New Journalism

New journalism er en anden af journalistikkens fortælleformer. Begrebet blev skabt i 1973 af forfatteren Tom Wolfe bl.a. Herhjemme regnes journalisten Morten Sabroe for danmarksmester i new journalism. Selv bruger han begrebet den litterære journalistik.

Her følger hans beskrivelse af, hvordan han arbejder med en artikel. Men han tilføjer, at enhver må finde sin egen fortælleform.

Beskrivelsen er skåret ud af hans egen artikel: Den litterære journalistik på: http://www.cfje.dk

Hvad laver jeg her?

MortenSabroeNår jeg som nu har afsluttet en bog og skal til at skrive journalistik igen, har jeg kun ét i hovedet: Hvordan kommer jeg igennem med det, jeg har lyst til at lave, og orker jeg endnu en gang at tage de evindelige slagsmål omkring form og hvad ved jeg?

Det gør jeg. Jeg er nødt til det. Arbejdet som journalist giver mig nogle oplevelser og indsigter, jeg ellers ikke ville kunne få. Så spørgsmålet er: Hvordan kan det give mig tilfredsstillelse og udfordre mig kreativt. Det er den store opgave: Hvordan udvikler jeg mig som skribent i det journalistiske fag? Kan det overhovedet lade sig gøre?

Jeg er ikke en nyhedshund, og har aldrig været det. Nyheder er som døde fugle, der flyver forbi. Jeg står bare og glor på dem og tænker: ”Nå, og hvad så?”.

Den måde jeg skriver journalistik på, udspringer af spændingen mellem mig selv og omverden. Det spørgsmål jeg stiller mig selv, når jeg læser en nyhed er som regel: ”Hvad fanden foregår der?”

Ind i det ukendte

Sådan betragter jeg de fleste af de historier, jeg skal skrive: De er rejser ind i det ukendte. Hvad enten det drejer sig om at skrive et portræt af et menneske eller at skrive om en begivenhed, så er det en rejse ind i ukendt land. Jeg vil undersøge det. Som en antropolog. Har jeg ikke denne drivkraft og nysgerrighed, kan jeg næsten ikke skrive. Det bliver slapt og uinspireret, eller det forfalder til det rene gøgl, hvad det sagtens kan komme til at gøre, da man ikke uge efter uge, kan rejse så nysgerrig ud (desuden kniber det ofte med at få penge til de rejser af redaktøren).

Sådan er det. Nyheder interesserer mig ikke. Men at rejse bag om dem, ind i ukendt land, det bliver jeg aldrig træt af.

Hvordan gør man?

Jeg har været ude og tale om min journalistik, jeg ved ikke hvor mange gange. Hver gang har jeg haft på fornemmelsen, at folk sad med en hunger efter at vide, hvordan ”man gør”.

Jeg tror, at det er Somerset Maugham, der har sagt: ”Der er tre grundregler for, hvordan man skriver en roman. Heldigvis er der ingen der kender dem.”

Men hvordan lærer man det så? Det er ligesom med sex: Ved at gøre det. Og blive ved med at gøre det.

Sådan gør jeg

1. Den bedste måde at blive inspireret på er ved at læse dem, man er vild med. Jeg mener ikke, at man skal gøre sig den ulejlighed at læse de næstbedste, men læse de allerbedste. Som da Hunter S. Thompson i sin tid ville være forfatter og gav sig til at skrive passager af Hemingway og Scott Fitzgerald ned for at fange deres rytme og selv få den i blodet. Ved at gøre på den måde, lurer der den fare, at man ikke hører sin egen rytme, sin egen musik. Men læs de allerbedste og bliv inspireret af dem. Sådan er sproget jo, at når det virkelig er godt, smitter det. Man får selv lyst til at skrive det bedste man kan.

Jeg gik i Politikens bibliotek og fandt materiale om militserne. Der var masser. Jeg valgte det tungeste og mest seriøse, der var til en hel roman.

Næste dag sad jeg i flyet med stakkevis af materiale. Jeg læste/researchede på livet løs. Nogle mener at man kan gå blank ind i en historie og skrive på oplevelsen alene. Ikke jeg. Den der skriver om noget han ikke ved noget om, bør ikke skrive journalistisk.

Den første regel er:

At researche så grundigt man overhovedet kan på den korte tid man altid har.

