Er finansministeriets regnemaskine blå?

RAPPORT OM DEN POLITISKE REGNEMASKINE
FINANSMINISTERIETS ØKONOMISKE ANTAGELSER
OG DERES POLITISKE KONSEKVENSER

Denne rapport er udarbejdet af Enhedslistens økonomiske sekretariat ved Pelle Dragsted, Jonas Gielfeldt og Anders Hadberg i april 2018.


Podcasts fra “Det Røde Felt”
om økonomisk politik

Tidligere finansminister Mogens Lykketoft forklare, hvorfor Finansminiteriets økonomiske regnemodeller favorisere borgerlig politik.

Pelle Dragsted, der er hovedforfatter bag rapporten forklare, hvad det er for skævheder man har påvist.


Det følgende er et kort resume. Klik her for at læse hele rapporten.

Rapporten dokumenterer en lang række problemer i de regnemetoder og modeller, som Finansministeriet anvender til at anslå de økonomiske effekter af politiske forslag.
Disse problemer giver samlet en politisk bias, der overvurderer de positive effekter af skattesænkninger og lavere ydelser til ledige, og undervurder de positive effekter af offentlig forbrug og investeringer.

Første tese i regnemodellen
Finansministeriet antager, at lavere niveau for sociale ydelser fører til lavere ledighed. Hvis man sænker overførslerne eller hæver forskellen på lønninger og overførselsindkomst, vil det presse flere i arbejde.

Anden tese i regnemodellen
Finansministeriet antager, at skattesænkninger automatisk fører til højere arbejdsudbud, især for de højere indkomstlag.
Ideen er, at lønmodtagerne vil arbejde mere, når den marginale beskatning er lavere. Dermed produceres der mere i samfundet som helhed og velstanden stiger.

Tredje tese i regnemodellen
I følge Finansministeriet vil øget arbejdsudbud omsættes til en tilsvarende stigning i beskæftigelsen allerede inden for 6-7 år. Endvidere mener ministeriet, at den langsigtede løn vil være upåvirket.

Fjerde tese i regnemodellen
Finansministeriet antager, at offentligt forbrug stort set ikke har positive dynamiske effekter. Resultatet er et fejlagtigt skøn for de samfundsøkonomiske konsekvenser, hvilket udgør et problem for den offentlige økonomi på sigt.

Femte tese i regnemodellen
Finansministeriet antager, at der er et velstandstab på 10 %, når der gennemføres offentlige investeringer, som ikke er fuldt finansierede. Dette kaldes skatteforvridningstab. Begrundelsen er, at offentlige investeringer fortrænger private investeringer og dermed vil have en negativ økonomisk effekt.

Den politiske regnemaskine

10-15 millioner vokser til 610 millioner

Det var prisen, som Finansministeriet regnede sig frem til, da Enhedslisten i 2014 ville sikre nogle få hundrede arbejdsløse en kontanthjælpslignende ydelse, hvis de faldt ud af dagpengesystemet. Selve ydelsen ville kun koste 10-15 millioner i 2015, så hvordan kunne det løbe op i over en halv milliard? Jo, fordi Finansministeriet antog, at øger man overførselsindkomsten for selv en lillebitte gruppe arbejdsløse, så vil det påvirke hele befolkningens vilje til at udbyde arbejdskraft og føre til faldende skatteindtægter – såkaldt dynamiske effekter. Finansministeriet kunne sådan set godt selv se, at tallene virkede besynderlige, men det var nu engang de tal, deres regnemodel spyttede ud.

Eksemplet viser, at selv meget små velfærdsforbedringer ikke kan gennemføres, hvis fx. rød blok vil gennemføre økonomiske ændringer.

Læs her, hvad twisten om regnemetoderne går ud på.

Børnepasning

Kritikerne: Hvis vi bruger penge på at øge antallet af pladser i børnehaven eller forlænge åbningstid, kan flere forældre gå på arbejde. Det øger arbejdsudbud og produktivitet, fastslår bl.a. AE-rådet. Derfor bør disse effekter af øget velfærd regnes med.

