3 sociologiske analyser

Var BZ bevægelsen en bande!

Eksempel 1

Det spørgsmål kan man finde svar på i Peter Øvigs dokumentariske bog om det han kalder 80’ernes vigtigste oprørere – BZ-bevægelsen.

Først besatte de en gammel rugbrødsfabrik ved navn Rutana i efteråret 1981. De næste ni år drev BZ’erne gæk med politi og myndigheder med den ene kreative aktion efter den anden – som da de gravede en tunnel under Korsgade fra det besatte hus Allotria, så en politistyrke på op mod tusind mand kæmpede sig ind i et tomt og forladt hus.
Flere hundrede unge tilsluttede sig bevægelsen, som mange af dem betragtede som en ny familie, og i medierne blev BZ uden konkurrence den mest omtalte politiske gruppering i 80’erne.
Efterhånden blev sammenstødene mellem BZ og politi mere voldelige, og brosten blev suppleret med brandbomber og slangebøsser med stålkugler. Hele Danmark holdt vejret, da BZ’erne i efteråret 1986 belejrede et helt boligkvarter omkring Ryesgade på Østerbro, og de følgende år opgav politiet til sidst helt at komme i nærheden af de besatte huse.

Sådan præsenterer Peter Øvig sin bog, der i høj grad handler om en gruppes sociale adfærd, i  det sociale system – Københavns kommune. Her skabte BZ’erne et parallelsamfund, som ikke fulgte traditionelle normer og roller.


Bz-bevægelsen betegner dels en gammel og verdensomspændende boligaktivistisk bevægelse, dels en speciel aktionsform, der ideologisk er tilknyttet dele af denne bevægelse. Ordet BZ er omskrevet fra ordet “besæt” og kan således henvises til grupper, når de besætter en tom bolig eller et ikke-benyttet stykke jord.

Bz-bevægelsen – Wikipedia, den frie encyklopædi
https://da.wikipedia.org/wiki/Bz-bevægelsen

Vold opfattes af de fleste som identisk med at slå; identisk med direkte at forvolde et andet menneske en fysisk skade: et blåt øje, en blodtud, en brækket arm, ja i sin yderste konsekvens tabet af liv. Det er denne type vold politiet, domstolene og massemedierne alene beskæftiger sig med.

Men er det ikke også vold mod de arbejdsløse, når vi med sikkerhed kan fastslå, at arbejdsløshed fører til fysiske og psykiske sygdomme, ja endog i en del tilfælde fører til, at den arbejdsløse begår selvmord?

Er det ikke vold mod det barn, som vokser op i elendige sociale og boligmæssige forhold i slumkvarteret på Vesterbro i København, når man med sikkerhed kan fastslå, at dette barns opvækst vil være præget af øgede fysiske og psykiske belastninger, nederlag i skolen og på arbejdsmarkedet, en ekstrem høj risiko for at blive kriminel og dermed for at blive en social taber i det danske samfund?

Er denne samfundsskabte vold, strukturel vold, ikke af afgørende betydning, når man skal beskrive og forklare den samlede vold i et samfund?

“Enhver er sin egen lykkes smed” er et ordsprog, som intet har med virkeligheden i det danske samfund at gøre. Det, der karakteriserer Danmark i dag, er ulighed: økonomisk, politisk og social ulighed. Samtidig er forholdet mellem mennesker præget af, at de konkurrerer på livet løs i skolen, på arbejdsmarkedet, på sportsanlæggene osv. osv. – En konkurrence som altid vil skabe flest tabere og få vindere.

Ethvert samfund i dag er præget af økonomisk, politisk og social ulighed. Det gælder både i de vestlige, kapitalistiske samfund og i de socialistiske samfund. Ethvert samfund er derfor også karakteriseret af strukturel vold i større eller mindre grad. Det er ligeledes et gennemgående træk i ethvert samfund, at der opstilles spilleregler, en moral, der begrænser individets udfoldelsesmuligheder, individets selvrealisering.

Om det overhovedet er muligt at forestille sig et samfund uden vold, uden både strukturel og personlig vold, er svært at sige. Et er i hvert fald sikkert: alle fortidige og nutidige samfund har været og er præget af vold. I nogle samfund dominerer den personlige vold (f.eks. i samfund præget af borgerkrig), i nogle samfund dominerer den strukturelle vold (f.eks. i de vestlige demokratiske samfund og de socialistiske folkedemokratiske samfund).