Da jeg landede i Montana, havde jeg en god viden om de militser, jeg knap anede noget om, før jeg tog af sted.

Jeg kørte en halv time væk fra byen, op i bjergene, ind i skoven. Der fandt jeg en lodge med overnatning og kommunikationslinjer ud. Jeg læste mit materiale. Jeg fandt ud af, at der var flere militsafdelinger i Montana, og at der i nabostaten Idaho fandtes et hovedsæde for det nazistiske Aryan Nations. Jeg havde masser at lave, før jeg stillede mig op i køen til interview med Montana-militsen.

Anden regel:
Hold dig fra de andre journalister, de er dovne og de står i kø.

Tredje og fjerde regel:
  • Saml så meget stof som overhovedet muligt ind.
  • Vær en flue på væggen.

Den journalist, der kommer buldrende, vil dels møde aggressioner og irritation, men også fjendskab. Og han vil ikke få et sandfærdigt billede af dem, han skriver om, men derimod møde mennesker, der reagerer på en journalist. Det kan være, at nogle litterære journalister har et macho-image, men arbejdsmetoden er ydmyghed, at holde sig i baggrunden, langsomt, ganske langsomt at vinde tillid.

Femte regel:

Arbejd altid med bånd.

En eller anden dag kommer de og påstår, at de ikke har sagt det, de er blevet citeret for. Og hvis man ikke har deres sprog på bånd, giver man dem sit eget. Således kommer alle figurer i en artikel til at tale ens, nemlig som skribenten.

For at kunne få en ordentlig indgang skal man have et ordentligt stof. Det skal gerne være sådan, at man har researchet så meget, at man reelt har mellem fem og ti gode indgange til sin historie. Af dem vælger man den bedste, vel vidende at den sætter hele tonen, og at ud af den springer resten.

Sjette regel:

For at få den rigtige indledning skal man have så mange scener, at man kan vælge mellem fem til ti måder at begynde historien på.

”Bob Fletcher rakte ud efter glasset med den dobbelte Baileys Gin on the rocks. Så lænede han sig pludseligt ind over bordet på The Hereford Restaurant på Route 56 fem miles nord for Noxon i Montana. Lampen over hans hoved kastede et gyldent skær over hans fedtede hår.

”Kamala Webb,” sagde han. ”Hun er den bedste vi har. Hun kan ramme dig i øjet på 200 meters afstand.”

Han løftede glasset mod munden. Sveden glinsede på hans pande.

”Ved du hvad hun kan?” spurgte han.

”Nej,” sagde jeg.

”Hun kan skyde nosserne af dig på den afstand.”

Jeg prøvede at forestille mig, hvordan hun så ud. Kamala Webb. En kvinde på 30, der havde dannet sin egen milits i Montana efter Bob Fletcher og Trockmann-brødrenes opskrift, og som kunne skyde nosserne af en mand med sin Magnum 44 på en afstand af 200 meter. Hun måtte være en vred kvinde.”

Indledning!

For at skrive sådan en indledning, der er skrevet som fiktion, skal man have kortene i orden. Bob Fletcher skal have sagt sådan. Da det er en scene, der er hentet hjem uden båndoptager, må man gå på toilettet og tage sine noter.

For at få den scene, må man have været meget sammen med Fletcher. Man har brug for tid for at få den slags replikker. Og baggrundsviden. Jeg vil æde min højre arm på at ingen af de omkring 50 andre journalister der var i Noxon nogensinde havde hørt eller læst om Kamala Webb (Ligesom ingen af dem, som jeg, tog ind i Idaho for at knytte forbindelsen mellem Montana-militsen og nazisterne).

Man skal også have vundet mandens fortrolighed. Det tager tid. Og når man så har vundet den, skal man – ligegyldigt hvor god ven man blev med ham – være i stand til at vise læseren hvem han er, om man så føler, at man hænger ham ud og bryder den fortrolighed, man opnåede med ham

Dilemma

Jeg stod engang i det dilemma efter et interview med Poul Nyrup, og der skal man vide, at det at vinde fortrolighed er et arbejdsredskab, det er ikke for at vinde nye venner. Altså: Selv om Poul Nyrup tror han har vundet en ven, der virkelig forstår ham, så er man selv på arbejde og kun ude på at komme så tæt på ham, som man kan. Og skrive hvad man ser bagefter – uafhængig af den såkaldte fortrolighed man vandt.

