Sandhed! – gennem tiderne


Indholdet i hele denne tekst er bl.a. | Teorier om viden i mere end 2000 år | Platons og Aristoteles verdensbillede | Sandhedens puslespil | Sandheden i Middelalderen | Sandheden i Renæssancen | Sandheden i den moderne tid |  Flere sandheder i forskellige kulturer og epoker | Subjektiviteten er sandheden | Delene og helheden | Den hermeneutisk undersøgelse | Den totalitære sandhed | Den relative sandhed | Sandhedens paradigmer
En sommerdag for længe siden gik jeg sammen med Poul ind i en støvet betonbygning i Beirut. I et lokale på anden sal mødte vi en højtstående leder fra en af de store palæstinensiske befrielsesorganisationer. Bag hans skrivebord stod en Kalashnikov maskinpistol, og der gik hele tiden mennesker igennem lokalet, de fleste var bevæbnede.

Vi havde mange spørgsmål om konflikten i Mellemøsten. De fleste fik vi svar på, og i løbet af samtalen gik det op for mig, hvor lidt jeg egentlig vidste, og hvor farvet min opfattelse af konflikten var.
Da samtalen var forbi spurgte han, hvor vi boede, og tilbød os et lift, da han selv skulle samme vej. Vi rumlede gennem byen i en gammel Fiat af ubestemmelig alder.

*

I hele den palæstinensiske befolkning blev manden betragtet som Fedayeen – frihedskæmper. På den anden side af Libanons grænse stod han øverst på Mossads (den israelske efterretningstjeneste) liste over terrorister, der skulle bekæmpes.

Nogle dage efter satte han sig igen ind i sin faldefærdige Fiat sammen med et 17årigt familiemedlem. Han nåede ikke at starte bilen, før en radiosender udløste en bombe, som dræbte både ham og hans niece.
Dagen efter rapporterede The New York Times: “Beirut Blast Kills Guerrilla Leader”.

Hvis attentatet havde været planlagt til udførelse den dag vi fik et lift, ville Mossad agenten  så have trykket på knappen, når han så mig og Poul stige ind i bilen!

*

Utvivlsom, og så kunne The New York Times have rapporteret: “Beirut Blast Kills Guerrilla Leader and 2 Danish sympathizers”.

Var det gået så galt (virkeligheden var tragisk nok) ville det have udløst en diplomatisk krise mellem Danmark og Israel. I Danmark var sandheden jo, at hverken Poul eller jeg kunne betegnes som andet end uskyldige journalister, som Israelerne ikke legitimt kunne dræbe.

  • I krig er sandheden det første offer. Ordene stammer fra den græske digter Aischylos (526-456 f.Kr.). Han deltog selv som soldat i flere krige.

Ikke kun en sandhed

At den palæstinensiske leder var terrorist er sandt for nogle. At han var frihedskæmper er sandt for andre. Men er der ikke kun en sandhed. Den samme person kan da ikke være to forskellige ting!

Ghassan KanafaniThis is a photograph of Palestinian writer and militant, Ghassan Kanafani (1936 -1972). This image was obtained from http://www.al-akhbar.com/files/images/p12_20070707_pic1.full.jpg.


Vi besøgte også flygtningelejren Sabra og Shatila.
Se en video om hvad der siden skete her.
klik kun, hvis du ikke har alt for sarte nerver.

 



Lad mig fra dette paradoks – at der kan være flere sandheder – springe helt frem til 2013, hvor folketinget i gymnasieloven har bestemt, at du i løbet af gymnasietiden skal udvikle dig fra gymnasieelev til studerende!

Det lyder da fornuftigt, men hvad betyder det egentlig. Den korte forklaring tager udgangspunkt i historien om den palæstinensiske leder. Man kan sige, at en studerende er en person, der forstår, at der ikke kun eksisterer en sandhed – heller ikke indenfor naturvidenskaberne.

*

Når RUC (Roskilde UniversitetsCenter) skal beskrive hvad en studerende er – eller skal kunne, så taler man om følgende studiekompetencer:

    en bevidsthed om og en åbenhed over for at arbejde metodisk, samt at de ikke kun arbejder med hjertet, men at de også kan træde et skridt tilbage og stille kritiske spørgsmål til det de arbejder med.

   Evne til at tænke og arbejde selvstændigt.

   Evne til at læse fagtekster med kritiske øjne.

   Evne til at præsentere/formidle egne tanker til andre.

   Evne til at formulere sig på korrekt dansk.

Men heller ikke på dette område findes der en entydig sandhed. Andre universiteter og uddannelsessteder har hver deres definition på studiekompetencer.

Teorier om viden i mere end 2000 år

Det sker. Men det er uhyre sjældent, at nogen formulerer teorier og ideer, som ikke er bygget på et fundament af allerede eksisterende viden.

Når jeg på de følgende sider fortæller dig om videnskabernes historie, så bygger jeg på andres viden, som igen bygger på nogle helt andres viden.
Egentlig kan det undre, at nogen overhovedet har givet sig i kast med at beskrive Aristoteles ideer og teorier, når alle hans originale tekster for længst er ødelagt eller forvundet på anden vis!
Det er nu ikke så problematisk, for disse formidlere lægger jo ikke skjul på, at de både fortolker og bygger videre på de levn, der trods alt findes.

*
På samme måde er min fortælling om videnskabernes historie både en genfortælling og et subjektivt valg af de ideer og teorier, som jeg mener det er vigtigt for en gymnasieelev at kende til.
Men når jeg kort omtaler fx Kant eller Kirkegaard, så er det bare en lille dråbe der vises frem. Vil du vide mere må du selv gå videre og fx søge mere information på nettet eller i fagbøger.
  • Jeg har selv mødt elever, der troede, at læreren vidste det hele. Men ak, jeg ved kun meget lidt om de mange hundrede tænkere, der har befolket jorden siden 600 år f. Kr., det årstal jeg vil tage udgangspunkt i.
*
Min historie begynder i Milet. En gammel by i det nuværende Tyrkiet.

