Hvorfor er Mellemøsten i opløsning?

Hvorfor er Mellemøsten i opløsning?
Islam er næppe den væsentligste årsag

Millioner er på flugt. Millioner bor i flygtningelejre. Mellemøsten er et gigantisk inferno af krig, konflikt og kaos. Her er de fem væsentligste årsager.

Den 1. årsag
Israel

Problemerne i Mellemøsten starter ikke på et bestemt tidspunkt. Alligevel kan man godt tidsfeste optakten til en del af den vedvarende uro til året 1896, da den østrigsk jødiske journalist Theodor Herzl udgav bogen “Der Judenstat”.  Herzl mente, at den eneste løsning på de mange overgreb mod jøder og den stigende antisemitisme var, at jøderne oprettede en selvstændig jødisk stat.
Det mål kunne kun realiseres, hvis jøder spredt over hele verden organiserede sig. Den første internationale zionistiske kongres åbnede i august 1897 i Basel i Schweiz. Theodor Herzl blev valgt som den første præsident for WZO (World Zionist Organization).

podcastikon2  Lyt til Podcast

 Zionismen

“Zionismen tilstræber oprettelsen af et nationalt folkeretligt sikret hjemsted for jøder i Palæstina.”
Theodor Herzl

Joedestaten TheodorHerzl

 

Sykes-Picot-1916
Franske og britiske interessesfærer ifølge Sykes-Picot-aftalen. Kort fra Wikipedia.

Zionisternes drømmeland var blot en meget lille del af det mægtige Osmanniske Rige hvis leder Sultan Abdulhamidhan  (den 34. sultan af Det Osmanniske Rige) havde overfor Herzl vist sig positiv over for en jødisk kolonisation.

Også på andre måder voksede støtten til den WZO’s  drøm om et jødisk hjemland netop i det område, hvor de oprindelige jøder blev fordrevet fra af Titus og den romerske hær i år 70 e. Kr.
I 1916, mens 1. Verdenskrig endnu rasede indgik Frankrig, Storbritannien og Rusland en hemmelig aftale om opdelingen af det Osmanniske Rige. Riget var, som en del af Centralmagterne – der også omfattede Tyskland, Østrig-Ungarn og Bulgarien –var på vej til at tabe krigen.
2. november 1917 opnåede Zionisterne afgørende støtte med vedtagelsen af Balfour-deklarationen, der bar den engelske udenrigsministers navn:

Balfour-deklarationen
Regeringen ser med velvilje på etableringen i Palæstina af et nationalt hjem for det jødiske folk og vil på bedst mulig måde medvirke til opfyldelsen af dette mål, men det indskærpes, at intet må gøres som skader Palæstinas ikke-jødiske samfunds civile og religiøse rettigheder eller de rettigheder og den politiske status, som jøder nyder godt af i andre lande.
— Arthur James Balfour

Længe før nazisternes grusomme overgreb på jøderne var der således etableret forståelse for oprettelsen af staten Israel.

Folkeforbundet – forløberen for FN – bad efter 1. Verdenskrigs afslutning Storbritannien om at styre den del af Mellemøsten, som omfattede Palæstina. Det engelske herredømme kom til at vare indtil 1946. I hele perioden accepterede man jødisk emigration immigration. I 1922 udgjordes befolkningen af 83.794 jøder og 757.182 arabere. I 1946, da englænderne trækker sig ud af området, var befolkningen vokset til 600.000 jøder – hovedsagelig gennem indvandring. Herudover var der 1.200.000 arabere.
Det palæstinensiske problem blev nu overdraget til FN, der i november 1947 vedtog en plan for en opdeling af Palæstina i én jødisk og én arabisk stat.

kort 1947 fn
FNs delingsplan fra 1947.
kort 1949 rhodos
Israels grænser efter våbenhvilen i 1949.

Den 14. maj 1948 proklamerer Israels første premierminister, David Ben-Gurion, oprettelsen af den nye jødiske republik. De omkringliggende lande nægtede alle at godkende planen og invaderede omgående den nye stat. Trods overmagten vandt  Israel krigen.
Oprettelsen af en jødisk stat efter to tusinde års fravær, har været og er stadig en destabiliserende faktor i Mellemøsten. Det zionistiske projekt har på en lang række måder undermineret de omkringliggende arabiske stater – først og fremmest på grund af de palæstinensiske flygtninge. Efter krigen flygter mere end 700.000 arabere fra de israelsk kontrollerede områder, der nu var 20% større end faslagt i FN’s delingsplan.
Palæstinenserne, og i et vist omfang de omkringliggende stater, har bekæmpet Israel lige side.