Finansministeriet: Finansministeriet afviser ikke, at der findes dynamiske effekter – som de bliver kaldt på økonomisprog – af forhøjet velfærd som mere børnepasning. Men det forskningsmæssige belæg er ikke stærkt nok til, at de medtages i modellerne.

Infrastruktur

Kritikerne: Når staten udbygger en motorvej med et ekstra spor, bruger pendlerne mindre tid ved rattet og mere tid ved skrivebordet. Det giver øget arbejdsudbud og produktivitet, påpeger både AE-rådet og Cepos. De effekter bør regnes med, lyder det.

Finansministeriet: Alle økonomer er enige om, at der findes dynamiske effekter af at bygge nye motorveje. Men i Finansministeriets modeller kan de ikke ses. Der mangler empirisk belæg for dem, lød forklaringen fra finansminister Kristian Jensen (V) i efteråret.

Uddannelse

Kritikerne: Effekten af al slags uddannelse bør også medregnes i Finansministeriets model, mener AE-rådet. Dets beregninger viser bl.a., at hvis man giver en erhvervsuddannelse til unge uden uddannelse, øges deres beskæftigelse med 30 procent.

Finansministeriet: Nogle investeringer i uddannelse tages med i Finansministeriets regnemodeller. Vi ved bare ikke nok om det på et forskningsmæssigt plan til, at alle slags investeringer i uddannelse kan tages med i Finansministeriets modeller, lyder det.

Skattelettelser

Kritikerne: Der kan være effekter i form af øget arbejdsudbud ved at sænke f.eks. marginalskatten. Men disse effekter overvurderes af Finansministeriet, mener AE-rådet og flere partier på venstrefløjen. Det er en skævhed, der favoriserer blå politik.

Finansministeriet: Det giver penge i statskassen og et højere arbejdsudbud at sænke marginalskatten. Det har Finansministeriet konkluderet flere gange, og derfor tages effekten af skattelettelser også med i ministeriets regnemodeller.

 

ROS & RIS

Enhedslistens kritik af Finansministeriet er skæv

Mads Lundby Hansen

Enhedslisten har offentliggjort en rapport (”Den Politiske Regnemaskine”) med anvisninger på, hvordan man skal regne på reformer. I den nye rapport (om ”hvordan verden skal regne rigtigt”) er hovedbudskabet, at Finansministeriets regnemetoder favoriserer skattelettelser sammenlignet med det offentlige forbrug. Argumentet er, at Finansministeriet indregner adfærdsændringer, når der ændres på skatter, men ikke indregner adfærdseffekter, når det offentlige forbrug ændres. På skatteområdet er der mange videnskabelige undersøgelser, der konkluderer, at skattelettelser har positive effekter på beskæftigelse mv. Derfor vil det være en bevidst fejl fra Finansministeriets side ikke at indregne disse effekter ud fra sit bedste skøn. Der eksisterer så godt som ingen videnskabelige undersøgelser af effekter af det offentlige forbrug.  Indtil de videnskabelige undersøgelser foreligger kan og bør man ikke indregne adfærdseffekter af det offentlige forbrug.

Jeg har endnu til gode at møde en økonom, der er imod at indregne dynamiske effekter af offentligt forbrug, når der foreligger solide videnskabelige undersøgelser, der dokumenterer virkninger heraf. Der er bare stort set ikke nogen videnskabelige undersøgelser, man kan lægge til grund.  Jeg synes derfor, at Enhedslistens kritik af Finansministeriet er skæv.

I debatten nævnes det kun, at de forventede effekter af det offentlige forbrug kan være positive. Jeg vil fremhæve, at de lige så godt kan være negative. Hvis man f.eks. får skattefinansieret ældrepleje stillet til rådighed, så indebærer det, at man ikke behøver at arbejde så meget for at spare op til privatfinansieret ældrepleje. Det trækker beskæftigelsen ned. Skattefinansierede sygehuse kan også trække beskæftigelsen ned. Når der er skattefinansierede sygehuse behøver man ikke at arbejde sig til en indkomst, der kan finansiere en privat sundhedsforsikring. Disse eksempler illustrerer, at det offentlige forbrug også kan have negative effekter på beskæftigelsen.

