Frankfurterskolen – Habermas og Adorno

Frankfurterskolen

Frankfurterskolen er en fællebetegnelse for en række filosoffer med tilknytning til Institut for Socialforskning i Frankfurt am Main, Tyskland. Det var ikke en skole, i fysisk forstand.
Instituttet blev oprettet i 1924 af marxistisk orienterede intellektuelle. Nogle af de mest kendte er Max Horkheimer, Theodor W. Adorno, Herbert Marcuse og Jürgen Habermas.

Instituttet blev lukket af nazisterne og kredsens medlemmer tvunget i eksil i 1933. De vendte først tilbage til Frankfurt i 1949.


Samfundsvidenskab og frigørelse – kritisk teori – som også kaldes Frankfurterskolen, der har haft meget stor indflydelse på sociologiens fokus på den politiske meningsdannelse, synet på demokrati og social retfærdighed.

Tre generationer:

  • Den kritiske tænkning, som Max Horkheimer og Theodor Adorno beskrev fra 1920’erne til 1950érne.
  • Jürgen Habermas’ såkaldte kommunikative eller sprogfilosofiske paradigme, som har domineret gennem 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne.
  • De anerkendelsesteoretiske teorier, med Axel Honneths teoriudvikling.

 

Hvad og hvorfor Frankfurterskolen

Kritisk teori er en social teori hvis mål er at kritisere og ændre samfundet. Det skal forstås i modsætning til traditionelle teorier hvis formål kun er at forstå eller forklare samfundsforhold. Men kun ved at søge ned under ovefladen af det sociale liv, kan man afdække de forudsætninger der forhindre en fuld og sand forståelse af, hvordan verden fungerer, fastslår kritisk teori.
Horkheimer – en af Frankfurterskolens grundlæggere – fastslog, at en teori kun kan betragtes som en ægte kritisk teori, hvis den er forklarende, praktisk, og normativ, den skal give praktiske løsninger på, hvordan man kan reagere på de problemer der afdækkes og gennemføre nødvendige ændringer. Man må ikke undlade at sætte spørgsmålstegn ved magt, dominans, som traditionelle forskere gør.

I den mest produktive fase, i 1930’erne og 1940’erne, udgjorde Frankfurterskolen en enestående kreds af samfundskritikere: foruden Max Horkheimer, kredsens ledende ideolog og samlingspunkt, bestod den af Theodor W. Adorno (filosofi, sociologi, æstetik), Herbert Marcuse (filosofi), Leo Löwenthal (litteratursociologi), Walter Benjamin (litteraturteori), Erich Fromm (psykoanalyse), Friedrich Pollock (økonomi), Henryk Grossmann (økonomi), Karl August Wittfogel (økonomisk historie), Franz Borkenau (historie), Otto Kirchheimer (retssociologi) og Franz Neumann (retssociologi).

Vigtigst blandt Frankfurterskolens senere repræsentanter er Jürgen Habermas (filosofi, videnskabsteori, sociologi), Alfred Schmidt (filosofi, sociologi), Oskar Negt (filosofi og politisk teori) og Axel Honneth (etik, sociologi).

Max Horkheimer (t.v.) og Theodor W. Adorno (t.h) med Jürgen Habermas og Siegfried Landshut i baggrunden.
Foto taget i Heidelberg i 1964 Jeremy J. Shapiro at the MaxWeber-Soziologentag. CC BY-SA 3.0

 

Theodor W. Adorno. Foto ca. 1953. Theodor Wiesengrund Adorno, 11.9.1903-6.8.1969, tysk filosof, sociolog og musikteoretiker, medlem af Frankfurterskolen.

Den første generation af kritiske sociologer, Horkheimer og Theodor Adorno, var stærkt inspirerede af marxismen. Kritisk teori, byggede på Marx’ forestilling om en ”objektivt revolutionær” arbejderklasse, der ønskede at omstyrte kapitalismen gennem en socialistisk revolution.
Der var den kritiske teoris hovedmål at afsløre udbytningen og undertrykkelsen, så arbejderklassen kunne blive bevidst om deres sande interesser.

