Ytringsfrihed & etik

b-grundlov2wwwDanmarks Riges grundlov af 1849. Grundloven er siden revideret i 1866, 1915 – her fik kvinder og tjenestefolk valgret – 1920 og 5.juni 1953 – hvor arvefølgereglerne blev ændret, så også kvinder kunne arve tronen.
Foto: Nanna Bangsholm.

I Grundlovens § 77 står der, at enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar over for domstolene.

Grundloven forbyder også censur af enhver art.

Det var helt afgørende bestemmelser for det folkestyrede demokrati, som kom til at afløse århundreders enevælde.
Før Juni Grundloven af 1849 var trykkefriheden begrænset af så mange censurbestemmelser, at ytringsfrihed reelt ikke eksisterede.

Som udgangspunkt må man i dag sige hvad som helst til hvem som helst i et hvilket som helst medie. Men der eksisterer visse juridiske og etiske begrænsninger, bl.a. fordi den ene frihed – ytringsfriheden – ikke må begrænse andre grundlovsfæstede frihedsrettigheder som fx privatlivet fred eller trosfriheden.

Medieret

I Danmark og mange andre folkelige demokratier har massemedierne meget stor frihed, men de står også til ansvar for loven. Pressens ytringsfrihed er en forudsætning for, at medierne kan spille rollen som ”den 4. statsmagt” – den kritiske vogter, der ved at formidle information skal forhindre politisk magtmisbrug.

Det var den danske presse, der afslørede ulovligheder i Poul Schlüters* borgerlige regering, så statsministeren måtte gå af.

Det var den amerikanske presse, der afslørede ulovligheder – Watergate skandalen – der havde forbindelse til den amerikanske præsident, så republikaneren Richard Nixon måtte forlade Det Hvide Hus.

Men der findes retsregler som bestemmer, at offentliggørelse af visse ytringer, oplysninger, billeder mv. kan medføre straf- og/eller erstatningsansvar. Det drejer sig om:

  • Straffelovens bestemmelser om freds- og ærekrænkelser, diskrimination og offentliggørelse af forsvarshemmeligheder.
  • Radio- og fjernsynslovens forbud mod visse reklamer.
  • Markedsføringslovens krav om god markedsføringsskik.
  • Retsplejelovens forbud mod offentliggørelse af visse oplysninger fra rets-møder mv. Men massemedierne er også omfattet af retsplejelovens særlige regler om kildebeskyttelse.
  • I medieansvarsloven fastslås det, at de massemedier, som er omfattes af loven, er underkastet et særligt ansvarssystem. Hovedprincippet er, at forfat-teren eller den, der fremsætter en udtalelse i en radio- eller fjernsynsudsen-delse, er ansvarlig. Massemedierne skal også følge de særlige regler om god presseskik.
Bundne & frivillige ordninger

Det er navnlig massemedier som aviser, ugeblade og andre periodiske tidsskrifter samt Danmarks Radio & TV2, Der skal følge medieloven.

Andre medier – også Internettet – kan selv bestemme, om de vil indrette sig efter loven, eller ligesom eksempelvis bøger, film og plakater følge de almindelige ansvarsregler.

Medieansvarsloven

”§ 34. Massemediernes indhold og handlemåde skal være i overensstemmelse med god presseskik.”

Klager over overtrædelser kan rettes til det pågældende massemedie eller direkte til Pressenævnet, som ikke er nogen traditionel domstol. De afgørelser nævnet kan træffe, har man ikke samtidig magt til at gennemtrumfe med bøder eller anden form for straf. De regler nævnet følger – og som nu er indskrevet i loven – havde medierne allerede tidligere selv fastlagt på frivillig basis.

Pressenævnet har ikke kompetence til at tage stilling til om et massemedies handling er strafbar. Nævnets overvejelser er udelukkende baseret presseetiske principper.
De vejledende regler for god presseskik er et ikke juridisk bindende supplement til straffelovens regler om freds- og ærekrænkelser m.v.. 