Finansministeren afviser at ændre i regnemodellen. Det skal politikerne ikke blande sig i, siger han.

Professor:
Finansministeriets regnemodel dumper i økonomi

Kronik 22. maj 2018

Usikkerheden, som kendetegner alle samfundsøkonomiske sammenhænge, er fraværende i Finansministeriets regnestykker. Det kom eksempelvis bag på modellen, at danskerne begyndte at spare mere op i kølvandet på den finansielle krise.

Jesper Jespersen Professor, Roskilde Universitet og Aalborg Universitet

Finansministeriets makroøkonomiske model indtager en meget magtfuld position ved tilrettelæggelsen af den overordnede økonomiske politik i Danmark.

Det er ‘oraklet’ i den ‘røde bygning’ på Slotsholmen, der vender tommelfingeren opad eller nedad, når de politiske partiers forslag til økonomisk politik skal gennemregnes.

Med en sådan magt følger også det ansvar, at den benyttede model er retvisende – altså afspejler virkeligheden og samtidig er solidt forankret i fagøkonomisk teori.

Citat

I Finansministeriet har man tilsyneladende ikke hørt om den såkaldte hængekøjeeffekt: Når folk bliver rigere, så ønsker de at arbejde mindre og holde mere fri. Et forhold, der blev særdeles grundigt dokumenteret – empirisk – i blandt andet Beskæftigelseskommissionens redegørelse.

Jesper Jespersen

Det er varetagelsen af dette ansvar, som Enhedslisten i sin netop udgivne rapport ’Den politiske regnemaskine’ sætter et stort og velargumenteret spørgsmålstegn ved.

Rapporten viser, at regnemodellen på mange væsentlige punkter ikke lever op til den fagøkonomiske standard, der med rette burde forventes af det magtfulde finansministerium, der skal betjene hele samfundet og ikke kun de skiftende finansministre.

Når virkeligheden ikke kan forklares
Det er tankevækkende, at det er Enhedslisten – partiet på den yderste venstrefløj, som journalisterne ofte udtrykker det – der her fremlægger dokumentation for, at den benyttede model ikke er retvisende.

Et forhold, der kan have været medvirkende til, at det tog dansk økonomi 10 år at komme ud af krisen. For hvor blev det af Finansministeriet så ofte annoncerede opsving egentlig af?

Det var først, da Den Europæiske Centralbank påbegyndte sin ekspansive pengepolitik med negativ rente og massiv pengeudpumpning, at opsvinget via Tyskland, Sverige og UK kom til Danmark.

Danmarks Statistik kom også til hjælp ved at ændre på definitionen af vækst i den offentlige sektor (nu indregnes produktivitetsstigning ved offentlig produktion), ja, så begyndte BNP at løfte sig. Men det var forhold, der lå uden for Finansministeriets model.

Her nærmer vi os den helt centrale kritik, der rejses i Enhedslistens rapport mod Finansministeriets model (FM-model). Det er antagelsen om, at den private sektor af sig selv altid nærmer sig fuld (strukturel) beskæftigelse.

Det er en modelantagelse, som alle neoklassiske makroøkonomer i dag benytter sig af: ’Udbud af arbejdskraft skaber sin egen beskæftigelse (det vil sige jobs til alle).

Og da de neoklassiske makroøkonomer er stort set enerådende i Danmark – i modsætning til udlandet, så har denne modelmæssige forudsætning aldrig været grundigt diskuteret blandt fagøkonomer.

På trods af, at det er åbenbart, at der ikke er en en-til-en-sammenhæng mellem arbejdsudbud og antal job, thi så ville der jo ikke være arbejdsløshed.