Både uligheden og den dominerende moral i et samfund undertrykker det enkelte menneske, udsætter det for strukturel vold, som undertiden fører til, at mennesker reagerer voldeligt: slår kone og børn, tæver en syndebuk i skolen, terroriserer tilfældige mennesker på gader og stræder, begår voldelige, røveriske overfald osv. osv. Der er med andre ord en markant sammenhæng mellem på den ene side den samfundsskabte vold (strukturel vold) og den personlige vold.


En bande
er en gruppe af gode venner eller familier med en ledelse og intern organisation, der håndhæver kontrol over et territorium.
LTF blev stiftet 2012 og består af tidligere Blågård Plads bandemedlemmer (BGP), men også personer fra Tingbjerg, Skovlunde, Hundige, Valby/Sjælør, Helsingør, Aarhus, Fredericia, Hillerød og Nivå.
Det vurderes at LTF har mindst 100 medlemmer. En stor del er dog ikke aktive, fordi de sidder i fængsel.

 


 

Bandekrigen – hvem, hvad, hvorfor? 

Eksempel 2

Bandemedlemmerne er i overvejende grad unge fra gettoområderne, som ikke har en etnisk dansk baggrund, selvom de har dansk statsborgerskab og er født i Danmark. Det forties delvis i medierne, som måske er bange for at blive opfattet som racister.

Er bandernes primære mål at indføre sharia (religiøs) lovgivning, eller har de fokus på at opnå status og overleve økonomisk på grundlag af indbringende kriminalitet, som fx hashandel og pengeafpresning – reelt som en kopi af rockerne, som mange af dem har set op til eller ligefrem arbejdet for, inden de valgte at blive selvstændige.

Banderne opstår, gror og vokser i en række parallelsamfund, som især trives i store almennyttige boligbyggerier, hvor muslimske familier uden tilknytning til arbejdsmarkedet er i overtal, og hvor parabolerne indstilles, så de sikre at ”hjemlandets” kultur bliver fastholdt, mens danske værdier holdes ude.

En meget omtalt bande (måske eksisterer den stadig) kaldte sig – Loyal to Familia. Det henviser ikke til bandemedlemmernes familier, men svare til rockernes fokus på broderskab – at man holder sammen, også hvis man risikerer døden. Bandens leder – Shuaib Khan – kaldte sig el Precidente, som også ofte er titlen på lederen af en rockerbande.

Bandernes våben
Banderne kæmper ikke for at udbrede Islam, men for at forsvare og udbygge deres territorier. I kvarteret omkring Blågårds Plads på Nørrebro i København herskede BPG (Blågård Plads Gruppen), som Kahn ledede og omdøbte til Loyal to Familia. I deres territorier må kun de sælge hash og opkræve beskyttelsespenge. Andre bander holdes uden om fornødent med vold, hvor de foretrukne våben er slag, spark, baseball køller, knive og skydevåben. Ligesom rockerforbillederne har Loyal to Familia også mord på samvittigheden.

Den omfattende hashhandel betyder, at der er mange penge på spil – og så er der også ”æren”, ofte udløst af banale konflikter, familiefejder, kærestekonflikter, uenighed om betaling for vare – eller meget andet. Når den ene er krænket, skal det hævnes, og hævnen kan rulle frem og tilbage i det uendelige.

Kort over sammenstød og skyderier i forbindelse med bandekrigens udvikling
siden nytår 2017.

 

Lederskifte
Fængslerne isolerer bandemedlemmer og rockere i særlige afdelinger for at beskytte de svage fanger, så bandemedlemmerne har gode muligheder for at bekrige hinanden og planlægge fremtiden, mens de sidder inde.
I 2014 sad både Shauib Khan og den daværende leder af BGP Abderozzak Benarabe, bedre kendt som ”Store A” i Vester fængsel, dømt for grov vold mod en 20-årig ung kvinde, og Khan dømt for drabsforsøg. Sammen med en række yngre bademedlemmer overfaldt Khan under en gårdtur Store A. Det var Shuaib Khan, der satte gang i overfaldet, ved at slå Store A i hovedet, hvorefter de alle faldt over ham, væltede ham omkuld, sparkede og trampede ham i hovedet og på kroppen.

