ORD ER MAGT

– Snigordet kan være et effektivt våben i politik

Grundtvig skrev engang, at ”ordet skaber, hvad det nævner”.
En tidligere israelsk efterretningschef sagde i 2012, det ellers unævnelige i en TV dokumentar: ”Den enes terrorist er den andens frihedskæmper”.

I politik kan man vinde magten ved at sprede netop de ord, der skaber de ønskede holdninger hos vælgerne, selvom man slet ikke har- eller måske aldrig vil præsentere sine argumenter. Det er sådanne ord, som her kaldes snigord.

Et ord ligner bien, det har honning og brod. (fra Talmud – den jødiske bibel)

*
Honning-ord

Skattestop, byrdestop, det grå guld, lømmelpakke, efterløn, grønne afgifter. Positive begreber, som alle kan tilslutte sig.

Brod-ord

Smagsdommere, rundkredspædagogik, skattehop, sultecirkulære, rødvinsreform, fjumreår, cafepenge, golfpenge, ældrebyrde, røde afgifter. Negative begreber, som det er oplagt at være imod. Hvem vil ikke selv tage stilling til, hvad der er godt eller skidt. Så nej til smagsdommere, selvom de mennesker der blev hængt ud slet ikke beskæftigede sig med at fratage befolkningen indflydelse.

*
Snyde-ord

Normalisering, tilpasning, modernisering… – i stedet for nedskæringer.
Starthjælp i stedet for en ekstra lav overførselsindkomst til visse flygtninge og indvandrere. Både start og hjælp har positive overtoner, og starthjælp er mere abstrakt, dvs. uigennemskueligt, end f.eks. nedsat kontanthjælp.

Der er ingen dokumentation for, at det er rød eller blå blok, der i særlig høj grad misbruger sproget. Hvis der er flest eksempler fra den ene blok skyldes det mine kilder.

 

bbc orwellDet var forfatteren George Orwell der i romanen 1986 beskrev magthavernes brug af NewSpeak.Omvendt lommetyveri

I store dele af den offentlige debat leverer politikerne ikke ordentlige argumenter. I stedet for at argumentere, gennemfører man »omvendt lommetyveri«. Man lirker altså ikke noget op af tilhørernes lommer, men omvendt, man lirker noget ned i deres lommer, uden at det opdages.  Det betyder, at man pådutter andre et synspunkt. Det kan eksempelvis ske via sprogbrugen.

Det listige ved et Snigord er, at det kan påføre folk anskuelser uden at de opdager det. Og uden at der er præsenteret argumenter.

tumblr lnitfrly0N1qc4i5lo1 500

*

Når man siger fjumreår, er det et værdiladet politisk udtryk, som ubevidst påvirker os uden for den kritiske sans. Det er ikke meningen, at der skal tilføjes rationelle argumenter, for sagde man i stedet: at støtten til det sjette studieår skal fjernes, så ville det naturligt blive mødt med spørgsmålet: Hvorfor det?… Joh, fordi der er nogle der fjumrer… og det er jo ikke sandt for hovedparten af de studerende, det ved folk godt.

CafePenge

Cafépenge. Holdningen ligger i selve ordet. Argumenter bliver overflødige. De, der vil argumentere for café-penge, har på forhånd tabt enhver diskussion, selvom mange unge, der får SU til hjemmeboende ikke har brugt en krone af støtten på cafébesøg.

*

I takt med, at medierne accelererer nyhedsstrømmen, og hele tiden skal levere breaking-news, skal man være særligt opmærksomme på de ord, der introduceres og bliver brugt for at give folk en bestemt holdning uden argumenter. Det er jo det sidste, der er det springende punkt: at man slipper for at argumentere.


Gymnasielærernes overenskomst skal normaliseres sagde finansminister Bjarne Corydon (A). Selvfølgelig… hvis den har været unormal. Har den det! Hvem siger det! Hvad er normalt , skal det slet ikke diskuteres!

Politisk spin har eksisteret længe før ordet spin blev opfundet. Da den romerske overmagt for mere end 2000 år siden skabte Romerriget, hvor de undertvang alle folkeslag i hele det mægtige imperium, kaldte de det selv for ”Pax Romana” – den Romerske fred.

images-5Engang hed tomme løfter valgflæsk. Nu kan man måske tale om en Valgburger – med flæsk.Framing

Den amerikanske sprogforsker George Lakoff har brugt betegnelsen framing, om brugen af bestemte ord i den politiske debat, som ubevidst påvirker folks holdning. Det var især den amerikanske højrefløj under Bush, der benyttede denne teknik. Fx kaldte man en arveafgift for ”death-tax” dødsskat. Det fik de fleste til at opfatte denne afgift som en afskyelig tanke. Da ABF regeringen i 2012 ville ændre arveafgiften, udtalte en fremtrædende borgerlig politiker, at hun fandt det usmageligt at lægge mere skat på dødsfald.