Den høje og i perioder stærkt stigende og efterfølgende faldende arbejdsløshed i Europa, i USA og for så vidt også i Danmark igennem de seneste ti år har om noget været en anskuelsesundervisning i, at den økonomiske politik øver en afgørende indflydelse på udviklingen i beskæftigelsen. Ikke mindst i perioder, hvor der er et massivt opsparingsoverskud i den private sektor. Denne sammenhæng mangler i modellen.

Når ideologi modelleres
Men det er ikke kun modelstrukturen, der giver et forfejlet billede af virkeligheden. Det gør også de antagelser om økonomisk adfærd, der lægges til grund for de ofte fremhævede ’dynamiske effekter’ i modellen.

Her antages det, at det er individuel økonomisk optimering, der er bestemmende for befolkningens adfærd på arbejdsmarkedet, i det private forbrug og ved investeringer.

Her er det ikke et spørgsmål, om det kan betale sig at arbejde; men derimod hvor meget kontanthjælpsmodtagere skal presses, før de er motiverede til at tage de job, som det foregives – i modellen – står og venter på dem.

Ligesom det uden at blinke antages, at en skattesænkning vil øge udbuddet af arbejdskraft.

I Finansministeriet har man tilsyneladende ikke hørt om den såkaldte hængekøjeeffekt: Når folk bliver rigere, så ønsker de at arbejde mindre og holde mere fri. Et forhold, der blev særdeles grundigt dokumenteret – empirisk – i blandt andet Beskæftigelseskommissionens redegørelse.

Disse ’dynamiske’ effekter, der knytter sig til henholdsvis sociale ydelser og til skatteændringer, er rystende svagt dokumenteret. Det er selektiv empiri, som ifølge rapporten fra Enhedslisten ikke er overbevisende.

Usikkerheden, som kendetegner alle samfundsøkonomiske sammenhænge, både på det mikroøkonomiske og på det makroøkonomiske niveau, er stort set fraværende i Finansministeriets regnestykker.

Det kom for eksempel helt bag på modellen, at danskerne begyndte at spare mere op i kølvandet på den finansielle krise, på reduktion af det sociale sikkerhedsnet og den øgede arbejdsløshed.

Her kunne Finansministeriet med fordel have læst den dokumentation, som Folketingets sekretariat har udarbejdet i form af to rapporter, hvor en stor del af den til rådighed værende empiri (både dansk og internationalt materiale) er gennemgået.

Disse rapporter er ret entydige i deres konklusion, at der ikke med sikkerhed kan fastslås, hvilken effekt ændringer af de sociale ydelser og skattesatser har på arbejdsudbuddet og slet ikke på den afledte beskæftigelseseffekt.

I den konkrete situation spiller både konjunktur og økonomisk politik en afgørende rolle.

Model indeholder målbare urimeligheder  
I rapporten fra Enhedslisten er der adskillige eksempler på, hvilke åbenbare urimeligheder som FM-modellen historisk har medført ved forhandlingsbordet:

Den direkte udgift, der er forbundet med at give personer, der falder ud af dagpengesystemet, en midlertidig kontanthjælpsydelse, blev skønnet til at udgøre cirka ti millioner kroner. Men efter at have været en tur igennem FM-modellen var beløbet vokset til 610 millioner kroner – og herom kunne der ved forhandlingsbordet ikke diskuteres!

Jamen det lyder mildt sagt grotesk, hvilket det også er i virkeligheden; men ikke i modellen.

Her fratager selv en beskeden midlertidig kontanthjælp alle arbejdsløse motivation til at søge efter de job, der ifølge modellens logik altid er dér. Forslaget ville permanent mindske arbejdsudbuddet betragteligt og dermed produktion og altså skatten med cirka 600 millioner kroner.

Eksemplerne på bizarre effekter er næsten uden ende, når den gennemgås detaljeret. Eksempelvis fører en forhøjelse af dieselafgiften også til en reduktion af arbejdsudbuddet.

Og hvorfor nu det? Jo, enhver skat og forbrugsafgift antages at mindske realindkomsten i en sådan grad, at det fratager befolkningen noget af motivationen til at udbyde sin arbejdskraft, så falder produktionen og dermed finansministerens skatteindtægt.

