Ståsteder – 10 gamle ideer til en ny verden

Skærmbillede 2016-10-11 kl. 17.53.18Du skal gøre det gode
fordi det gode er godt

Mennesker der spørger om meninger og værdier, har lagt afstand til det aktuelle instrumentaliserede præstationssamfund, hvor alting skal måles og vejes.
Det siger psykologiprofessor Svend Brinkmann har fulgt op på mega succesen: ”Stå fast” med bogen ”Ståsteder – 10 gamle ideer til en ny verden.” Her er temaet: Hvad er det værd at stå fast på i livet…

Instrumentalisering

At noget (al ting) skal tjene et formål, at man får noget ud af det. Man skal ikke bare være god fordi det gode er godt, men fordi det gode fx fremmer konkurrenceevnen.

Bogen beskriver gamle værdier der går helt tilbage til de græske filosoffer. Brinkmann citerer fx Aristoteles: Der er noget vi bør gøre, uanset om vi selv ”får noget ud af det”. Får ret, får hævn, sparer penge, bliver lykkelige, får magt…
Godhed er i filosofisk forstand ”ubrugeligt”, og det er det allerfineste ved ”godhed” mente Aristoteles.

*

rafaello skolen athen 600Skolen i Athen – maleri af Rafael. Alle de store filosoffer er samlet. I midten Platon – der peger opad mod de evige ideer – og Aristoteles der strækker hånden frem for at berøre det jordiske.

Egentlige venskaber er motiveret af et ønske om, at det vil gå den anden godt. – Ikke et ønske om, at man selv får noget ud af det, mente Aristoteles også.

*

Der er noget, vi gør, ikke for at opnå noget andet, men for aktivitetens egen skyld.  Det er et eksistentielt ståsted, som vi skal kunne stå fast på. Det er netop dem der giver os mulighed for at leve meningsfuldt, sagde Aristoteles også.
Udgangspunktet for Brinkmanns bog har været, at vi i den moderne tid mangler sans og begreber  for indholdet (målene og formålene)  i vores aktiviteter. Hvorimod  vi er blevet eksperter, hvad angår midlerne og instrumenterne. Vi er blevet gode til at måle og veje verden, men dårlige til at vurdere værdien af det, vi måler og vejer.
Bogens  overordnede betegnelse  for denne  problematik har været instrumentalisering. Der henviser til et fokus på midler snarere end mål, og tillige  til en uretmæssig  omgørelse af midler til mål i sig selv.

*

Det betyder netop, at det bliver vanskeligt  at forstå  ideen om, at noget kan have værdi i sig selv, og alting bliver dermed gjort til et middel for noget andet.

Vi har gjort “markedet”,  konkurrencestaten, optimering og præstation til uberettigede mål i sig selv. Dette har jeg her valgt at kritisere på en tilstræbt opbyggelig vis, nemlig ved konstant at henvise til oaser af mening  i livet. Hvor jeg håber, at mange vil lade sig overbevise om, at der faktisk stadig  findes fænomener, som kan have værdi i sig selv, forklarer Svend Brinkmann, og viser hermed, hvor han selv står. De vigtigste fænomener i livet har værdi i sig selv.

Og det er faktisk meningsfuldt at ville være et godt menneske – også selv om det eventuelt måtte kollidere med ens subjektive velbefindende. Det  har været denne bogs ærinde at argumentere for netop det. Fordi det er en eksistentiel grundfigur, som er truet af den samfundsmæssige  instrumentalisering, forklarer Brinkmann.

Ståsteder og samfundsfag

Bogen om de gamle værdier fortjener at indgå i samfundsfag – ikke som pensum, men som kilde for elever der vil fordybe sig i filosofi… eller livets store spørgsmål.

*

Her er et eksempel fra bogen, som både er spændende og udfordrende.
Filosoffen Derrida siger  (ifølge Brinkmand)
”Egentlig tilgivelse er ubetinget. Den kan ikke være middel til noget andet end sig selv uden dermed at høre op med at være tilgivelse.
 Kun det utilgivelige kan tilgives. Det tilgivelige kan accepteres og forstås, men ikke tilgives.

*

”Jeg tilgiver dig på betingelse af, at når du beder om tilgivelse. Har du også ændret dig og er ikke længere den samme”. Men tilgivelsen umuliggøres, i det øjeblik der stilles sådanne betingelser.
Her er et andet eksempel fra bogen, som kunne bruges i forbindelse med temaet ”De sociale medier”: 

En  måde  at forstå  Aristoteles’ gamle,  og måske ganske  fremmede, unyttige tanke  på, er ved at tage fat  på hans  bog om  etik.  Heri findes en analyse  af venskabet  og dets betydning i tilværelsen. Aristoteles skelnede mellem tre former for venskab, baseret på henholdsvis  nytte,  nydelse og godhed.

*

Nyttebaseret venskab kendes fra vore dages Facebook-“venskaber” eller på Linkedln, hvor man er del af et netværk, som kan  mobiliseres. Hvis man  får  brug  for at søge  job og avancere i sin karriere. Venskabet er her rent instrumentelt, fordi relationen kun har værdi, hvis den “kan  bruges  til noget”, altså hvis parterne får noget ud af det. Relationen  har ingen  egenværdi,  men kun nytteværdi.

*

Nydelsesbaserede venskaber  er relateret hertil,  men er motiveret af individets  trang  til behagelige og nydelsesfulde  relationer. Man har bekendtskaber, fordi det er sjovt og underholdende, og hvis det en dag skulle høre op med at være det, så har relationen  mistet  sin  berettigelse.  Aristoteles siger, at nytte- og nydelsesbaserede  relationer ikke i egentlig forstand  kan være venskaber, idet de alene er instrumentelt  defineret.

*

Egentlige venskaber er derimod motiveret af et ønske om, at det vil gå den anden godt –ikke af et ønske om, at man selv får noget ud af det (det være sig nytte eller nydelse).  Derfor er egentlige venskaber gode i sig selv, og Aristoteles skriver meget realistisk. At det nok ikke er muligt at have ret mange af den slags venskaber (500 venner på Facebook har i hvert fald intet med egentligt venskab at gøre). Det kan godt være, at man får noget ud af at have en ven (herunder både nytte og nydelse), men det er ikke det, der definerer relationen som et venskab. Man får også nytte ud af en håndværker, hvis man ikke selv kan lægge fliser. Og man kan få en æstetisk nydelse ud af at betragte  en dygtig balletdanser, uden at det dermed gør håndværkeren eller danseren til ens ven.

*

De instrumentelle værdier – nytte  og nydelse – er med et filosofisk begreb accientelle, hvilket vil sige, at de kan følge af venskaber (eller mange andre ting), hvis man er heldig, men at de ikke definerer dem. Det gør derimod godheden som egenværdi, hvorfor den med en anden filosofisk betegnelse er essentiel. På samme måde vil det blot være accidentelt, hvis man lærer at læse bedre ved at motionere 45 minutter om dagen. Hvorimod det for kropslige væsener er essentielt i det hele taget at bevæge sig. Det er formentlig kun mennesket, der kan have venner i egentlig forstand, hvor relationen mellem personerne  hviler på et ønske om, at det går den anden godt, uanset hvad man selv får ud af det.

DE 10 STÅSTEDER
Skærmbillede 2016-10-11 kl. 17.57.31