Den palæstinensiske frihedskamp – kampen mod de jødiske besættere – var en af de centrale årsager til borgerkrigen i Libanon fra 1975-1990, som landet reelt aldrig er kommet sig over. En borgerkrig, der skabte grobund for Hizbollah-bevægelsen, som har skærpet konflikten og forårsaget splid mellem palæstinenserne.

Israels store militære sejre ydmygede i 1960erne og 1970erne de sekulære panarabiske ledere, som fx Egyptens præsident Gamal Nasser og skabte grobund for den nuværende islamisme.
Samtidigt er Vestens accept af Israels ulovlige besættelser og bosættelser for mange arabere en daglig demonstration af stormagternes dobbeltmoral og diskriminationen af arabere.

 

Den 2. årsag
Vand
Under den hede sol i et af verdens tørreste områder er den evige jagt på vand ikke bare et spørgsmål om overlevelse, men også om sikkerhed og magt. Ifølge Verdensbanken lever halvdelen af Mellemøstens og Nordafrikas befolkning uden tilstrækkelige vandressourcer. Området har fem procent af verdens befolkning, men kun 0,9 procent af klodens vandressourcer.
Vandmangel er en af de afgørende underliggende årsager til Mellemøstens krise. En vigtig forklaring på, at oprøret mod præsident Bashar al-Assad brød ud i 2011 var, at mangel på vand i årene inden havde skabt krise i landområderne og presset omkring halvanden millioner fattige landarbejdere til at søge mod byerne.

“Iran og Irak har floder. Vi har ikke. Så i fremtiden vil de have overtaget,”
lyder den simple analyse fra Sami al Faraj på Kuwaits Center for Strategiske Studier til Reuters.
eufrattigrismap
Her vises kun floderne Eufrat og Tigris.

En stor del af Mellemøstens vandressourcer er koncentreret om floderne Nilen, Jordan-floden samt Eufrat og Tigris med udspring i Tyrkiet, samt floderne i Iran. Det har ofte skabt konfrontationer, når man ikke har kunnet enes om en rimelig fordeling af vandet.
Mange er overbeviste om, at vand fortsat vil spille hovedrolle ikke bare i forholdet mellem israelere og palæstinensere, men i hele Mellemøsten. Center for Strategiske og Internationale Studier i Washington har lige offentliggjort en rapport, hvor man peger på, at ikke krige, terror eller revolutioner, men derimod vand for alvor vil kunne ændre billedet i regionen.

”Den virkelige ubekendte faktor omkring politisk og social uro i Mellemøsten inden for de næste tyve år er ikke krig, terror eller revolution — det er vand. Konventionelle sikkerhedstrusler dominerer den offentlige debat og den måde, regeringer tænker, men vand er, hvad der for alvor kan ændre spillereglerne i Mellemøstlig politik,” mener den amerikanske general Anthony Zinni, tidligere øverstbefalende for U.S. Central Command.

Den 3. Årsag
Islam
Den religion, som profeten Muhammed grundlagde for omkring 1.400 år siden, er ikke mere krigerisk end andre religioner. De kristne korsfarere begik grusomme overgreb mod den muslimske befolkning i og omkring Jerusalem, og jødiske ekstremister udslettede i 1948 den arabiske landsby Deir Yassin. Rygterne om massakren fik omkring 300.000 palæstinensere til at flygte til nabolandene. Der har været buddhistiske angreb mod muslimer i Myanmar i de senere år.
Men siden 2010 har den islamiske ekstremisme udviklet sig så voldsomt, at det truer hele regionens overlevelse. Islamisk Stat har genoprettet kalifatet – et religiøst styre – og styrer nu store dele af Syrien og Irak ud fra den puritanske og stærkt konservative islamfortolkning wahabismen, som Saudi-Arabien selv følger og støtter overalt i regionen.

