Ved økonomisk politik forstås statens forsøg på at påvirke og styre den økonomiske udvikling.

Det kan man gøre med forskellige værktøjer. Makropolitik eller strukturpolitik. Som regel en blanding af begge metoder.

Makropolitik bruges for at skabe økonomisk vækst, et højt bruttonationalprodukt og flest mulig i beskæftigelse. Desuden ønsker man at skabe den lavest mulige inflation, balance mellem statens udgifter og indtægter.
Makropolitikken bruges også for at skabe økonomisk balance i forholdet til udlandet – dvs balance mellem import og eksport.

*

Strukturpolitik bruges for at opnå langsigtede økonomiske mål. Det handler overordnet om at sikre økonomisk vækst, som kan opnås, gennem en effektiv udnyttelse af samfundets ressourser.

---

Makropolitikken kan opdeles i de fire store områder:

Finanspolitik
Pengepolitik
Valutapolitik
Indkomstpolitik

Finans- og pengepolitik har fokus på at påvirke efterspørgslen i samfundet. Ved at påvirke efterspørgslen kan man samtidig styre konjunkturudviklingen. Målet er at fastholde eller skabe øget vækst fx ved at øge de offentlige udgifter. Det kan man dog ikke gøre, uden at det også medfører nogle negative konsekvenser – fx voksende inflation.

Indkomst- og valutapolitikken har især fokus på at påvirke konkurrenceevnen – altså Danmarks muligheder for at afsætte vores produkter i udlandet. Det kan man fx sikre ved at sørge for, at de danske lønninger ikke vokser mere end de gør i de lande vi handler med.

EU samarbejdet sætter i dag meget snævre grænser for hvor meget Danmark selv kan ændre sine valutakurser.

 

Makropolitik

Økonomisk politik handler om at holde hus med pengene i statskassen.

Strukturpolitik

Begrebet strukturpolitik bruges som en samlet betegnelse for en lang række politiske virkemidler.
Fx er stramninger af dagpengereglerne strukturpolitik. Tanken er at det vil få ledige til at søge arbejde, også selvom der er tale om jobs, der ligger langt fra den lediges bopæl.
Afskaffelse af efterlønnen og ændringer af pensionsalderen er strukturpolitiske indgreb, som skal få flere til at blive på arbejdsmarkedet.
Det er paradoksalt, at efterlønnen oprindeligt blev indført for at få ældre til at forlade arbejdsmarkedet, så der kunne blive plads til de yngre. Det var også strukturpolitik.

*

Når man overhovedet ønsker at føre strukturpolitik skyldes det den opfattelse, at markedets ”normaltilstand” vil være balance eller ligevægt. Altså når ledigheden er høj falder lønningerne og så efterspørges der mere arbejdskraft. Så falder ledigheden, så der igen er balance mellem udbud og efterspørgsel efter arbejdskraft.
Det er strukturpolitikkens formål på lang sigt at skabe ligevægt og vækst, selvom nogle strukturpolitiske indgreb sagtens kan virke omgående.

Strukturpolitik omfatter en mængde forskellige tiltag, her er de vigtigste:

Med hensyn til strukturpolitikken deler synspunkterne sig på kryds og tværs mellem liberalister, keynesianister og socialistiske økonomer.
Liberalisterne kan godt acceptere indgreb i forhold til (det frie) marked, når det drejer sig om indgreb i form af skatte- og konkurrencepolitik, der gør pris- og løndannelsen mere smidig.
Men det er kun Keynesianerne der kan acceptere tilskud til bestemte brancher eller konjunkturfølsomme sektorer, som fx boligbyggeriet.

*

Socialistiske økonomer ser gerne en omfattende statslig styring af ”den rå kapitalisme”. De ønsker også strukturpolitikken anvendt til at skabe øget økonomisk lighed.

Det danske velfærdssamfund kan ubetinget beskrives som et af Danmarkshistoriens mest omfattende strukturpolitiske indgreb.

* De fleste elementer i økonomien kan påvirkes. Det drejer sig om: Rente, priser, inflation, beskæftigelse, dagpenge- og skatteregler, indkomst, profit, forbrug, investering, import, eksport, valutakurser og produktion. Motivet til økonomisk-politiske indgreb kan være, at markedsmekanismerne ikke virker optimalt eller måske skaber en uønsket udvikling – f.eks. en arbejdsløshedsprocent som politisk er uacceptabel. Stabiliseringspolitik og konjunkturpolitik er overordnende økonomisk-politisk indgreb som skal stabilisere den økonomiske udvikling. Centrale målsætninger kan være: • at stabilisere den økonomiske vækst • at sikre en stabil lav arbejdsløshed • at sikre en stabil lav inflation eller at undgå for store underskud på betalingsbalancen Vægtningen mellem disse mål varierer meget med tiden og afhænger af de aktuelle politiske forhold. De vigtigste stabiliseringspolitiske instrumenter har traditionelt været finanspolitik, pengepolitik, valutakurspolitik samt indkomstpolitik * De instrumenter politikerne har til rådighed når de vil føre økonomisk politik er mangfoldige. For mange af dem gælder det dog, at man ikke med sikkerhed kan forudsige resultatet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Finanspolitikken er et væsentligt instrument. Økonomien påvirkes når det offentlige forbrug hæves eller sænkes. Det samme er tilfældet hvis det offentlige hæver eller sænker skatter og afgifter eller låner flere penge.

