Hannah Arendt

Hannah Arendt (1906-1975). Tysk Essayist, politolog, universitetslærer, histo-riker, sociolog, skribent, forfatter, og filosof af jødisk afstamning.

Både Bauman og Arendt analyserede nazisternes jødeudryddelser. De nåede frem til den skræmmende antagelse, at det kan ske igen. Arendts tese kaldes ondskabens banalitet: Eichmann begik ikke sine forbrydelser ud fra ondskab, men fra en bureaukratisk ansvarsfralæggelse og opfyldelse af sine pligter som statsansat. Ondskabens banalitet er knyttet til moderniteten. Den opstår med massesamfundet, bureaukratiseringen og anonymiteten der følger med det moderne.
Men med henvisning til Zygmunt Baumann påpeger Arendt netop, at jødeforfølgelsen lå i forlængelse af moderniteten. Det var en udryddelse, der foregik i system og på skinner, som kørte i døgndrift.

Retssagen i Jerusalem 1960 mod Adolf Eichmann.

 

Arendt dækkede i 1960 retssagen i Jerusalem mod Adolf Eichmann for det prestigefyldte magasin The New Yorker. Eichmann var hovedansvarlig for det praktiske omkring jødedeportationerne og fra 1941 jødeudryddelsen. Israelske agenter havde pågrebet den eftersøgte krigsforbryder i Buenos Aires. Nu skulle Eichmann, stilles til regnskab for sine forbrydelser mod det jødiske folk.

Hendes bog Eichmann in Jerusalem – On the Banality of Evil og det klassiske studie »Eichmann i Jerusalem« (1963) stammer fra disse artikler og er således en reportage blandet med filosofiske refleksioner.
Arendt var slået af, at Eichmann ikke virkede frygtindgydende eller ond eller i det hele taget særligt optaget af sine handlinger under krigen. Han havde en meget almindelig personlighed og var nærmest en normal, kedelig kontornusser.

 

Iskold pligtopfyldelse

Arendt så Eichmann som et produkt af det moderne samfunds bureaukratiske kultur, hvor samfundet opfattedes som noget, der skal administreres og styres, som et resultat af overgangen mellem det traditionelle og det moderne samfund.

Det var netop karakteren af Eichmanns ondskab, der under retssagen begyndt at blænde Arendt. Med artiklerne, der blev til den klassiske studie »Eichmann i Jerusalem« (1963) skulle Arendt vende op og ned på vores moralske forståelse af nazismen som den absolutte ondskab begået af særligt moralsk anløbne mennesker. Arendt så i stedet Eichmanns liv som en pervers, men ikke ulogisk kulmination på modernitetens fremmedgørelse af individet. Hannah Arendt sammentrængte bureaukraten Eichmann under begrebet ’ondskabens banalitet’. Dermed ønskede hun ikke at undergrave individets moralske ansvar, men at belyse det moderne menneskes begrænsede moralske råderum.

Ondskaben er ikke dyb og dæmonisk. Det er ikke en hæmningsløs kraft hos psykopater og sadister. Ondskaben er banal og kan bo i enhver, der ikke ser verden i øjnene og ikke konstant tænker over det system, de er en del af.

Edward Snowden: USA Whistleblower who copied and leaked highly classified information from the National Security Agency.

Hannah Arendt påpeger, at ethvert menneske har friheden til at sige nej. Meget apropos nutidens fokus på whistleblowers. Ofte risikerer en whistleblower både job, anseelse og privatliv for at handle samvittighedsfuldt. Det er også forekommet, at whistleblowers er blevet slået ihjel.

 

Men der er mennesker, der ikke vil vedkende sig sin menneskelige frihed til at tænke selv og derigennem ikke vedkende sig sit moralske ansvar, siger Hannah Arendt.

 


Eichmann blev tiltalt efter tre paragraffer
:
·     

  • ’Forbrydelser mod freden’
  • ’Forbrydelser imod krigens love’
  • ’Forbrydelser mod menneskeligheden’.
Hannah Arendt mener kun Eichmann kan dømmes – men ikke dødsdømmes – for paragraffen om forbrydelser mod krigens love. Han kan ikke dømmes for forbrydelser mod menneskeligheden, det er en moralsk kategori – ikke en juridisk, og det er kun Gud, der opererer med moralske love, fastslår Arendt.

Ondskaben et grundvilkår for mennesket?

Hvordan kunne Eichmann stå bag så frygtelige gerninger? Måske fordi ondskaben er tættere på os, end vi tror, fordi ondskaben nogle gange er en nemmere mulighed, fordi den er banal, mente Arendt.

Glemmer vi som mennesker os selv som individer, bliver vi nemlig en del af sammensmeltningen af det private og det offentlige, af det totalitære. Vi følger egentlig bare trop, løsrevet fra vores egne handlinger.
Derfor er ondskaben faktisk ikke andet end fraværet af tanke, og heri ligger dens banalitet, mente hun.

Hannah Arendt og ”Ondskabens banalitet”

I sin analyse af modernitetens ansvarsopløsende tendens trækker Bauman stærkt på den tysk/amerikanske filosof Hannah Arendt.

