Michel Foucault


Om
 diskurs, magt og viden i det postmoderne samfund

Michel Foucault (15. oktober, 1926 – 25. juni, 1984) fransk filosof og idéhistoriker. Han var professor ved Collège de France i “Tankesystemernes Histo-rie”. Foucault er bedst kendt for sine studier af sociale institutioner, bl.a. psykiatri, politiet, humanvidenskaberne og fængselssystemet, såvel som hans arbejde om-kring seksualitet. Han havde en enorm indflydelse på mange områ-der, herunder litteraturvidenskab, filosofi, særligt videnskabsfilosofi i den frankofone verden, historie, psykoanaly-se, videnskabshistorie og videnssociologi.

Michel Foucault er blandt det 20. århundredes mest betydende tænkere. Hans undersøgelser af, hvordan vi bliver til dem, vi er, har sat deres dybe spor – ikke bare på universiteterne eller blandt intellektuelle, men også i den offentlige debat.
Hvad er mennesket, og hvordan bliver det påvirket af herskende diskurser, forskellige videnskaber og samfundets institutioner?

Foucaults studier (sprogvidenskab (lingvistik), historievidenskab, filosofi og sociologi) var en del af den videnskabsretning, som betegnes strukturalisme, der fokuserer på de strukturer[1], der anses for at være udgangspunktet for den sociale verden.

Diskursanalysen[2] gennemførte Foucault ved hjælp af sine egen metode, som han kaldte Archaeology og Genealogien.  Archaeology‘en beskrev han i sine første værker og færdiggjorde den i: L’archéologie du Savoir fra 1969 (på dansk Vidensarkæologien).

Diskursanalysens mål er at studere de magtrelationer, som sproget etablerer. Ideen er, at den der er indehaver af autoriteten, også er den der definerer sandheden, og derfor bærer en vis form for magt. Har man ”indtaget” diskursen er man indehaver af den ledende/bærende fortælling. Men hvorfor og hvordan får netop en bestemt erklæring tillagt mere værdi (læs magt) end de andre!

Det er sådanne overvejelser, der ligger til grund for Foucaults nok kendteste værk: Surveiller et Punir (på dansk Overvågning og straf), hvor Foucault studerer ”det moderne fængsel”, som man kaldte de fængsler, der i store dele af vesten blev etableret i det 19. årh.  I studiet af fængslets fortid og udvikling kom Foucault frem til, at fængslet formål havde udviklet sig til ikke længere blot at være indespærringen af kriminelle, men også at disciplinere dem. Disciplinen der praktiseres i disse fængsler, påstår Foucault, er et udtryk for bourgeoisiets (borgerskabets) idé om, hvad der er menneskets retmæssige opførsel. Det var borgerskabet, der satte diskursen for fængslerne.

[1] Strukturer forklarer samfundsmæssig udvikling som et produkt af historiske forhold, der begrænser og bestemmer det menneskelige handlerum. Det kan være fysiske forhold som en stats geografiske placering, klimaet, dyrelivet, befolkningssammensætningen og tilsvarende. Det kan være økonomiske forhold som markedsøkonomi eller planøkonomi, erhvervsstrukturer, handelsmønstre, teknologi og så videre.  Det kan være kulturelle forhold som verdensbilledet, ideologiske strømninger, religion, tradition, selvforståelsen, mentalitet og lignende.

[2] Diskursanalysens arbejdsmåder består i at analysere, hvordan den samfundsmæssige virkelighed er italesat. Efterløn er en udgift. Efterløn skaber tryghed.

 

 

Præsident Bush (junior) indtog diskursen, da han den 29. januar 2002 holdt
sin første “State of the Union”-tale til den amerikanske Kongres.
Det var i denne tale, at George W. Bush for første gang talte om “Ondskabens akse”.
I talen satte han et lighedstegn mellem terroristerne og “slyngelstaterne” – og erklærede at staterne i denne akse udgør en “alvorlig og voksende fare”.Den ledende udtalelse bærer en vis form for monopol på sandheden. I vores samfund er det ofte institutionerne (f.eks. universiteter, skoler og fængsler) der er indehaver af ”sandheden”.

 

Sandheden!

Det er denne tankegang, der ligger til grund for Foucaults nok kendteste værk Surveiller et Punir  (på dansk Overvågning og straf), hvor Foucault studerer ”det moderne fængsel”, som man kaldte det fængsel, der i store dele af vesten blev etableret i det 19. årh.  I studiet af fængslets fortid og udvikling kommer Foucault frem til, at fængslet formål havde udviklet sig til ikke længere blot at være indespærringen af kriminelle, men også at disciplinerende dem. Disciplinen der praktiseres i disse fængsler, påstår Foucault, er et udtryk for bourgeoisiets (borgerskabets) idé om,  hvad der er menneskets retmæssige opførsel. Borgerskabet satte diskursen for fængslerne.