Således så repræsentanterne for Frankfurterskolen deres analyser i en klar sammenhæng med arbejderklassens kamp. Overbevisningen var, at kritikken måtte tage afsæt i de bestemmelser af arbejderklassens interesser, som Marx havde udviklet i sine kapitalismekritiske værke

De kritiske teoretikere mener, at sociologiens opgave ikke bare er at forklare og beskrive samfundet, som det er, men at påpege, hvad der er moralsk forkert. Denne programerklæring bryder med den udbredte forestilling, at samfundsvidenskaben skal være værdifri. Men den kritiske teori har et frigørende sigte og har til opgave at blotlægge undertrykkelsesmekanismer i samfundet.

Som de øvrige medlemmer af Frankfurterskolen var Adorno stærkt påvirket Karl Marx’ teorier, Men bl.a. under indtryk af den politiske udvikling i Sovjetunionen så Adorno sig efterhånden nødsaget til at søge efter dybereliggende årsager til de samfundsmæssige misforhold Marx havde beskrevet.

Adorno hørte til i inderkredsen omkring vennen Max Horkheimers Institut for Socialforskning. Som jøde fik han i 1933 frataget sin forelæsningsret af nazisterne. Han emigrerede 1934 fra Nazityskland til Oxford og 1938 videre til New York. 1941-49 opholdt han sig i Los Angeles, hvor han i årene efter 2. Verdenskrig ledede et indflydelsesrigt sociologisk Theodor W. Adorno projekt om baggrunden for fascismens ekstreme fremtrædelsesformer.

 Den kritiske teori kunne ikke forklare, at tyske arbejdere i så stort omfang imod deres ”objektive klasseinteresser” tilsluttede sig nazismen. Foto: Wikimedia Commons/Das Bundesarchiv.

 

Men hvordan kunne det være, at nazistiske og fascistiske bevægelser appellerede til så mange arbejdere, når Frankfurterskolens teorier påvist, at deres sande interesser lå et helt andet sted? Det paradoks fik bl. Adorno til at sætte fokus på ideologikritik, det moderne samfunds dominerende ideologier og bevidsthedsformer, herunder den moderne oplysningstænkning og positivismen, den borgerlige videnskab.


Jürgen Habermas

Jürgen Habermas, f. 1929, tysk filosof og sociolog, den førende repræsentant for Frankfurterskolens anden generation. Wolfram Huke, http://wolframhuke.de – Transferred from en. wikipedia to Commons by ojs. CC BY-SA 3.0

Den tyske sociolog Jürgen Habermas har beskrevet, hvordan det moderne borgerlige samfund blev grundlagt på oplysningstidens idealer om fri meningsudveksling, og hvordan disse idealer endnu ikke er blevet fuldt realiseret.

Jürgen Habermas er den enkeltperson, som er blevet opfattet, som den ypperste teoretiker inden for kritisk teori fra 1960’erne til slutningen af 1990’erne.

Størst indflydelse har hans teori om Systemet og Livsverdenen fået. Systemet, økonomien og de administrative systemer, er styret af objektive, anonyme markedsmekanismer og magthierarkier. Livsverdenen, den subjektive verden, vi lever i, rummer kulturen, menneskers indbyrdes relationer og vores personlige identitet, og den bygger på sproglig kommunikation.
Habermas forkaster stort set alle dele af det marxistiske tankegods, som førstegenerations teoretikerne i Frankfurterskolen byggede på.