Derudover skal man notere, hvad Fletcher drikker, hvor restauranten ligger etc. I den indledning er der, når man ser efter, ikke så få detaljer, og de skal være præcise.

Der må ikke digtes i den slags journalistik, hvordan nogen kan overstiger min fatteevne.

Og så skal der være en dramatisering, der får læseren til at læse videre. Spændingen skal holdes. Det gjorde jeg sådan i fortsættelsen af ovenstående:

”Bob Flethcer tog en slurk af gin’en og stillede glasset fra sig. Så åbnede han sin mappe og tog et lyserødt dokument frem. Hans hænder rystede …”

Herefter springer jeg og fortæller Bob Fletchers mærkelige historie. Jeg fortæller den, før jeg kommer tilbage til det lyserøde dokument. Men ved at lægge det ind, holder jeg læseren fanget. Læseren vil vide, hvad der står i det lyserøde dokument.

Altså: Man må holde læseren fange ved at lægge noget ud, som der først gives svar på længere nede. Det er en ældgammel teknik, der pirrer nysgerrigheden. Og har man skrevet en tekst på tre hele avissider, er det pinedød nødvendigt at fastholde læseren hele vejen til enden. Man må hele tiden lægge madding ud.

Informationer og facts

For at sådan en litterær tekst skal holde, må den være spækket med informationer og facts. Der skal ligge et vældigt researcharbejde bag, både det man kan hente, som andre har lavet, og som danner den viden man arbejder ud fra, og så det man selv indsamler. Jeg arbejdede mindst tre gange så meget som alle andre journalister i Noxon. Og ind imellem mine egne tekststykker satte jeg i kursiv de ekspertudsagn, jeg havde fundet på Internettet og i biblioteket, dels for at sige noget jeg ikke selv kunne sige, dels for at vise hvad mit baggrundsmateriale bestod af.

Endelig skal historien bindes sammen. Jeg begyndte den med at omtale Kamala Webb, kvinden der ifølge Fletcher kunne skyde nosserne af en mand på 200 meters afstand. Jeg sluttede historien med at ringe til hende, og give et billede af en mærkelig kvinde, og sådan blev historien indrammet. Punktum, finale.

 

Slut herfra

Jeg kan ikke komme det nærmere. Regler er til for at blive brudt, men når det gælder journalistik, må nogle holdes. Det vigtigste, der kan siges, er:

  • Litterær journalistik er ikke fiktion.

Man skriver om det, man ser, og det der sker. Man digter ikke. I det øjeblik man digter, skal ens ting udsende et tydeligt signal om, at her er tale om noget, der ikke er journalistik. Eller også skal det udgives i bogform og have skrevet roman eller novelle på omslaget.

Hver gang der er tale om en journalistisk opgave, skriver man det på journalistikkens betingelser. Jeg har skrevet masser af artikler i aviser, der ikke har været journalistiske opgaver, og hvor enhver har kunnet se, at her er der tale om en ren fiktionstekst og fri fantasi. Men hvor emnet er journalistisk, er man pinedød nødt til at overholde spillereglerne. William Faulkner har vistnok sagt, at det, der kommer nærmest sandheden, er fiktion, men det, der ligger længst fra sandheden, er til gengæld journalistik, der er digtet.
Så var der ikke mere herfra. Nu til reklamerne …

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fiktion, fakta og fortælling

Forholdet mellem journalistik og litteratur er ikke kun et forhold mellem fakta og fiktion. De to genrer har forskellige udtryk, forskellige sandheds- og relevanskriterier, og de prioriterer forskelligt.

Journalistik skal være sand. Litteraturen må lyve.

Kunsten at fortælle rummer en forpligtelse til at sætte noget på spil.

 

 

 

 

 

 

 

Tell, show and reflect

Slagordet ”Don’t tell it, show it” (Show it – don´t tell it) er efter min opfattelse ikke hensigtsmæssig I vore dages reportager. I dag er der behov for reportager, som er villige til at fortælle, vise frem og reflektere. Jeg vil foreslå et mere konstruktivt slagord:

”Tell, show and reflect”! Og som opfølgning på denne definition vil jeg definerer en ny reportagedefinition: Reportagen er en personlig fortælling der tager udgangspunkt i reporterens egne oplevelser i virkeligheden.

Jo Bech-Karlsen i Feature-reportasjen. Universitetsforlaget Oslo 1988.