Med framing forsøger man at påvirke folks anskuelser uden argumenter. Med sproget sætter man et fænomen ind i en ramme, en frame,[1] der udgør en forudsat synsmåde på verden (eller dele af den). Udtrykket den homoseksuelle livsstil er et eksempel. Her indsniges bl.a. den diskutable anskuelse, at homoseksualitet som sådan er et spørgsmål om livsstil, altså noget man kan vælge til eller fra.


[1] Betegnelsen frame stammer fra sociologen Erving Goffman, men det er nylig brugt meget af lingvisten og kognitionsforskeren George Lakoff.

Skattestop og skattehop

”Tidligere steg skatter og afgifter år for år. Nu har vi skattestop.”, sagde statsminister Anders Fog Rasmussen i sin nytårstale 2006. At skatterne især var steget under den konservative statsminister Poul Schlüter og ikke Anders Fogs forgænger socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen nævnte Fog ikke. Det kalder Christian Kock, professor i retorik, lidt af en sniger. Nu var vejen banet for et nyt snigord: ”skattehop”, som blev flittigt brugt om oppositionens forslag til det de selv kaldte en skatteomlægning.

Fogs to sætninger opstiller en modsætning mellem tidligere og nu: Nu har vi skattestop – det er jo Foghs regering (fra 2001) der har skabt skattestoppet. Men hvornår var tidligere? Velsagtens under den foregående regering, ledet af Nyrup.

Anders Fogh og hans folk har af al kraft, men ofte uden at sige det direkte, næret ideen om at Nyrups regering i smug strammede skatteskruen konstant.

Det var bare ikke tilfældet.

*
  • Skattens størrelse angives gerne med begrebet ’skattetryk’: skatter og afgifter målt i procentdel af bruttonationalproduktet. Skattetrykket under Nyrup-regeringerne (1993-2001) lå fast omkring 48 %. Det steg i årene 1997-99, men faldt (lidt mere) i 1999-2001.
  • Skattetrykket er i nyere tid steget stærkt, især under borgerlige regeringer (1969-71 og 1982-88, begge gange med 8 %); fra 1987 var Anders Fogh selv skatteminister.

Men Fogh siger jo heller ikke at skatterne steg år for år under Nyrup. Derimod får han nok mange til at tro det.

Når politikerne taler om skattelettelse (og det gør de ofte og gerne) putter de jo den holdning ned i vores tanke-lommer, at skat er en tung byrde, som man skal lettes for.

Vi kender alle sammen den situation, hvor en part siger, at der er blevet skåret ned, mens en anden part siger, at der er blevet givet mere. Som borgere taber man underkæben, man er fortabt, og man må opgive at hitte rede i tallene i den offentlige debat.

Der stikker ofte det under taldiskussionerne, at der ikke er tale om direkte løgne, men at der tales om forskellige ting. Altså, at når nogen siger at der er brugt så og så meget, regnes nogle poster som tilsammen givet et bestemt beløb, mens andre siger andre beløb ved at undlade at indregne nogle af disse poster.

Udokumenterede antagelser

En politiker kan også formulere sig, som om det han siger er noget, som både afsender og modtager allerede anerkender. Her er et eksempel med Jesper Langballe (DF) som afsender:

”Vi har i dag kunnet høre den rystende meddelelse fra de irakiske myndigheder, at der blandt de terrorister, som de har anholdt og fængslet, er der flere europæiske statsborgere, bl.a. danske. Jeg vil sige, at det jo er endnu et rystende vidnesbyrd om den uansvarlighed, hvormed Folketingets flertal indtil 2001 kastede statsborgerskaber i grams.”[1]

– ”endnu et rystende vidnesbyrd” præsenteres som et faktum, anerkendt både af ham og hans tilhørere.

Kaptajnen og styrmanden på et skib var uvenner. En dag kaptajnen førte logbogen, skrev han: ”Styrmanden var fuld i dag.” Da det var styrmandens tur, skrev han: ”Kaptajnen var ædru i dag.”