Foucault kaldte sig selv for professor indenfor historie og ”tankesystemer”. Hans studier er historiske i form af deres studier af den vestlige fortid, men de er også en afvigelse fra den traditionelle historievidenskab. I stedet for at beskrive historien igennem en analyse af begivenheders forbindelser, ville han se på ”relationen mellem systemer”.
Arkæologi er således studiet af diskontinuitet i stedet for kontinutitet.
Foucault rekonstruerer således historievidenskabens ved at lægge vægt på brydninger og transformationer i stedet for de stabile strukturer.
Også Foucaults efterfølgende metode – genealogi – bryder med den traditionelle historievidenskab. Genealogi var et forsøg på at beskrive felter eller steder der var ”uden historie”. Dette kunne fx være følelser, meninger, bevidsthed eller instinkter.

Således var han med til at skabe kimen til en ny historieskrivning, der ikke havde fokus på dem, der var indehavere af magt, men på den almindelige mand – ham der var underlagt magten.

NB:
Allerede i Machiavellis berømte værk ”Fyrsten” beskriver han, hvordan fyrstens magt i sidste ende bygger på hans militære magt. Fyrsten kunne altså sætte diskursen – den bærende fortælling (sandheden!) alene fordi han havde den militære magt.

Kilde: Nanna Bangsholm – cand.mag. historie


 

En mindre forhåbningsfuld version af det postmoderne samfund formuleredes af Jean Baudrillard (f. 1929).

 

 

 


 

Diskurser og sociale konstruktioner

Socialkonstruktivister[1] (Foucault afviste at være strukturalist eller poststrukturalist) opfatter viden og sandhed som sociale konstruktioner og diskurser. En social konstruktion defineres typisk som en socialt skabt opfattelse (skabt af mennesker), mens en diskurs defineres som analyser af, hvordan den samfundsmæssige virkelighed er italesat. Vi kan se et hus med det blotte øje, men vi kan ikke se de mange samfundsmæssige fænomener, som vi gerne vil undersøge og beskrive. Derfor gælder det om med ord at overbevise andre om, at den sociale virkelighed ser ud, som man siger, den ser ud.

Vi konstruerer (skal forstås som beskriver) altså løbende den sociale verden via vort sprog. Vi opfatter verden på en given måde og sætter ord på det. Den verbale beskrivelse i sproget er vor verden.

  • Danmark er et af verdens mest fredelige lande.
  • Assad og IS (Islamisk stat) har gjort Syrien til et helvede, som millioner flygter fra.
  • Rusland undertrykker sine naboer.

Tre diskurser*, som der er bred enighed om. Men det betyder ikke, at der er tale om tre ubestridelige sandheder.

[1] Socialkonstruktivisme vil sige, at vi konstruerer samfundet – den sociale virkelighed igennem sproget. En social virkelighed eksisterer jo ikke i sig selv, som man i en vis forstand kan sige, at den fysiske virkelighed gør. Vi kan se et bord og røre ved det, men vi kan ikke se “et demokrati” eller røre ved det.

* Forstå begrebet diskurser

 

  • En social ramme der definerer, hvad der kan siges om et givet emne. En institutionelt funderet måde at tænke på – dvs. at vi tænker på baggrund af vores sociale position.
  • Diskurs i betydningen ‘en institutionelt funderet måde at tænke på’. Det ligger i diskursbegrebet, at vi altid taler ud fra bestemte positioner, der er givet på forhånd af de institutionelle rammer. Herunder den dominerende diskurs, vi fx er underlagt på vores arbejdsplads.
    Der kan eksistere flere diskurser omkring det samme emne mellem forskellige sociale grupperinger. 
  • Man kan ikke forstå det, den anden forstår. Man kan kun forstå det, man forstår, den anden forstår.
    Niclas Luhmann

 

Indenfor området politik findes der f.eks. 2 store diskurser, en liberalistisk og en socialistisk. De har forskellige grundlæggende værdier og dermed forbundne ”yndlingsord”.

Liberalisterne har ”frihed”, socialisterne ”fællesskab”.
Hvis en liberalist hører en socialist tale om frihed vil hun opfatte det som usandt fordi frihed kun findes under et liberalistisk samfund.

