Følelser og fornuft i politik

En af sociologiens fædre Max Weber beskrev i 1918 et paradoks i politik: Det var nødvendigheden af, at ”varme, lidenskab og fornuft kan smedes sammen i en og samme sjæl”. Weber stillede et krav til politikere om en særlig ansvarlighed, der gik ud på, at de (til forskel fra borgere og embedsmænd) skulle kunne bygge bro mellem og kombinere følelser (lidenskab) og fornuft.

Mere end 100 senere tager Christian Nissen udgangspunkt i dette paradoks i bogen: ”Politik mellem følelser og fornuft – spillet om danske mediers fremtid”.

CHRISTIAN S. NISSEN (f. 1945) er uddannet cand.scient.pol. Han var oprindeligt lektor i international politik ved Københavns Universitet og arbejdede i en årrække på forskellige poster i dansk forvaltning, før han blev generaldirektør i DR fra 1994 til 2004. Siden 2004 har han arbejdet som uafhængig rådgiver, forfatter og bestyrelsesmedlem. Foto: Victor Valore – dansk bidragsyder til Wikipedia siden 2006. Christian Nissen ved et foredrag på Københavns Universitet.

 

Christian S. Nissen beskriver og analyserer den politiske beslutningsproces omkring en ny medieaftale, som skulle afløse det gældende medieforlig, når det udløb med årsskiftet. Han undersøger en konkret beslutningsproces, men hans analyse og konklusioner kunne lige så godt gælde mange andre store beslutninger i dansk politik. Fx dagpengereformen, IC4, sundhedsplatformen, de jyske motorveje og udflytningen af statslige arbejdspladser.

Nogle af de spørgsmål forfatteren stiller er:

  • Hvorfor skulle DR beskæres med 20%!
  • Hvorfor skulle Radio24|7 lukkes!
  • Er der ikke mere brug for public-service i Danmark!
    Skal TV2 sælges!

Dansk Folkeparti, der som regeringens støtteparti var tungen på vægtskålen, fik nærmest ultimativ indflydelse på den nye medieaftale. Det er den almindelige opfattelse og også en af konklusionerne i bogen, der ret detailleret beskriver, hvordan DF fik gennemtrumfet sine ønsker. Det er måske det mest unikke ved bogen, for så dybdeborende analyser er en mangelvare, hvis man vil forstå det politiske spil.

Bogen rejser også spørgsmålet: Hvad lægger politikerne til grund, når de træffer beslutninger? Er det værdibaserede holdninger og ideologi eller fakta baseret viden? Er det følelser eller fornuft?

Christian S. Nissen viser i bogen, at politik – i hvert fald ikke mediepolitik – ikke længere kan forstås og begrundes alene med den rene fornuft og rationelle argumenter, men først og fremmest må bygge både på følelser og fornuft, og i den konkrete sag gammelt nag, som DF ikke lagde skjul på.

Webers to begreber: Fornuft og følelser har hovedrollen i det skema, hvor Chr. Nissen beskriver beslutningsprocessen.

Men også boksen: ”Omverdens(nye)vilkår” er central. Her finder man den stadig mere fremherskende teknokratisering af de politiske kulturer – Djøf´erne kommer – afpolitiseret politikdannelse, der har skabt en kløft mellem en politisk-administrativ elite og en fremmedgjort vælgerbefolkning. Et slaraffenland for populisme!

SF’eren Aage Frandsen har i flere bøger beskrevet begrebet „forligsnormen“. Det centrale element i denne norm er, at en forudsætning for at ændre indholdet i en indgået aftale er, at der blandt partierne bag aftalen er fuld enighed om at lave noget om. Det vil sige, at hvert enkelt forligsparti har vetoret. Bordet fanger, og det er en af grundene til, at man foretrækker at indgå brede forlig, som gælder uanset og regeringsmagten skifter fra blå til rød eller omvendt.

Christian Nissen viser, ar de røde partier havde fokus på ”forligsnormen”, selvom de nærmest fra starten mente, at den blå regerings medieforslag var uspiseligt. Man forlod dog ikke forhandlingerne, primært for at lægge pres på socialdemokratiet, som man mente var fristet til at indgå forlig. Det så ud, som om triumviratet i spidsen for folketingsgruppen, Mette Frederiksen, Henrik Sass Larsen og Martin Rossen, fulgte en anden linje end partiets medieordfører. En linje, hvor en mangeårig positiv holdning til DR tilsyneladende blev overskygget af taktisk betingede overvejelser om, hvilken stilling partiet skulle tage i lyset af et muligt regeringsskifte efter det kommende folketingsvalg i 2019.

