Demokrati. Danske demokrati. Systemskiftet. Rousseau.

Demokrati betyder folkestyre, folkevælde, eller folkeligt selvstyre. Men hvad forstår man ved ”folket” og hvad betyder det at ”styre”.

Demokrati - Grundlovsforsamlingen — Den grundlovsgivende forsamling 1848 – 1849.

Ordet demokrati (demokratia) blev første gang brugt af grækerne omkring 500 år f.Kr.. Det blev brugt om en ny organisering af det politiske liv opbygget omkring:

Lighedsprincippet: alle borgeres ret til at tale i den styrende forsamling, og lighed i forhold til politiske rettigheder – fx stemmeret.

Demokratiet blev indført i bystaten Athen i 507 f.Kr.. Tidligere var magten placeret hos valgte embedsmænd, men den blev nu overført til folkeforsamlingen, folkedomstolen og et nydannet femhundredmandsråd.

Før
De klassiske styreformer monarki og tyranni hvor én person styrer, og aristokrati og oligarki, hvor nogle få personer styrer.

Efter
Demokrati hvor ”folket” styrer.

Demokrati og valgret

Det politiske system

Friheds rettigheder

Grundloven

Grundlovens tilblivelse

Folket

Både ved demokratiets indførelse i Grækenland og i moderne tid har man udelukket nogle personer, som ukvalificerede til at deltage i demokratiet. Lige fra begyndelsen har man udelukket børn. I Athen var også slaver og kvinder, fattige og folk uden statsborgerskab udelukket.

Først omkring 1900-t., bliver ”folket” i det meste af verden defineret som stort set alle voksne statsborgere. Der indføres almindelig valgret.
Mange steder fik kvinderne dog først stemmeret meget senere end mændene.

Styre

At ”styre” blev både i Grækenland og frem til slutningen af 1700-t., forbundet med folkets direkte deltagelse i den politiske beslutningsproces (direkte demokrati).
Demokratiet fødtes ikke i større eller mindre nationalstater, men i de såkaldte bystater, som var områder med et overskueligt indbyggertal. Det betød, at alle borgerne kunne samles når man skulle drøfte og afgøre offentlige forhold.

Hovedkilderne til Athens demokrati er over tusinde indskrifter på sten fra 400- og 300-t. f.Kr., mere end hundrede bevarede folke- og retstaler fra 300-t. f.Kr. samt Aristoteles’ skrift Athenernes Statsforfatning, som gik tabt ved oldtidens slutning, men i 1890 blev genfundet i Egypten.

“Men da bystaterne blev afløst af stater, der havde langt større befolkninger, blev det direkte demokrati umuligt. I begyndelsen af 1800-t gennemførtes demokratiseringen af de folkerige nationalstater derfor gennem opbygningen af et repræsentativt demokrati. Nu skulle befolkningen vælge medlemmer til et repræsentativt organ som havde den politiske autoritet eller myndighed til at træffe bindende politiske beslutninger.

Indtil slutningen af 1700-t., blev demokrati og repræsentation anset for uforenelige størrelser både hos Rousseau der i 1762 skrev ”Du Contrat social” og så sent som i den schweiziske forfatning af 1848, hvor man stadig satte lighedstegn mellem demokrati og direkte(deltager) demokrati.

Jean-Jacques Rousseau (1712-1778, schweizisk-fransk filosof, forfatter og komponist) opstillede tre moralfilosofiske hovedbegreber: Fornuften, samvittigheden og friheden. Gud har givet os fornuften, for at vi kan kende det gode, samvittigheden, for at vi kan elske det, og friheden, for at vi kan vælge det, sagde Rousseau.

Derfor mente han, at et styre kun var legitimt, hvis borgere selv bestemmer de love, hvorunder de lever.

I skriftet ”Du Contrat social” fra 1762 (udgivet på dansk med titlen: Samfundspagten, 1889, 1987), fremlægger Rousseau den idé, at vi først kan udøve vor moralske frihed som borgere, når vi er indtrådt i et samfund med lighed for loven.

Demokrati - constitution-signingUnedit500X400 001 — Den amerikanske forfatning underskrives 1787

Repræsentation

Foreningen af begreberne demokrati og repræsentation fandt i første omgang sted i USA. I Europa var det først og fremmest Alexis de Tocqueville (1805-1859, fransk politisk filosof og politiker) der med bogen De la Démocratie en Amérique (1835-1840) beredte vejen for en forening af begreberne. Han skrev bogen, der fortolker det amerikanske folkestyre, efter et ophold i USA.

Fra midten af 1800-t. udvikledes den nye styreform, det repræsentative demokrati, hvor folket enten ikke direkte tager de politiske beslutninger eller kun undtagelsesvis i form af folkeafstemninger. Folkets hovedopgave var nu at vælge og kontrollere beslutningstagerne.

Udviklingen af det repræsentative demokrati skabte også en mulighed for repræsentation af forskellige anskuelser og interesser. Nationalstaternes borgere og deres meninger var langt mere forskelligartede end i de små græske bystater. Den nye styreform blev også kaldt polyarki, fordi den spreder magten mellem konkurrerende partier og organisationer.

Begrebet polyarki – de mange magters styre – blev opstillet af den amerikanske politolog Robert A. Dahl (f. 1915, amerikansk politolog) med det formål at skelne mellem den ideelle demokratiske proces (folkets direkte deltagelse i demokratiet) og de faktiske institutioner, som til daglig kaldes for demokrati.
Polyarkiets vigtigste fællestræk var: valgte beslutningstagere, frie og retfærdige valg, almindelig valgret, almindelig valgbarhed, ytringsfrihed, informationsfrihed samt forenings- og forsamlingsfrihed.