Skærmbillede 2013-03-17 kl. 15.46.49

 

 

 

 



View Larger Map

 Med Google Earth logoGoogleEarth kan jeg på få sekunder ”flyve” fra Birkerød til resterne af byen Milet i Tyrkiet. I sin blomstringstid 600-500 f.Kr. havde byen en førende stilling i den græske verden inden for filosofi, videnskab, litteratur og kunst. Byen havde sin storhedstid frem til 600 år f kr. Jeg kan oven i købet se billeder af nogle ruiner, som dokumenterer, at der engang har ligget en stor by netop på dette sted.

*
Milets ruiner 20111206-IMG 9740
Ruiner af den forhistoriske by Milet.

Men herefter må jeg støtte mig til mine kilder. I dette tilfælde: Videnskabernes idehistorie fra bogen ”Videnskab og virkelighed af Bjarne Troelsen”[1].
Det var i Milet at den videnskabelige måde at tænke på blev født fortæller min kilde. Hidtil havde man forklaret verdensordenen som guddommelige magters værk.

Handelsruter til Milet
Alle datidens karavaneveje havde forbindelse til Milet, så foruden en mængde exotiske varer fik man også nye impulser i form af fremmede ideer og filosofier.
*

Men i Milet skete der noget. Der kom måske en karavane fra Kina med nyt om papir og støbejern og måske om den kinesiske taoisme. De handlende der havde været i Indien havde måske stiftet bekendtskab med hinduismen. Andre købmænd havde muligvis i Nildeltaet hørt om nye astronomiske opdagelser og spændende matematiske teorier. Alle disse nye indtryk gjorde det vanskeligt at fastholde den hidtidige tankegang. Man begyndte at tænke videnskabeligt – det vil sige uafhængigt af gudetroen, som man dog ikke forkastede.

*

I den antikke verden begyndte man nu at lede efter de grundelementer, som man mente naturen var opbygget af.
Pythagoras mente at det var tallene, der var altings grundstof. Andre pegede på vand og luft.
Både Platon 427-347 f. Kr. Og Sokrates 469-399 f. Kr. Var optaget af at finde sandheden – det som ikke er skjult. Det var ikke noget man umiddelbart kunne se eller sanse på anden vis, nej sandheden var skjult af vores sanser, følelser, lidenskaber, drifter og behov, mente Platon.

I vores tid hører man somme tider det synspunkt, at jagten på materielle goder forhindrer os i at se de væsentligste ting!
På samme måde mente Platon, at mennesker vurderer alting i forhold til, om det opfylder vores behov. Derfor tager sanserne – som er en del af kroppen og dermed vores behov – ofte fejl, så vi misforstår det vi ser og hører.

*

Men heldigvis har mennesket en evne, fornuften, som er en del af sjælens tænkeevne. Her er der tale om udødelige og evige elementer, som derfor er i slægt med den evige sandhed, som findes skjult i alt det man umiddelbart ser.

Platon opfattede dog ikke det umiddelbart sanselige som uvirkeligt, blot ufuldstændigt og uklart, som skyggen af et menneske når solen skinner.
Det er primært fornuften og tænkningen, der åbenbarer sandheden.

*

Det videnskaben må stræbe efter, mente man, er at åbenbare tingens universelle og evige træk – nærmest et matematisk regnestykke med et bestemt og uforanderligt facit.

Det kan undre, at man ikke blot stolede på sine sanser. Men måske er forklaringen den enkle, at man ikke blot kunne beskrive den verden, som man stadig mente guderne havde skabt, med noget så ”simpelt” som sanserne, der måtte være en overordnet samlende forklaring, der lignede den guddommelige!
Dette forsøg på en forklaring står helt for min egen regning!

Scheme of things1475
Øverst placerede Aristoteles Guds evige verden og de saliges himmel, herefter fulgte sol, måne og stjerner og nederst den jordiske verden. Dette billede er offentlig ejendom fordi ophavsretten er udløbet.
*

De fire grundelementer der indgik i Aristoteles verdensbillede var jord, vand, luft og ild, som han mente alt andet var sammensat af.

Senere samlede astronomen Ptolemaios, der døde omkring år 160, hele Aristoteles imponerende teorisystem. Værket blev kendt under titlen ”Almagest”.

*

Selvom det de græske tænkere beskæftigede sig med i høj grad lignede det, som vi i dag ville kalde grundforskning, så havde de et højere mål, end at finde ud af noget, som fx kunne udnyttes til at udvikle ny teknologi. For dem handlede det om at erkende eller forstå Gud – (verdens inderste sammenhæng og mening) det var for dem den højeste lykke et menneske kunne opnå.

Geocentrisk-model

 

Planeterne

Det aristoteliske verdensbillede var geocentrisk

Aristoteles 384-322 f.Kr. fremlagde sit Verdensbillede med inspiration fra flere forskellige forudgående antagelser og ideer.
På baggrund af den græske fysik opfandt han sit geocentriske verdensbillede.
Han mente at alt stof var opbygget af fire
elementer: jord, luft, ild og vand. Derudover mente Aristoteles, at hver af disse fire elementer havde hver sin naturlige bevægelse.
Dette medførte at resten af Universet måtte rotere omkring Jorden. Samtidig sluttede Aristoteles at Universet måtte være kugleformet, eftersom
kuglen er den geometriske form, der er bedst til rotation.

Han mente også, at universet var endeligt.

Heliocentic solar systemHeliocentic solar system.

