke siger. Og det er ikke dem selv, der finder ud af, hvad de skal svare, når de bliver spurgt. Nej, det er dem, der står bagest i billedet og forsøger at gøre sig usynlige, spindoktorerne.…

    må vi så få en or­dentlig debat
     

    Nej, det må vi ikke. Politikerne kan ikke enes om basale arbejdsløshedstal. En siger, at tallet er steget, en siger, at det er faldet, og så er vælgeren atter rundtosset, for hverken han selv eller medierne er i stand til at gennemskue det de siger.

    Rundtossede vælgere

    På det almindelige marked, altså der ude i butikkerne, hvor vi køber varer og serviceydelser, har man narret os i årevis. En af de dygtigste til det i Danmark hedder Knud Romer Jørgensen. Han har brugt sin indsigt i kognitionsforsk­ning, fiktionsteori og ideologikritik i sit arbejde for reklamebureauerne Propaganda og Kunde & Co. »Jeg ved ikke, om folk kan huske det, men dengang vi lavede demokra­tiet, da havde vi en forestilling om, at der var en sfære, der hed borgerlig offentlighed. Borgerlig offentlighed var et rum, hvor frie individer skulle diskutere samfundsudviklingen. Hvad der var bedst i fælles interesse.Det vil sige, at man skulle tilside­sætte egne profithensyn, og så skulle man interessere sig for, hvad var bedst for samfundet.

    *

    Borgerlig offentlighed var først aviserne og blev så senere fjernsynet,« siger Knud Romer Jørgen­sen.Han mener, at den borgerlige of­fentlighed har ændret karakter. »Borgere er blevet til kunder, partier og politik er blevet til produkter, den borgerlige offentlighed er blevet til markedet og politisk diskussion til markedsføring.

    Borgerne som kunder
  • Nu møder politikerne – dem, der skal sørge for samfunds­udviklingen – borgerne som kunder, der skal forføres. De skal ikke over­tales, og det er ikke det rationelle argument, der tæller. Nu handler det om forførelse, om at afsætte politik som et produkt. … Så det vi oplever nu, er ikke længere politisk argumentation. Det er pro­paganda…«
  • Virkeligheden er altid fremstillet virkelighed
    Udpluk fra artiklen ”Politikere i selvspin” i Jyllandsposten 4. februar 2005
    Når Det Konservative Folkeparti har et problem, går de til et reklamebureau, som analyserer markedet, det vil sige borgerne og partierne, og så identificerer de en fri markedsposition.
    De siger: ”Her skal I hen. Her skal I ligge, og I skal sige sådan og sådan… og så skal I få fat i Connie Hedegaard. Hun er kvin­de, hun er ung, og hun er næsten radikal. Så skal du, Bendt Bendtsen, gå ud og sige, at Det Radikale Venstre er blevet mere venstreorienteret, at de er gået til venstre i dansk politik. Og så skal du påstå, at din egen højre­orienterede politik faktisk er midter­politik.
  • Og du kan bare sige det, fordi virkeligheden er altid fremstillet virkelighed. Virkeligheden eksisterer kun i kraft af kommunikation, af det du siger. Sådan er det, indtil der er nogen, der siger det modsatte.” Geni­alt. – Kun fem mio. kr.
    Sådan forklare Knud Romer Jørgensen den politiske spin, og han tilføjer: Pro­blemet er, at folk altid tror, at virkeligheden findes, men det gør den ikke. Virkeligheden er altid oplevet og erfaret virkelighed. Du kan fuldstæn­dig kode folks oplevelse af virkelig­heden. Hvad de gør, hvad de tager til sig.
Kilder:

Magt og medier – en introduktion. Henrik Merkelsen. Samfundslitteratur 2007

Informationen om teorierne og Baudrillard er hentet fra: Stanford Encyclopedia of Philosophy, First published Fri Apr 22, 2005; substantive revision Wed Mar 7, 2007, http://plato.stanford.edu/entries/baudrillard/

Charlotte Young San Gullachs essay ”Den Baudrillardske Bateman” http://gullach.dk/hjem/content/view/30/30/

http://www.usp.nus.edu.sg/cpace/theory/Mobius/sim.real.html

Fra forordet til AMERIKA. Jean Baudrillard. Informations forlag. November 2004.