En virkelighed eller flere virkeligheder

Udgangspunktet for socialkonstruktivismen og diskursanalysen, er tvivlen om der eksisterer én objektiv virkelighed, som er sand, og som vi derfor kan undersøge. Det diskursanalysen og socialkonstruktivismen derfor kan- og ønsker at analyserer, er ikke én men flere forskellige virkeligheder, der skabes igennem sproget. En række individueller opfattelser af, hvordan verden er!

Magtkampe mellem konkurrerende sandheder er et af de forhold som socialkonstruktivismen og diskursanalysen forsøger at undersøge. I tilfælde af, at en konstruktion af sandheden etableres så stærkt, at andre konstruktioner får svært ved at komme til orde, anvendes begrebet hegemoni, som er en tilstand af dominans som ikke er fuldkommen, men stærk nok til at holde andre nede.

Diskursanalyse

Diskurs er tæt forbundet med forskellige teorier om magt, hvor det at kunne definere diskursen tit sidestilles med det at definere virkeligheden. Der foregår en stadig kamp om ordene, der skal beskrive verden; fx forskellen mellem at blive kaldt terrorist eller frihedskæmper.
Da Danmark var besat under anden verdenskrig var den herskende diskurs, at alt de modstandsbevægelsen foretog sig var kriminelt og landsskadeligt. Det kunne føre til dødsstraf.
Efter krigen blev en ny diskurs dominerende, nu var de samme handlinger en hæderkronet frihedskamp.

En diskursanalyse undersøger, hvordan vi bruger sproget til at skabe vores forståelse af verden. Målet er at afdække, hvordan diskurser er opstået, samt hvordan de udvikles i en stadig kamp om magten – om sandt eller falsk.

Man tager udgangspunkt i et overordnet område – en diskursorden – som fx kan være global opvarmning, ulandsbistand eller indfødtes rettigheder. Empirien kan fx være medietekster som avisartikler, dokumentarer eller reklamer.

Analysen består af tre dele:

  • En systematisk, sproglig analyse af teksten med fokus på brug af bl.a. modsætningspar og identitetsmarkører (fx vi over for dem)
  • En sammenlignende analyse af teksten
  • En undersøgelse af, hvordan diskurserne indgår i den sociale orden, dvs. i magtforhold i samfundet.

I en diskursanalyse stilles der spørgsmål som:

  • Hvilke diskurser er i spil i fx en debat?
  • Kæmpes der om definitionen af centrale begreber?
  • Bruger parterne identitetsmarkører, indforståede sandheder eller modsætninger?
  • Er der en dominerende diskurs?
  • Hvornår er diskursen opstået, og hvordan forandres den gennem tiden?

Metoden kræver baggrundsviden om historiske, sociale og politiske forhold på det tidspunkt, hvor teksterne er skrevet. Den kan med fordel kobles til analyse af nyhedskriterier, retorik og argumentation, postkolonial teori m.m.


Når Pernille Vermund (fra partiet Nye Borgerlige) siger, at ‘en perker er en perker’, underkender hun, at sproget er magtskabende og har bibetydninger. Vermunds udtalelser er farlige for den offentlige samtale, for sproget er som små doser af arsenik. Ord sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel.
Publiceret 19/12/2019 i Debat af Lauritz Korfix Schultz


Sproget er ikke uskyldigt. Det er sjældent sådan at sprog bare overfører informationer neutralt fra en afsender til en modtager – det rummer også vurderinger og holdninger til de ting der omtales. Sprog præger vores tænkning, skaber mening, identiteter og sociale relationer. Sprog er forbundet med magt. Formidlingsværktøjet er sproget (evt. suppleret med grafik og fotos), men sproget er ikke neutralt, det er fuld af ord og fraser, der allerede rummer konnotationer – medbetydninger. Ordet hest kan fx have følgende medbetydninger: ganger, krikke eller øg.
Der er diskurser der er dominerende i forståelse af fx samfundsmæssige spørgsmål, og der er diskurser der formidler alternativer til de dominerende forståelser.

Støt vore soldater stod der engang i bagruden på mange biler. For en diskursanalyse er dette ikke alene en enkel uskyldig opfordring, men etablerer en bestemt italesættelse af et politisk område. Det etablerer en slags national diskurs: Ordet vore implicerer et nationalt fællesskab, som omfatter dig og mig, som vi ikke kan undslippe og som nogle af os kæmper for med livet som indsats – og derfor skal vi støtte vore soldater. Hermed er der givet betydning og forståelse til et vigtigt politisk område, nemlig hele den danske miltære tilstedeværelse i internationale konflikter.

Hvis man tilsvarende kalder indvandrere og asylsøgere der kommer til Danmark, for de fremmede og taler om udlændingepolitik i stedet for fx integrationspolitik, har man lagt en ramme for samtalen om disse emner. De fremmede bliver modsætning til danskere og dermed et begreb om danskhed.

