Axel Honneths

Honneths anerkendelsesteori
Da Axel Honneths overtog Habermas professorater i sociologi og filosofi i Frankfurt betød det ændringer i Frankfurterskolens kritiske teori. Hvad er grundbetingelserne for det gode liv! Det må være en teori om de allermest elementære betingelser for at mennesker kan realisere det gode liv. Uden en sådan teori lader det sig ifølge Honneth ikke gøre at udpege og kritisere samfunds-forhold, der afskærer mennesker fra at realisere det gode liv – med og for hinanden.

Axel Honneth 1949 er en tysk professor og filosof. Er først og fremmest kendt for sin anerkendelsesteori. Han er tidligere elev af Jürgen Habermas. Foto: Bruno-Kreisky-Preis

Honneth bygger videre på den tyske filosof G.W.F. Hegels (1770-1831) oprindelige anerkendelses-tanke, som han udviklede i begyndelsen af 1800-tallet.
Datidens oplysningsfilosoffer mente, at mennesket har en medfødt fornuft og etisk sans, men Hegel understregede, at mennesket efter hans opfattelse er socialt og kun bliver menneske gen-nem socialisering – altså anerkendende relationer til andre. Mennesker er altså afhængige, ingen kan realisere sig selv og det gode liv på egen hånd.
Når socialt dårligt stillede individer eller grupper ikke anerkendes, fx unge med indvandrebaggrund, men føler sig krænket og usynliggjort, så kan det ifølge Honneth føre til identitetstab. For at undgå det begiver de sig ind i en kamp for at opnå anerkendelse. De såkaldte indvandrebander bekæmper derfor det danske samfund gennem bandekriminalitet eller religiøs fanatisme, der truer den sociale orden.

Universitetet i Frankfurt. Hjemsted for Frankfurterskolen.

Anerkendelsens tre dimensioner

Fænomenet anerkendelse rummer i følge Axel Honneth tre dimensioner:
En personlig, en politisk og en social.

• Man kan anerkendes som menneske. Det kender man i forældrenes forhold til barnet, i forholdet mellem ægtefæller og venner og i næstekærligheden. Effekten er selvtillid. Den, der bliver anerkendt som menneske, får tillid til sig selv som menneske. Han eller hun er anerkendt som et menneske, der har følelsesmæssig værdi for andre.

• Man kan anerkendes som borger, hvad enten det er som borger i det nationale eller stats-lige fællesskab, eller det er som verdensborger. Når man er anerkendt som borger, har man del i de universelle rettigheder som borger – borgerrettigheder i et samfund, menneskerettigheder i verdenssamfundet. Effekten er selvrespekt. Den, der bliver anerkendt som borger, får tillid til sig selv som borger. Han eller hun kan indgå i og bliver taget alvorligt som deltager i den offentlige drøftelse.

• Og man kan anerkendes som arbejdstager og/eller aktør i et socialt fællesskab. Når man er anerkendt som deltager i det sociale fællesskab, anerkendes man for sine særlige egen-skaber, og de bidrag man derigennem giver til fællesskabet. Som kollega eller som leverandør af ydelser. Effekten er selvværdsættelse. Man værdsættes af andre for det, man er og kan yde, og værdsætter derfor også selv det man er og kan.
Kilde: Lars Qvortrup professor på SDU og leder af Knowledge Lab