Enhedslistens medieordfører, Søren Søndergaard: Grunden til, at S-ledelsen gerne vil være med i et forlig, er, at hvis de ikke er med, hvad vil der så ske, hvis der efter et valg kommer et nyt flertal? Vil de kunne håndtere, hvis for eksempel vi i Enhedslisten kommer rendende og forlanger alle besparelserne på DR fjernet? Så er det bedre at gå med i forliget, så den sag er ude af verden.

 

Da SF, Radikale, Enhedslisten og Alternativet i den afsluttende del af forhandlingsfasen meldte sig ud, var socialdemokratiet nødt til at følge med, ellers ville det i vælgerbefolkningen se ud som om Socialdemokratiet blot var regeringens og Dansk Folkepartis dikkende lammehale.

Begyndelsen
Statsradiofonien (som senere blev til DR) var oprindelig et politisk tiltag der skulle stoppe konflikten mellem en række entusiastiske pionerer, som på den eneste radiofrekvens, landet dengang rådede over, forstyrrede hinandens udsendelser.
Med tiden blev statsradiofonien nærmest folkeeje – et mediemonopol, som det meste af befolkningen opfattede som en del af dansk kultur og fællesskab. Der var dog hele tiden kritik af DR’s monopol. Så skete der noget, DR’s monopol blev brudt, TV2 begyndte sine udsendelser 1. oktober 1988.
I det politiske landskab forekom der også forandringer. Fælleskab om samfundsinstitutioner som fx DR, fagforeninger, politiske partier osv. blev mere og mere erstattet af populisme – egoisme og snæversyn – nærmest fra sag til sag. Vi vil have et bedre miljø – hvem vil ikke det? Eller: Vi vil give flere børn en bedre barndom – hvem vil ikke det?
Stort set alle politikere førte sig frem med budskaber om flere offentlige serviceydelser, og samtidig skulle skatterne sænkes. Det er sød musik i vælgerfolkets ører. Så derfor spiller politikerne typisk den melodi. Det er useriøst, men det giver stemmer.
Politikerne er ikke dumme. De vil bare gerne genvælges.
Frit citeret efter et debatindlæg i Politiker fra tidligere folketingspolitiker Flemming Seiersen.

Fællesskab er en samling af mennesker, som bindes sammen af noget de har til fælles, hvilket vil sige noget de er enige om, har samme synspunkt på eller f. eks. en interesse de deler med hinanden. Fællesskab kan også være sammenhold.
At man ved et valg stemmer på Venstre og så ved næste val sætter kryds ved Enhedslisten er ikke udtryk for fællesskab.

 

”Både følelser, forstået som værdibaserede holdninger, og fornuft er nødvendige ingredienser i ansvarlig politikdannelse. Begge dele indgik faktisk også i forhandlingsforløbet, men adskilt fra hinanden, som var der tale om to forskellige verdener. De politikere, som deltog i processen, og måske især de, der uden for ordførerkredsen traf de afgørende beslutninger, magtede ikke eller ønskede ikke at løfte det særlige ansvar for at forene følelser („varme og lidenskab“) og fornuft, der som nævnt af Max Weber blev anset for at være et særkende ved det politiske hverv”, mener Christian Nissen. Det belyser han i bogen bl.a. med følgende observation.

I betragtning af, hvor gennemgribende en omvæltning de globale Tech virksomheder og streamingtjenesters invasion vil føre til, er det for en udenforstående iagttager svært at forklare, hvorfor det tema ikke for alvor satte sig spor i medieaftalen i 2018. Det samme gælder den skjulte datahøst i alle danske mediers web tjenester.

Det synspunkt – at internationaliseringen af medieudbud og -forbrug risikerer at undergrave national identitet, kultur og sammenhæng, spillede åbenbart ingen rolle for kulturministeren og medieordførerne! Hvis det havde været tilfældet, burde en fremtid medieaftale fremme en videreudvikling af public service-medierne, som et af de få midler til opretholdelse af et nationalt samfund i en globaliseret verden.
Hvis Tech giganterne skal have et nationalt modspil, er det meningsløst at fokusere på, at DR er blevet for stort. (redaktørens ikke Nissens tilføjelse)