Omvendt betyder for eksempel en lavere registeringsafgift, at danskerne ikke alene køber flere biler; men også vil arbejde mere, så modellens dynamiske effekter er tæt på at halvere finansministerens udgift.

Herved er modellen også med til at vanskeliggøre miljøpolitikken.

Finansministeriet er uanset – eller måske netop på grund af – sin magtfulde position helt afvisende over for den fremførte kritik.

Finansministeren formulerede sig, så det næsten kunne forveksles med den amerikanske præsident, da han afviste Enhedslistens rapport ved at karakterisere den som noget, der mindede ham om ’fake news’.

Finansministeriets blinde plet
Arbejdsudbuddet og de dynamiske effekter af skatte- og socialpolitikken er uanset det spinkle teoretiske og empiriske grundlag blevet et helt centralt element ved vurderingen af den økonomiske politik.

Så meget desto mere må det undre, at tilsvarende effekter er totalt fraværende, når konsekvenser af offentligt forbrug og investering skal regnes igennem.

Her er én udgiftskrone = én udgiftskrone uden fradrag af positive dynamiske effekter. Og det uanset at sådanne effekter er både åbenbare og håndgribelige.

Det kan ikke med rimelighed diskuteres, at daginstitutioner er en forudsætning for, at forældre kan gå på arbejde.

Udvider man åbningstiden, så kan arbejdstiden forlænges, og arbejdsudbuddet forøges (her skal ikke tages stilling til, om det er en fornuftig politik; men udelukkende hvorledes den kan beregnes).

Bygges der et ekstra spor på Sydmotorvejen for ikke at nævne et mere effektivt jernbanenet, så reduceres transporttiden både for mennesker og gods, hvilket både øger arbejdsudbuddet og produktiviteten, der sædvanligvis antages at øge væksten og udløse flere skattekroner.

Men nej, her er Finansministeriet totalt afvisende over for at tilregne dynamiske effekter til offentlige udgifter i nogen form, bortset fra en meget beskeden effekt på uddannelsesområdet.

At forbedret infrastruktur, broer, jernbaner og motorveje ikke indregnes som en forøgelse af arbejdsudbuddet, når transporttiden sænkes, kan mildt sagt undre.

Det ville jo være forholdsvis let at dokumentere og ikke stride mod hverken sund fornuft (eller økonomisk adfærd).

I FM-modellen forholder det sig sågar omvendt. Her mindsker skattefinansierede offentlige udgifter tværtimod arbejdsudbuddet.

Offentlige udgifter bliver derfor i modellen forøget med ti til tyve procent på grund af den såkaldte forvridningseffekt forårsaget af skattefinansieringen. Og ikke nok med det, så stiller Finansministeriet også et krav om, at disse forhøjede udgifter til offentlige investeringer skal give et realafkast på mindst fire procent pro anno.

I betragtning af, at Staten i dag kan låne til en realrente på nul, så er der også her lagt en urealistisk barriere ind imod offentlige investeringer.

Disse eksempler viser, hvorledes udformningen af den økonomiske regnemodel har store samfundsmæssige konsekvenser ikke alene på det økonomiske område, men også for social- og miljøpolitikken.

Små sociale og miljømæssige omkostninger mangedobles på grund af nogle modelmæssige antagelser, der ikke er hverken teoretisk eller empirisk velfunderede. Det er derfor ikke med urette, at rapporten fra Enhedslisten bærer undertitlen ’Den Politiske Regnemaskine’.

Revision af FM-modellen?
Finansministeren søgte at afparere den stigende modelkritik ved at henvise til, at der ’allerede er nedsat en uafhængig gruppe, der kigger på regnemetoderne’.

Uafhængig og uafhængig? Gruppen består af syv medlemmer, hvoraf tre er ministerielle embedsmænd, en repræsentant fra Nationalbanken og dernæst tre neoklassiske økonomer.

Arbejdet skal ydermere forestås af økonomer fra DREAM-gruppen, der i sin tid blev etableret af Velfærdskommissionen og bedst kan karakteriseres ved at benytte et ultraneoklassisk teoretisk grundlag: permanent fuld (strukturel) beskæftigelse!