 

Jürgen Habermas – System og Livsverdenen

Livsverdenen, er den subjektive verden, vi lever i. Habermas forsøger at vise, at Livsverdenen bliver stadig mere forarmet, fordi den frie, fornuftige kommunikation, der er det eneste, der kan skabe meninger, moral og personlig identitet, bliver fortrængt af systemets voksende behov for kontrol.
I takt med at medierne bliver mere kommercielle får deres rolle som vagthund stadig mindre betydning, siger Habermas. Og hvor skal den kritiske diskussion udfolde sig, når medierne ser mere på oplagstal eller seeranalyser, der som regel topper, når medierne formidler let fordøjelig underholdning.

Bofællesskabet Andedammen i Birkerød.

Samtaledemokrati

Habermas’ demokratiideal bygger i langt højere grad end det repræsentative demokrati, vi kender i dag, på dialog med borgerne. Det er en vision om retfærdige beslutningsprocedurer. Kun når beslutninger træffes på grundlag af en omfattende dialog, hvor alle berørte parter har de samme muligheder for at fremføre deres argumenter, og hvor alle argumenter tæller lige meget, kan de gøre krav på at være legitime.

Der er tale om en art samtaledemokrati, hvorigennem borgerne gennem kommunikation når frem til konsensus om det bedste argument. Det bedste argument er et argument, der ikke kan anfægtes med generelt acceptable argumenter, dvs. grunde, der kan godtages af alle som eksempelvis reglerne i et spil kort. Hvis spillet skal være muligt eller retfærdigt, må der være konsensus om spillereglerne.

Fællesmødet” i bofællesskabet Andedammen, er måske det jeg kender, der kommer tættest på Habermas’ ideelle samtaledemokrati. I mere end 30 år er det lykkedes at komme frem til enighed gennem en udfoldet demokratisk meningsudveksling. Ingen eller så godt som ingen afstemninger.
Ingen der har mere magt end andre, det eneste, der tæller, er det rationelle argument, som må sætte sig igennem i konkurrence med andre argumenter.
Det var idealet eller en vision om en retfærdig beslutningsproces, da Andedammen blev etablerer for mere end 30 år siden. Men det er tvivlsomt om Habermas’ originale idé, reelt har været praktiseret 100% på Andedammens Fællesmøder.

Diskursetikken og den herredømmefri samtale mellem ligemænd, hvor målet er at komme til fælles forståelse, og hvor samtlige samtaledeltagere har de samme muligheder for at gøre sig gældende. Denne idealiserede samtale kaldes også diskursetik, og det er den, der er afgørende for, hvordan Habermas mener, at et ægte samtaledemokrati skal fungere, forankret i et normativt ideal.


 

Samfundskommunikation er ofte ikke bygget på forståelse, men styret af magt og penge, er det tilfældet kan der ikke blive tale om en herredømmefri samtale. Når en offentlig myndighed giver tilladelse til, at en stærkt forurenende virksomhed kan fortsætte fx skadelig røgudvikling, så krænker man ”forståelsen” i befolkningen, så strider beslutningen mod Habermas ideal, og er derfor i hans perspektiv illegitime og uretfærdige.

Habermas har alene fokus på hvordan beslutningsprocessen bør forløbe, hvis forskellige mennesker skal leve sammen under en fælles lov, selv om de er uenige om mangt og meget.
Han mener ikke det er videnskabens opgave at komme med løsninger på konkrete problemstillinger, men alene at belyse, om beslutninger bliver truffet uden at de mennesker, der berøres, bliver hørt og har mulighed for at gøre sig gældende. En sådan beslutningsproces er præget af et demokratisk underskud.

Når stadigt flere områder af livet bliver overladt til offentlige myndigheder, for eksempel børneopdragelse, er der en risiko for, at borgernes personlige ansvar og engagement udvandes.

I løbet af 1970’erne overtog det offentlige i Danmark meget af det omsorgsarbejde, som kvinder tidligere havde udført ulønnet. Det skabte hundredtusinder af job i det offentlige – mest til kvinder. Foto: Andedammen

 

 

 

 

 

 

 


 

 


Jürgen Habermas
mener, at mennesker både kan befinde sig i Livsverdenen og Systemverdenen. Som er en del af velfærdstrekanten med stat, marked og civilsamfund, der alle medvirker til at opretholde velfærdssamfundet.