Eksempel på anerkendelseskamp

– fra filmen om Billy Elliot

1984 is a tough year for the Elliot family. Living in gritty and run-down Everington, in County Durham in the north of England, Jackie Elliot is still grieving for his wife who passed away a year before. He has money woes—a coal miner, Jackie is out on strike with his co-workers to protest union troubles. His oldest son, Tony, is one of the un-ion’s chief bullies, and none of the striking men dare return to work or cross the picket line for fear of reprisals.
Jackie feels that it’s time for Billy, his youngest son, to start acting more like a man and sends him to box lessons, but Billy is immediately drawn to the ballet class taking place on the other side of the gym. He joins the class without telling his father, but when Jackie finds out the truth, he is absolutely furious. He thinks all ballet dancers are effeminate, and fears there is something wrong with his son. He forbids Billy from going to classes, but by now Billy has a passion for dancing and cannot quit, taking les-sons privately with the ballet teacher, Sandra Wilkinson, an unfulfilled middle-class woman in town.
Mrs. Wilkinson encourages Billy to go in for an open audition to study at the Royal Bal-let School in London, training him privately in the evenings. Billy is nervous but excited for the audition; however, when his brother is involved in an altercation at the picket line and ends up getting arrested, Billy misses his audition. Mrs. Wilkinson is angry that Tony’s stupidity has impacted Billy and deprived him of the biggest opportunity of his life and tells Jackie about the missed audition. Having no idea Billy was still danc-ing, Jackie and Tony become angry.
While Billy is not gay, his best friend, Michael, is and comes out to Billy over the Christmas vacation. Billy is supportive of Michael, and clearly a far more open-minded young man than he has been raised to be. Over the break, Jackie catches Billy at the gym, dancing, and is shocked by his talent. Seeing how talented Billy truly is, Jackie re-solves to make enough money to pay for Billy to go to London and audition. Mrs. Wil-kinson offers to pay but Jackie is determined to raise it himself. He tries to cross the picket line to return to paid work, but Tony prevents him from doing so, and his fellow miners and some neighbors contribute a little money to the audition fund. To make up the difference Jackie pawns his wife’s jewelry. Jackie takes Billy to London himself.
When they arrive at the audition, it is obvious to Billy that he does not come from the traditional ballet background. He performs well in the audition, but he is so wound up and nervous after that he punches another boy in the face. The members of the review panel sternly scold him for his violent behavior, but still want to talk to him about dancing. The assistant principal of the school asks why he wants to dance and what it feels like when he is dancing. Billy, never a particularly eloquent boy, becomes a little tongue-tied but tells her that it is like “electricity” in his body, making a compelling ar-gument for his passion.
Even though he believes he blew his only chance to escape the mining town, Billy receives a letter from the Royal Ballet School telling him that he has been accepted. Bil-ly leaves Everington behind to attend school in London.
In 1998, Billy is twenty-five years old. Jackie, Tony, and Michael, still his best friend, settle into their seats at the theater to watch Billy dance in Swan Lake. Jackie, a tough and easily angered man, is moved, and his eyes fill with tears as he watches his son dance.

Billy kan opfattes som en mønsterbryder, som i kraft af sit sjældne talent er i stand til at kæmpe sig til succes på trods af farens modstand. Men mange bliver tabere i kampen om anerkendelse. Ikke de i forvejen privilegerede, de har nemlig langt bedre chancer end de mindre privilegerede for at begå sig i uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet og på alle de samfundsmæssige områder, der har betydning i det sociale hierarki.

Tre typer af anerkendelsesbehov

Honneth sondrer på samme måde som Hegel mellem tre forskellige typer af anerkendelsesbehov: kærlighed, rettigheder og social værdsættelse. Skal mennesker leve et godt liv sammen med andre og realisere sig selv, skal disse behov tilfredsstilles.

Kærlighedsanerkendelse. Vedrører de primære relationer mellem familiemedlemmer og nære venner. Gennem kærlighedsanerkendelsen udvikler barnet selvtillid, bliver i stand til at handle, kommunikere og indgå i sociale relationer.
Retlig anerkendelse. Handler om retlig ligebehandling af alle. Den anerkendelse udvikler selvagtelse eller selvrespekt. At have rettigheder på lige fod med andre er ifølge Honneth det, der gør, at man kan ranke ryggen og forstå sig selv som en moralsk medborger, som andre kan regne med.
Social værdsættelse/solidaritet. Handler om, at man opnår et positivt selvforhold, når man anerkendes for de værdier og positive kvaliteter, man tilskriver sig selv. Det er ifølge Honneth forudsætningen for, at et menneske kan udvikle selvværd.