 

 

 

 

 

 

 

 



Er det overhovedet sandt

I 2012 åbnede man Thyco Brahes kiste. Man ville blandt andet undersøge, om han var død som følge af en bevidst forgiftning.



I kisten var hans navn indgraveret, og indeni fandt man et skelet, og en krukke der indeholdt han hjerne.
Man har også malerier af den berømte astronom, og på øen Hven i Øresund kan man besøge resterne af Thyco Brahes observatorium Uranienborg. På det kongelige bibliotek opbevares nogle af hans videnskabelige afhandlinger.
Selvom det er mere end 400 år siden han døde, og der derfor ikke er nogen nulevende personer, der kan bekræfte at han virkelig har levet, så er der så mange levn, at man med meget stor sandsynlighed kan sige, at han var en virkelig person.

Tycho Brahe
Tycho Brahe 14.12.1546-24.10.1601, dansk atronom, født på Knutstorp i Skåne, død i Prag, hvor han er begravet i Tejnkirken.
*

Hvis vi vil bevise, at Platon og Aristoteles virkelig har levet, så savner vi i høj grad håndgribelige beviser.
Vi har ikke deres lig. Deres skriftlige arbejder er forsvundet. Det samme gælder deres boliger. De billeder der eksisterer er malet mange hundrede år efter deres død, af kunstnere, som aldrig havde mødt de store tænkere.
Hvordan kan man så overhovedet beskrive dem og fortælle om deres teorier og ideer!

Det kan man også kun, hvis der eksisterer tilstrækkeligt mange brikker til det puslespil, der kan tegne et nogenlunde troværdigt billede af Platons teorier og ideer.
Og her skal man være opmærksom på, at eftertiden kan have mange motiver til at give rekonstruktionen en særlig drejning. I en tid præget af fornyelse som renæssancen, kan det have været fristende at betone Platons fokus på forandring. I mere konservative perioder, kan man fremstille ham, som vogter af de klassiske dyder.

*
  • Fordi fortiden altid er genskabt og fortolket er den vigtigste lære, at man hele tiden bevarer tvivlen og stiller kritiske spørgsmål også selvom det man læser og hører virker meget troværdigt.

LEVNfigur

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sandheden i Middelalderen

Antikken blev omkring år 500 afløst af Middelalderen. Der var to ting, der nu påvirkede den videnskabelige tænkning. Kristendommen voksede frem, og Romerriget stod for fald på grund af de store germanske folkevandringer. De græske tænkere så ikke nogen modsætning mellem ”guderne” og ”filosofferne”, de sidste opfattede deres arbejde, som en stræben for at finde menneskers rette plads i den gudskabte verden. Men kristendommen opfattede den antikke kultur som hedensk gudedyrkelse. Kampen mod den græske filosofi og videnskab ødelagde det eksisterende undervisningsvæsen, som blev trængt tilbage til snævre utilgængelige cirkler, der vogtede på de stumper af klassisk litteratur der endnu var tilbage.

Skærmbillede 2013-03-18 kl. 23.16.56
Pave Leone III kronede år 800 Karl den Store til kejser.
*

Omkring år 800 forsøgte Karl den Store 742-814 at genskabe det romerske imperium og i den forbindelse at genskabe uddannelsessystemet, selvom man kun havde få tilgængelige tekster fra den græske og romerske oldtid.
Omkring år 1200 kom store dele af den klassiske litteratur tilbage til Europa. Den var blevet bevaret i den muslimske verden, men nu hentet tilbage bl.a. via korsfarerne og kampe med det muslimske Spanien.
Senere begyndte også dele af de græske originaltekster at dukke op, så man næsten kunne genskabe hele Aristoteles forfatterskab.

*


aristotelesOmkring år 1200 lykkedes det at genskabe det meste af Aristoteles forfatterskab.Nu fulgte en periode, hvor videnskab og kristendom levede side om side. De kristne teologer frygtede ikke videnskaben, for de var overbevist om, at Gud stod over alt andet. At filosoffer og videnskabsmænd forsøgte at trænge ind til sandheden bekymrede dem ikke, for der var jo kun en sandhed, og den hvilede på Guds evige sandhed.
Men kristendommens verdensopfattelse rummede kimen til en større konflikt. Gud er verdens skaber – og menneskets egentlige mål er at få adgang til Gudsriget, der lå helt uden for den menneskelige verden. Grækernes tro på en guddommelig fornuft, hvor Gud i sidste ende var identisk med den fornuft der muliggør, at vi kan iagttage og tænke over verdens fænomener.

*

De kristne teologer afviste ikke, at fornuften spillede en rolle i verden, men den omfattede ikke Gud. Når Biblen beretter om Guds vidundere, som fx at skille vandet i Det Røde Hav, så Moses kunne føre Israelitterne over, og når Gud lader Jesus stige op fra de døde, og lover alle mennesker en sådan opstandelse, så ligger det alt sammen uden for menneskeverdens fornuft.

I takt med, at de kristne teologer betonede den guddommelige almagt, indskrænkedes filosofiens og videnskabens gyldighed og rolle i samfundsudviklingen.

Hvad skal man forstå ved sandheden, når teologien og videnskaben fører frem til hver sin sandhed!

  • StormPIntet kommer af intet – undtagen lommeuld, sagde den danske humorist Storm P. Omkring år 1900.

Ifølge Aristoteles måtte verden være evig, fordi alting der bliver til bliver til af noget andet, for intet kommer af intet, så der må altid have været noget.
Men ifølge Biblen var der intet, før gud skabte verden!

*

Med Aristoteles logik kan man sige, at verden er evig og altid har været til. Det bygger på fornuften.
Men selvom man ikke kan forklare det, så er det ”en uforklarlig kendsgerning” at verden på et tidspunkt er blevet til, skabt af Guds almagt – det kan ikke forklares, det må troes.

