Skattereformen – eksempel på økonomisk politik

Hvem skal styre økonomien:
Politikerne, Nationalbanken eller den usynlige hånd!

Siden Anders Fog Rasmussen (V) kom til magten i 2001 har monetarismen været den foretrukne økonomiske teori. Men da Helle Thorning Schmidt (A) dannede regering i 2011 var det stadig  monetaristiske politikere og økonomer, der havde den gule føretrøje på.
Måske er det forklaringen på, at store dele af fagbevægelsen, rigtig mange vælgere og Enhedslisten ikke kan se lyset i regeringens økonomiske politik, som den fx blev udmøntet i 2020 planen og den nye skattereform – som i høj grad bygger på monetaristernes blinde tro på, at markedskræfternes usynlige hånd automatisk skaber ligevægt.

adam smith photo

keynesWWWDe to store ikoner i økonomisk politik er den skotske klassisk-liberale Adam Smith (1723-90) og den engelske social-liberale John Maynard Keynes (1883-1946).

Adam Smith blev grundlægger både af den økonomiske videnskab og den økonomiske liberalisme. Markedet regulerer bedst sig selv uden nogen form for indblanding fra staten eller andre centrale instanser, hævdede Smith. Han brugte udtrykket ‘den usynlige hånd’ om markedsmekanismen – der koordinerer udbud og efterspørgsel i et frit marked. Monetaristerne bygger videre på Smiths teorier.


John Maynard Keynes hævdede, at økonomien kan havne i en varig tilstand af uligevægt med lav produktion og stor ledighed. Keynes anbefalede derfor, at politikerne – hvis der var problemer i samfundsøkonomien – gennemførte en aktiv statslig politik, fx igansættelse af store statslige anlægsarbejder.

Keynes eller Schmidt spiller det nogen rolle! Ja, der er afgørende forskel på de to teorisystemer – Keynsianismen og Monetarismen, som fx betyder enten en aktiv eller en afventende holdning i forhold til  den økonomiske uligevægt, der skaber arbejdsløshed.

 

Hvad er den økonomiske teorien bag den nye skattereform

Der er ingen tvivl om, at både finansministeren og regeringens skatteminister er monetarister, altså tager udgangspunkt i Adam Smiths 268 år gamle teori om de selvregulerende markedskræfter. I regeringens egen korte fremstilling  af skattereformen kan man se, at den både rummer monetaristiske og keynesianske elementer. Men med en klar slagside mod monetarismen.

pressemoede Page_6W600

        Se de monetaristiske BLÅ og keynesianske RØDE elementer i skattereformen
 skattereformen Læs her for at få mere dybdegående
information om
regeringens skattereform:
“Danmark i arbejde – Skattereformen”
 
Nationalbankens pengepolitik

Det er folketinget og regeringen, der tager sig af finanspolitikken, mens den uafhængige Nationalbank tager sig af pengepolitikken. Hovedmålet for pengepolitikken er i de fleste lande prisstabilitet, der sidestilles med lav inflation. I Danmark har nationalbanken siden begyndelsen af 1980’erne forsøgt at styre inflationen ved at føre fastkurspolitik.

Renten er nationalbankens- og andre centralbankernes middel til at opnå prisstabilitet (lav inflation). Såfremt centralbanken sætter sin rente op, vil det have en afdæmpende effekt på  økonomien – inflationen vil blive begrænset. Når renten stiger, bliver det dyrere at låne til  forbrug. Opsparingen vil stige på bekostning af forbruget. Boligpriserne falder og erhvervslivet investere mindre. Desuden fører højere renter normalt til en reduktion i kontantprisen på fast ejendom, hvilket trækker boliginvesteringerne ned og fører til et fald i husholdningernes formue og forbrug. Rentestigningen reducerer også erhvervenes investeringer. En rentestigning øger også ledigheden, hvilket dæmper lønudviklingen, og skaber et nedadgående pres på inflationstakt og inflationsforventninger.