Medieaftalens bærende søjle bestod næsten udelukkende af indgrebene rettet mod DR.
Et af de første tydelige tegn på, at der var noget i gære, var et overraskende interview med daværende finansminister Claus Hjort Frederiksen i Politiken allerede i slutningen af august 2015. Efter sigende drejede det planlagte og gennemførte interview sig meget naturligt om landets finanser. Men efterfølgende, da journalisterne var på vej ud ad døren, faldt samtalen på DR’s programmer, som ifølge Hjort Frederiksen kedede ham i en sådan grad, at han ikke kunne holde sig vågen. Det var næppe denne meget personlige frustration over DR’s programmer, der fik avisens redaktion til at give Venstres mangeårige og professionelle mediestrateg ordet på avisens forside under den hårdtslående overskrift: „Claus Hjort angriber DR“. Det fortsatte på anden sektions forside med markante angrebspunkter: „DR fylder for meget i mediebilledet“. „DR bringer for meget underholdning og for lidt public service“. „Med sin stærke, stærke, stærke stilling på nettet tager DR brødet ud af munden på de private medier“. „DR skal ikke udvikle sig til en monopolvirksomhed“ og „Man er nødt til at tage fat på diskussionen, om DR får for mange penge“.

Ved et møde – tre år senere – den 16. marts 2018 i Finansministeriet, hvor regeringen ville diskutere skattepolitik med sit støtteparti, blev der som et ekstra punkt indgået en aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Aftalens to hovedpunkter var en udfasning af licensbetalingen med en overgang til finanslovsfinansiering og en 20 pct. reduktion af DR’s bevilling. Det med den fremtidige skattepolitik kunne man ikke blive enige om. Måske fik DF derfor som så mange gange tidligere et hold kæft bolsje – accept af nogle af partiets mærkesager.
Aftalen om DR var ikke til forhandling, for det blev reelt besluttet, inden forhandlingerne gik i gang, Som det også kendes fra andre politiske forhandlingsløb i Folketinget, havde partiledelserne i de store partier og deres centralt placerede rådgivere overtaget styringen frem mod medieaftalen. Medieordførerne i regeringspartierne, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet var reelt, periodevis også kulturministeren, blevet sat uden for døren og ventede der utålmodigt på at få at vide, hvad der foregik, og om det gik i den ene eller anden retning.

Medieaftalen blev ikke det skelsættende vendepunkt i dansk mediepolitik, som kulturministeren bebudede, det skulle være. DR’s „dominerende“ rolle i mediemarkedet. Bestræbelserne på at inddæmme DR var blevet sat på den mediepolitiske dagsorden allerede i 2015 af centrale aktører, herunder især Claus Hjort Frederiksen, Dansk Folkepartis partiledelse og brancheorganisationen Danske Medier, med en sådan gennemslagskraft, at det kom til at præge partiernes politik langt ind i Den Røde lejr.
Kulturminister Mette Bocks højt profilerede (liberalistiske) plan, om at ændre på balancen mellem „statslige og private medier“ svandt ind til stort set – som så meget andet i dansk politik – at blive et kortsigtet kludetæppe af forskellige interesser, der skulle varetages.

 

Medieaftalen 2018

Mere marked 
1. DR’s tilskud reduceres med 20 %.

2. Fokusering af DR fra „mastodont til markant fyrtårn“ med indhold, der ikke udbydes af kommercielle udbydere.

3. Øget udlægning (til 14 %) af DR-produktion til private producenter.

4. Fra seks DR-TV-kanaler til maks. fire.

Mere marked i regeringsudspillet – mindre i medieaftalen

5. TV 2: 40 % af aktierne sælges iflg. regeringens medieudspil. Ved aftalen udskydes salget og skal revurderes efter 2½ år.

6. TV 2-regionernes statstilskud nedsættes iflg. regeringens medieudspil med 2 % om året. I aftalen opgives sparekravet. I stedet gives en ekstra bevilling på 1 mio. kr. til alle otte selskaber i 2021.

7. FM4 udbydes med 11,5 % reduceret bevilling (33 % reduktion i medieudspil) med adgang til reklameindtægter. Ifølge aftalen indføjes krav om hovedsæde og mindst halvdelen af redaktionelle medarbejdere vest for Storebælt + opblødning af programkrav.

Mere stat 
8. Skattefinansiering i stedet for licensbetaling.

9. DR-drevet app til børn & unge-indhold, som også skal rumme indhold fra øvrige udbydere finansieret af Public service-puljen.

10. Ny skattefinansieret tv-kanal med kultur og folkeoplysning udbydes med statstilskud på 50 mio. kr. om året og adgang til reklameindtægter. Lokaliseringskrav vest for Storebælt.

11. Ny skattefinansieret DAB-radio, kulturkanal med statstilskud på 30 mio. kr. og adgang til reklameindtægter. Placeres vest for Storebælt.”