  • Staten fx via folkepensionen
  • Markedet fx via firmaer der leverer hjemmehjælp
  • Civilsamfundet fx via frivillig pasning af et familiemedlem


Denne grafik illustrerer Habermas synspunkt at mennesker både befinder sig i en Livsverden og en Sytemverden.

Livsverdenen
Livsverdenen er præget af gensidig forståelse, bløde værdier og følelsesmæssige relationer. Her foregår den ”symbolske reproduktion” af socialt fællesskab, opbygning af identitet, meninger mellem mennesker gennem anerkendelse, sproget osv.
(

Systemverdenen – stat & marked
Systemverdenen er ikke præget af følelser og bløde værdier, her er det egoisme, penge og formelle relationer, der har betydning. Her sikres samfundets ”materielle reproduktion”. Fokus på at vi skal tjene penge. Det er den lidt mere hårde del af samfundet.

Jürgen Habermas opdeler samfundet i henholdsvis Systemverdenen (stat og marked) og Livsverdenen (civilsamfundet).

 

Central pointe
Jürgen Habermas hævder, at Systemverdenen truer med at æde sig ind på at ”kolonisere” Livsverdenen, fordi kapitalismens ekspansion og krise til stadighed nødvendiggør udvidelse af styringssystemer i velfærdssamfundet.  Et eksempel kunne være, at der indføres: – fx regler/love om at alle skal gå i børnehave for at sikre en tilfredsstillende læring af det danske sprog. Det valg traf familierne tidligere helt frit. Derved bliver Livsverdenen forarmet, fordi den frie, fornuftige kommunikation, der alene kan skabe mening, moral og personlig identitet, bliver fortrængt.


Systemverdenen må ikke overtage for meget af det, som civilsamfundet skal stå for, mener Habermas.
Løsningen er magtfri eller herredømmefri kommunikation, som kan regulere balancen.

 

Den herredømmefri samtale stedfæster Habermas til livsverdenen – uden for staten og markedet. Livsverdenen omfatter familien, lokalsamfundet, det frivillige foreningsliv og menneskers dagligdags relationer. I denne sfære er kommunikationen i hvert fald delvist forståelsesorienteret, mener Habermas.
Den forståelsesorienterede eller herredømmefri samtale i livsverdenen er for Habermas forudsætningen for, at mennesker kan udvikle:

  • Identitet
  • Mening
  • Solidaritet

Habermas er selvfølgelig godt klar over, at kommunikationen mellem mennesker langtfra altid er herredømmefri eller forståelsesorienteret. I teorien om den kommunikative handlen skelner han derfor mellem system og livsverden. Kommunikationen i livsverdenen er forståelsesorienteret, men i systemverdenen – staten og markedet – er det magt- og penge, der driver værket, kommunikationen er ofte instrumentel, strategisk og manipulerende, orienteret mod effektivitet og målopfyldelse.

Historisk opstår adskillelsen mellem system og livsverden, der mister betydning som andet end stedet, hvor arbejderne kan hvile ud og komme til kræfter mellem arbejdsdagene. Men efterhånden som man bliver klar over, at den kapitalistiske markedsøkonomi ikke funger så gnidningsløst, som de liberale økonomer forestillede sig, opstår der behov for statslige indgreb både i økonomien og i menneskers hverdagsliv. Begge områder bliver derfor udsat for en stadig stærkere offentlig styring, som på sigt fører til udviklingen af stærke velfærdsstater ikke mindst i Skandinavien, men også i de fleste europæiske lande. Staten vokser, fordi systemet påtager sig flere af de opgaver, som tidligere blev varetaget af familierne selv i livsverdenen.