Kirken og videnskaben bevægede sig mod en sekularisering, en løsrivelse af filosofi, videnskab, kunst, etik, politik og økonomi fra kirkens altomfattende sandhed.

Sandheden i Renæssancen

Nicolaus-Copernicus
Nikolaus Kopernikus, som maleren forestiller sig ham under hans observationer af himmelrummet.
 

De revolutionibus orbium coelestiumOm det var paven selv – Paul III 1534-1549 – der havde opdaget nogle unøjagtigheder i kirkens kalender vides ikke, men det er en kendsgerning, at der blev sendt bud efter den berømte polske astronom og matematiker, Nikolaus Kopernikus 1473-1543. Han fandt ud af, at hvis man tog udgangspunkt i, at det ikke var jorden, men solen der var universets centrum, hvorom alle planeter drejede, så kunne han opstille nogle mere enkle modeller.
Han offentliggjorde sine resultater i De revolutionibus orbium coelestium (Om de himmelske sfæres omløb) og tilegnede bogen til paven.

*

Det var først 70 år senere, da Galileo Galilei 1564-1642 med sin ny konstruerede kikkert kunne bekræfte Kopernikus teori om den heliocentriske kosmologi, at kirken reagerede bl.a. med en kætterproces mod Galilei, hvor han skulle sværge på, at det skam var jorden, der var universets centrum. Det gjorde han, men det siges, at han på vej ud af retslokalet mumlede… det er nu jorden, der drejer rundt om solen.

De heliocentriske teorier blev også bekræftet af den danske adelsmand og astronom Tycho Brahes 1546-1601 observationer.

*

Folk som Kopernikus, Galilei og Brahe fulgte ikke Aristoteles principper for naturbeskrivelse, hvor man forsøgte at finde tingenes skjulte inderste væsen – essensen eller naturen, med fokus på de kvalitative træk! De afviste ikke det kvalitative aspekt, men hvor Aristoteles anbefalede iagttagelse af fænomenerne, for ar finde den bagvedliggende sandhed, så ønskede man nu at gennemføre systematiske observationer, opmålinger og beregninger for også at afdække de kvantitative træk.
For Galilei er naturen det vi kan se med vores øjne, der er ikke en skjult og højere sandhed, som skal tydes eller afdækkes.
Udsagnet: ”Mål alt hvad der er måleligt, og gør dét måleligt, som ikke er det” tillægges Galilei.
Det lykkedes Johannes Kepler 1571-1630 at opstille love som beskrev planeternes bevægelser. Galilei opstillede love for det frie fald, og sidst men ikke mindst opstillede Isaac Newton 1642-1727 en altomfattende matematisk beskrivelse af alle naturlige bevægelser i universet.

*

Det var også i renæssancen man opstillede det videnskabelige princip: Man må (skal) tvivle på alt. Selv den mindste tvivl var nok til at forkaste en teori!
Det var den franske filosof René Descartes 1596-1650 der udformede dette princip.
Sanserne kan svigte. Vi er overbevist om, at det vi ser er en sø eller noget vand, men så er det bare en luftspejling. Hvis sanserne kan svigte én gang, hvordan kan vi så nogensinde stole på dem, spøger Descartes.
Men matematikken da: Kan man tvivle på at 3+5 er 8! Ja, somme tider regner jeg faktisk forkert – kan det på den baggrund afvises, at jeg tager fejl i alt… det kan jeg ikke vide, siger Descartes.

Han erkender, at han kan tage fejl i alt – dog ikke i det ene udsagn:

”Jeg tænker, altså er jeg til”!

Men ”jeg” betyder ikke hele personen, men udelukkende en tænkende ”sjæl” eller ”bevidsthed”. Personens krop kunne for Descartes godt være en illusion.

*

Det tænkende jeg er ufuldkomment, fordi det kan tag fejl. Men hvordan kan dette ufuldkomne jeg danne sig et begreb om det fuldkomne! Det må komme fra et fuldkomment væsen, og det kan ikke være andet end det der kaldes Gud, som har nedlagt det i sjælen. Så fuldkomne ideer og tanker, som udvikles af ufuldkomne mennesker stammer, ifølge Descartes, fra gud!
Er menneskets fornuft guddommelig!
Der er ”Visse love som Gud har indstiftet i naturen og i begrebsmæssig form (har) indpræget i vores sjæl”.
(Citat fra Descartes skrift: AFHANDLING OM METODEN – DISCOURS DE LA MÉTHODE 1637).

 *

Descartes henter sin inspiration i matematikken. Hans erkendelsesfilosofi er en moderne videnskabelig opfattelse af naturen. Den afgørende erkendelsesevne var fornuften. Derfor blev han ophavsmand til den videnskabelige retning som fik navnet rationalismen.

I eftertiden kan man undres over, at det overhovedet var nødvendigt at inddrage Gud for at fastslå fornuftens betydning.
Men det der stadig står tilbage fra renæssancens videnskabsidealer er: At videnskaben skal søge efter absolut sikkerhed, og stille de højest mulige krav til rationel begrundelse. Det ideal er videreført til al senere naturvidenskab.

Den engelske filosof John Locke 1632-1704 ønskede Gud helt slettet fra videnskabens rolleliste. Han kunne ikke komme i tanke om en eneste menneskelig ide, der ikke stammede fra vores erfaringer, der hele tiden udbygges og justeres gennem vores iagttagelsesevne.

*

Locke – der blev grundlægger af Empirismen – krævede omhyggelige empiriske undersøgelser af virkeligheden. Kun gennem systematiske observationer og eksperimentelle afprøvninger, kunne man opstille teorier om almengyldige love.

