De klassiske sociologers efterfølgere

Ferdinand Tönnies og Georg Simmel

Emile Durkheim var ikke den eneste sociolog, der analyserede den proces, der førte til det moderne samfund. Men Durkheim havde med sit fokus på arbejdsdelingens betydning og begreberne mekanisk – og organisk solidaritet skabt et urokkeligt fundament for forståelsen af udviklingen fra det traditionelle til det moderne samfund. Det blev derfor også udgangspunktet for Ferdinand Tönnies og Georg Simmel. 

Toennies, Ferdinand
1855-1936
Soziologe und Philisoph
Portraetfoto: um 1915, Ferd. Urbands, Kiel.

Ferdinand Tönnies (1855–1936) hørte ligesom Weber og Simmel til grundlæggerne af tysk sociologi. Hans i dag mest kendte værk er: Gemeinschaft und Gesellschaft – Fællesskab og samfund der blev udgivet i 1887.
Som Durkheim anerkendte Tönnies en forskel mellem en organisk form for socialt liv (organisk solidaritet), som han kaldte ”samfund”, og en mekanisk form for socialt liv (mekanisk solidaritet), som han kaldte ”fællesskab”. 

Fællesskab Samfund
Fællesskaber baseret på traditioner samt sociale og lokale bånd Anonyme, kunstige relationer baseret på individuelle valg og ingen fællesværdier

 Fællesskabet er en organisation af det sociale liv, der er tættere på naturen og selve rødderne i det naturlige liv. Det er baseret på familien og individets naturlige bånd. Direkte kommunikation er fællesskabets centrale træk. Der er ingen differentiering af arbejdskraft bortset fra den arbejdsdeling, der fx skyldes af at mænd og kvinder ikke har de samme kræfter. Der er ingen forbindelser til andre sociale kredse bortset fra de umiddelbare naboskaber og venner. Religionen tjener det formål at opretholde og styrke båndene i fællesskabet og naturlov er den eneste lov, der gælder.
Menneskene er i Fællesskabet knyttet sammen, af blodets bånd og den fælles lokalitet.

 Samfundet er helt anderledes. Her ser alt ud til at være baseret på upersonlige forhold og kunstige bånd. Tönnies beskriver sit eget sociale liv som baseret på adskillelse fra familien, jorden og nære relationer. Eksistensen afhænger ikke længere af, hvad man personligt producerer, udviklingen fra enkle former for samarbejde, til industriel produktion førte til adskillelse af arbejdskraft og endelig til klassedannelse. Endvidere førte det til konkurrence, ulige og uretfærdige handel, der var dækket af og legitimeret gennem lovlige kontrakter og et lovgivningssystem, der blev de vigtigste træk ved den større enhed kaldet samfund, hvor der hersker en konstant spænding mellem individerne. Der findes ingen fælles værdier, og de sociale relationer er først og fremmest bytterelationer, det vil sige, at de er kontraktlige og retligt regulerede. De er ifølge Tönnies anonyme, kunstige og baseret på individuelle valg.

Tönnies er kritisk overfor udviklingen, hvor individualiseringen har svækket fællesskaber mellem mennesker. Men hans længsel efter fortidens idyl deles ikke af liberalismen, der opfatter individernes frigørelse fra tidligere tiders fællesskaber som et entydigt fremskridt. Nu kunne individerne bevæge sig frit. Enhver var sin egen lykkes smed.

Tönnies opsummerer forskellene mellem fælleskab og samfund sådan:
Fællesskabet er lig med familieliv, enhed, kommuneliv og landdistrikter, ikke-differentieret byliv, religiøsitet, kirke, husholdningsøkonomi og landbrug.
Samfundet er lig med by, metropolsk liv, delte konventioner, ‘samfund i sig selv’, nationalt liv, politik, stat, kosmopolitisk liv, offentlig diskurs, republikken for intellektuelle, handel, industri og videnskab.
 