Hvad Bauman viderefører fra Arendt, er navnlig hendes pointe om, at Hitlers tredje rige og den ubetingede lydighed over for Føreren, som det byggede på, fjerner enhver moralsk begrænsning på den instrumentelle fornufts herredømme.
At udvise menneskelighed og sætte sig i den andens sted blev i Hitler Tyskland set som en svaghed. Den enkeltes pligt var ikke at handle menneskeligt, men at adlyde ordrer og udføre sine pligter over for Føreren så effektivt som muligt – uanset hvad.

I værket: The Origins of Totalitarianism (1951) viser Arendt, hvordan moralen i totalitære regimer gradvis sættes ud af kraft.
I Nazityskland blev det en del af hverdagen at behandle bestemte individer og grupper som ikkemennesker uden politiske, moralske og individuelle rettigheder. Dette skete ifølge Arendt gennem tre trin:

·      Først ved at fjerne deres formelle juridiske rettigheder.

·      Dernæst ved at fratage dem deres krav på moralsk respekt

·      og endelig ved at forandre dem til et let håndterligt ”massemenneske” i kz-lejrene, uden individualitet eller spontanitet. Kz-fangerne blev ikke set som rigtige mennesker med individuelle behov og følelser, men som kategorier af skabninger (jøder, sigøjnere, politibetjente, homoseksuelle, kommunister), som skulle håndteres efter administrativt besluttede forskrifter.

Har man først berøvet mennesker der menneskelighed bliver det lettere at behandle dem umenneskeligt. Under krigsforbryderprocessen mødte Arendt en civiliseret, velklædt embedsmand, stærkt optaget af sin egen karriere, som præsenterede et i og for sig fremragende forsvar for sin sag. Han havde som loyal embedsmand i Det Tredje Rige ikke overtrådt nogen love, og han havde udført sine pålagte opgaver til punkt og prikke og med en præcision, der kan stå som forbillede for den moderne rationalitet (den instrumentelle fornuft).

Men Eichmann havde forsømt pligten til at sætte sig i den andens (ofrenes) sted. Som den tyske filosof Immanuel Kant, ifølge Arendt havde understreget: at alle mennesker fødes med en etisk evne og pligt til at sætte sig i den andens sted. Denne moralske dømmekraft var i Eichmanns tilfælde helt neutraliseret af hans egne ambitioner og af ønsket om at adlyde Føreren.  Eichmann forholdt sig ikke til, om målet med deportationerne var godt og retfærdigt, men fokuserede alene på at finde de mest effektive midler til målopfyldelse, som var det overordnede mål i det moderne kapitalistiske samfund.

Når den moralske dømmekraft sættes ud af kraft, får den instrumentelle fornuft frit spil, og herefter er der ikke noget værn mod masseproduktion af umenneskelighed, påpeger Arendt, men understreger samtidig, at man som menneske altid har mulighed for og pligt til at sige fra over for det onde, også over for en ond lovgivning med umenneskelige konsekvenser. Eichmann skulle straffes fordi han på det groveste havde forsømt denne pligt.
Efter en lang retssag blev han henrettet den 31. maj 1962.

 

Det spørgsmål det er afgørende at stille både til Arendt og Bauman, er, om det er en rigtig præmis, at mennesker fødes med en indre etisk eller moralsk stemme (en dømmekraft), som det har pligt til at adlyde!

De fleste sociologer ser moralen som et resultat af den samfundsmæssige socialiseringsproces. Det vil sige at modstandere af Nazismen skulle modsætte sig den herskende socialisering, lovgivningen og den dominerende ideologi, der udpegede den højeste form for pligtfølelse som at handle effektivt og lydigt over for systemet?

Kilde og inspiration: Wikipedia, den frie encyklopædi

 

Baumans og Arendts skræmmende antagelse, at det kan ske igen, er skræmmende i en tid, hvor vi ser nye nationalistiske, indvandrerfjendtlige og højrepopulistiske partier og bevægelser vinder frem. Så hvor sikre kan vi være på, at vores humane og demokratiske værdier og institutioner vil kunne dæmme op for nye autoritære bevægelser i fremtiden? Et eksempel kunne være Islamisk Stat, hvis ondskab oversted alle vores værste anelser.
Selvom moderniteten er forandret, lever den instrumentelle fornuft ifølge Bauman videre i bedste velgående.

Moderniteten (herunder senmoderniteten) kan ikke anskues som en entydig moralsk forfaldshistorie, det er heller ikke Baumans pointe.
I dag har de allerflest lande udviklet retsstater, internationale menneskerettigheder og demokratiske forfatninger. Det udgør i høj grad moralske landvindinger. Det samme gælder udviklingen af velfærdsstaten i de fleste europæiske lande også. Sammen med EU kan disse institutioner virke som et beskyttende skjold, der hindrer, at den instrumentelle fornuft bliver enerådende. Bauman minder os dog om, at vi hele tiden skal være opmærksomme på den instrumentelle fornufts tendens til at selvstændiggøre sig og tilsidesætte moralske hensyn. Megen ufornuft har set dagens lys i form af imponerende tal på bureaukraternes regneark.