Under denne sætning er der en ”undertekst”, også kaldet en underforståelse: at kaptajnen ofte eller endda normalt er fuld. At kaptajnen var ædru, må jo være værd at bemærke af en eller anden grund. At han ofte er fuld, siges ikke direkte, så hvis kaptajnen bliver sur, kan styrmanden svare: Det har jeg aldrig sagt! Det er nemlig modtageren der tolker sig frem til underforståelsen – for uden den ville sætningen ikke have nogen pointe. Underforståelser opstår let, når det sagte ikke giver mening i sig selv. F.eks. sammenkædes nogle sætninger, uden at der direkte nævnes en konkret sammenhæng mellem dem – så må tilhørerne underforstå en sammenhæng. Sådan kan man sige noget uden at sige det.


[1] fra Folketinget den 11.10.2005

 

Professoren kræver demokratisk sindelag

Når en politiker taler skal han også udvise omsorg for selve demokratiet. Argumenterer man ikke lødigt, har man svigtet demokratiets idealer. Og hvad er så et lødigt argument? Det er et, som både er rigtigt (hvad der ikke blot vil sige ”korrekt”, men også ”retvisende”), relevant og vægtigt, siger Christian Kock.

images-1 kopi 2

Myten om Uffe Ellermann


Venstres tidligere formand og udenrigsminister i Poul Schlüters (C) regering Uffe Ellermann arbejdede inden sin tid som toppolitiker som journalist på TV-Avisen. Måske derfor var han politisk en dygtig retoriker!
Da TV-Avisen engang havde fået nys op en stor forureningssag – der var udledt store mængder kviksølv direkte ud i havvandet – bad man den ansvarlige direktør om at stille op til et interview. Direktøren kunne ikke sige nej, men han anede ikke, hvordan han skulle tackle situationen, så han kontaktede Uffe Ellermann for at få gode råd til, hvordan han skulle klare et kritisk interview.
Det er nemt nok, sagde Uffe Ellermann. Du forbereder tre svar (positive udsagn) og uanset hvad du bliver spurgt om, så bruger du de forberedte svar.

Ellermann vidste af egen erfaring, at man i TV-Avisen kun har meget kort tid til et interview – 1 til 2 minutter, så selvom journalisten griber ind og forlanger et svar, så kan man altid sige: Det kommer jeg tilbage til… eller hvis jeg lige må tale ud… så opnår man seernes sympati, fordi de er tilbøjelige til at holde med ”ofret” som den barske journalist angriber!

Den uskik ikke at svare eller svare ordentligt på en modparts eller en journalists kritiske spørgsmål, er stadig særdeles udbredt i den politiske debat i medierne.

 

Stråmænd

Endnu en dårlig måde at argumenterer på er gemt i begrebet »stråmænd«. I stedet for at argumentere imod, hvad en modpart foreslår og går ind for, så tillægger man modparten nogle andre standpunkter og argumenter end dem, de faktisk har.

Det kaldes en »stråmand«, fordi det er en erstatning for den rigtige person og dennes holdninger. I stedet for at angribe en person for at stå et bestemt sted holdningsmæssigt, så angriber man personen for at stå et andet sted – man forsøger altså at få andre til at tro, at modparten har andre holdninger end dem, som han faktisk argumenterer for.

En yndet form for polemik
Består i det probate trick
At dutte folk en mening på
Hvis vanvid alle kan forstå

Piet Hein: »Om dem der dutter«

Hvem har ikke hørt en politiker eller debattør pådutte andre en holdning, som de ikke har, eller et argument, de ikke har brugt, men som man mener at kunne score point på?

En mester i den teknik er tidligere finansminister Claus Hjort-Frederiksen (V). Jeg har en hel samling af eksempler, hvor han benytter sig af »stråmænd«. Og det er blevet rendyrket til en kunst af politikerne, især fra den ene side af det politiske spektrum, siger Christian Kock, professor i retorik ved Københavns Universitet.

Den sidste uskik, jeg vil omtale, som har forringet den offentlige debat, handler om ikke at svare eller svare ordentligt på en modparts eller en journalists kritiske spørgsmål, tilføjer Christian Kock.

Når man savner ideer, er ord et praktisk alternativ.
Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832)

Er sproglig tilsløring af regeringsmagtens sande natur!

Enhver regering vil have brug for at tilsløre det, den foretager sig. Og hvorfor så det?
Kock giver denne begrundelse: skønt regeringer har til opgave at fremme sine vælgeres interesser, fremstiller man det aldrig sådan. Der er både tradition og smag for, at man pakker sine kollektivt-egoistiske handlinger ind i ord, der har en klang af almen gyldighed.

Ord har magt. Både de store fortællinger om verden og andre mennesker og de historier, vi fortæller om os selv, definerer i høj grad, hvordan verden ser ud.
Vi kan tryne hinanden, elske hinanden, lyve for hinanden og opmuntre hinanden i sproget. Verdensledere kan udpege fjender med ord.