Det nye sandhedsbegreb i Renæssancen gjaldt både for rationalismen og empirismen.
Indtil Renæssancen gjaldt evidens princippet: Sandheden – det som ikke er skjult – var selvindlysende, når det lykkedes at drage den frem af dens skjul. Men nu arbejdede man med korrespondens – hvis noget var sandt, så skulle der være overensstemmelse mellem teori og virkelighed. Sandheden stråler ikke frem af sig selv, man må ud i virkeligheden, se og afprøve om teorien passer.

VidenskabsSkema1

 

Sandheden i den moderne tid

I overgangstiden mellem oplysningstiden og romantikken i årtierne omkring det 1800 århundrede skete der en betydningsful ændring af videnskabens opfattelse af virkeligheden.

Oplysningstiden er en periode i europæisk åndshistorie fra ca. 1690 til ca. 1780. Tiden var præget af optimistisk tro på at den menneskelige fornuft kunne frigøre mennesket fra traditionens og sædvanens snærende bånd.
John Lockes erkendelsesteoretiske empirisme vandt tilhængere i både England, Skotland, Tyskland og Frankrig. Det var især i disse lande, at man oplevede en filosofisk oplysningstid.
Romantikken blev optakten til den moderne tid, med Den Franske Revolution i 1789 og senere den begyndende industrialisme og liberalisme. 

*

Den moderne tids fødsel startede i Tyskland med ”den tyske idealisme”. Det kom især til at præge de humanistiske videnskaber, som hidtil havde stået i skyggen af naturvidenskaberne.
Oplysningstidens rationalister og empirister var ikke enige om, hvorvidt det var ”den rene fornuft” eller de erfaringer der byggede på sansemæssige iagttagelser der udgjorde fundamentet for den sikreste viden om virkeligheden. Men de var enige om, at der findes en virkelighed, der er som den er! Det er den objektive virkelighed.

*

Men når en videnskabsmand – der er et subjekt – definerer/beskriver eller erkender ”den virkelige virkelighed”, så er der tale om en subjektiv virkelighed.

Den skotske filosof David Hume 1711-1776 stillede det krav til sin tænkning, at de opstillede begreber skulle kunne eftervises gennem iagttagelser.
At give en forklaring, på noget der sker i naturen byder, at man kan beskrive, hvad årsagen er.
Man taler også i dag ofte om en årsagssammenhæng. Hvis du taber en flaske vin, smadrer flasken, og de dyre dråber ligger tilbage som en vin-pyt på stuegulvet!

*
  • Når et træ vælter i skoven, så lander det med et ordentligt brag.
    Er det udsagn ikke sandt? Nej ikke ubetvivleligt sandt! For selvom der aldrig (gennem alle tider og i hele verden) er berettet om et træ, der væltede og landede lydløst på skovbunden, så kan vi ikke vide, om det næste træ der falder også vil lande med et ordentligt brag, præcis som det har været tilfældet med alle de andre. Vi kan kun sige, at det er ”så godt som sikkert”, fordi alle kendte erfaringer bekræfter denne antagelse.
*

Næste gang du taber en flaske, så smadrer den… alle flasketab forårsager, at flasken smadrer… Men den årsagssammenhæng er blot noget vi bilder os ind, fordi vi aldrig har set, at det ikke skete.

Alligevel bygger vi al videnskab på induktionsprincippet: Vi slutter fra alle hidtidig kendte tilfælde, og påstår så, at det også gælder for alle kommende tilfælde. Selvom en sådan slutning hverken er logisk eller sagligt holdbar.
Hume tacklede dette problem, ved at konstatere, at årsagsprincippet virker i praksis – selvom man må opgive kravet om fuldstændig sikker viden.

Den tyske filosof, Imanuel Kant 1724-1804 interesserede sig selvfølgelig for den tvivl om årsagssammenhæng, som Hume rejste. Hvis årsagsbegrebet er en subjektiv vane, hvor kommer det så fra! Det kommer fra tanken selv, mente Kant. Det er et af tankens redskaber til at begribe verden. Men bevidstheden, forstår begivenheder som en sammenhængende kæde af årsager – ellers forstår vi det ikke.

Kant brugte begreberne:

Das Ding an sich” – verden som den er i sig selv, og som ligger helt uden for enhver menneskelig erkendelse. Den objektive virkelighed – som kun Gud kan erkende.
Das Ding für uns” – verden som den viser sig for os. Den subjektive virkelighed – som er forskellig for alle, der forsøger at betragte verden.

Oplysningstidens nye ideer var primært noget man beskæftigede sig med i samfundets øverste lag. Almuen, bønderne og de fattige byboere, kunne for størstedelens vedkommende endnu ikke læse, da den almindelige skolegang endnu ikke var indført. I 1800 var det endnu kun 20% af Europas voksne befolkning der kunne læse og skrive. Måske var der som anslået i nedenstående tabel højst 1.000 personer i hele Europa, der beskæftigede sig med de tanker bl.a. Kant udviklede.

Europas førende tænkere skrev til og debatterede primært med hinanden, uden at det fik større indflydelse på samfundsudviklingen.

*

Europa år 1800

 

Den samlede europæiske befolkning – anslået

180.000.000

Voksne der kunne læse ca. 20%

36.000.000

Voksne med uddannelse
Anslået, der fandtes endnu ikke almindelig skolegang

3.000.000

Voksne med højere uddannelse

300.000

Videnskabsmænd der beskæftigede sig med filosofiske spørgsmål

1.000-3.000

 

Selvom det var en meget lille kreds, der beskæftigede sig med videnskabens uløste store spørgsmål, så var ideudviklingen et afgørende fundament for den videre udvikling.
Da Hume rejste kritik af årsagsprincippet fjernede han det grundlag, som al tidligere videnskab havde bygget på. Derfor var det helt afgørende, at Kant nu fastslog, at man godt kunne stole på de naturlove videnskaben opstillede, fordi de stammede fra selve den menneskelige bevidsthed, som også bestemmer hvordan verden opfattes af mennesker. Så når fornuften udforsker naturen, så er det egentlig sig selv den udforsker, og ikke en ”Ding an sich”, som mennesket aldrig kan trænge igennem til og afdække.