Efterfølgende fik Shauib Khan en dom på seks måneders fængsel som hovedmand bag overfaldet, der blev videofilmet af fængslets overvågningskameraer.
Men da han kom ud, havde han en plan for etableringen af Loyal to Familia. Han var nu den ubestridte leder af banden BGP som skiftede navn til Loyal to Familia.

Ny hverdag i København: De to mænd skyder brutalt en ung mand i ryggen. De tænker ikke nærmere over konsekvenserne for den muslimske del af befolkningen, siger folk med indsigt i miljøet.

I en alder af 20 år gjorde Shauib Khan sig for første gang for alvor bemærket. Den 7. april 2007 ved cirka fem-tiden om morgenen deltog han sammen med fire andre i et regulært voldsorgie i Jomfru Ane Gade i Aalborg, hvor den 21-årige fotomodel William Lennon Davis blev maltrakteret med skårede flasker, stole og knytnæveslag og til sidst døde af fjorten knivstik. Det var Shauib Khan, som førte kniven. Han fik en fængselsdom på otte år, men undgik med nød og næppe en udvisningsdom.

Fem år senere blev Shuaib Khan prøveløsladt efter at have udstået to tredjedele af sin straf.

 

Misinformation

Bandekonflikter får massiv omtale, men det nævnes aldrig direkte, at de indvandrerdominerede bander som Loyal to Familia og Black Army har rødder i de muslimske parallelsamfund i Danmark. At de har meget stærke magtbaser i ghettoområder, hvor de i stort omfang sidder på magten.

Danskerhadet vokser i de udsatte boligområder fx Mjølnerparken. Den udvikling kan først vendes, når nydanske familier får mulighed for at forlade ghettoerne, og når de unge kan se positive fremtidsmuligheder i form af uddannelse og job.
Men hvor mange nydanskere tror grundlæggende ikke på, at de har samme rettigheder som danskerne, og de nævner ytringsfrihed som et eksempel. Hvorfor måtte danskerne tegne Muhammed, mens de nu vil stoppe muslimernes ytringsfrihed fx ved at forbyde nogle udvalgte imamer?

Hvorfor er der er opstået parallelsamfund af unge mænd,
der hader Danmark?

Trods kostbare ghettoplaner er den menneskelige og sociale udvikling gået fuldstændig i stå, hvis ikke ligefrem forværret, siger folk med indsigt i miljøet. Indvandrerbanderne står stærkere end nogensinde, hver tredje dreng bliver tabt af samfundet, de slutter skolen uden at kunne læse og skrive – mange af dem snakker en form for ghettosprog, hvor omkring halvdelen er dansk, og den anden halvdel kommer fra deres modersmål, og de taler ingen af sprogene flydende, siger Özlem Cekic, selv muslim og tidligere folketingsmedlem. De unges had til Danmark stortrives, mens banderne vokser.

Gode kræfter venter stadig på et gennembrud, der grundlæggende gør op med de parallelsamfund, der findes. Indtil det sker, vil indvandrerbander og religiøse radikale miljøer fortsat kapre medlemmer blandt de unge mænd, der vil blive endnu mere marginaliseret.
Familierne ser deres sønner være håbløst bagud i skolen, hvis de overhovedet kommer der. De hænger ud på gadehjørnerne, ryger og sælger hash, går med kniv og skydevåben og udviser truende adfærd.

»Der er ingen tvivl om, at forældrene har været fraværende over for de her drenge. De har ikke stillet krav til dem i hele deres opvækst, og de har ikke sat grænser for dem, siger en tidligere gadeplansmedarbejder, « der selv er født i Mellemøsten.
»Vi var hele tiden ude på gaden, og jeg sloges altid. Vi var i krig med nabogaderne og kom altid blødende hjem. Det var helt normalt – sådan var det bare at være dreng i Libanon. Men i en dansk sammenhæng er et sådant liv totalt uacceptabel. Her betragtes slåskampe som vold, der kan ende med en fængselsstraf.