Man kan tale om ghetto-områder eller fattige boligkvarterer, og man kan tale om cafépenge eller SU til 18-årige – osv. Hvis diskursen for indvandrere italesættes som et problem (kriminalitet), så er løsningen mere politi. Hvis diskursen for indvandrere italesættes som en løsning (mere nødvendig arbejdskraft), så gælder det om at få indvandrerne hurtigt ud på arbejdsmarkedet.

Er palæstinenserne frihedskæmpere eller terrorister!

Det drejer sig om definitionsmagt; dvs. pointen er, at disse diskurser sætter en ramme for forståelse og dermed udgør et grundlag for politisk handlen.

Den praktiske diskursanalyse spørger overordnet på denne måde i forhold til en tekst:

  • Hvad tales der om?
  • Hvordan tales der?
  • Hvilke hovedsynspunkter, ligheder og forskelle, modsætninger og ikke mindst vurderinger er der tilknyttet?
  • Etableres der et ”os” og et ”dem”?
  • Hvilken samlet forståelse fremlægges?
  • Hvilken politisk handling gives der grundlag for?

Kilde og inspiration: https//metoderidansk.systime.dk

 


Man kan også arbejde med at finde nodalpunktet, ækvivalenskæder og hegemoni.

  • Diskurs er et begreb, der betegner den måde, vi taler om og forstår verden på.
    Det vil sige, at vores verdensforståelse er opbygget af sprog og ’fortællinger’, og derfor er vores forståelse konstrueret ved diskurser gennem en social interaktion, igennem samtaler, diskussioner, tv-udsendelse, YouTube klip, avisartikler og m.m.

En politisk dagsorden en liste over emner, som man på forhånd har aftalte at drøfte. Men så rækker klarheden ikke så meget længere, for alle de mange andre ting, der er en del af den politiske debat, er enten uklare, vagt formuleret eller nogle gange uforståelige. Så lad os lige kigge nærmere på begreberne.

*

 


Diskurs
= Nogets betydning. Måder at opfatte og tale om forskellige forhold på. Man kan sige, at det er et bestemt tankesæt der omgiver emnet.
Hvis du har seks mennesker, der hver skal lave en lagkage, vil du få seks forskellige lagkager, altså seks diskurser eller måder at opfatte en lagkage på.
Man kan godt tale om en liberalistisk diskurs, en arbejderklassediskurs, en feministisk diskurs, en forretningsdiskurs, en islamisk diskurs osv.
Et velfærdssamfund kan fx. have mange forskellige betydninger.
   
Nodalpunkt: Nøgleord i en tekst der vælges som udgangspunkt for en diskursanalyse. Det kan fx være: ”fedme”, ”rygning”, ”sundhed”, ”flygtninge”.
   
Ækvivalenskæde: En kæde af ord og udtryk der i en tekst samlet set giver nodalpunktet en betydning.
Nodalpunkt og ækvivalenskæde danner tilsammen en negativt ladet fedmediskurs.
Hvis nodalpunktet er ’fedme’ kan ækvivalenskæde fx være  ’kropshad’, ’selvforskyldt’, ’skamme sig’, ’usund’,
’fede idiot’, ’et tabu i Danmark’, ’dum og doven’.
   
Social konstruktion = Vi konstruerer løbende den sociale verden via vort sprog. Vi opfatter verden på en given måde og sætter ord på det. Den verbale beskrivelse i sproget er vor verden. Hvis vi fx hele tiden taler om konkurrencestaten, der skal modstå det økonomiske pres fra Kina, så er det vores Danmark, så er danske børn konkurrencestatens fodsoldater, der skal hurtigst muligt igennem uddannelsessystemet. Der er tale om sociale konstruktioner, fordi det er noget mennesker (sociale individer) gør.
   
Magt= Disse diskurser og sociale konstruktioner udøver magt ved at sætte rammerne for, hvordan vi kan opfatte verden, hvilken viden der kategoriseres som sand, og hvilke muligheder og begrænsninger det skaber for, hvad vi kan gøre. Og magten tilhører en politisk og økonomisk elite. Hvordan bliver ord (diskurser) til magt?
Hvis du gerne vil have mere politik på gaderne, så gælder det blot om at skabe en diskurs, der beskriver stigende vold og kriminalitet. At der er flere indbrud behøver ikke være sandt!
   