Omvendt vil en rentenedsættelse stimulere forbrug, investeringer, aktivitet og beskæftigelse. Det betyder mindre ledighed og et opadgående pres på lønninger og priser.
Renteændringer – pengepolitik – forplanter sig i økonomien og påvirker inflationen. Men bemærk, at der både er positive (fx øget beskæftigelse) og negative (fx stigende priser) konsekvenser af en rentesænkning.

 

 

DET FORMELLE GRUNDLAG FOR DEN DANSKE FASTKURSPOLITIK
 

I henhold til § 1 i lov om Danmarks Nationalbank har Nationalbanken til opgave “… at opretholde et sikkert pengevæsen her i landet, samt at lette og regulere pengeomsætning og kreditgivning”.

På baggrund af loven har Nationalbanken tre hovedformål:

  • Stabile priser: Nationalbanken bidrager til at sikre stabile priser, dvs. lav inflation. 
Det gøres ved at indrette pengepolitikken efter en fast kronekurs over for euroen.
  • Sikre betalinger: Nationalbanken medvirker til, at kontante og elektroniske betalinger afvikles sikkert.
    Det sker ved at udstede sedler og mønter, samt sørge for, at 
pengeinstitutterne kan afvikle indbyrdes betalinger.
  • Stabilitet i det finansielle system: Nationalbanken bidrager til at sikre stabiliteten i 
det finansielle system.

 

Fastkurspolitikken indebærer, at Nationalbankens rentesatser normalt følger de renter, som ECB (Den Europæiske Centralbank) fastsætter for euroområdet. Nationalbanken udjævner mindre udsving i kronekursen ved køb og salg af fremmed valuta mod kroner (intervention). Opstår mere vedvarende tendenser til styrkelse eller svækkelse af kronen, foretager Nationalbanken en ensidig renteændring.
En tendens til svækkelse af kronen kan imødegås ved, at Nationalbanken forhøjer sine renter i forhold til ECBs rentesatser. Det skyldes, at det er mere attraktivt at placere midler i kroner, når renten er højere.
Omvendt kan Nationalbanken imødegå en tendens til styrkelse af kronen ved at nedsætte sine renter.

Selvom centralbankerne ikke længere forsøger at styre væksten i pengemængden – som Nobelprisøkonomen Milton Friedmann anbefalede, fortsætter mange centralbanker og eksterne iagttagere med at overvåge og analysere udviklingen i pengemængden og ikke mindst kreditudviklingen, for at få et indblik i den aktuelle og fremtidige inflation og realøkonomiske udvikling.

ECB er politisk uafhængig og må ikke modtage instrukser fra hverken EU’s institutioner eller medlemslandene. ECB’s hovedopgave er at sikre prisstabilitet i euroområdet, hvilket er blevet defineret som et inflationsniveau tæt på, men under to procent på årsbasis. Når denne målsætning ikke er i fare, kan ECB endvidere understøtte EU’s generelle økonomiske politikker.

FolderForsideLille

For mere dybdegående information om 
Nationalbankens rolle kan du læse Nationalbankens publikation:
“Pengepolitik I Danmark”

NBs-opgaverW206

Læs mere om  Nationalbankens
mange forskellige opgaver – her.

Finanspolitik og økonomiske reformer

Det lyder stort og meget vigtigt, når politikerne taler om reformer. I virkeligheden er der ofte  kun tale om meget beskedne omlægninger, men ikke dramatiske ændringer. ”Skattereformen” som regeringen (ABF) og dele af oppositionen (VC) vedtog i 2012 berørte kun 14 af de 865 milliarder kroner, der årligt indkræves i skatter og afgifter. Det mest bemærkelsesværdige var, at ”reformen” dokumentere en blind tillid til monetarismen, og at den nye regering både med sin 2020 plan og skattereformen ville vise, at de med økonomiske belønninger til forskellige befolkningsgupper kan styre borgernes handlinger på arbejdsmarkedet. Regeringen kunne oven i købet forudsige, at ”skattereformen” på lidt længere sigt vil påvirke beskæftigelsen, så den vil stige med 15.800!!!  Man fortsatte med økonomiske forudsigelser, hvor den tidligere regering slap, da regeringen Lars Løkke Rasmussen fx forudsagde en lang række positive konsekvenser af  tilbagetrækningsreformen.

