Ved økonomisk politik forstås statens forsøg på at påvirke og styre den økonomiske udvikling.
Det kan man gøre med forskellige værktøjer. Makropolitik eller strukturpolitik. Som regel en blanding af begge metoder.
Makropolitik bruges for at skabe økonomisk vækst, et højt bruttonationalprodukt og flest mulig i beskæftigelse. Desuden ønsker man at skabe den lavest mulige inflation, balance mellem statens udgifter og indtægter.
Makropolitikken bruges også for at skabe økonomisk balance i forholdet til udlandet – dvs balance mellem import og eksport.
*
Strukturpolitik bruges for at opnå langsigtede økonomiske mål. Det handler overordnet om at sikre økonomisk vækst, som kan opnås, gennem en effektiv udnyttelse af samfundets ressourser.
Makropolitikken kan opdeles i de fire store områder:
Finanspolitik
Pengepolitik
Valutapolitik
Indkomstpolitik
Finans- og pengepolitik har fokus på at påvirke efterspørgslen i samfundet. Ved at påvirke efterspørgslen kan man samtidig styre konjunkturudviklingen. Målet er at fastholde eller skabe øget vækst fx ved at øge de offentlige udgifter. Det kan man dog ikke gøre, uden at det også medfører nogle negative konsekvenser – fx voksende inflation.
Indkomst- og valutapolitikken har især fokus på at påvirke konkurrenceevnen – altså Danmarks muligheder for at afsætte vores produkter i udlandet. Det kan man fx sikre ved at sørge for, at de danske lønninger ikke vokser mere end de gør i de lande vi handler med.
EU samarbejdet sætter i dag meget snævre grænser for hvor meget Danmark selv kan ændre sine valutakurser.
Makropolitik
Vil du have adgang til det hele må du tegne medlemskab.
Det billigste koster kun en tier.
Så log ind hvis du allerede er medlem – eller tegn et medlemskab.