12. Public service-puljen øges i regeringsudspillet fra 35 mio. kr. til 230 mio. kr. I aftalen reduceret til 100 mio. kr. Nyt nævn til uddeling af midlerne placeres i Vestdanmark.

13. Public service-puljen udvides til alt audiovisuelt indhold på alle platforme.

14. Public service-pulje-støttet indhold stilles efter en kortere periode frit til rådighed (dvs. uden for betalingsmure).

15. Omlægning af mediestøtten, herunder:

Differentiering af tilskudsbeløbet mellem lokale, regionale og landsdækkende medier.

Momsfritagelse for internetbaserede nyhedsmedier (men ikke til magasiner).

Skærpelse af tildelingskriterier med særlig vægt på nyhedsmedier med almen interesse (ikke „fagblade“).
16. Afgift på 2 % af streamingtjenesters danske omsætning til investering i dansk indhold. Ikke med i regeringsudspillet, men indføjet i aftalen.

 

Følelser, holdninger og ideologi udsagn fra de centrale aktører

Citat fra Chr. Nissens interviws forud for forhandlingerne om en ny medieaftale.

Britt Bager (V)

„Beslutninger skal baseres på fakta og evidens. Rigtig mange beslutninger bliver dog taget på grundlag af følelser, f.eks. under indtryk af en bestemt begivenhed eller folkestemning. Men bag ved det hele ligger der en holdning, som udspringer af en eller anden overbevisning.“

Rasmus Nordqvist (ALT)

„En af grundene til, at vi stadig er med i forhandlingerne, er, at vi ikke tør lade dem (S) sidde alene tilbage. De har jo ikke forståelse for den værdimæssige og ideologiske side … Ved sættemødet foreslog jeg i øvrigt en indledende diskussion om formålet med public service-medierne. Det var der ingen, der bed på – bortset fra Mette (Bock) faktisk.“

Søren Søndergaard (EL)

„Jeg mener, vi er i politik, fordi vi har nogle holdninger til, hvordan verden skal indrettes. De er baserede på følelser, klassemæssige interesser og alle mulige mere eller mindre subjektive ting. Vi er socialister og mener, at der skal være en stærk public service-sektor, fordi det er bedst for samfundet. Det er en ideologisk målsætning, som vi forfølger, hvad enten det giver EL stemmer eller ej.“

Morten Marinus (DF)

“Vi interesserer os bestemt for fakta. I vores syn på DR er vi mest ovre i følelser og holdninger. Det er ikke nogen hemmelighed. Det hænger da sammen med den kritik, vi har fremført i forbindelse med ‘1864’ og ‘Danmarkshistorien’. Vi mener, at vi skal have et andet DR. Vi er ikke hævngerrige, men vi tror, det kan laves på en anden og bedre måde.“

Mette Bock (LA)

„I det politiske rum, jeg arbejder i, skal politikere have et remtræk til virkeligheden. Og vi skal lytte til borgerne, ellers går det galt. Men det hele giver jo ingen mening, hvis vi politikere ikke har en idé om, hvor vi vil hen, samt visioner og modet til at gå nye veje, selvom det kun er 5 pct. af borgerne, der er enige.“

Jacob Mark (SF)

„Fakta spiller en rolle i forhandlinger, men for os afhænger vores placering i en forhandling først og fremmest af partiets holdning. Jeg har ikke oplevet en politisk debat før, hvor rene følelser har spillet så stor en rolle. Tag f.eks. Dansk Folkeparti, hvor 20 års frustration over DR nu kommer ud. Det er et vigtigere mål for dem at ramme DR end at tilgodese deres vælgeres interesser og medieforbrug.“

Følelser, holdninger – og ideologi
”Når mennesker træffer beslutninger, også som vælgere, sker det med følelserne først, de rationelle argumenter derefter.“
Citat fra bogen Følelsernes politik – når folkestyret taler, skrevet af Kresten Schultz Jørgensen.

Framing i politik
Framing: at indramme (afledt af det engelske ord frame, en ramme, f.eks. om et billede). En bevidst måde at formulere et budskab på ved at sætte det ind i en særlig (begrebs)ramme, f.eks. ved at bruge særlige ord og vendinger, så modtagerens opfattelse påvirkes i en bestemt retning – uden at hun/han selv er opmærksom på det.

I en mere kritisk, tekstanalytisk sammenhæng kan framing også opfattes som et manipulatorisk redskab til at fordreje faktuelle oplysninger eller skjule bagvedliggende forhold og hensigter. At kalde DR for en mastodont kan ses som udtryk for framing. Som det fremgår af figuren fra Christian Nissens bog, er DR ikke nogen mastodont.