At valget er faldet på DREAM-gruppen kan for så vidt ikke overraske, idet kommissoriet bag modelrevisionen kræver udarbejdet ’et eksplicit mikroøkonomisk grundlag’ (det vil sige neoklassisk grundlag), som dog ’så vidt muligt skal være empirisk funderet’; forudsætningen om, at der er job til alle, må dog ikke antastes.

Nok så alvorligt er det, at konsekvenserne af en række helt afgørende forhold ikke er omfattet af den planlagte modelrevision: blandt andet finansiel ustabilitet, stigende ulighed og øget miljøbelastning.

Der vil fortsat ikke være nogen finansiel sektor i modellen. Når det betænkes, at arnestedet for krisen i 2008 netop var banksektoren, er det ubegribeligt, at den fortsat holdes uden for modellen. Det betyder, at finansministeren atter vil famle i blinde, når den næste finansielle krise rammer dansk økonomi.

Den stigende ulighed tillægges heller ingen betydning, uanset at nyere forskning peger på, at det kan hæmme væksten.

Den øgede miljøbelastning har ligeledes en stribe dokumenterede negative konsekvenser; men Finansministeriets regnemetoder stiller sig hindrende, idet indtægterne af forebyggelse er forsvindende små.

Miljøinvesteringer kan ikke betale sig. Det er næsten som at overvære et absurd teater, hvor det skal blive rigtig slemt (og muligvis uopretteligt), før investeringerne kan betale sig.

Det skyldes blandt andet den høje rente. Den nedvurderer betydningen af vores børns og børnebørns livsvilkår.

Det er på mange måder en ’me first’-model, idet rentes-rente-effekten af fire procent pro anno indebærer, at alt, hvad der sker om mere end 50 år, stort set er værdiløst!

Hvor er fagøkonomerne?
For at forstå disse paradoksale forhold kan det være illustrerende at citere finansministeren: ’I en tid hvor der er så megen snak om fake news, hvorfor udgiver Enhedslisten en 120-siders rapport, der ligger helt skævt i forhold til, hvad fagøkonomer kommer med af vurderinger?’

Det spørger jeg også om, hvor kommer disse ensidige fagøkonomiske vurderinger fra, der får finansministeren til at bruge udtrykket fake news om kritikken af FM-modellen? Og som han, hvis han havde læst rapporten, ikke med rimelighed kunne benytte.

Finansministeren har dog ret i, at det danske fagøkonomiske miljø domineres af neoklassiske økonomer med et ensidigt forhold til både det teoretiske og det empiriske modelgrundlag.

Men så længe det danske økonommiljø er så ensrettet, kan betydningen af denne solidt gennemarbejdet rapport ikke overvurderes. Der må være adskille fagøkonomer, der sidder tilbage med røde ører.

Men heri er der sådan set ikke noget nyt. Det er kriserne, som giver anledning til nytænkning. Sådan var det i 1930’erne, hvor den liberale økonom John Maynard Keynes påviste svaghederne i datidens neoklassiske modeller.

Milton Friedman kritiserede med rette de såkaldt keynesianske modeller i 1970’erne, og i dag burde der lyttes til blandt andet Joseph Stiglitz, Thomas Piketty med flere.

Lad dette være en opfordring til det fagøkonomiske miljø, at nye tider kræver nye modeller. Tiden er rindet ud for den neoklassiske udbuds- og BNP-teori.

Alle har en interesse i, at der etableres et pluralistisk og ikke mindst realistisk modelmiljø, der kan give det bedst mulige beslutningsgrundlag for alle politiske partier (og andre organisationer med samfundsøkonomisk interesse).

Det ville kræve, at modelarbejdet blev udført på et bredt teoretisk grundlag, med solid empirisk forankring og en åben modelstruktur, thi ingen kender fremtiden.

Det ville være et væsentligt skridt til at gøre Finansministeriets regnemaskine mindre politiserende.