Det danske demokrati

Det danske demokrati eller polyarki er et repræsentativt styre med grundlovssikrede, individuelle rettigheder, dvs. personlig frihed samt politiske friheder som ytrings-, forenings- og forsamlingsfrihed, lige og almindelig valgret, hemmelig stemmeafgivning, forholdstalsvalg, etkammersystem og parlamentarisme.
Denne styreform er indført gradvis og er resultat af såvel udenlandsk påvirkning og nationale debatter og kampe gennem flere generationer.

Brud med enevælden

Det første brud med den enevældige styreform (klassiske styreformer knyttet til monarkiet) fandt sted i 1834, da der med De Rådgivende Provinsialstænder blev indført et første element af repræsentativt styre.

Junigrundloven af 1849 var et meget stort skridt på vej mod demokrati, men betød langtfra overgangen til en demokratisk styreform. Den indeholdt en grundlovssikring af de individuelle rettigheder, en magtdeling mellem kongen og Rigsdagen samt en betydelig udvidelse af valgretten.

Afgørende for udviklingen af det danske demokrati blev i slutningen af 1800-t. Venstres (bøndernes parti) kamp mod Højre (borgerskabets parti) om folketingsparlamentarismen. Venstre ønskede, at man anerkendte det princip, at regeringen skulle sammensættes på en måde, der kunne godkendes af folketingets flertal.
Højre hævdede derimod, at kongen havde ret til frit at vælge sine ministre. Det parlamentariske princip blev først anerkendt med Systemskiftet i 1901, og samtidig blev hemmelig stemmeafgivning indført.

Systemskiftet, regeringsdannelsen 24.7.1901, markerede afslutningen på den 30 år lange forfatningskamp fra omkring 1870 mellem Folketingets flertal af Venstre (og fra 1884 Socialdemokratiet) og Landstingets flertal af Højre.
Kongen, Christian 9., udnævnte i alle årene sine ministerier fra Højre, hvis mandattal i Folketinget blev lavere og lavere.

Efter folketingsvalget i april 1901, hvor Højres mandattal blev reduceret til otte, besluttede Christian 9. efter tilskyndelse fra bl.a. ØKs direktør, H.N. Andersen (den tids Mærsk Mc-Kinney Møller), at udnævne en regering, der kunne støtte sig på Venstrereformpartiets flertal i Folketinget.

Som konseilspræsident (statsminister) i den første Venstreregering udpegede kongen den upolitiske J.H. Deuntzer, men regeringens stærke mand var Venstrereformpartiets leder, J.C. Christensen.
I de følgende årtier blev princippet om folketingsparlamentarismen som hovedregel efterlevet, men bl.a. i forbindelse med Påskekrisen 1920, forsøgte kongen at trodse folketingsflertallet. Folketingsparlamentarismen blev grundlovsfæstet i 1953.

Mere demokrati

Demokrati - OEDEMO I 1915-20, blev der dels gennemført lige og almindelig valgret for såvel mænd som kvinder, dels indførte man forholdstalsvalgmåden, som sikrede en mere retfærdig repræsentation.
Den seneste demokratisering fandt sted i 1953 da man afskaffelse Landstinget. Nu havde Danmark ikke mere et to-kammer system, som man fx stadig har i England og USA. Der blev også indført mulighed for at gennemføre folkeafstemninger.

I 1960’erne og 1970’erne blev der i forbindelse med det antiautoritære oprør blandt ungdommen, også formuleret kritik af det repræsentative demokrati. Der blev fremlagt forslag om deltagerdemokrati og decentralisering, såkaldt nærdemokrati, og udvidet mulighed for folkeafstemning. Det var reelt et ønske om en tilbagevenden til demokratiets udgangspunkt.

I 1970’erne og 1980’erne blev der fremlagt forslag om økonomisk demokrati, der skulle reformere ejendomsforholdene og ledelsesstrukturen på arbejdspladserne, således at medarbejderne selv ville kunne bestemme eller få afgørende indflydelse på, hvordan produktionen skulle tilrettelægges. Det var et forsøg på at fjerne arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet.

Det var Socialdemokratiet der ønskede økonomisk demokrati ØD, og overskudsdeling, OD, men det mødte kraftig modstand fra borgerlig side og blev ikke gennemført.

Princippet i ideen om Økonomisk Demokrati kan meget kort siges at være medbestemmelse ved ejendomsret. Lønmodtagerne skulle have andel i virksomhedernes økonomiske overskud og dermed medbestemmelse over hvorledes midlerne skulle (gen)investeres. Det ville på sigt give lønmodtagerne større indflydelse på hele den økonomiske vækst i samfundet via en central ØD-fond. Den skulle styre og fordele midlerne så de blev brugt mest hensigtsmæssigt.

Næste alle lande erklærer sig demokratiske

Stort set alle nationer hævder, at de går ind for demokrati, og meget forskelligartede styreformer rundt om i verden betegner sig som demokratiske. Men der er stadig lang vej. En fortsat demokratisering er ønskelig. Borgerne kan inddrages langt mere i den politiske beslutningsproces, fx gennem hyppige folkeafstemninger, og demokratiet kan udvides til det økonomiske område.

I flere nationalstater, navnlig i Asien, Afrika og Latinamerika, findes der stadig autoritære styreformer.

Demokratiet kan også udbygges i de mellemfolkelige organisationer, fx i EU, som af mange borgere, partier og organisationer i medlemslandene kritiseres for at have demokratisk underskud.