Vejledende regler for god presseskik (forkortet)

Grundlæggende synspunkter:

Sikringen af ytringsfriheden i Danmark står i nøje forbindelse med massemediernes frie adgang til at indsamle informationer og nyheder og til at offentliggøre dem så korrekt som muligt.
Den frie kommentar er en del af ytringsfrihedens udøvelse.
Under varetagelse af disse opgaver bør massemedierne anerkende hensynet til den enkelte borgers krav på respekt for den personlige integritet og privatlivets fred og til behovet for beskyttelse mod ubeføjet krænkelse.

Under brud på god presseskik henhører også hindring af berettiget offentliggørelse af informationer af væsentlig betydning for offentligheden, samt eftergivenhed over for udenforståendes krav om indflydelse på massemediernes indhold, hvis eftergivenheden kan medføre tvivl om massemediernes frie og uafhængige stilling.

• Når fx politikere eller erhvervsfolk forsøger at bremse medierne eller medierne på-lægger sig selvcensur, så overtræder de medieansvarsloven. (Forfatterens kommentar)

Brud på god presseskik foreligger endvidere, hvis en journalist pålægges opgaver, som er i strid med nærværende presseetiske regler.
En journalist bør heller ikke pålægges opgaver, der strider mod hans samvittighed eller overbevisning.

Reglernes indhold (forkortet)

1. Det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte.

2. Kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt.

3. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.

4. Angreb og svar bør, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde.

5. Det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer.

6. Overskrifter og mellemrubrikker skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse. Det samme gælder de såkaldte spisesedler.

7. Berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktionens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår.
Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at læserne, lytterne eller seerne får klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen.

Adfærd i strid med god presseskik

1. Meddelelser, som kan krænke privatlivets fred, skal undgås, med mindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.

2. Selvmord eller selvmordsforsøg bør ikke omtales, medmindre klar almen interesse kræver eller begrunder offentlig omtale, og i så fald bør omtalen være så skånsom som mulig.

3. Ofre for forbrydelser eller ulykker skal vises det størst mulige hensyn. Det samme gælder vidner og pårørende til de implicerede. Ved indsamling og gengivelse af billedmateriale skal der vises hensynsfuldhed og takt.

4. Der bør opretholdes en klar skillelinie mellem annoncering og redaktionel tekst.
Tekst og billeder foranlediget af direkte eller indirekte merkantile interesser bør kun bringes, hvis et klart journalistisk kriterium taler for offentliggørelse.

5. Andres tillid må ikke misbruges.
Der bør vises særligt hensyn over for personer, som ikke kan ventes at være klar over virkningerne af deres udtalelser. Andres følelser, uvidenhed eller svigtende herredømme bør ikke misbruges.

Kilde: Citeret fra bilag til Medieansvarsloven

   



 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De væsentligste begrænsninger

Det er primært på to områder ytringsfriheden er begrænset.

Den ene er krænkelse af privatlivets fred. Og her er kun en gyldig undtagelse – har en person selv givet oplysninger til massemedierne, er der ikke tale om en lovovertrædelse, hvis medierne viderebringer disse informationer.

Den anden er injurieparagrafferne. Det er ikke tilladt at offentliggøre ærekrænkende ytringer. Denne regel gælder dog ikke, hvis der kan føres sandhedsbevis for at ytringen er korrekt.
Det er ærekrænkende at blive kaldt Nazist, men ikke hvis det kan bevises, at man faktisk er nazist.
Nedværdigende omtale pga. nationalitet eller tro og race er også en overtrædelse af straffeloven.Ytringsfriheden sikre dog at medierne straffrit kan referere både injurierende og racistiske ytringer, hvis det sker for at orientere offentligheden.

I grønjakkesagen* afgjorde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i 1994 at danske domstole havde krænket ytringsfriheden ved at dømme en journalist fra DR, der havde formidlet racistiske ytringer, da han lavede et interview med nogle racistiske unge.

Hensynet til ytringsfriheden udelukker også straf selvom man fremsætter stødende og usande udtalelser. Nazistiske udtalelser eller en påstande om, at det kun var et ringe antal jøder, der blev dræbt i Hitlers koncentrationslejre, er ikke strafbart i Danmark.