Habermas ser ikke noget alternativ til velfærdsstaten, og er ikke tilhænger af privatisering, men heller ikke hverken modstander af markedet eller staten, men når systemets logik trænger ind i livsverdenen og kommer til at præge menneskers dagligdags omgang med hinanden, forholder det sig anderledes. Hvis det sker, taler Habermas om systemets kolonisering af livsverdenen.
Koloniseringen handler om, at den instrumentelle rationalitet, der findes i systemet (på markedet og i staten), trænger ind i livsverdenen og slår den forståelsesorienterede, herredømmefri samtale i stykker.

I dag har velfærdspolitikken ifølge Habermas fået en negativ karakter. Den drejer sig ikke længere så meget om at udvikle samfundet, men mere om at finde tekniske løsninger på konflikter i systemet for eksempel arbejdsløshed og lav økonomisk vækst.

Sådanne løsninger bygger ikke på offentlig diskussion, men på teknokratisk og økonomisk ekspertise. Den demokratiske samtale erstattes af analyser, hvor økonomer og teknikere – Djøf’erne kommer – vejleder politikerne, og befolkningen forvandles til passive forbrugere af de velfærdsstatslige løsninger. Det slår den demokratiske meningsdannelse i civilsamfundet (eller livsverdenen) i stykker og gør det svært for mange mennesker at gøre sig gældende. Det skaber politikerlede og grobund for populisme.


Habermas – samtale, kommunikation, demokrati og fornuft

Kilde: Let redigeret citat og inspiration: Søren Lauridsen Seminarielektor. Cand. pæd. i almen pædagogik.

Det moderne samfund er et ufuldstændigt projekt, erkender Habermas. Men vores samfund og de mennesker, der lever i det har muligheden for at frigøre sig fra magtstrukturer og undertrykkende mekanismer, hvis vi bruger vore fornuft på den rigtige måde. Det er ikke så godt som det kunne være.

Det betyder for det første, at Habermas vil sætte samtalen og sproget i centrum for den måde, vi bør indrette vores sameksistens på. Demokrati og fornuftig samtale er således for Habermas, den eneste retfærdige styreform, hvor mennesker af fri vilje danner et fællesskab med hinanden.
Det betyder endvidere, at de regler (handlingsnormer), der styrer det mellemmenneskelige samvær i fællesskabet, er tilvejebragt via procedurer, der i sig selv er retfærdige (legitime). Alle berørte parter skal være enige om dels den måde handlings- og retsnormer bliver til på og dels de konsekvenser disse retslige såvel som moralske normer medfører.

Tre principper

  • Universialiseringsprincippet
  • Det diskursetiske princip
  • Det demokratiske princip

Universialiseringsprincippet lyder således: ”Alle berørte parter kender, kan acceptere, har interesse i, og foretrækker de konsekvenser og bieffekter som kan forventes såfremt normen generelt blev efterlevet” og

Det diskursetiske princip lyder: ” Kun de handlingsnormer er gyldige, som alle berørte i kraft af deres deltagelse i en rationel diskurs ville kunne opnå enighed om”

og som det sidste – det demokratiske princip: ” Vedtægter (love) er kun legitime, såfremt de kan få tilslutning i form af konsensus (enighed) fra alle borgere i en diskursiv (logisk samtale) lovgivningsproces, der i sig er retligt konstitueret”

Det afgørende er, at samtalen hvori handlings- og retsregler finder sit indhold er befriet for magt, udelukkelse og undertrykkelse. Alle der er eller kan forventes at blive berørt af rets og moralregler skal være enige i disse regler og den måde de er fremkommet på! Og det er jo høje krav at stille til en samtale om rets og moralregler. Derfor kalder Habermas også denne form for samtale for den ”ideale herredømmefri samtale”. Det er noget som vi bør stræbe efter.