 

Gode gamle værdier

Den til enhver tid herskende tidsånd afspejler sig i sproget.

Og det er konkurrencetænkning, der ligger bag mange af de nye begreber og nye betydninger af velkendte ord i 00’erne, mener professor Jørn Lund.

»At konkurrence og elite er godt, er i pagt med tidsånden nu. Men hvis man i 1970’erne havde sagt, at konkurrence i skolen var alle tiders, så var der blevet en farlig ballade«, siger han.

DeSvarerIkkeGiv os ordentlig argumentation!

Professor i retorik Christian Kock analyserer den politiske debat i en ny bog, ’De svarer ikke’. Videnskab.dk bringer her bogens bud på, hvordan vi sikrer en ordentlig demokratisk debat i Danmark.

 

For den græske filosof Aristoteles betød politik (eller statskundskab) statskunst. Den var læren om, hvordan en stat kunne styres, så den så vidt muligt sikrede et godt liv for alle sine borgere. Hos Aristoteles er demokrati den hidtil bedste form for statskunst.

Og det bedste demokrati er et hvor man argumenterer om beslutningerne og prøver at få retvisende informationer om de faktiske forhold – for eksempel når det gælder krig og økonomi. Det vil sige, at man i hver enkelt sag prøver,” at pege på de overbevisende momenter, der foreligger” – på begge sider af sagen.

Ikke fordi vi ved at argumentere eller lytte til argumenter skal regne med at blive enige, men fordi det er til alles bedste, at hver enkelt afvejer argumenterne og stemmer på oplyst grundlag.

Giv os ordentlig argumentation

AristotelesBuste af den græske filosof Aristoteles.

Sådan burde det også være i dag. Når alt tyder på, at vælgerne i vid udstrækning er modtagelige for argumentation og gerne vil lade sig flytte af den, og hvis de ikke bare stemmer ud fra, hvad de tror kan gavne deres egne forudgivne, selviske interesser – så lad os sige til politikerne: Giv os den slags argumentation.

Og til medierne: Hold op med at tiltro vælgerne, at de er selviske, uflyttelige og argumentresistente. Lad dem få argumentation. Sørg for at den er ordentlig. Sørg for at modargumenter og kritiske spørgsmål bliver besvaret.

Hold op med at dække politik som om det at klare sig i en selvisk magtkamp er så altafgørende vigtigt (og beundringsværdigt) for politikere. Det kan vælgerne ikke bruge til ret meget, højst underholdning.

Mindre omvendt lommetyveri

Det vi har behov for mere af, er altså for det første, at politikere og debattører gør mere ud af at levere retvisende og relevante argumenter for deres standpunkter. Det vil sige, at vi skal have mindre ’omvendt lommetyveri’, hvor man satser på at få sine standpunkter til at glide ned uden argumentation.

Vi skal også have mindre talfnidder og talfusk. Vi skal ikke have flere fejende generaliseringer, der i flæng stempler sagesløse enkeltindivider. Vi skal have færre løsagtige spekulationer over modparters påståede motiver, det være sig af psykologisk, selvisk, strategisk eller konspirationsteoretisk art.

Til gengæld skal vi have mere af den slags argumentation, hvor debattørerne forholder sig åbent til de relevante argumenter på begge sider af en sag.

De skal forholde sig til de standpunkter og argumenter som modparten faktisk har ført frem, ikke til ‘stråmænd’. Og så skal debattørerne give reelle forklaringer på, hvorfor de synes at argumenterne på deres egen side trods alt er mere vægtige end dem på modpartens.

 

Kvalitets-dyk i politisk debat

images kopiChristian Kock er professor i retorik ved Københavns Universitet og har blandt andet gennem mange år kommenteret politisk debat og retorik i de danske medier. (Foto: Privatfoto)

For at vi kan få mere debat der lever op til disse krav, skal medierne i mindre grad betragte politikernes udsagn og forslag som rent strategisk motiveret, og mindre ensidigt vurdere dem ud fra, om man tror de er strategisk smarte.

I stedet skal medierne og deres kommentatorer i højere grad vurdere om politikere og debattører leverer argumentation af kvalitet. Blandt andet skal de tilløb, der har været i nogle medier til ‘faktatjek’ af politikeres udsagn i valgkampe, følges op og intensiveres.

På dette område er der nogle fremragende forbilleder at tage ved lære af, især i USA. Her er den politiske debats generelle kvalitet styrtdykket i de sidste 10‑15 år, og stammekrig er dagens orden. Men som reaktion herimod er mange initiativer skudt op, blandt andet websiden Factcheck.org.