*

De finanspolitiske instrumenter kan benyttes meget målrettet, hvis man ønsker at påvirke borgernes adfærd i en bestemt retning. F.eks. kan man bruge skatter og afgifter i miljøpolitikken.

Pengepolitik omfatter ændringer i renten og samfundets kreditvilkår.

Valutakurspolitik er et instrument som ikke længere er til rådighed, idet Danmark har overladt det til EU at regulere valutakursen.

Indkomstpolitik drejer sig om at påvirke pris- og løndannelsen. Formålet er at begrænse inflationen.

Strukturpolitik handler om forbedring af arbejds-, produkt- og kapitalmarkedet.

Det er ikke alle mål der kan opfyldes ved at gennemføre den rigtige økonomiske politik.

*

For det første er der som tidligere nævnt usikkerhed omkring virkningerne, og for det andet kan nogle af de politisk-økonomiske mål stride mod hinanden. Så må der prioriteres: Hvad er vigtigst ”fuld beskæftigelse” eller ”fortsatte lønstigninger” til dem der er i arbejde?

Finanspolitik Ideen om at bruge finanspolitik som middel til at stabilisere økonomien og dæmpe konjunktursvingninger stammer fra den britiske økonom John Maynard Keynes, som argumenterede for, at den verdensomspændende krise i 1930’erne skyldtes utilstrækkelig efterspørgsel. Keynes mente at krisen kunne være undgået hvis man havde ført en ekspansiv penge- og finanspolitik. I Danmark begyndte økonomer i 1930’erne og 1940’erne at beskæftige sig med finanspolitik som stabiliseringsinstrument. * I nyere tid har finanspolitikken været brugt af skiftende regeringer som har gennemført en række større økonomiske indgreb. Da arbejdsløsheden steg i midten af 1970’erne blev finanspolitikken lempet betydeligt. I de følgende år gennemførte man en række stramninger – der blev kaldt buketter, pakker eller kure – for at få bremset den voksende gæld til udlandet. I 1980’erne gennemførtes igen stramninger i form af en realrenteafgift, og en kraftig forhøjelse af energiafgifterne. Desuden gennemførtes en skattereform. I 1993/94 havde Danmark i modsætning til tidligere et meget stort overskud på betalingsbalancen. Det var isoleret set et positivt tegn, men samtidig voksede arbejdsløsheden, derfor blev der igen gennemført betydelige finanspolitiske lempelse, bl.a. i form af en ny skattereform, hvor indkomstskatten blev sat ned. Samtidig indførtes orlovsordninger til uddannelse og børnepasning, som blev betalt af det offentlige. På den måde kunne man begrænse arbejdsstyrken og dermed ledigheden.

Indkomstpolitik Arbejdslønnen tegner sig for hovedparten af al indkomst. Når man derfor også griber ind overfor priser og avancer skyldes det ønsket om at vinde accept blandt lønmodtagerne for en større løntilbageholdenhed. I Danmark er formålet med indkomstpolitik ikke kun at bremse inflationen, man vil også søge at opnå en forbedring af konkurrenceevnen over for udlandet. Derfor skal inflationen i en periode være lavere end udlandets inflation. Når man ønsker en konkurrenceevneforbedring må en vellykket indkomstpolitik nødvendigvis skabe en forskydning i indkomstfordelingen så lønmodtagernes realløn falder i forhold til de erhvervsdrivende i eksporterhvervene og de importkonkurrerende erhverv. Dette fordelingspolitiske problem er en af hovedårsagerne til at politikerne nødigt regulerer økonomien ved hjælp af indkomstpolitik. * Men der er gennemført indkomstpolitiske indgreb i Danmark, hvor den socialdemokratiske regering under Jens Otto Krag (A)gennemførte den såkaldte helhedsløsning 1963-65 og under regeringen Poul Schlüters (K) indkomstpolitik i de første år efter regeringsskiftet 1982.

Strukturpolitik Et økonomisk-politisk indgreb som skal få markedsmekanismerne til at fungere bedre på bestemte områder som arbejdsmarkedet og kapitalmarkederne samt markederne for vare- og tjenesteydelser. De væsentligste strukturpolitiske værktøjer er gennemførelse af nye love, regler, kontrolfunktioner, tilskud og skatter. I forhold til markeder for vare- og tjenesteydelser er konkurrencelovgivningen et meget væsentligt element i strukturpolitikken.