Kants tankerevolution påvirkede næppe de naturvidenskabelige forskere, men det skabte grobund for en række nye humanistiske videnskaber, med fokus på kultur, historie og samfund. Nu er det ikke mere naturen der er i centrum, men mennesket og den verden vi selv skaber.

Flere sandheder i forskellige kulturer og epoker

Hidtil havde man troet, at der kun fandtes en sandhed, som man kunne nå frem til ved at bruge fornuften – som også var et entydigt tankeværktøj!

Men jo mere man stiftede bekendtskab med fremmede folkeslag blev det klart, at værdier, tro og tænkning slet ikke var almengyldige størrelser, styret af den samme fornuft.
I første omgang forestillede man sig, at de fremmede folkeslag blot befandt sig på et tidligere udviklingstrin, men over tid ville komme til at tænke og tro ligesom folk i Europa.

Den forventning blev grundigt betvivlet af den tyske tænker, Johan Gottfried Herder 1744-1803. Det man gjorde, mente Herder var, at man gjorde en tilfældig epoke – ens egen – og dens tilfældige værdier og principper til en absolut norm, ud fra hvilke man så mente, at man kunne bedømme alle andre epoker som i forskellig grad tilbagestående, barbariske, absurde eller umoralske.

*

49

Der blev anvendt en ”absolut norm”, da USA’s tidligere præsident Ronald Reagan der også – som i 50’ernes USA  – var på et politisk og personligt korstog mod kommunismen. Han kaldte USSR for “Ondskabens Imperium” og bragte de to supermagter længere fra hinanden, end de havde været siden Berlin-murens opførelse og Cuba-krisen i 60’erne.

Ronald Wilson Reagan(6. februar1911–5. juni2004) var skuespiller, republikaner, statsmand, tidligere guvernør i Californien og USA’s 40. præsident igennem to valgperioder fra1981til1989.

 

imagesHver enkel kultur og folkeslag må bedømmes ud fra sin egen målestok, ikke ud fra nogle abstrakte, absolutte værdier, mente Herder.
Ethvert folk, enhver epoke har sit tyngdepunkt i sig selv ligesom en kugle, og skal derfor forstås ud fra egne forudsætninger og ikke bedømmes ud fra en senere tids fremmede perspektiv.

Det giver ingen mening at tale abstrakt om mennesket. Ethvert folk, enhver kultur, alle historiske epoker er noget enestående, skabt af særlige omstændigheder. Det gælder også det enkelte menneske.

*

Der har utvivlsom været mennesker, der forsøgte at fortolke ting længe før de græske filosoffer, og dengang Platons originale tekster var forsvundet, måtte man forsøge at genskabe helheden ud fra de stumper – delene – som var bevaret, eller fandtes i afskrift.

Vil man genskabe en forsvunden ting, så må man veksle mellem helhed – i første omgang en formodet helhed – og de dele man har eller formoder eksisterer. Helheden og delene er hinandens forudsætninger. Det er helheden, der giver delene mening, men det er samtidig delene der skaber helheden!

Forestil dig, at der ligger nogle brikker til et puslespil foran dig.

  • Du kender ikke det billede, som de rigtigt samlet kan vise.
  • Du ved ikke om alle brikkerne er der.
  • Du ved ikke om billedet er rundt eller firkantet eller noget helt andet
 
Her er delene

Nu må du gå i gang med en fortolkningsproces. Du må arbejde hermeneutisk som den tyske teolog Friedrich Schleiermacher 1768-1834 kaldte den fortolkningsmetode, som her bliver illustreret med et puslespil.

Fordi der er fire brikker, som har to sammenhængende sider, der danner en vinkel på 900 og er helt lige, kan du gå ud fra at billedet må være firkantet. Derfor placeres de fire brikker i hvert deres hjørne, selvom der endnu ikke er noget som afslører, hvilken brik der hører til hvilket hjørne.

Ved at gætte og prøve forskellige muligheder, lykkes det at samle to øjne, som så placeres ved siden af hinanden midt i billedet.
Du har stadig ikke nogen helhed, men med udgangspunkt i øjnene er det et rimeligt gæt, at der indgår et dyr i den stadig ukendte helhed.

Delene og lidt af helheden

Helhed og dele 1

 

Næste fase må være at samle rammen, der er nemlig mange brikker med en enkelt lige kant, og de må høre til rammen omkring det firkantede billede.

 

Skærmbillede 2013-03-23 kl. 22.19.47

 

Nu er der mere at bygge på, og selvom man forestiller sig, at de sidste 15 brikker var forsvundet (ligesom nogle af Platons skrifter), så ville det være muligt, at rekonstruere helheden…

 

Skærmbillede 2013-03-23 kl. 22.53.53

 

 

 

 

 

 

En måske betuttet frø, der er lidt genert, fordi den ikke tidligere har prøvet at blive fotograferet.

 

Helheden
PusleFroeBrikker1

Kilde: http://www.ritaolesen.dk/puslespil/58_puslespil_skrubtudse3.htm


Friedrich Schleiermacher 1768-1834 illustrerede ikke sin analysemetode med et puslespil, men skabte det der kaldes ”den hermeneutiske cirkel”, som et almengyldigt fortolkningsværktøj, for de humanistiske videnskaber.