Italesættes= Diskurser og sociale konstruktioner skabes gennem udtalelser, også kaldet italesættelser, som typisk er skriftlige eller mundtlige. Alle kæmper om ordet, i de store TV-debatter – kan man sige ghettoer, flygtningekrise, skattetryk, konkurrencestat eller ældrebyrde tilstrækkelig mange gange, så vinder man kampen om diskursen, også selvom de mange begreber ikke er ubetinget sande! Magthaverne vil ofte have held til at bestemme diskursen om, “hvordan samfundet ser ud”. Men der foregår en løbende kamp om diskursen. Lige så snart man udtaler sig om et eller andet “italesætter” man fænomenet.
   
Socialkonstruktivist = en person der vil sige, at det kun er sandt at gud eksisterer eller at jorden er rund, så længe det italesættes som sandt.
Sandheden1 kan ændre sig på tværs af forskellige tider og steder.
Magtkampe mellem konkurrerende sandheder er et af de forhold, som socialkonstruktivismen og diskursanalysen forsøger at undersøge.I socialkonstruktionismen er holdninger og identitet ikke-stabile. Mennesket vil vedvarende modtage, bruge og medvirke til ændring af eksisterende diskurser i sit syn på verden og sig selv. Mennesket vil i høj grad gøre det i gruppesammenhænge.
 
   
Hegemoni: Herskende diskurs.  
   
Diskursiv kamp med antagonismepar: I den samfundsmæssige debat foregår der en diskursiv kamp om hvilke ord, begreber og betegnelser der skal være  de dominerende og dermed indgå i den herskende diskurs. Et oplagt eksempel er spørgsmålet om hvordan vi skal betegne personer der kommer til Danmark. Er de indvandrere, flygtninge, økonomiske migranter, asylansøgere, fremmede, nydanskere, perkere eller …?
Der findes ikke et neutralt ord, og dermed vil enhver betegnelse rumme nogle konnotationer – medbetydninger, der kan blive  grundlag for politisk handling.
   
Flydende betegner: Plusord i ækvivalenskæden der i sig selv er tomt, og som først får sin reelle betydning i den konkrete ækvivalenskæde. Ordet er et alment accepteret positivt ord der kan knyttes til mange diskurser, fordi de erfaringsmæssigt virker i sig selv. Derfor kan konkurrerende diskurser indeholde den samme flydende betegner – deraf navnet. Ordet er samtidig tilpas abstrakt til at det let kan bruges i flere diskurser. Det kan være ord som frihed, ligestilling, demokrati, normal, anerkendt, retfærdig, lighed, sund, naturlig, vækst, forandring, hjælpsomhed, humanisme, tolerance.
Fx kan udtrykket ’frihed’ være en flydende betegner, men det er først når man er konkret og forklarer hvad man mener med frihed at begrebet får reel betydning.
   
 

Diskursiv praksis og arkæologisk analysemetode

Et vigtigt element i Foucaults vidensforståelse er hans definition af viden som det, man kan skrive og tale om på bestemte afgrænsede måder. Det sker i en diskursiv praksis.

Diskurser har praktiske konsekvenser. Den diskursive praksis indeholder ikke alene videnskabelig viden, men også områder for viden, som er uafhængige af videnskaben.

Diskursanalyse handler ikke om at afgøre, hvad tingene egentlig er, men om at afklare de betydninger, de tilskrives på bestemte tidspunkter, og hvilke praktiske konsekvenser det har. Med denne arkæologiske metode stammer viden ikke blot fra videnskabelige eller filosofiske tekster, men også fra for eksempel litterære tekster, fiktion, beretninger, institutionelle forordninger, politiske afgørelser, journaler, dagbøger, retsprotokoller, avisartikler mv.

 

Eksempler på Diskurser

Klimadebatten er som alle andre debatter præget af diskurser (bestemte opfattelser). En dominerende diskurs var i mange år, at det ikke var bevist, at den voksende forurening påvirkede klimaet (højst meget lidt), og derfor var det ikke et problem, man behøvede at tage sig så meget af.

Efter offentliggørelsen af FN’s klimapanels rapporter skiftede debatten karakter. Der kom en ændret diskurs, hvor det nu i højere grad blev set som uomtvisteligt, at der skulle gøres noget. Derfor dannedes der nye diskurser (nye opfattelser), fx om lavvækst- eller nulvækstdiskurser, der bygger på den opfattelse, at det ultimativt er den økonomiske vækst, der forårsager global opvarmning.