Georg Simmels. Public Domain

Der er mange træk i Georg Simmels (1858–1918) værker, der ligner Durkheims analyser. De sætter begge spørgsmålstegn ved, hvad det er, der holder samfundet sammen, og hvad det er, der får samfundet til at fungere. Alligevel har de to sociologer også deres unikke og forskellige perspektiver. Mens Durkheim mere var optaget af det makroskopiske syn på sociologien – de store samfunds drift, den indflydelse, arbejdsdelingen havde på samfundet som helhed, betydningen af ​​differentiering for den civiliserende proces – så anlagde Simmel et mikroskopisk syn på samfundet – dvs. hvordan konflikt og forskellige former for dominans tjener til at strukturere individers interaktion, og hvordan individualitet afhænger af størrelsen af de sociale grupper individet var medlem af.
Simmels tekster kredser om det moderne liv i storbyen, og denne centrale interesse udmøntes i sociologiske analyser af så forskellige fænomener som penge, måltidet, moden, den fremmede, selskabeligheden og sporvognen. Men det drejer sig også om kunsten og landskabet, om skuespilleren og eventyret og selve sociologiens problem.

Ifølge Simmel ændrede den moderne storby fuldstændigt menneskers opfattelse af tid og rum samt det sociale livs karakter. Tidsopfattelsen, som i den rolige livsrytme på landet var bundet til naturens og årstidernes skriften, ændrede sig fra at være cyklisk til at være lineær, og ”ansigt-til-ansigt”-relationerne i lokalsamfundet på landet blev udskiftet med de ”ansigtsløse” relationer i storbyen. I den moderne storby med dens kapitalistiske foretagsomhed og den stigende udbredelse af handel og finansvirksomhed blev tiden til et mål for pengeindtjening (”tid er penge”).
Man kan lettere være anonym i storbyen. Nok kender man flere mennesker i storbyen, men bekendtskaberne bliver tilsvarende mere overfladiske.
For Simmel havde denne proces både en positiv og en negativ side. Den negative side bestod i, at det moderne storbymenneske blev mere forvænt, overfladisk og oplevelseshungrende. Den positive side bestod i, at det i storbyen var lettere at være sig selv og give udtryk for sine individuelle særtræk. I storbyen var der tale om en mangfoldighed af livsformer, som gav individet valgmuligheder. Den sociale kontrol, altså omgivelsernes kontrol med de enkelte individers adfærd, var mindre i byen end på landet.

»Hvis alle ure i Berlin pludselig gik forkert i forskellig retning – om blot med en times variation – så ville byens hele økonomiske og øvrige samfærdsel for en lang tid falde fra hinanden. Dertil kommer tilsyneladende yderligere den store afstand, som gør al venten og kommen forgæves til et uacceptabelt tidsspilde. Således er storbylivets teknik overhovedet ikke tænkelig, hvis ikke alle aktiviteter og gensidige relationer blev indordnet i et fast, overindividuelt tidsskema.«

Sådan skildrede sociologen Georg Simmel storbylivet i et berømt foredrag med titlen »Storbyerne og det åndelige liv«, der blev holdt i 1903.

 

 

Livet på landet Storbylivet
Varme og intimitet, men lukket om sig selv Anonymt og upersonligt, med større bevægelsesfrihed
Relativt små grupper, stærk afgrænsning mod nærtboende og fremmede, men med en meget tættere lukning om sig selv, en gruppe, som kun tillader det enkelte individ et ringe spillerum for udfoldelse. Når gruppen vokser –løsner dens indre enhed sig, skarpheden i den hidtidige afgrænsning bliver mildnet fordi der opstår gensidige relationer og forbindelser, og samtidig vinder individet bevægelsesfrihed, ud over den første, skinsyge afgrænsning, og det vinder en individualitet, som arbejdsdelingen i den nu større gruppe nødvendiggør.

 

Simmel beskriver den lukkethed og intolerance, som han finder karakteristisk for mange lokalt afgrænsede fællesskaber, der har tendens til at spærre individerne inde og kræve streng indordning under fællesskabets normer. I modsætning hertil opfatter han livet i storbyen som langt mere åbent og tolerant. Her sker der en opblødning af skellet mellem ”os” og ”de andre”, og individet vinder en frihed, det aldrig tidligere har haft.