Opfyldelsen af disse tre anerkendelsesbehov er som nævnt grundbetingelsen for, at et menneske kan udvikle et positivt selvforhold og leve et godt liv samme med andre.

 Kærlighed, retlig anerkendelse og social værdsættelse: Grundbetingelser for det gode liv ifølge Honneth
Kilde og inspiration: https://sociologibogen.ibog.forlagetcolumbus.dk/

Kampen om anerkendelse opstår ved overgangen fra det primitive samfund til det såkaldt civiliserede. I denne udviklingsproces, hvor individualiteten betones mere og mere, udvikles den retslige anerkendelse. Flere og flere får tildelt rettigheder. I primitive samfund ses kun den emotionelle og den sociale sfære, men i de civiliserede og moderne samfund findes alle tre.

Grafikken herunder viser de forskellige anerkendelsessfærer og -former og dermed også de krænkelser, der kan forekomme ved mangel på anerkendelse.

Anerkendelsens sfærer og former (efter inspiration fra Honneth 2003, 2006). Kilde: Speciale: Ida Kornerup og Mimi Petersen Pædagogens grundfaglighed Grundbog til pædagoguddannelsen http://bogenshjemmeside.dafolo.dk/media/Axel_Honneth.pdf

 

 

 

Til hvert stadie knytter sig et sæt af krænkelser, ringeagt og negativ anerkendelse. Der kan være tale om kropslige krænkelser, fratagelse af erhvervede rettigheder og nedvurdering af kollektive levemåder.

Honneths pointe er, at anerkendelse sker i kampe om anerkendelse, forstået på den måde, at vi konstant i vores omgang med andre konfronteres med andre udlægninger af, hvordan man selv ser og træder ind i verden.

Mennesket er afhængigt af andres anerkendelse af dets jeg-ideal. Ved en krænkelse eller manglende anerkendelse forhindres jeg-idealet i sin forventede handling. Ved manglende respekt på-virkes selvrespekten og jeg-idealet, og der opstår negative følelser i relationen. Ringeagtserfaring kan føre til modstand og kamp om anerkendelse. Spændingstilstanden opløses, når individet får mulighed for at genvinde sin egen aktive handlen. Erfaringer med ringeagt kan føre til politisk modstand, såfremt der er tale om grupper, der kan artikulere den.

Tre typer af krænkelser

Til de tre former for anerkendelse svarer tre former for disrespekt eller krænkelser, som truer med at nedbryde den personlige identitet. Honneth taler om:

• kropslige krænkelser
• krænkelser af rettigheder
• krænkelser af livsformer

Kropslig krænkelse kan fx være fysiske overgreb mod mennesket. Der kan være tale om omsorgs-svigt, vold eller tortur, der fører til tab af basal selvtillid.

Krænkelse af rettigheder kan fx være når man – ofte begrundet i gruppetilhørsforhold: etnicitet, klasse, køn, osv., udelukkes for noget som andre godt kan deltage i. Det betyder at man ikke opfat-tes som ligeberettiget samfundsborger og derfor mister sin selvagtelse.

Krænkelser af livsformer kan fx være nedværdigelse af psykisk syge, etniske minoriteter, homo-seksuelle eller hjemløse. I 60’erne så man ikke positivt på livsformen i de mange kollektiver og bofællesskaber. Hos svage individer kan det nedbryde menneskers selvværd og fremkalder skam, indignation og vrede. Hos 60’ernes ungdomsoprører styrkede det nu nærmest selvværet.
”Jeg er stadig stolt af min Hippie fortid”
Claus Bangsholm

Au pairen sammen med værtsfamilien, der kan ses som en styrkelse af hendes egen identitet og selvværd. Foto: Marie Rosenmeier Nationalmuseet