Hermeneutik – at fortolke – er en proces, der rummer et paradoks, for hvis forståelsen af delene forudsætter kendskab til helheden, og hvis helheden først kan findes, når man kender alle delene… hvordan kommer man så i gang med at bevæge sig mellem delene og helheden!
Lidt ligesom i puslespillet. Man starter med at forestille sig, at helheden er et firkantet billede, så springer man til delene og skaber rammen. Når den er på plads, og man har fundet det højre øje, så er der basis for at forestille sig en ny helhed – et dyr i naturen.
Tilbage til delene, som må være dele af dyret og dele af dyrets omgivelser.
Når endnu flere dele er på plads kan man med sikkerhed sige, at det drejer sig om en frø. Helheden er nu fastlagt, selvom der mangler en del af delene.

*

Sådan vil det også være med en sociologisk analyse af sociale problemer i Volsmose. Man kan godt beskrive og præstere en analyse, selvom der mangler nogle brikker, fx familier der er flyttet, og derfor ikke kom med i undersøgelsen.

En hermeneutisk undersøgelse er aldrig en udtømmende forklaring, men jo mere man undersøger og analyserer problemstillingen desto tættere kommer man på den fuldstændige forklaring… som er uopnåelig.

HermeneutiskCirkelModel2

 

Her er en mere traditionel hermeneutik-model. Den viser det samme som puslespillet: At man begynder med en forudsigelse: forståelse/forforståelse, der bygger på den viden, livserfaring, kultur og historie, som er udgangspunktet for en analyse. Herefter sker der en pendling mellem delene og helheden.
Når der er opnået en første fortolkning begynder processen forfra…

*

Hermeneutikken skiller vandene mellem den traditionelle naturvidenskab – der kan beskrive virkeligheden og opstille (årsags)forklaringer – og de nye humanistiske fortolkningsvidenskaber – som vil fortolke og forstå virkeligheden.
Nu kunne de humanistiske videnskaber arbejde frigjort fra principper og metoder, som var udviklet af naturvidenskaben, og derfor havde helt andre formål.

Den tyske filosof Martin Heidegger 1889-1976 og hans elev Georg Gadamer 1900-2002 opstillede en helt ny definition af begrebet ”forståelse”. Allerede inden mennesker gennem en intellektuel indsats forsøger at forstå et fænomen har vi, som individer i den eksisterende verden allerede en grundforståelse af vores livsverden. Det er på dette grundlag, vi kan starte den hermeneutiske proces (eller lægge et puslespil).

I det 19.århundrede kan forskellen mellem naturvidenskab og humaniora opstilles som i nedenstående skema:

 

VidenskabsSkema2

Subjektiviteten er sandheden

Overskriftens meget overraskende udsagn stammer fra Søren Kierkegaard 1805-1855, som ikke mente, at de objektive videnskaber – naturvidenskaberne – havde særlig stor værdi. De kunne slet ikke bruges til at kortlægge den menneskelige tilværelse, da mennesket først og fremmest er drevet af ”lidenskab”. Det handler om at finde mening med sin egen tilværelse.

Begrebet ”lidenskab” minder meget om den tyske filosof Friedrich Nietzsches 1844-1900 ”viljen til magt”, som er hans udtryk for menneskets drivkraft.

Kierkegaard og Nietzsche kan slet ikke acceptere ”positivismen”, den videnskabsretning, som den franske videnskabsteoretiker Auguste Comte 1798-1857 havde defineret. I et opgør med Antikkens og Middelalderens religiøse og metafysiske forklaringer, og forsøg på at finde tingenes inderste natur og årsager, mente Comte at man skulle holde sig til det, der kunne iagttages, måles, vejes, tælles og beskrives med nøjagtige og entydige begreber.
Comte mente, at positivismen omfattede alle videnskaber, også de historiske og samfundsvidenskabelige.

Positivisterne havde en drøm om engang at kunne samle al videnskab i en universel videnskab!

”Gud er død”. Dette berømte udsagn fra Nietzsche – betød, at han ikke anerkendte, at der eksisterede nogen objektiv sandhed.
Mennesket er anbragt et bestemt sted i tid og rum. Det er ud fra dette perspektiv vi bedømmer verden. Og vi er bundet af – ”viljen til magt” – at måtte kæmpe for vores tilværelse.

 

Den totalitære sandhed

Den østrigske filosof Karl R. Popper 1925-2004 var kritisk overfor de totalitære ideologier, hvortil han regnede både Nazismen og Kommunismen, fordi de opererede med en endegyldig sandhed om samfundets ideelle opbygning.

Popper afviste som så mange før ham den universelle fornuft, objektivitet eller sandhed. Det der karakteriserede al god videnskab var viljen til hele tiden at forsøge at ”falsificere” sine teorier og opdagelser, mente Popper.
Men fordi man kunne afsløre ”falske” teorier, var det ikke ensbetydende med, at man efterfølgende kunne fremlægge sandheden. Det man er nået frem til, er altid kun foreløbigt. Derfor er dialog og kritik mellem videnskabsfolk helt afgørende.

Rigtig mange videnskabsmænd havde (og har stadig) svært ved at opgive ”realismen” – den opfattelse, at det var muligt at finde frem til objektive sandheder. Men Popper mente, at virkeligheden var en konstruktion, der først og fremmest findes inde i vores hoveder. Denne ”konstruktivisme” går helt tilbage til Kant, og præger næsten al humanistisk videnskab som en grundtanke, fordi man her beskæftiger sig med en virkelighed der er skabt af mennesket.


Den relative sandhed

På et tidspunkt skete der noget, i den mest positivistiske og realistiske videnskab fysikken, som vendte op og ned på alle tidligere opfattelser.
Albert Einstein 1879-1955 satte spørgsmålstegn ved, at man skelnede mellem det objekt man ville studere og selve observationen. Det betød, at man ikke kunne tale om objektiv virkelighed, observeret uafhængigt af det objekt man ville undersøge.

