Solidaritet eller individualisme

arbejdsspoergsmaalL Solidaritet handler om at stå sammen. Det handler om et fællesskab, hvor de andre støtter mig, mod at jeg bakker op om dem.
Én for alle og alle for én.
Det lyder både smukt, rigtigt og fornuftigt, men i dag hører man sjældent ordet solidaritet – mange unge er slet ikke i stand til at definere begrebet,
eller forbinde det med politik.

* Den følgende tekst er en bearbejdning af en subjektiv artikel.

kroyer
Maleri af Peder Severin Krøyer (1851 – 1909) fra B&W´s støberi. Her var der brug for solidaritet, hvis arbejdsforholdene skulle forbedres.

Det var ikke første gang i verdenshistorien, da arbejderbevægelsen og de socialistiske partier – som så mange andre tidligere – opfordrede til sammenhold, og gjorde solidaritet til deres hjerteblod. Årsagen var helt enkel. Hvis arbejderne valgte at kæmpe individuelt for bedre løn og arbejdsforhold var de på forhånd dømt til at tabe. Arbejdsgiverne var alt for stærke, men stod de sammen, havde de en chance.
Der var et objektivt interessefællesskab som understøttede solidaritetstanken. Det var ikke idealets etiske og moralske skønhed, der gjorde solidariteten til det centrale element i socialismen.

*

I klassekampen – mellem arbejderne og kapitalisterne – stod socialismen overfor liberalismen, som var borgerskabets og arbejdsgivernes ideologi. I liberalismen er en af de centrale værdier den individuelle frihed. På det økonomiske plan kunne man producere og handle, som man havde lyst til. Man kunne vælge at tage hensyn til andre – til en fællesinteresse – men liberalismens fader Adam Smidt (1723-1790, skotsk samfundsfilosof og økonom) – mente, at det ville være skadeligt for helheden, hvis den enkelte lod blikket flakke væk fra egeninteressen, den størst mulige profit, eller hvis en godgørende stat greb ind for at rette op på sociale og økonomiske skævheder. Det ville forvride den frie konkurrence, hvilket på længere sigt ville være til skade for alle.

Senere udviklede John Stuart Mill (1806-1873, britisk filosof og økonom) socialliberalismen, der blødte den klassiske liberalisme op.
Omkring 30erne begyndte den Keynesianske periode (John Maynard Keynes, 1883-1946, britisk nationaløkonom) – hvor man i mange europæiske lande – med socialdemokratiske eller kommunistiske regeringer – gennemførte statsregulering af økonomien.

*

Fronterne mellem socialismen og liberalismen var åbenlyse. Valget stod mellem solidaritet eller individuel frihed. Solidaritet indebærer, at den enkelte på en række områder skal underordne sig helhedens – fællesskabets – interesser. Den enkelte arbejder kunne ikke frit forfølge sine særinteresser, ved fx at arbejde for en lavere løn end de andre arbejdere for at få et bestemt job. Set med liberalistiske briller var solidaritet derfor udtryk for tvang/ufrihed eller undertrykkelse.

Burmeister20og20Wain20port
Fyraften. Skibsværtsarbejderne forlader B&W. Her fandt man i 60´erne en ubrydelig solidaritet mellem arbejderne, som brugte sammenholdet til at opnå både bedre løn og bedre arbejdsforhold.
Hvad fik man ud af Liberalismen

Idéen om individuel frihed passede helt klart til borgerskabet. De økonomiske magthavere havde,  og har stadig en klar interesse i størst mulig frihed, fordi de har muligheden for at udnytte denne frihed.
Borgerskabet havde, og har stadig – også en interesse i at arbejderne følger de liberale normer. Idéen om individuel frihed udtrykker magthavernes særinteresser – deres magt, men det præsenteres som den almene interesse. Alle skal nyde godt af denne frihed, hævdes det, men de allerfleste borgere er reelt ufrie, fx i forhold til deres arbejde, hvor det er ejerne og ikke lønmodtagerne (arbejderne), der har magt til at bestemme over deres ansatte.
Liberalismen er objektivt set kun kapitalens ideologi. Så da klassekampen modnedes fik man en reel idémæssig kamp mellem individuel frihed og solidaritet.