Alle modeløkonomiske beregninger og antagelser er forbundet med meget stor usikkerhed. Det har bl.a. nobelprisøkonomen og psykologiprofessoren Daniel Kahnemans understreget i bogen “Thinking fast and slow”. Her afviser han modeløkonomernes grundantagelse om det rationelle og selviske menneske, der forsøger at maksimere sin økonomiske egeninteresse. Folk er ikke fuldkomment rationelle, og der er mange andre psykologiske og følelsesmæssige værdier på spil, når de tager stilling til forskellige økonomiske valgmuligheder, siger Kahnemans.

– Vi skal bare have lavere skat, så bliver det rationelt at arbejde mere, og det vil folk vælge. Den konklussion er fx Ny Alliances skatteideolog, Anders Samuelsen overbevist om! Men er det rimeligt at antage, at allerede hårdtarbejdende børneforældre, eller stress og samspilsramte topchefer, har lyst til at arbejde endnu flere timer, på beskostning af familielivet, for at forbedre deres privatøkonomi med nogle få tusinde kroner om året! Og hvad vil reaktionen blive, når det for alvor går op for vælgerne, at det stigende arbejdsudbud, som man tror skattelettelserne vil udløse, også forventes at føre til lavere lønninger så Danmarks konkurrenceevne kan forbedres!

Den yderste nyliberale højrefløj (CEPOS, liberal alliance og de Konservative) har længe kæmpet for yderligere skattelettelser. For at forsvare velfærdssamfundet, siger de! Men reelt er det et led i opgøret med den danske velfærdsmodel, siger deres kritikere. Det ligger i forlængelse af Anders Fog Rasmussens og Lars Løkke Rasmussens skattestop og handler om at udhule den nødvendige finansiering, for på den måde at skrue ned for velfærdsstaten.

 

handUsynlige hænder og dynamiske effekter

Markedskræfternes usynlige hånd skaber ligevægt, sagde Smith. Hvordan er stadig uklart, men mon ikke det har noget at gøre med det nutidens økonomer kalder ”dynamiske effekter”! Det er godt nok et økonomudtryk, men det er ikke et begreb, der kan genfindes i den økonomiske teori. Udtrykket synes at blive brugt (men langt fra konsekvent) om adfærdsændringer, som følge af fx skatteændringer eller andre lovgivningsmæssige ændringer.

*

”Vækst, job og social balance… Regeringen ønsker at gennemføre en skattereform, der skaber ny vækst og flere job, og som sikrer, at almindelige lønmodtagere får mere ud af at arbejde. Reformen bidrager både til en hurtigere genopretning efter krisen og til at løse de langtsigtede udfordringer for dansk økonomi.”

Flotte intentioner siger kritikkerne. Her er der sat positive etiketter på de dynamiske effekter, som regeringsøkonomernes modelberegninger er nået frem til. Men det er økonomisk politik, der bygger på den udokumenterede forestilling om, at penge motiverer al adfærd. Det er politik der river samfundet fra hinanden i stedet for at bygge det stærkere.
En udbygning af velfærdsgoder som kvalitet i daginstitutioner og lavere priser, udbygning af uddannelsesmuligheder o.s.v., ville have langt større effekt på arbejdsudbuddet end skattelettelser. En aktiv finanspolitik i stedet for blind tro på, at markedsmekanismerne nok skal genskabe balance i økonomien.

Hvad så Danmark

I en situation, hvor udgifterne overstiger indtægterne, gælder det for staten ligesom for en privat husholdning, at man bør handle for at genskabe ligevægten. Det nytter ikke at sætte sin lid til, at den usynlige hånd sørger for nogle dynamiske effekter.
Nået så langt i teksten forventer du måske nu, at der kommer et forløsende Columbusæg! Det gør der ikke. Målet er primært at dreje fokus i en anden retning end den Helle Thornings Schmidts regeringsøkonomer har stirret sig blinde på.