Oftest vil der være flere diskurser om det samme fænomen eller begivenhed, og disse diskurser slås om at blive den herskende diskurs, den herskende verdensopfattelse. Anders Breivik – den norske terrorist, der i juli 2011 først foretog et terrorangreb imod regeringsbygninger i Oslo og derefter sejlede ud til øen Utøya, hvor han skød og dræbte 69 unge socialdemokrater – havde sammen med andre ligesindede bygget en diskurs op om, at det norske socialdemokrati var skyld i indvandringen i Norge, og at begå en så voldsom terrorhandling forbandt han med en modstandskamp for fædrelandet Norge.
Han lånte værdier og tankesæt fra en diskurs – og var med sit manifest med til at opbygge selvsamme diskurs. Heldigvis kan langt de fleste udmærket se, at hans verdensopfattelse og -forståelse var forkert, og det skyldes, at der også eksisterer en anden diskurs. Men de to diskurser slås, og det betyder, at den måde vi opfatter verden på, ikke er givet på forhånd, men i teorien til en hver tid er til diskussion, og til en hver tid er under forandring.
kilde: http://gymdansk.weebly.com/diskursanalyse.html  


Definitioner der forklarer og beskriver forskellige begreber

Virkelighed: En social konstruktion. For diskursanalytikere og socialkonstruktivister er det umuligt at afgøre hvorvidt der eksisterer én objektiv virkelighed udenfor diskurserne. Alternativt taler de om hvordan forskellige virkeligheder konstrueres.   Viden: En social konstruktion.
     
Sandhed: En social konstruktion. For diskursanalytikere og socialkonstruktivister ændrer sandhed sig på tværs af forskellige tider og steder afhængigt af, hvad der konstrueres som sandt.   Italesættelse: En udtalelse. Italesættelser konstruerer viden og sandhed. Ofte er italesættelser skriftlige eller mundtlige, men det dækker også over andet som statuer, bygninger, melodier eller malerier.
     
Social konstruktion: En socialt skabt opfattelse.   Diskurs: Forskellige udtalelser der har det tilfælles at de anvender de samme begreber, temaer og sammenhænge og derigennem konstruerer en særlig viden og sandhed.
     
Magt: De konsekvenser forskellige diskurser eller konstruktioner får for vores muligheder for at opfatte verden og handle.   Hegemoni: Tilstand af dominans, der ikke er fuldkommen, men stærk nok til at holde andre nede.
     
Videnskabelig klassifikation: En konstruktion der i vores samfund tilskrives særlig magt i forhold til at definere sandheden.   Subjekt position: Sproglig konstruktion af en rolle med særlige kendetegn som mennesket kan indtage og som skaber specifikke magtrelationer.
     
Objektivering: En klassifikation, en social konstruktion.   Subjektivering: At underkaste sig en objektivering, også kaldet social konstruktion eller klassifikation.

kilde: Joachim Ohrt Fehler 29/9 – 2010.
www.joachim.fehler.dk
https://www.yumpu.com/da/document/view/8646245/introduktion-til-diskursanalyse-og-socialkonstruktivisme

 

Foucault – at definere sandheden og gennemføre overvågningen

Den sociale konstruktion af viden og magt. Michel Foucaults kritiserer, at vores viden ofte præsenteres som neutral og objektiv. Men viden er ikke neutral, siger Foucault, han fastslår også, at ny viden ikke behøver være nye sandheder. Han fokuserer på de eksisterende magtforhold – som også omfatter magten til at definere virkeligheden og sandheden på en bestemt måde. Det gælder også det som mange opfatter som videnskabelig, rationel, sand viden. Det er heller ikke frigjort fra de betingelser, hvorunder den fremkommer. Viden er underlagt de forskellige former for herredømme, som findes overalt i samfundet, fastslår Foucault.
Hans mål var ikke at foranstalte en ny eller mere ”rigtig” sandhed om virkeligheden, hans fokus var at påvise at sandheder er samfundsmæssigt og kulturelt betingede.
”Alting” kunne være anderledes, end det er, siger Foucault.

Mennesket er ikke på forhånd udstyret med bestemte egenskaber som et køn, en psyke eller en rationel fornuftsevne, siger Foucault. Kroppen er foranderlig og fleksibel, og den kan påvirkes af historiske og kulturelle forhold. Samfundets konkrete magtrelationer, er som en del af socialiseringen indlejret i kroppen, det sikre at bestemte ”normale” og ønskede egenskaber fremelskes på bekostning af andre uønskede egenskaber.

Holdninger til sex mellem mennesker af samme køn har varieret i forskellige kulturer. I det antikke Grækenland var sådanne forhold accepteret. Men generelt har holdningen til homoseksualitet været negativ eller fordømmende.

I Danmark betragtedes homoseksualitet som en psykisk lidelse. Først i 1981 fjernede Sundhedsstyrelsen homoseksualitet fra listen over psykiske lidelser.

Foucault anså al viden for at være en social konstruktion og ikke en afspejling af virkeligheden, som den er. Det var hans hensigt at dekonstruere denne videns objektive gyldighed, det vil sige vise, hvordan den er historisk frembragt.

