Redskaberne var de tre veltalenhedskunster:
• Grammatik
• Retorik
• Dialektik
Grammatikken beskæftigede man sig ikke ret meget med i oldtidens Athen. Den skulle bare være i orden.
Retorikken blev derimod opfattet som det væsentligste redskab. Den blev opdelt i fem arbejdsfaser:
|
Dialektikken
Dette redskab handler om samspillet mellem træning og erfaring. Øvelse gør mester. Det er praksis der danner udgangspunktet for retorikkens teori.
Talearterne
Man regnede i antikken med tre arter af taler:
- Den juridiske tale, der omhandler noget fortidigt
- Den politiske/rådgivende tale, der sigter mod fremtiden
- Og lejlighedstalen, der kan fremstille personer eller forhold her og nu
Logik og retorik
Hvis man skiller visdom (læs logik) og veltalenhed (læs retorik) kan der opstilles en falsk modsætning. Logikken står over retorikken. Men vi overbeviser ikke kun andre gennem fornuften, vi gør det også gennem følelser. Derfor arbejdede den klassiske retorik med tre “overbevisningsmidler”, et intellektuelt og to emotionelle, der i den gode tale skulle virke sammen og støtte hinanden.
- Logos – appellen til forstanden
- Etos – det indtryk taleren gør på tilhøreren
- Patos – de lidenskaber (glæde, sorg, had, medfølelse m.m.) som taleren kan vække hos sine tilhørere
Man kunne også sige, at enhver kommunikation skal: oplyse, underholde og bevæge mennesker, som tænker både med hjerne og hjertet!
Talens 4 led
En indledning, exordium, der skulle vække tilhørernes opmærksomhed og velvilje.
Sagsfremstillingen, narratio. Her skulle man bruge sine evner til at levendegøre fortællingen.
Bevisførelsen, argumentatio, hvor historiens troværdighed skulle underbygges med gode argumenter.
Afslutningen, peroratio, kunne rumme en stærk appel, men den skulle lede frem til en samlet konklusion.
Disse fire led udgør den klassiske “naturlige orden”.
Men der er reelt meget store lighedspunkter mellem ”antikkens berettermodel” og den model vi anvender i dag.