Mange forældre med indvandrerbaggrund har simpelthen ikke forstået i tide, hvordan tingene foregår i Danmark, og hvis de først begynder at stille krav til deres sønner, når de er halvvoksne, er det desværre for sent.«
»Jeg har ofte hørt dem sige, at de hader Danmark og danskerne. Og her taler vi altså om unge, der er født og opvokset i Danmark. Når jeg spørger dem, hvordan de kan hade personer, som de aldrig har mødt, svarer de, at danskerne er racister, der hader muslimer. Se bare, hvad de skriver på Facebook og når de hader mig, så hader jeg også dem, det er deres typiske svar.
Vi har i dag en gruppe af unge, som ikke føler, at de er en del af det danske samfund, og som i stedet for at blive medborgere er endt som modborgere. «

Ingen forbilleder – ingen løsninger
Mange af fædrene i ghettoerne er på førtidspension. De sidder bare derhjemme og ryger vandpibe, ser arabisk tv og bilder sig ind, at alt er godt. De vil helst undertrykke problemerne, og aner måske ikke, at deres børn lever et dobbeltliv.

Det er de store partier – Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne – der nu (igen) råber op om hårdere kurs over for indvandrere, men hvem er det lige, der de sidste ti år har siddet ved magten og haft muligheden for at skabe de nødvendige forandringer!

Lige nu kommer de seneste udspil fra justitsminister Søren Pape (KF). Han vil have Rigsadvokaten til at undersøge, om det er muligt at forbyde Loyal to Familia. Men spørgsmålet er vel dybest set, om ikke medlemmerne af Loyal to Familia er hamrende ligeglade med, om de er forbudte eller ej. Der er sandsynligvis højere status forbundet med et medlemskab, hvis det forhadte danske samfund har forbudt deres broderskab.
Men så højere fængselsstraffe! Tja, men det er vel under alle omstændigheder en erhvervsrisiko bandemedlemmer er parate til at løbe. Også her kan de opnå højere status efter en tur bag tremmer.

De muslimske bandemedlemmer kommer ikke i paradis. Nul jomfruer, siger de skriftkloge. Uden nævneværdig effekt. Men hvad så!! Hvis hash bliver legaliseret, finder banderne så andre indtægtskilder. Tja, men det er nok det mest effektive modangreb.
Hvis bandemedlemsskab bliver ulovligt – stifter man så ikke bare en frimærkeklub, og fortsætter aktiviteterne i nye rammer!
Kan boligselskaberne smide familier med bandemedlemmer ud! Kan man håbe på, at domstolene i fremtiden vil dømme flere til udvisning, når det i dag ikke engang er tilstrækkeligt grundlag, at – som i Shauib Khan’s tilfælde – den dømte har begået mord.
Bandekrigen handler om magt over territorier, status, ‘byttere’ og personlige konflikter – ligesom rockerkrigen for 30 år siden.

De unge har brug for at være en del af fællesskabet, og når de fra deres halvdunkle udgangspunkt ikke bliver fuldgyldige medlemmer af Danmark, kan de blive tiltrukket af mørke, fundamentalistiske kræfter, der tilbyder dem et andet fællesskab – et fællesskab, der vender dem mod danskerne og demokratiet, fortæller Özlem Cekic i Politiken 13. August 2017 – efter en samtale med unge gettodrenge på den røde plads på Nørrebro.

Kilde og inspiration: Özlem Cekic: ’Hvorfor hader han dig mor?’ Gyldendal 2017.
Özlem Cekic Politiken 13. August 2017

 


Studievalg? 

eksempel 3

Hvorfor valgte 94.604 unge i 2020 at søge ind på en videregående uddannelse? 

Det spørgsmål kan undersøges sociologisk, på baggrund af fakta – fx tal om, hvor mange der bliver afvist, og hvilke uddannelser de unge vælger.
Vil man fx vide, hvorfor mange vælger historieuddannelsen, selvom den ikke sikret et fremtidigt job, når erhvervslivet kalder på flere ingeniører, hvor man næsten kan garantere beskæftigelse, så kan svaret findes gennem en spørgeskemaundersøgelse, som måske kan opdele ansøgerne i nogle kategorier, der belyser de unges overvejelser:

  • 10% søger med hjertet
  • 22% har slet ikke fokus på kommende jobmuligheder
  • 17% vil uddanne sig, så de bliver i stand til at løse konkrete opgaver
  • 19% følger opfordringer fra familien eller vennerne

Disse procentsatser er fiktive, men skal forestille et resultat, som kan bruges, hvis folketinget eller erhvervslivet ønsker at påvirke de unges prioriteringer. Skal man sætte fokus på, at ca 30% ikke får deres studieønsker opfyldt! Skal man markedsføre jobbet som ingeniør, som højtlønnet og spændende i forbindelse med den grønne omstilling!