Anerkendelsestanken indebærer, at et godt og retfærdigt samfund giver alle mennesker de sam-me grundlæggende rettigheder og de samme muligheder for at forfølge deres visioner om det gode liv, så længe de er forenelige med det gode liv for andre.
Den sidste tilføjelse er vigtig, for den understreger, at alle grupper naturligvis ikke bør understøt-tes i hvad som helst. Pædofile, Rockerbander eller medlemmer af Islamisk Stat skal for eksempel ikke kunne forvente at blive anerkendt for det, de ønsker, fordi det ville stride imod det gode liv for andre.

Taylor og Honneth – Anerkendelsesbetingelserne i samfundet

Både Axel Honneth og den canadiske filosof Charles Taylor lancerer en langt mere radikal kritik af moderniteten end andre sociologer. De mener, at senmoderne menneske lider under tabet af me-ningsgivende fællesskaber. Taylor og Honneth ser det som en social belastning, at individerne skal opfinde sig selv og en mening med livet.
Frihedsbegrebet i den moderne kultur fastslår at individuel frihed drejer sig om at fjerne enhver indskrænkning af individets udfoldelsesmuligheder. Men ægte frihed kan ikke realiseres i isolati-on, men kun inden for rammerne af solidariske fællesskaber, fastslår Taylor og Honneth.
Diskussionen om anerkendelse er i dag mere central end nogensinde, det hænger ifølge Taylor og Honneth sammen med afgørende samfundsforandringer i overgangen fra det førmoderne til det moderne samfund.

• I det førmoderne samfund var anerkendelse og identitet knyttet til de gældende standshie-rarkier , der kunne retlede medlemmerne af en klasse- eller stand.
• Modernitetens udviklingen af det moderne værdighedsbegreb, der understreger den enkel-tes ret til at udfolde sin egen rigtige måde at være menneske på, indebar, at selvrealise-ring i stigende grad var noget, den enkelte måtte skabe på egen hånd. Men det er ikke mu-ligt, fordi selvrealisering forudsætter anerkendende relationer til andre, hævder Honneth og Taylor.

Honneth og Taylor skelner mellem det førmoderne og det moderne samfund og fokuserer på, hvordan anerkendelsesbetingelserne er anderledes under moderniteten end i det primitive samfund, der gik forud for det såkaldt civiliserede.

Charles Taylor og Axel Honneth – om anerkendelsesbetingelserne

Kilde og inspiration: https://sociologibogen.ibog.forlagetcolumbus.dk

Et solidarisk samfund er ifølge Honneth og Taylor et samfund, hvor alle mennesker kan få aner-kendelse af deres personlige kvaliteter og levemåde. Men moderniteten fører til en uretfærdig forskelspræget anerkendelsesorden. Derfor er moderniteten en udfordring for den kritiske sociolo-gi, der ser det som sin primære opgave er at udpege samfundsmæssige og kulturelle forhindrin-ger for, at den enkelte kan føle sig anerkendt og af betydning for fællesskabet.

Autenticitetsidealet – det vil sige idéen om individets værdighed og ret til personlig selvrealisering er ifølge Taylor et smukt og rigtigt ideal. Men idealet er kommet på vildspor. Frihed og autentisk selvrealisering forudsætter for både Taylor og Honneth meningsgivende horisonter, det vil sige en fælles verden – ikke den enkeltes eget projekt – inden for hvilken individerne kan udfolde sig og virkeligøre deres potentialer. Men sådan opfattes det ikke i den neoliberale succeskultur.

Men der er ingen vej tilbage ifølge Taylor og Honneth. Det nuværende samfund er pluralistisk, socialt differentieret og multikulturelt. I et sådant samfund handler solidaritet ikke om fælles eti-ske værdier, men om anerkendelse af den anden, også når den anden er forskellig fra mig.

x