 *

Alle er selvfølgelig tilhængere af frihed, på samme måde som alle er modstandere af krig. Men hvilken form for frihed. Og hvem er det, der skal være de heldige indehavere af friheden.
Fx mener ingen, at mænd skal have frihed til at voldtage kvinder. Men frihed kan være det pæne ord for magt (frihed til at ansætte børnearbejdere), og magt er fint for den, der har den, mere problematisk for den, der udsættes for den.
Politikere der hævder, at de går ind for frihed som sådan – frihed i bred almindelighed – fylder os med absolut tomme ord, og tager slet ikke stilling til magtens rimelighed.

Hvis jeg fik så meget frihed, at jeg selv kunne vælge, om jeg ville betale skat, altså være økonomisk solidarisk, så ville jeg samtidig få magt til at bestemme, om der fortsat skal være en skadestue på det ikke mere særligt nærliggende hospital, eller om den skal flyttes til Køge. Mine skattekroner er nødvendige, hvis sundhedsvæsenet fortsat skal have et rimeligt niveau.

Folkevogn-2001
I 60’erne kunne en arbejder nu også få råd til bil og måske eget hus.
Mennesket og samfundet

En liberalist opfatter mennesket som det primære og samfundet som sekundært. Det forudsætter, at det enkelte menneske er adskilt fra de andre mennesker. Men det er bestemt ikke givet, at det naturlige eller oprindelige eller sande menneske er et menneske, der er adskilt fra samfundet eller fællesskabet. Faktisk er det vås, for også de første Homo Sapiens blev født ind i en stamme, som de levede sammen med. Den der forlod stammes fællesskab overlevede næppe længe.
I dag er det en undtagelse, at enkeltindivider lever helt uden relationer til ”stammen” eller samfundet. I en globaliseret verden er afhængigheden af andre blevet endnu større.

Samfundet er skam godt på mange områder, derfor vælger vi frivilligt at indgå i det. I Venstre’s principprogram argumenteres der for at fællesskaber er udmærkede, men at de skal være frivillige. Men menneskers deltagelse i fællesskabet kan slet ikke fravælges, så hævder man, at der finder et valg sted, er valget et pseudovalg.

Solidarisk eller liberalt demokrati

Det var først mod slutningen af 1800-tallet at demokratiet begyndte at vinde frem i Europa. I fx England blev stemmeretten først i 1884 udvidet til at omfatte 2/3 af de myndige mænd. I 1914 var 50 % af arbejderne stadig afskåret fra at stemme på grund af en kompliceret registreringsprocedure. For nogle af USA’s sorte og fattige borgere er det den dag i dag vanskeligt at få adgang til at stemme. I Danmark fik vi først reelt demokrati (dog ikke for kvinder), da parlamentarismen* blev anerkendt i 1901. Tidligere var den øverste politiske magt delt mellem Folketinget og det privilegerede Landsting, som kongen delvis udvalgte og støttede sig på.

Så længe man kæmpede for at demokratiet skulle erstatte enevælde eller andre former for tyranni kunne alle befolkningsgrupper stå sammen om at skabe forandring.
Da staten – den øverste magt – blev folkets stat, var det vigtigt at beskytte demokratiet mod de individuelle og private interesser – kapitalismen – som kunne sætter grænser for eller endda udhule folkestyret. Derfor så bl.a. Socialdemokratierne kampen for socialisme (økonomisk magt) og demokrati (politisk magt) som to sider af samme sag.