 

Det tomme menneske aktiveres gennem diskurser

Magten til at definere sandheden om et eller andet fænomen

Foucaults sammenkædede viden og magt. Han udviklede et magtbegreb, der brød med den traditionelle forståelse af magt, som sædvanligvis opfattes som noget, der gør det muligt at få andre til at gøre noget, de ellers ikke ville have gjort.

Den form for magt er ikke forsvundet, men Foucault udviklede et flertydigt magtbegreb. Han var overbevist om, at den vigtigste form for magt i moderne liberale demokratier ikke handler om direkte tvang, men snarere er en snigende ”kontrol i det stille”, hvorigennem mennesker kommer til at tænke og opfatte virkeligheden og sandheden i overensstemmelse med de sandheder, der fremstilles af sandhedseksperter (Politikere, analytikere, universitetsfolk, journalist m.v.). Dette magtbegreb udvikles på baggrund af Foucaults analyser af det moderne fængselsvæsen. Et Panopticon fængsel er den mest ekstreme og effektive model for, hvordan disciplinær magt er indlejret i samfundet for at skabe disciplinerede, produktive individer, siger Foucault.

Magt drejer sig derfor i meget høj grad om definitionsmagt. Hvem har magt til at definere sandheden, og hvem der udvælges til at gennemføre den i det praktiske liv.

Hvordan sikres disciplinering og selvdisciplinering

Mennesket fødes ikke med bestemte egenskaber eller behov. Mennesket er i udgangspunktet ”tomt”, men fyldes gennem sit liv af de diskurser, der findes i samfundet, af alle de magt-/viden-former, der udvikler det menneskelige subjekt på bestemte måder.
Udviklingen af det moderne menneske som selvstændigt individuelt menneske kan sidestilles med det moderne fængsels disciplineringsteknikker – socialiseringen, som Foucault har analyseret.

Panoptismen – bevidstheden om mulighed for
overvågning – fører til selvovervågning og
selvdisciplin. På billedet ses Presidio Modelo i Cuba,
som var et model-fængsel med panoptisk design.
Fængslet blev permanent lukket i 1967.

Foto: Wikimedia Commons/Friman.


Panopticon planskitse af Jeremy Bentham, 1791

Public Domain

I begyndelsen af det 19. århundrede ændredes fængslernes straffe- og disciplineringsmetoden i mange dele af verdens demokratiske lande. NU forsvandt totur og andre former for fysisk afstraffelse og erstattedes af en afstraffelsesform, som var mere diskret, og som flyttede fokus fra kroppen til menneskets psyke.
Den nye straffeteknik var overvågningen, der kom til udtryk i begrebet ”panoptismen”. Panoptismen udsprang af et projekt til en fængselsbygning, hvis arkitektoniske konstruktion kaldes panoptikon. Bygningen var indrettet således, at der kunne holdes øje med samtlige indsatte uden at de kunne vide hvornår. Den stadige bevidsthed om at man kunne være overvåget blev gradvis indbygget i den enkeltes bevidsthed. Det betød at de indsatte begyndte at se sig selv med vogternes øjne og opføre sig derefter. Derved udvikledes en udøvelse af selvovervågning og selvdisciplin, således at ydre kontrolinstanser til en vis grad blev overflødiggjort. Magten blev automatiseret og anonymiseret og endte som en art indre instans i det enkelte individ.

Fokus for den nye magt er dermed forskudt fra afstraffelse til resocialisering, målet er at installere et ”hensigtsmæssigt” subjekt i mennesket. Med fokus på opdragelse eller genopdragelse af det enkelte individ (subjektet), forstår Foucault panoptismen som en socialisering, der også hersker langt ud over fængslets mure.

Det handler om – at få mennesker til gennem selvstyring – at indordne sig under, opfatte verden og opføre sig i overensstemmelse med de fremherskende sandheder og virkelighedsforståelser.

Disciplineringsteknikkerne, siger Foucault, retter sig både mod samfundet som helhed for eksempel arbejdsdagens længde, og mod den enkelte når samfundet opfordre den enkelte til at passe på sig selv, for eksempel få søvn nok, spise sundt og overordnet tage ansvar for sig selv og sit eget liv.