Men hvad er så en ideel herredømmefri samtale? Habermas analyserer samtalens grundlæggende vilkår og når efter lange, indviklede og videnskabsteoretiske analyser frem til, at samtalen grundlæggende består i at opnå indbyrdes forståelse mellem alle berørte parter i forhold til tre og kun tre elementer, der altid optræder samtidig. Det drejer sig om:

Sandhed i den objektive verden. Det er noget i verden eller virkeligheden som er reelt eksisterende og uafhængig den enkelte. En gren knækker i skoven uanset om vi registrerer det eller ej. Det er et faktum eller et sagsforhold. Vi må bare blive enige om hvad det er, ikke om det er. Der er altså noget tilstede -et sagsforhold som vi ikke kan komme uden om – men må blive enige om hvad er. Det er det som man kalder realisme eller positivisme eller mere generelt helheden af entiteter (det værende) hvorom sande udsagn er mulige.

Rigtighed i den sociale verden (intersubjektivitet). Rigtighed drejer sig om, hvordan vi bliver enige om de regler – eller normer – der skal gælde i forhold til det sagsforhold, der eksisterer. Hvad er en rigtig handling og hvad er ikke en rigtig handling. Hvis vi antager, at der findes atomkraft – sagsforholdet – må vi også blive enige om vi skal udnytte atomkraft eller ej. Nogen er for andre imod. Men ingen handling er gyldig uden at alle berørte parter kan godtage den jf. diskursetikken, universialiseringsprincippet og det demokratiske princip. Vi må have en moralsk dom og retsregler, der styrer det at indføre eller ikke indføre atomkraft. Det er det som giver samfundet sammenhængskraft eller legitimitet. Habermas siger intet om normens indhold, kun om de procedurer, der fører til indholdsbestemmelsen. Og husk også, at proceduren i sig selv må være retfærdig og magtfri!

Vederhæftighed. Når nu vi er i samtale om et sagsforhold og etik må alle involverede dvs. de berørte parter, udtale sig om sagsforhold og etik uden at lyve eller fordreje samtalen til egen fordel. Den der lyver eller udtaler sig manipulerende eller strategisk er ikke vederhæftig – er utroværdig. Vi har alle forskellige forudsætninger for at udtale os om en given sag og etisk bedømmelse, men uanset hvad er alle ligeværdige. Der er altså ikke nogen, der har privilegeret status i forhold til andre. Alle er ligeværdige og har lige stor ret og indflydelse på de beslutninger, der skal træffes.

Men hvad er det så for en instans, der gør den herredømmefri samtale mulig? Det er netop fornuften i form af kommunikativ rationalitet. Iboende kommunikationen er fornuften. Fornuften konstituerer dvs. er grundlaget for samtalen eller er transcendent dvs. den ”bagvedliggende” instans der muliggør, at vi overhovedet kan have den herredømmefri samtale.

Men hvad nu, hvis ikke kan blive enige om de tre forhold, som enhver samtale jf. ovenfor består af. Hvad stiller vi så op?
Habermas mener, at gode argumenter overbeviser med tvangsfri tvang!

Det som er pointen er, at man via sin fornuft indser dvs., lader sig overbevise argumentativt ud fra analyser, diskussioner, debatter, ræsonnementer, logikker. Derfor er følelsesmæssige argumenter dvs. fornemmelser, der ikke kan sprogliggøres ikke gyldige.

Og godt for det. Tænk hvis vi skulle indrette vores samfund på følelsesmæssige forudsætninger. Det ville blive det rene ”Vilde Westen”. Jeg kan ikke lide dig, derfor skyder jeg dig eller slår dig. Det ville blive helt uoverskueligt og skabe fundamental utryghed.


 

Repræsentativt demokrati   Habermas’ samtaledemokrati
Befolkningen vælger politikerne (deres repræsentanter), som repræsenterer dem mellem valgene.   Demokrati er ikke kun noget, der foregår på valgdagen. Det handler om aktiv deltagelse og ligeværdig meningsudveksling.

Kommunikationen bygger på en særlig samtaleetik, hvor der tilstræbes fælles forståelse, og hvor beslutninger træffes på baggrund af udfoldet dialog.