*

De liberale var mere tøvende overfor demokratiet. Der var forskel på frihed og demokrati. Selv en progressiv liberal som Stuart Mill var klar modstander af at alle borgere fik stemmeret. Ikke alle folk er kloge nok til at træffe vigtige politiske beslutninger, mente han, så Mill anbefalede et system hvor vælgernes stemmevægt afhang af deres formodede klogskab, og både fattige og folk, der ikke betalte skat, skulle slet ikke have stemmeret. En ufaglært skulle have 1 stemme og en professor 6.
Liberalisternes betænkeligheder ved folkestyret er ikke underlige. Får folket den afgørende politiske magt, så kunne man jo vælge at indføre socialisme, og dermed fjerne kapitalismen og borgerskabets økonomiske magt – ejendomsretten.
Andre elementer i demokratiet støttede de liberale fuldt ud – fx den politisk frihed til at ytre sig som man vil.

hg luftfoto 1024x679
I 1960’erne fik arbejderklassen mulighed for at rykke ud fra storbyens slum, til moderne lejligheder i grønne omgivelser. Her er det Høje Gladsaxe.

Men hvad er demokrati! Det er et positivt begreb, som selv den værste diktator kan bruge om sit land.
Lundkvist* mener at tre betingelser skal være opfyldt for at vi kan tale om demokrati.

    • For det første skal der være politisk frihed, dvs. enhver skal kunne ytre sig og stemme, som vedkommende vil; hvis folk sættes i fængsel for at give udtryk for kontroversielle meninger eller hvis magthaverne sætter folk pistolen for panden for at få dem til at stemme på en bestemt måde, er det ikke demokrati.
    • For det andet skal der være politisk lighed, dvs. alle voksne skal tælle lige ved valget til det højeste politiske organ (én stemme pr. person); hvis en professors stemme tæller mere end almindelige dødeliges, som tilfældet var i England helt frem til 1945, er det en brist i demokratiet.
    • Og for det tredje skal der være flertalsstyre, dvs. den øverste politiske magt skal ligge hos de politikere og den politik, som flertallet peger på, mens mindretallet må underordne sig; hvis mindretallets mening bliver den gældende, som i Danmark før systemskiftet i 1901, er det ikke demokrati.

læs mere her anderslundkvist.net

*

Både solidaritet og demokrati forudsætter, at den enkelte må underordne sig fællesskabets interesser, som et flertal har defineret. Demokrati er et forpligtende fællesskab. Man har ret til på lige fod med andre at være med til bestemme samfundets indretning, men samtidig har man pligt til at indordne sig under de af flertallet vedtagne love. Det kalder Lundkvist det solidariske demokratibegreb.

Lundkvist beskriver også det han kalder det liberale demokratibegreb. Det centrale er frygten for undertrykkelse af den individuelle frihed. Det er sådan set ligegyldigt om undertrykkeren er en enevældig konge eller et demokratisk flertalsstyre. Derfor ønsker liberalisterne en minimalstat, som også kan beskrives som et krav om et minimaldemokrati:

Citat fra Venstres principprogram

Udgangspunktet skal være, at opgaver løses på privat initiativ af den enkelte, af familien, af private virksomheder eller af private organisationer. Det offentlige påtager sig kun løsningen af almene samfundsopgaver, som ikke kan løses forsvarligt på privatøkonomisk grundlag. 

For at sikre det enkelte menneskes medbestemmelse og indflydelse på beslutningerne skal disse træffes så tæt på den enkelte som muligt.
De folkevalgte forsamlinger skal tage sig så kvalificeret som muligt af så lidt som forsvarligt.
www.venstre.dk

Individuel frihed er for en liberal den højeste værdi. Derfor er det reelt udtryk for ufrihed fx at få landbrugsstøtte fra EU, arbejdsløshedsunderstøttelse eller S.U.
Beskyttelsen af den individuelle frihed – frit spil for individualismen – ses af liberale som demokratiets fornemste opgave.
De fleste liberale politikere og teoretikere er dog sjældent fuldkomme dogmatiske eller ultraliberale.