Modmagt og kritik

Har mennesket i Foucaults teoretiske univers nogen mulighed for at ”undslippe” og gøre oprør mod styringen og de magt-/viden-former, der behersker det?
Det er uafviseligt, at mennesket hos Foucault ikke tilkendes nogen iboende kerne, der skal realiseres i det gode samfund. Lige så ubestrideligt er det, at mennesket hos Foucault aldrig er frit, i den forstand at det kan unddrage sig styring som sådan og handle helt på ”egen” hånd.
Mennesket er altid i relation til noget eller nogen og sin egen historie. Foucault understreger dog, at hvor der er magt, er der også modmagt. Han forstår modmagten som en slags spil, hvor det gælder om at udregne og foregribe, hvad den anden part vil gøre, og forsøge at fratage vedkommende hans/hendes kampmidler.

I praksis har Foucault samtidig selv medvirket i forskellige sociale bevægelser, blandt andet for forbedring af fængselsforhold. Hans politiske engagement foregik også på gaden, hvor han i flere tilfælde fik knoglebrud efter at have deltaget i gadekampe mod politiet. Dette mere end antyder, at han ikke opfattede det som formålsløst at gøre oprør mod de former for magt og herredømme, der findes i samfundet.

 

 

Faircloughs tredimensionelle model

Norman Faircloughs diskursteori lægger særligt vægt på samspillet mellem diskurser og den samfundsmæssige kontekst. Han er inspireret af marxismen. Modellen er anvendelig som konkret analyseredskab når man skal analysere en given tekst og dens anvendelse af diskurs(er).

Norman-Faircloughs-MODEL

Tekst: Den konkrete tekst der analyseres. Hvordan er den udformet. Vi kan inddrage elementer fra diskursanalyse og argumentationsanalyse til at påvise den diskursive praksis teksten er gennemstrømmet af.

Diskursiv praksis: Vi ser på den tekst der er produceret. Her er det vigtigt at kigge på hvilken genre den pågældende artikel tilhører: er det en nyhedsartikel, et interview, en baggrundsartikel, en leder, en reklame, en rubrik eller andet? Det er vigtigt at fastslå genren idet den enkelte genre sætter nogle rammer for hvad skribenten kan skrive. Samtidig har læseren nogle genreforventninger som er medvirkende til at skabe den enkelte artikels betydning. Fx rummer en leder holdninger hvilket vil afspejle sig i en holdningspræget sprogbrug. En baggrundsartikel vil have et mere neutralt og beskrivende sprog der ikke vil rumme ord og formuleringer man vil møde i en sensationspræget nyhedsartikel.

Undersøgelse

Endvidere undersøger vi de eksisterende diskurser teksten formidler/ italesætter. Vi undersøger altså hvordan teksten trækker på allerede eksisterende diskurser. Og vi ser på forholdet mellem den producerede tekst og den modtagelse den får og hvordan den fortolkes og forstås af modtagerne.

Social praksis: En tekst er altid en del af en større kontekst. Denne kontekst er bl.a. det samfund og den tid (historie) teksten er en del af. Det vil sige at en given diskurs påvirkes af politiske kræfter og af samfundsmæssige kræfter i bred forstand. Diskursive praksisser kan være med til at konstruere den måde vi ser og oplever verden på (verdensbilleder). Og diskurserne kan skabe sociale relationer og magtrelationer. Diskurser kan være med til at påvirke verden og dermed være med til at skabe nye former for politik. Når man fx i dansk politik taler om ’ældrebyrde’, skaber man en negativ diskurs, der signalerer at ældre
mennesker er et problem, og det åbner så for at man kan skære på ældreområdet.

Ifølge Fairclough er der en stadig vekselvirkning mellem diskurser og den sociale verden. Holdninger, tanker og identiteter konstitueres socialt og er samtidig konstituerende for det sociale (jf. Faircloughs sociale praksis).

 

Kilder og inspirarion:

DISKURSANALYSEAF AVISARTIKLER

Af Claus Nielsen og Inger Marie Keld

ideologier og diskurser: Kjeld Mazanti Sørensen.  Columbus 2014

Wikipedia

1) Denne kritik af hvorvidt der eksisterer én virkelighed kaldes antirealisme.

2) Ikke at udtale sig om hvordan virkeligheden er kaldes at være ontologisk stum. Ontologi (oldgræsk): Læren om de værende.
3) Troen på at viden er historisk og kulturel specifik og på den måde forandres på tværs af tid og sted kaldes kulturrelativisme.
4) Denne afvisning af individet med en grundlæggende essens eller personlighed kaldes for antiessentialisme og omtales ofte som
subjektets død.
5) Kategoriserer: Synonymt med konstruktion, klassifikation og ordet objektivering som mange diskursanalytikere anvender.
6) Også kaldet en videnskabelig objektivering eller videnskabelig konstruktion.
7) At underkaste sig en klassifikation, også kaldet objektivering eller social konstruktion, kaldes af mange diskursanalytikere for subjektivering.