Einstein og mange af hans samtids førende fysikkere havde udviklet en række teorier, som de kunne verificere både eksperimentelt og empirisk. De kunne også danne udgangspunkt for teknologisk udnyttelse, men man kunne ikke skabe en indbyrdes sammenhæng i en overordnet teori, hvilket havde været både forventningen og målet siden grækerne begyndte at arbejde med videnskab.

Niels Bohr 1885-1962 brugte begrebet ”komplementaritet” om de forklaringer der ikke stemte overens, men hver for sig kunne være sande og tilsammen udgøre en udtømmende, men ikke entydig beskrivelse, af den virkelighed man studerede.

  • Det er en skrøne, at Einstein skulle have sagt, at alt er relativt – ikke engang relativitetsteorien er relativ.
    Kilde: http://www.denstoredanske.dk/It,_teknik_og_naturvidenskab/Fysik/Relativitetsteori_og_gravitation/relativitetsteori?highlight=relativitetsteori

Den politiske sandhed

84773-400px
USA sprænger den anden atombombe over civilbefolkningen i den japanske by Nagasaki.

 

Den 9. August 1945 fik verden kendskab til, at videnskabsmænd havde udviklet klodens hidtil mest dødbringende våben – atombomben. De frygtelige konsekvenser fik mange til at stille spørgsmålstegn ved, om videnskaben fortsat skulle være værdifri, og fri for at tage ansvar eller stilling til, hvad de videnskabelige opdagelser blev brugt til.

Under studenteroprøret i 1960’erne blev spørgsmålet om adskillelsen af videnskab og politik igen rejst.

Tog videnskaben ikke stilling, ville de automatisk støtte den etablerede samfundsmagt og lade sig udnytte af magthaverne. Videnskabsmændene var derfor alt andet end upolitiske og værdifri, selvom de hævdede, at de ikke tog stilling.
Positivismen var i 1960’erne stadig den dominerende videnskabsteori på de allerfleste universiteter. Nu lød studenternes parole: Alt er politisk.

Den nymarxistiske videnskabskritik betød, at videnskab ikke længere var hævet over al kritik. Det betød også, at naturvidenskaben og de humanistiske fortolkningsvidenskaber blev opfattet som ligeværdige værktøjer til erkendelse.

Den franske idehistoriker Michel Foucault 1926-1984 påviste i sin forskning, hvordan videnskaben er præget af bagvedliggende, måske ubevidste tankesystemer – diskurser – som den kritiske samfundsforskning bør afsløre.

 

Sandhedens paradigmer

I 1962 præsenterede den amerikanske videnskabsteoretiker, Thomas S. Kuhn 1922-1996 ”paradigmeteorien”.
I en bestemt epoke, arbejder videnskaben med nogle fastlagte rammer eller tankemønstre, der danner rammen og baggrunden for de definitioner, metoder, begreber og problemer man arbejder med.
Disse mønstre er skabt af den måde, som videnskaben opstår på, og udvikler sig på.

  • Paradigmeskift. De berømte danske Dogme-film, var i sin tid udtryk for et paradigmeskift. En gruppe filmfolk var blevet trætte af alle de kunstige elementer, som man brugte i filmproduktion. Særlig belysning, efterfølgende ændring af lyden, opdeling af en scene, så de første replikker blev optaget i maj, og slutningen nogle måneder senere, og meget meget mere.
    Nu skulle det hele optages uden alle disse kneb – så blev det mere ægte og naturligt, mente Dogme-folkene.
    De havde skabt et nyt paradigme for filmproduktion.
    På samme måde kan der opstå eller skabes et nyt paradigme for videnskab.
*

Kuhn kunne let konstaterer, at der op gennem videnskabens historie var indtruffet adskillige paradigmeskift. Det minder om en religiøs omvendelse, mente Kuhn. I starten bygger tilliden til det nye paradigme på tro og forventninger. Det der havde vist sig uløseligt indenfor det gamle paradigme kunne nu løses med det nye.
Et nyt paradigme afdækker nye og ukendte sider af virkeligheden, og samtidig forsvinder den gamle virkelighedserkendelse fra samfundets kultur og bevidsthed.


En fælles sandhed
et foreløbigt holdepunkt

Positivismen og troen på en objektiv sandhed er en meget hårnakket opfattelse, som stadig har mange tilhængere. Men den erkendelse, at også en naturvidenskabelig forsker er en del af vores fælles historie, er voksende.

Han er som alle andre bundet af sit begrænsede perspektiv – han kan jo ikke studerer alting på en gang. Han er som andre bundet af bevidsthedsformer, tankemønstre og det sprog, der er formet, af det samfund han lever i, og den kultur og de magtforhold og traditioner der omgiver ham. Jagten på ”det objektive” – det der ikke er påvirket af ham selv eller andre er næppe andet end en drøm eller fiktion.

Al videnskab er – uanset brugen af gennemprøvede og anerkendte metoder – også samtidig en fortolkning af virkeligheden.
Den historiske modsætning mellem de humanistiske og naturvidenskabelige videnskaber fortoner sig. Men der er dog stadig en væsentlig forskel. De første beskæftiger sig med den virkelighed, som i en eller anden forstand er skabt af mennesker, den anden beskæftiger sig med den virkelighed, som ikke er skabt af, eller beror på mennesket.

  • Tværfaglighed og samarbejde bygger netop på den opfattelse, at der ikke mellem samfundsvidenskaben, naturvidenskaben og de humanistiske videnskaber eksisterer uforenelige modsætninger, selvom de som udgangspunkt ikke anvender de samme metoder

Kilde: Videnskab & virkelighed – videnskabsteori for gymnasiet. Bjarne Troelsen L&R Uddannelse, København 2008.