Solidarisk eller liberal velfærdsstat

Først skabte arbejderklassen økonomiske og politiske forandringer ved solidarisk at kæmpe for de nye tider. Så blev kravet om solidaritet udbredt til hele befolkningen. Velfærdsstaten forudsatte at den velhavende skulle være solidarisk med den mindre privilegerede. Hvorfor? Reelt fordi det var et krav fra et flertal, som ønskede at begrænse den individuelle frihed for at opnå mere lighed.  Vi skal ’betale vores skat med glæde’, sagde man i 60érne.

GrafittiBirkeroedStation1
Hvis “friheden” bruges til at udfolde sig farverigt og fantasifuldt i det offentlige rum – har borgerne så også frihed til ikke at betale for oprydningen? Grafitti er ikke særlig solidarisk. Foto: Claus Bangsholm

Velfærdsstaten er et tvangsmæssigt fællesskab, fordi mange af dem, der er med, ikke ønsker det. Flere og flere kan ikke længere se, at de har noget til fælles med alle andre lønmodtagere. Velstandsfremgangen har betydet, at mange lønarbejdere fik bil, villa og penge i banken. Den teknologiske udvikling betød at fortidens homogene lønarbejdere nu blev erstattet af lønarbejdere med meget forskellige funktioner og meget forskellige lønninger. Det er denne forandring, svækkelse og splittelse blandt lønarbejderne, der gør, at kapitalens modstandere bliver stadig svagere. Det er forklaringen på kapitalismens og liberalismens forbløffende renæssance. Den økonomiske ulighed er øget de sidste 10 år, fordi de relativt rige har fået politisk styrke og opbakning til at sætte hælene i og slippe for at deltage 100% i velfærdsstatens solidaritet.

Danmark har i mange år været på vej mod den liberale velfærdsstat. I stedet for sundhed, uddannelse og pension til alle, som i den universelle model, målrettes ydelserne mere og mere til de nederste i samfundet. Princippet er godgørenhed – som ved ulandshjælp. Det har ikke noget at gøre med solidaritet, som bygger på gensidighed.

Det var den universelle velfærdsstat, der var fundamentet under det demokratiske fællesskab i Danmark. Når velfærdsstaten visner, vil demokratiet blive udhulet og solidaritet bliver erstattet af sin modsætning: konkurrence og individualisme.

En del af samfundet og dog frie

Jean-Jacques Rousseau  (1712-1778, schweizisk-fransk filosof, forfatter og komponist) sagde engang, at det grundlæggende sociale spørgsmål er, hvordan vi kan være en del af samfundet og dog frie? For at være en del af samfundet, må den enkelte jo bøje af.

Svaret på dette spørgsmål er: at alle er helt lige og helt frie, når der skal træffes politiske beslutninger, men at vi derefter er bundet af flertallets afgørelse.

Politisk frihed efterfulgt af tvang? Ja, en demokratisk bestemt begrænsning af den individuelle frihed. Et sådant system forudsætter fællesskabsfølelse og fællesinteresser.

”Men fællesskabsfølelse er ikke det samme som ens følelser og fællesinteresser er ikke det samme som identiske interesser. Hvis det var tilfældet ville solidaritet i sandhed betyde undertrykkelse, eftersom det da ville kræve, at alle vore forskelligheder skulle udraderes, alle vore følelser, idéer og interesser homogeniseres”, siger Lundkvist.

”Nyliberalismen styrker den private sektor og marginaliserer den offentlige, samtidig med at den offentlige sektor i stigende grad omformes i den privates billede”.

Vi er tilbøjelige til at tale om de vigtige ting, når det er for sent at gøre noget ved dem.

Kilde og inspiration:
Solidaritet, individualisme og demokrati   1. juni 2006 af Anders Lundkvist


*) anderslundkvist.net