Striden mellem shia- og sunni muslimer er også med til at flå Mellemøsten fra hinanden. Det er en konflikt som også berører andre områder end Mellemøsten, selvom langt de fleste af de 20% af verdens befolkning, der er muslimer, er fuldkommen uskyldige og ikke aktivt tager del i de religiøse konflikter.

Den 4. Årsag
Olie
Man peger ofte på olien, som årsagen til at stormagterne involverer sig i militære konflikter. Var USA’s angreb på Saddam Hussein ikke et forsvar for det sorte guld!? De enorme olieressourcer i Mellemøsten har ikke ubetinget været en velsignelse for regionens befolkning.  Olierigdommen har gjort det muligt for de diktatoriske herskere i Saudi Arabiende og De Forenede Arabiske Emirater at undertrykke og ignorere befolkningerne og undlade at udvikle demokratiske samfund – som den store del af befolkningerne i øvrigt heller ikke krævede, fordi de var tilfredse med deres andel af den kolossale velstand.

Oliemilliarderne har betydet, at stærkt konservative lande som Saudi-Arabien, Qatar og Bahrain, der tidligere kun var af marginal betydning er blevet de centrale aktører og har kunne sprede deres konservative og fundamentalistiske værdier. Man har støttet islamiske skoler, og sørget for at udsende fundamentalistiske imamer til de andre lande i Mellemøsten. Samtidig har man præget de  millioner af gæstearbejdere fra de øvrige arabiske og muslimske lande, så de er vendt tilbage til deres hjemlande med væsentligt mere konservative religiøse holdninger.

Den 5. Årsag
Vesten

Tempelbjerget i Jerusalem. Foto: Andrew Shiva Grædemuren er resterne af det jødiske tempel på Tempelbjerget. Det dokumenterer at det jødiske folk engang befolke Jerusalem.

 

Udtrykket omfatter også Danmark, selvom vi måske ofte forbinder det med de såkaldte stormagter, når de optræder på den internationale scene. Trods al snakken om menneskerettigheder og demokrati, har vores del af verden ikke altid opført sig ordentligt overfor Mellemøsten, for nu at bruge en meget nedtonet formulering. Der har op gennem historien altid været en accept af, at tugte barbarene, der oven i købet herskede over Jerusalem – den største kristne helligdom.
Korsridderne opførte sig ganske vidst barbarisk, men blev velsignet i kristendommens navn.
Mange, mange år senere – efter Første Verdenskrig opdelte stormagterne området uden at tage hensyn til hverken arabernes egne ønsker eller de historiske grænser. Frankrig, Storbritannien og den russiske Tzar indgik – den såkaldte Sykes-Picot aftale – som senere blev grundlaget for grænserne i store dele af Mellemøsten.
Og siden da har Vestens rolle været mindre rosenrød, end mange måske ved. Uden Storbritanniens og senere USA’s støtte var Israel måske aldrig blevet en realitet. I 1953 væltede USA det demokratiske styre i Iran, et “tilbageskridt for demokratisk ledelse”, erkendt USA’s udenrigsminister Madeleine Albright i år 2000. Det er en handling, der den dag i dag får mange iranere til at nære mistro til Vesten. I 80erne hjalp USA Saddam Hussein i krigen mellem Iran og Irak, selv om han brugte kemiske våben, og i årtier har USA støttet militærdiktaturer i en række arabiske lande – herunder Egypten og Saudi-Arabien. Dette på trods af talrige overtrædelser af menneskerettighederne og undertrykkelse af kvinder.
Som kronen på værket kan hele den arabiske verden samles om at fordømme den massive vestlige støtte til Israel, der opleves som en besættelsesmagt, der daglig gennemfører overgreb mod palæstinenserne.

Der er i sandhed man grunde til, at der bestandigt er konflikter og uro i Mellemøsten. Her har jeg nævnt de 5 væsentligste årsager. Islam er ikke den væsentligste – men mange frygter måske med rette, at Mellemøsten – et område der tidligere var et center for viden, kultur og civilisation – er på vej til at gå i opløsning.

 

Kilde og inspiration: Marcus Rubin, Journalist, tidligere Mellemøst- og USA-korrespondent, analyseredaktør, advokat og diplomat. Forfatter til tre bøger.

Wikipedia. Egen research i området.