Redskaberne var de tre veltalenhedskunster:

• Grammatik
• Retorik
• Dialektik

Grammatikken beskæftigede man sig ikke ret meget med i oldtidens Athen. Den skulle bare være i orden.

Retorikken blev derimod opfattet som det væsentligste redskab. Den blev opdelt i fem arbejdsfaser:

Inventio  Først samlede man sit stof. I dag kalder man det research. Dispositio   Stoffet – talens indhold) skulle så ordnes i en passende rækkefølge. Elocutio  Der skulle vælges den rigtige sproglige form. Memoria  Talen skulle indprentes i hukommelse (læres udenad) så man var fri i sin fremførelse… Actio  Der bl.a. omfatter betoning, variationer af stemmen og kropssproget. Det sidste har retorikkens teoretikere altid betragtet som den fundamentale del af veltalenhedskunsten.Både for oldtidens talere og nutidens tv-værter eller politikere har det været væsentligt at være uafhængig af et manuskript. Øjenkontakt giver troværdighed. Det er vigtigt at kunne aflæse og forstå publikums reaktioner.

 

Dialektikken

Dette redskab handler om samspillet mellem træning og erfaring. Øvelse gør mester. Det er praksis der danner udgangspunktet for retorikkens teori.

Talearterne
Man regnede i antikken med tre arter af taler:

• Den juridiske tale, der omhandler noget fortidigt
• Den politiske/rådgivende tale, der sigter mod fremtiden
• Og lejlighedstalen, der kan fremstille personer eller forhold her og nu

Logik og retorik

Hvis man skiller visdom (læs logik) og veltalenhed (læs retorik) kan der opstilles en falsk modsætning. Logikken står over retorikken. Men vi overbeviser ikke kun andre gennem fornuften, vi gør det også gennem følelser. Derfor arbejdede den klassiske retorik med tre “overbevisningsmidler”, et intellektuelt og to emotionelle, der i den gode tale skulle virke sammen og støtte hinanden.

• Logos – appellen til forstanden
• Etos – det indtryk taleren gør på tilhøreren
• Patos – de lidenskaber (glæde, sorg, had, medfølelse m.m.) som taleren kan vække hos sine tilhørere

Man kunne også sige, at enhver kommunikation skal: oplyse, underholde og bevæge mennesker, som tænker både med hjerne og hjertet!

Talens 4 led

En indledning, exordium, der skulle vække tilhørernes opmærksomhed og velvilje.
Sagsfremstillingen, narratio. Her skulle man bruge sine evner til at levendegøre fortællingen.
Bevisførelsen, argumentatio, hvor historiens troværdighed skulle underbygges med gode argumenter.
Afslutningen, peroratio, kunne rumme en stærk appel, men den skulle lede frem til en samlet konklusion.

Disse fire led udgør den klassiske “naturlige orden”.

Men der er reelt meget store lighedspunkter mellem ”antikkens berettermodel” og den model vi anvender i dag.