I et samarbejde mellem journalister og universitetsfolk leverer den en fremragende indsats med at kritisere talfusk og andet fakta-fnidder fra begge sider af den politiske kløft – og erstatte dem med uvildige analyser, af hvad der faktisk er tilfældet.

Uvildig kvalitetskontrol

Men argumenternes faktuelle rigtighed eller mangel på samme er kun ét aspekt af, hvad der udgør gode argumenter. Lige så afgørende er det, om argumenterne er relevante for den sag der diskuteres – og om de i givet fald bliver vejet op imod argumenterne på den anden side.

Moderne politik er blevet til en kamp 24 timer i døgnet – om hvad der er fakta. … Hvor svært kan det være for politikere at enes om hvor stor en udgiftspost er?!

– Christian Kock, professor

Kommentatorvirksomhed der handler om dét, ser vi kun sporadisk i medierne. Der er derimod nok af skråsikre standpunkter på leder- og debatsiderne – typisk præget af alle de samme uskikke, som hos de modparter man forsøger at nedgøre.

Hvad der er brug for mere af fra lederskribenter, kommentatorer og politiske journalister, er uvildig kvalitetskontrol, til gavn for de borgere der vil bruge debatten til at danne sig en mening. Mediernes repræsentanter skal pågribe dårlig kvalitet når de kan.

For eksempel når de fungerer som interviewere eller ordstyrere, og kritiske spørgsmål eller modargumenter ikke bliver besvaret. Politikere og andre debattører skal erfare, at dårlig eller manglende argumentation ikke længere kan skaffe dem beundring for strategisk smartness, men derimod lav troværdighed og stemmetab.

Kynisme gør vælgere kyniske

Foruden hvad medierne og deres journalister kunne gøre for at skaffe os en politisk debat, vi kan bruge til noget, ligger der en stor opgave foran skoler og læreanstalter. Undervisning i argumentation ud fra et kvalitetssynspunkt – det vil sige et der udgår fra borgernes behov – er så småt på vej ind i pensum på de forskellige skoletrin og på visse studier.

Men der kunne gøres mere. Det er et af de mest samfundsnyttige emner man kunne tage op. Ikke mindst på de fag som stadig bygger på idéen om, at politik alene eller overvejende, er selvisk kamp om magt og fordeling af goder.

Samtidig med at politikerne med deres gensidige bagtalelse om bagtanker nægter hinanden elementær tillid, undergraver de vores tillid til dem.

– Christian Kock, professor

Grundige empiriske undersøgelser har demonstreret, at vælgere, der læser politisk journalistik præget af en kynisk vinkel på konkrete sager og politikere, vil blive mere kyniske over for politik og politikere generelt – altså, at de i stigende grad vil tillægge alle politikere rent selviske bevæggrunde til alting, og dermed nærme sig politikerlede og politisk apati.

Troværdigheds-bundskraber

Deraf følger også, at når politikere selv prøver at annullere modparternes argumenter, ved at påstå, at de alene taler ud fra partistrategiske motiver, så styrker de en opfattelse, der undergraver deres egen troværdighed og hele meningen med den politiske debat.

At politikere i de vestlige demokratier har stadig mere grund til at bekymre sig om deres troværdighed, fremgår af empiriske undersøgelser. Blandt andet det årlige ’Trust Index’ fra det internationale institut GfK.

I det seneste index fra sommeren 2010 er politikerne – ud af 20 professioner – igen-igen den, der nyder den laveste tillid i 19 vestlige lande. Højest står brandmænd, militærfolk, læger, postmedarbejdere og skolelærere, der nyder tillid fra 80‑90 procent af befolkningen. Hvad mere er: Den andel der har tillid til politikere, er siden året før sunket fra 21 til 17 procent.

Den politiske videnskabs mål

I sin bog om etik skriver Aristoteles, at den politiske videnskab er »den ypperste og mest overordnede«. De andre ’praktiske videnskaber’ – heriblandt militærkunst, økonomi og retorik, siger han – hører under den, for deres mål er dele af den politiske videnskabs mål: Det gode liv.

Etikken stræber mod det gode liv for det enkelte individ; statskunsten gør det for hele fællesskabet. Ud fra denne oldgræske synsmåde er bogen – der egentlig handler om offentlig debat, altså retorik – i virkeligheden et bidrag til ‘den politiske videnskab’.

kilde: http://videnskab.dk/kultur-samfund/giv-os-ordentlig-argumentation


[1] Betegnelsen frame stammer fra sociologen Erving Goffman, men det er nylig brugt meget af lingvisten og kognitionsforskeren George Lakoff.

[2] fra Folketinget den 11.10.2005