Pengeskabelsens historie

Historie
Pengeskabelsens historie kan inddeles i tre dele. De to første er velkendte: møntprægning og seddeludstedelse; den tredje er ikke: forøgelse af kontopenge via bankudlån og clearing.

 Møntprægning

Den romerske guldmønt aureus (lat.: gylden), med en værdi af 25 denarer. Mønten her blev præget i 193 af Septimius Severus for XIV Gemina Martia Victrix, den legion der udråbte ham til kejser.

Da mønter ofte var gjort af metaller, optræder de hyppigt arkæologiske udgravninger, i modsætning til sedler og kontopenge. Man skelner mellem mønter fremstillet af ædelmetaller (oftest guld eller sølv) (også kaldet hovedmønt eller specie) og mønter fremstillet af uædle metaller, fx kobber, nikkel eller zink (ofte kaldet skillemønt, dvs. mønter, hvori hovedmønten deles eller skilles).

Seddeludstedelse
Hvor sedler i dag opfattes som kontanter på linje med mønter, var de oprindeligt noget ganske andet. De blev indført som en fordring (et krav) på hovedmønten (af ædelmetal), dvs. som et symbol på eller repræsentation af en bagvedliggende (guld)ressource. Når en kunde anmodede en seddeludstedende bank om et lån, blev beløbet udbetalt i sedler, som banken selv havde trykt med eget navn og logo, og som skulle kunne indløses i mønt eller guld, hvis kunden ønskede det.  Denne guldindløselighed blev fastholdt i mange lande frem til omkring 1930, for dollarens vedkommende internationalt helt til 1971, da Nixon “gik fra guldet” efter et stormløb fra bl.a. Frankrigs side.

Fire-dollar pengeseddel fra Commercial Bank of Newfoundland, ca. 1870.

Seddeludstedelse var en god forretning for guldsmedene og for andre private banker i 17-1800-tallet. Det var også stærkt inflationært, da en hastigt stigende mængde penge nu stod til rådighed for et kun let forøget antal varer og ydelser – hvis pris derfor stiger.

Forøgelse af kontopenge
Da den inflationære virkning af private bankers seddeludstedelse i løbet af 1800-tallet gik op for statsmagten, fratog man bankernes ret til at udstede papirpenge, den overgik til centralbanken. Hvad man ikke fra myndighedernes side var opmærksom på, var, at private banker kunne fortsætte med at skabe den tredje type penge, kontopenge. Banker kunne, som i dag, yde et lån ved at skrive et forhøjet beløb ind på låntagers konto og derefter lade låntager bruge beløbet fra sin konto med check. Herved øgedes pengemængden, forstået som summen af kontoindeståender. Nye penge blev derfor fortsat skabt af banker.

At kontopenge overhovedet skulle tælles med i den nationale pengemængde, blev økonomer først enige om i de første årtier af 1900-tallet. Den inflation på mange tusinde procent, som de fleste moderne nationers valutaer har gennemløbet over det sidste århundrede, kan formentligt i vid udstrækning tilskrives private bankers pengeskabelse.

Pengeskabelsens privatisering uden demokratisk beslutning
Hvor templer, handelshuse og banker op gennem historien har ført konti for kunder, har disse institutioner været i stand til at skabe penge ved bogføring, betaling og clearing. I takt med at kontopenge i vestens pengesystemer gennem 1700- til 1900-tallet langsomt erstattede kontanter, kraftigt accelereret af elektroniske kontopenge fra 1970’erne, har bankerne altså stået for en stadig større del af samfundets pengeskabelse.

Pengeudstedelsen… er… hen over årene blevet privatiseret og i dag næsten fuldstændig lagt i hænderne på de private banker. Altså en privatisering, der ikke har været truffet politisk beslutning om, og som borgerne ikke er blevet hørt om. Vel nok den største privatisering, som vores samfund har været igennem, og den er kommet ind ad bagdøren – uden at nogen har stillet spørgsmålstegn ved det. Som fhv. sparekassedirektør Uffe Madsen formulerer det.

Som andre landes centralbanker, har også Danmarks Nationalbank (her set fra Havnegade) accepteret ikke at kunne styre udviklingen i pengemængden og har overladt rat og speeder til de private banker.

Pengeskabelsen er ude af kontrol
I 1900-tallet mente mange økonomer, at centralbanker kunne kontrollere pengemængden. Det viste sig ikke muligt, og centralbanker gik over til at forsøge at gøre det ved rentepolitik (dvs. kontrollere “prisen på penge”). Denne tilgang er de fleste centralbanker nu også gået bort fra, bl.a. fordi renten er blevet så lav, at der ikke er meget tilbage at styre på. Centralbanker har stort set opgive at begrænse pengeskabelsen, indirekte udtrykt bl.a. således fra Danmarks Nationalbank: “Pengemængden har normalt ikke den store bevågenhed i de fleste centralbankers pengepolitiske overvejelser…”.

Pengeskabelsen er ude af kontrol i betydningen: Det er ganske op til hver enkelt bank at afgøre, via dens kreditvurdering af lånansøgere, hvor mange penge den vil skabe gennem långivning. I gode tider øger bankerne generelt udlåningen, hvorved de bidrager til at bobler pustes op, evt. til de sprænges.

Kreditmagten er bankernes

Den gamle Sparekasse bygning i Storegade 37, Stege.      Foto: Ipigott

Banker skaber penge til deres kunder gennem långivning, og når en kunde indfrier sit lån, forsvinder pengene ud af pengemængden igen. Tilbage bliver dog renten, som banken har sikret sig, og den anvendes bl.a. til bankens drift, afkast til investorer samt nyanskaffelser, bl.a. domicilet. Derfor er banken ofte den mest elegante bygning i byen, som her i Stege.

De grundlæggende principper for en pengepolitik i et samfund med private, kreditskabende banker er ikke vanskelige: Ønsker man at minimere inflation og maksimere realøkonomisk vækst, bør kredit skabes og fordeles primært til produktive formål. Kredit til forbrug og spekulation vil resultere i inflation i forbrugerpriser eller i aktier og fast ejendom og bør derfor undgås.