Mørkelygten

moerkeLoegtenDet offentlige ansatte tidligere tjenestemænd for at opnå en højere grad af loyalitet. En forsvarlig drift af offentlige virksomheder samt de ansattes uafhængighed (specielt dommeres), forkyndelsesfrihed (præsters) og metodefrihed (læreres).
Der ansættes stadig tjenestemænd, og dem som ansættes af dronningen, skal afgive en højtidelig forsikring, embedsed, om at ville overholde Grundloven.

I dag er antallet af tjenestemandsansættelser begrænset til fx chefstillinger, dommere stillinger i politiet, forsvaret og fængselsvæsenet.

Det er den almindelige opfattelse, i hvert fald blandt den lidt ældre del af befolkningen, at tjenestemænd/embedsmænd, men også andre offentligt ansatte er omfattet af lydighedspligt og sandhedspligt. De er – et bolværk mod manipulation og vildledning og alene styret af faglige overvejelser.

Politiske embedsmænd og demokratisk tusmørke

I bogen ’Mørkelygten’ gør journalist Jesper Tynell op med myten om den rent fagligt forankrede embedsmand og viser. Hvordan embedsværket deltager i at vildlede Folketinget og offentligheden.

JesperTynell 4 LOW

Den prisbelønnede journalist og forfatter Jesper Tynell belyser embedsmandens rolle som en lus mellem to negle – mellem politik og faglighed. Hans bog er baseret på flere års arbejde og samtaler med 45 anonyme embedsmænd.
Bogens titel ”Mørkelygten” henviser til en velkendt arbejdsmetode, hvor embedsmændene bruger mørkelygten, for at belyser en sag på en sådan måde, at det hele reelt bliver mere dunkelt. Metoden går ud på at (for)blænde f.eks. Folketinget, pressen og offentligheden med tal, fakta og vurderinger. Som foregiver at belyse det hele, men som reelt mørklægger og tilslører det, man gerne vil skjule.

Metoden belyses meget grundigt i en lang række eksempler

De sager, der belyses i bogen handler om Irakkrigen, strukturreformen, børnechecken, de statsløse, arbejdsformidlingen, Dan Lynge etc.
Jesper Tynell viser, hvordan embedsmænd ofte manipulerer med statistikker og lovregler for at understøtte en ministers politiske forslag (ønsker). Så de fremstår som både sagligt begrundede og lovlige, selv om det undertiden ikke er tilfældet.
Bogen rummer eksempler på, at embedsmænd regner baglæns, og ubekvemme (for ministeren) modargumenter sorteres fra. Saglighed erstattes af spin.

Udadtil siger man noget med stor overbevisning (fx en minister i TV avisen), samtidig med at man indadtil godt ved, at det ikke forholder sig sådan. Embedsmændene er ikke – som mange ellers tror – et bolværk mod manipulation og vildledning.

MOERKELYGTEN2

Idealet om et oplyst demokrati

Bogen tegner et billede af en politiseret embedsstand, som villigt manipulerer med jura, tal og fakta, så de understøtter ministerens politiske dagsorden, men det sker på en så behændig måde, at det ofte vil være vanskeligt at hænge nogen op på det, selvom mange af de sager der bliver gennemgået umiddelbart synes at være dækket af Ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 2, som ikke blot forbyder en minister direkte at lyve over for Folketinget, men også at give Folketinget »vildledende oplysninger« eller »fortie oplysninger af væsentlig betydning«.
At dette ansvar kun yderst sjældent håndhæves er en væsentlig del af problemet.

Embedsmændene er dog ikke ansvarsfrie, og det er paradoksalt, når flere af dem i bogen giver udtryk for ”faglig” stolthed, når de har anvendt mørkelygten mest elegant.

*

At Mørkelygten bruges flittigt kan næppe komme bag på mange af de folkevalgte, hvoraf flere selv er tidligere ministre.

Jesper Tynell betegner den udbredte praksis med brug af mørkelygten til at vildlede Folketinget som et fundamentalt problem for idealet om det oplyste demokrati, fordi Folketinget og offentligheden føres bag lyset.
Ville Folketinget have vedtaget at nedlægge amterne eller lægge arbejdsformidlingen over i kommunerne, hvis politikerne havde modtaget et korrekt beslutningsgrundlag? Ville Folketinget have sagt ja til at gå i krig i Irak, hvis de havde vidst, at krigen efter embedsmændenes saglige vurdering formentlig var i strid med folkeretten? De spørgsmål kan aldrig besvares, men bogen rejser en betydelig tvivl.

Hvad skal man stille op
Forfatteren mener bl.a., at man skal styrke Folketingets adgang til uafhængig ekspertise, styrke embedsmændenes selvstændighed og mulighed for at sige fra over politisk pression, samt styrke håndhævelsen af ministeransvaret.
Det primære ansvar for at løse problemet ligger hos politikerne, men der er også behov for en vis selvransagelse i embedsstanden?

Bogen lægger i høj grad op til, at man sætter langt større fokus på dilemmaet mellem embedsmændenes lydighedspligt over for ministeren og deres sandhedspligt over for Folketing og offentlighed.

*
Jesper Tynell er tidligere vinder af Cavlingprisen og senest vinder af Blixenprisen for ‘Årets journalistiske bog’.

Jesper Tynell har siden 2010 mødtes med en lang række embedsmænd fra Beskæftigelsesministeriet, Udenrigsministeriet, Justitsministeriet, Socialministeriet, Integrationsministeriet og Finansministeriet. Han har talt med fuldmægtige og topchefer, medarbejdere langt fra og helt tæt på ministrene. De fortæller alle anonymt om en række sager og om deres arbejdsopgaver som embedsmænd. Bogen giver et hidtil uset indblik i centraladministrationens metoder til at fremstille en sag som veloplyst, selvom afgørende dele bevidst bliver begravet i mørke. Nogle embedsmænd taler om, at de tager mørkelygten i brug.

Arbejdsspørgsmål:

Er det et problem, at embedsmændene udtaler sig anonymt!

Hvis du vil arbejde med temaet i en større skriftlig opgave er det vigtigt at beskrive og belyse et par af de sager bogen handler om. (Du behøver ikke læse hele bogen)