I lillebyen mødte og hilste man dagligt på mennesker, man kendte. I metropolen hersker der derimod anonymitet og en tendens til privathed og blaserthed, men også utallige pirringsmuligheder. Simmel skriver:

»Ville man driste sig til at sammenfatte karakteren og omfanget af den moderne livsform i en formel, så kunne det være denne: at erkendelsens, handlemådens, idealdannelsens indhold overføres fra deres faste, substantielle og stabile form til en tilstand kendetegnet ved udvikling, bevægelse, labilitet. Det moderne menneske drives frem og tilbage mellem lidenskaben for at vinde alt og frygten for at tabe det hele.«

 Mens Marx så klassekamp som en uundgåelig konflikt, antager den moderne klassekamp ved århundredeskiftet en anden, næsten kultiveret form. Med Simmels ord: ”Da det er blevet erkendt, at arbejdsbetingelsen bestemmes af de objektive produktionsbetingelser, uanset bestemte individers ønsker, er den personlige bitterhed i både generelle og lokale slag meget reduceret. Iværksætteren er ikke længere en blodsugende og forbandelig egoist, og heller ikke lider arbejderen under syndig grådighed under alle omstændigheder. Begge parter er i det mindste begyndt ikke længere at belaste hinandens samvittighed med deres gensidige krav og taktikker som handlinger af personlig mening.” 

Moderniteten ses hos Simmel og mange andre sociologer som, på den ene side en befrielse fra den snæverhed, der kendetegnede de traditionelle samfund, og som noget, der giver individet større bevægelsesfrihed. På den anden side anskues moderniteten som et tab af meningsgivende fællesskaber, der fører til rodløshed og gør det svært for moderne mennesker at orientere sig i samfundet.

Kilder og inspiration:
 https://www.information.dk/moti/anmeldelse/2019/05/stabilitet-labilitet
Simmel, G. (1992). Storbyerne og det åndelige liv. K&K – Kultur Og Klasse, 19(71), 73-84. https://doi.org/10.7146/kok.v19i71.20290
Georg Simmel: Das Individuum und die Freiheit, Berlin 1984. Foredraget blev trykt første gang 1903.

 


Samfundstyper

De forhold sociologer beskæftiger sig med finder alle sted indenfor et samfund. Vil man forstå den sociale verden må man derfor kortlægge og analysere såvel tidligere som nuværende samfundstyper.

Det traditionelle og det moderne samfund

  Det traditionelle samfund Det moderne samfund
Økonomi og produktion Landbrug, naturalieøkonomi. Lav arbejdsdeling. Lokal handel. Industrialisering, kapitalistisk nationaløkonomi. Høj arbejdsdeling. ­
Basis for rigdom  Jordejendom. Råvarer og produktionsapparat.
Teknologi Simple redskaber. Håndkraft og trækdyr. Maskinel produktion.
Fossile brændstoffer.
Politisk organisering og styreform Fyrstestater. Adels- eller enevælde. Lokalt styre, præster ofte centrale. Nationalstater. Demokratisering. ­ Centralisering, embedsmænd centrale.
Livsform Simpelt, manuelt arbejde i landsbyfællesskaber. Manuelt og funktionær i storbyer.
Herskende værdier/ Kultur Religion og naturgivent hierarki. Standsulighed. Konservatisme. Rationalitet og formel Lighed. Erhversulighed. Liberalisme.
Tidsopfattelse og forhold til naturen Cyklisk tid. Fokus på fortiden.
Afhængig af naturen.
Lineær tid. Fokus på nutiden. Beherskelse af naturen.
Central sektor Det civile samfund. Markedet (penge) og staten (lov).

Kilde: SamfNU – systime  

Nye samfundstyper

Fra 1980erne efterfulgtes “Det moderne samfund” af:  ”Det postmoderne samfund”.

  • Det moderne samfunds gennembrud kan tidsfæstes til 1870.
  • Modernismen begynder med at Nietzsches erklæring om “Guds død” i slutningen af 1800-tallet.

Forskelle mellem det moderne og det postmoderne samfund

Det moderne samfund
(industrisamfundet)
Det postmoderne samfund
(informationssamfundet)
Det nationale Det globale
Tradition betyder relativt meget i for­hold til i dag Traditionerne får mindre betydning, og der skabes ikke nye
Pligt og normer Lyst og refleksivitet
Loyalitetsmoral over for familien Individualitet og venner
Køns- og aldershierarki Ligestilling og netværk
Kvindens seksualitet er styret Kvinden har selvbestemmelse
Materialisme Materialisme og selvrealisering
Arbejde som middel til fritiden er målet Arbejde er lige så interessant som fritiden
Statisk, forudsigelighed Dynamisk, fleksibilitet

Kilde: SamfNU – systime