Politiske omvæltninger

grundlovsgivendeforsamling1
Maleri af den grundlovgivende forsamling.

arbejdsspoergsmaalLStavnsbåndet, enevælden og grundloven

Industrialiseringen var ikke afhængig af nogen bestemt statsform eller indførelsen af politisk demokrati. Men samtidig med industrialiseringen gennemførtes 3 meget store samfundsreformer.

frihedsstoettenFrihedsstøttet i København. Rejst af taknemmelige bønder til minde om stavnsbåndets ophævelse.

Stavnsbåndet blev ophævet i perioden 1788-1800.

Fra 1733 var alle 14-36-årige mænd af bondestand bundet til det gods, hvor de hørte hjemme. Senere blev ordningen udvidet, så den gjaldt alle 4-40-årige.

Officielt blev stavnsbåndet indført fordi godsejerne havde pligt til at sørge for værnepligtige til hæren. Derfor kunne det give vanskeligheder, hvis han ikke havde arbejdsfolk nok mens de værnepligtige var indkaldt. Men det var lige så meget udtryk for en udvidelse af godsejernes magt over sine fæstebønder.

I dag er det svært at forestille sig, at en dansk godsejer under stavnsbåndet havde en magt over fæstebønderne, der på mange måder mindede om en amerikansk plantageejers magt over negerslaverne.

*

Godsejerne kunne godt stille stavnsbundne bønder til rådighed for industriel produktion, men med ophævelsen af stavnsbåndet voksede antallet af ”frie arbejdere”, så det blev væsentligt lettere at rekruttere arbejdskraft til de nye industrielle virksomheder.

Enevælden blev indført 1661 og først ophævet næsten 200 år senere i 1849.

I forbindelse med, at tronen blev gjort arvelig for Frederik d. 3. og hans efterkommere, stadfæstede stormændene 10.1.1661, ”Instrument eller pragmatisk sanktion om Kongens arveret til Danmarks og Norges riger”.

Der var tale om en forpligtende erklæring fra kongens undersåtter, der ud over at bekræfte arveretten, også overdrog ”alle jura majestatis, absolut regering og alle regalia” til kongen og hans efterkommere.

Hidtil havde det været stormændene der valgte de danske konger, der ofte måtte underskrive håndfæstninger som begrænsede kongens magt. F.eks. måtte kongen kun udskrive skatter i samråd med rigets stormænd.

*

dscn8625-u2-540-u0.5-q60Den danske enevælde kan opdeles i: Den personlige enevælde (1661-1730). Den bureaukratiske enevælde (1730-70). Den oplyste enevælde (1770-1849), hvor befolkningen havde en vis indflydelse på regeringsførelsen.

Enevælden hverken begrænsede eller fremmede den industrielle udvikling. Men det spillede naturligvis en rolle, når de enevældige konger optrådte som iværksættere eller udstedte privilegier – f.eks. eneret på våben- eller klædefremstilling – til købmænd, adelsmænd eller andre kapitalejere.

Staten (kongen) udstedte eneretsbevillinger for at få private til at påtage sig risikoen ved at oprette nye virksomheder.

Den Schimmelmannske familie kunne f.eks. trygt investere i Kronborg Geværfabrik, fordi man havde opnået kongeligt monopol på våbenproduktion. Samtidig havde staten garanteret, at man ville købe en bestemt andel af fabrikkens produktion.

Grundloven

grundlov1Den første side af grundloven med kongens underskrift.Da Frederik den 7. i 1848 afgav sin magt blev Danmark et demokrati. Et folkestyre, hvor det i første omgang kun var ”uberygtede” mænd over 30 år der fik valgret.

Kongen var dog ikke i første omgang sat helt uden for indflydelse, for den forsamling der skulle behandle og vedtage grundloven bestod af 114 folkevalgte og 38 ”kongevalgte” medlemmer. De kongevalgte fik afgørende indflydelse på Junigrundloven af 1849, der ligesom sine forbilleder, den belgiske og den norske grundlov byggede på Montesquieus lære om magtens tredeling, et princip der skal forhindre, at en diktator tager magten fra folket.

Delingen mellem den udøvende magt (kongen/regeringen), den lovgivende magt (Rigsdagen) og den dømmende magt (domstolene) blev gennemført, men magtbalancen var forskudt fordi kongen kunne opløse Rigsdagen, mens Rigsdagen ikke kunne vælte regeringen (kongen).

Kongen kunne også udstede foreløbige love, når Rigsdagen ikke var samlet.
Kongen var ansvarsfri, og en lov var først gyldig, når både kongen og den ansvarlige minister havde skrevet under.

*

Den dømmende magt – dommerne – kunne som Montesquieu havde foreskrevet ikke afskediges af regeringen.

Junigrundloven sikrede også befolkningens frihedsrettigheder: Religionsfrihed, trykkefrihed, forenings- og forsamlingsfrihed. Grundloven stadfæstede også boligens og ejendomsrettens ukrænkelighed.

Det blev også slået fast, at enhver person der tilbageholdes af politiet, skal stilles for en dommer inden der er gået 24 timer. På den måde sikrede man borgerne mod politiets mulighed for vilkårlig magtudøvelse.

Det er en dommer som beslutter, om en person skal løslades eller varetægtsfængsles. Og dommerens beslutning skal begrundes juridisk.

Med junigrundloven blev der også indført almindelig værnepligt og ubemidlede (fattige) borgere fik ret til offentlig forsørgelse og fri skolegang.

Rigsdagen blev delt i to kamre, Folketinget med 100 medlemmer og Landstinget med 51 medlemmer.

Valgret til Folketinget fik alle uberygtede mænd, der var fyldt 30 år, og valgbarhed fra 25-års-alderen. Til Landstinget var der indirekte valg, og medlemmerne skulle være fyldt 40 år og have en ret høj indtægt.

Disse valgregler betød, at det var samtidens mest demokratiske grundlov, som Frederik 7. underskrev den 5. juni 1849.

Med Danmarks første frie grundlov havde man endegyldigt afskaffet enevældet og indført det repræsentative folkestyre.

Den nugældende Grundlov som blev vedtaget i 1953 er en videreførelse af Junigrundloven.

Landstinget blev dog afskaffet i den nye lov og de borgerlige rettigheder blev yderligere sikret.