Min fritid er også penge værd

Ren luft er et frit gode. Det er gratis, og der er rigeligt af det, hvis man ikke lige bor i Tokyo eller Beijing. I disse millionbyer bærer indbyggerne ansigtsmasker. Her er ren luft ikke gratis, borgerne må bruge penge på at købe masker, der kan beskytte dem mod smog og smittefarlige sygdomme.
Tid opfatter vi ofte som et frit gode. Men det er ikke rigtigt, tid er ikke altid gratis, og et menneske har kun en begrænset mængde til rådighed. Den private tid koster sjældent noget, men nogle børn får lommepenge for at bruge deres tid på at rydde op på deres værelser, vaske op, lufte hunden eller gå ud med skraldespanden. Men når vi stiller vores tid til rådighed for en arbejdsgiver, så skal der betales løn. Årsagen er enkel, alle mennesker har brug for føde, tøj og husly – og meget, meget mere – men at skaffe det kræver tid, og det mangler man, når en stor del af ens tid udnyttes af en arbejdsgiver. Derfor skal lønnen bruges på at købe de goder, som man ikke mere har tid til selv at producere.

 

Men selvom vi bruger tid på lønarbejde, er der for de fleste tid til overs. Den frie tid er der mange, der gerne vil have fingre i. Den er penge værd.

 

En god ven anbefalede mig at læse en historie om Niels Hausgaard og Signe Svendsen i DSB magasinet ”Ud & Se”. En eftermiddag bladrede jeg mig frem til historien, en munter og tankevækkende fortælling om et samarbejde mellem to generationer. I alt 9 sider med tekst og billeder.

Den gode historie gav mig lyst til at læse videre i bladet. Jeg slugte tre artikler om det tidligere Østtyskland, og en fortælling om tre Iranske brødre, der pludselig dukkede op i den danske filmverden, hvor de uden nogen filmerfaring, uden offentlig støtte og mod alle odds lavede succesfilmen ”Mens vi lever”.
Hvorfor jeg pludselig kom til at gruble over fænomenerne arbejdstid, fritid, min tid og tid til overs, ved jeg ikke, men historierne havde beriget mig – givet mig ny viden – som jeg umuligt ville være stødt på, hvis jeg udelukkende hentede information på en iPhone, PC eller iPad. Og hvorfor så ikke det. Joh, fordi de elektroniske medie prioritere mest mulig trafik frem for indhold. Min tid – og din tid – er penge værd. Jo mere tid jeg bruger på at scroller forbi korte historier og klikke hist og her, desto flere penge tjener Google, Apple og Facebook, fordi det fører mig forbi de reklamer, som de tjener milliarder på at vise frem. Man kan da godt finde lange historier på nettet, men det allermeste er korte tekster, som næsten altid råber på at blive scrollet videre til en ny tekst.

 

Min sparsomme tid
Fritid, spildtid, familietid, arbejdstid. Min tid kan placeres i mange forskellige kasser. Men tiden er ikke uendelig, den er lige så sparsom som ren luft i Tokyo eller Beijing.

Aviser, magasiner, bogforlag og ikke mindst DR tilbyder hver dag rigelige mængder af underholdende, dybdeborende og relevant public service. Det, som de teknologibegejstrede engang kaldte ”det nye informationssamfund”, har udviklet sig til et bundløst ”informationshav”, som alle har adgang til – hvis blot de anskaffer den nye teknologi. I det hav er de fleste lige så hjælpeløse, som en mand der pjasker rundt i Atlanterhavet med et korkbælte om livet. Der fyldes nemlig hele tiden flere ligegyldige budskaber i informationshavet, så meget at der er ved at udvikle sig en ny form for big business, som fx podcast-tjenesten Podigmo, der mod en mindre betaling vil hjælpe dig med at finde de bedste podcast på nettet! Man kan også købe abonnement på ”de bedste” nyheder. Dem må andre finde for os.

 

Læsning er nøglen til læring. Kan man læse, kan man tilegne sig viden og blive klogere på tilværelsen. Forskning viser, at papir fortsat er det foretrukne medie, hvis man skal læse længere tekster, især når det drejer sig om dybere forståelse og vidensopbygning. Læsning af længere tekster er også nødvendigt for udvikling af færdigheder som fx koncentration, udbygning af ordforråd og hukommelse.
Men skærmlæsning er fortsat i vækst, selvom pædagoger og forskere erkender, at skærmediet ikke er velegnet til fx fordybelse. I busser og S-tog glor halvdelen af passagererne ned i den lille skærm. Ingen drømmer om at tale med den nærmest siddende, og meget få læser i ”Ud & Se”, der ellers frit kan hentes i bladholderen.

 

Teknologifikserede embedsmænd og politikere – har i snart mange år haft fokus på at digitalisere folkeskolen i stedet for at fokusere på den kendsgerning, at børn forlader folkeskolen med stadig ringere læsefærdigheder.

Børn og voksne har kun en begrænset mængde tid til rådighed, derfor skal vi ikke bruge for meget tid på at fiske efter viden i det bundløse informationshav, men fordybe os mere i solide, dybdegående og videns skabende medier, som fx Ud & Se.

Jeg anbefaler ikke, at vi skrotte alle skole iPads og tablets, eller alle de smarte iPhones, selvfølgelig ikke, men når det gælder skoleeleverne bør de første anvendes, når børnene har opnået en tilfredsstillende læsefærdighed. Folkeskolen skulle gerne udvikle unge, der magter mere end at læse Tweets, fra verdens mægtigste mand. Trump og udviklingen i amerikansk politik, er et meget dårligt forbillede. Men som med så meget andet fra det store land, kommer den udvikling nok også til at påvirke Danmark, hvis politikerne og folkeskolen ikke stopper med at fylde elevernes tid op med den blinde tro på digitaliseringens vidunderlige egenskaber.
Ligger der mon nogensinde en bog eller et magasin på Præsidentens natbord!

 

 

Debat og kritik er voksende både fra fagfolk og lærere.