Hvis befolkningen ikke er villig til at sætte tæring efter næring, så får vi nedskæringer i den offentlige sektor eller et endnu højere skattetryk, med mindre vi kan øge den samlede mængde arbejde, som danskerne præsterer, men det forudsætter andet end blot at sætte skatten ned. Staten må skaffe flere jobs, øge efterspørgslen som Keynes foreslog, og der er nok at tage fat på. Man kunne fx efterspørge renovering af skoler, børnehaver, plejehjem og andre offentlige institutioner. Bygge statsfinancierede vindmølleparker, som produceres af danske arbejdere. Udbygge den kollektive trafik o.s.v. idelisten er meget længere… Det må gerne lånefinansieres, hvis regeringen ikke har mod til at hæve skatterne.
Pudsigt for resten, at Fog indførte skattestop – men aldrig stop for boligspekualtion, som mere end noget andet flytter købekraft fra unge familier til mere velbjergede ældre.

Nogle politikere vil måske hævde, at det ikke er mod de mangler, men tilstrækkelig mange mandater! Helle Thorning Schmidt (ikke i familien med Adam) leder nu en mindretalsregering og forsøger derfor at styrke sin parlamentariske position og langsigtede overlevelsesmuligheder, ved at  samle brede forlig om reformer som skattereformen og den økonomiske politik i al almindelighed. Så er hun også fri for at pådrage sig eneansvaret, når modeløkonomernes beregninger fejler!

Politisk opposition

– Det ligger uden for min fatteevne, hvordan en socialdemokratisk ledet regering – oven i købet med en SF-skatteminister – kunne vælge sådan en aftale fra.
– I vores fælles, røde aftale hævede vi de fattigste folkepensionisters ældrecheck.
– I vores fælles, røde aftale skabte vi bedre uddannelsesmuligheder for unge arbejdsløse.
– I vores fælles, røde aftale skabte vi bedre mulighed for seniorjob til ældre ledige.
Sagde Enhedslistens Johanne Smidt Nielsen bl.a. i sin st. Hans tale.
Om der virkelig lå et keynsiansk alternativ til den vedtagne monetaristiske plan, får vi nok aldrig at vide.

 Faglig økonomisk opposition

Jeg har endnu ikke har set forskning i, hvordan tidligere skattelettelser har gavnet dansk økonomi, siger Poul Thøis Madsen Lektor, ph.d., Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet, og han fortsætter: Det fagøkonomiske argument for topskattelettelser er en dansk undersøgelse fra 1996 (16 år gammel), som mig bekendt ikke har været peer reviewed (vurderet af uafhængige fagfolk), og som viste en beskeden effekt. Derudover bygger man på en række internationale undersøgelser – det vil sige, at man antager, at mennesker, der lever under helt andre forhold, er ligesom danske.

 Forskerne jublede, da man fandt Higgs partikel, eller Guds partikel, der i den første milliardedel af et sekund efter Big Bang, forvandlede en enorm suppe af partikler til vores univers.


I dansk økonomi er der også ukendte ”partikler”, som kunne trænge til et nærmere eftersyn. Hvad er det, der holder det hele sammen. Keynsianisme, Monetarisme, eller noget helt andet! Det kan man ikke enes om. Men vi ved, at keynsianismen spillede en afgørende rolle ved opbygningen af det danske velfærdssamfund. Vi ved, at monetarismen kan sidestilles med den såkaldte ”Reaganomics” (præsident Ronald Regans monetarisme)– der skabte nogle af de største budgetunderskud i USA ´s historie, et megastort handels og betalingsbalanceunderskud og en forøgelse af uligheden, som USA aldrig siden rigtig er kommet sig over. Nåh ja, det beviser ikke andet, end at monetaristernes usynlige hånd selvfølgelig ikke er ufejlbarlig, det er der ingen grund til at juble over!
Derfor denne konklussion:
alle har lidt ret og alle tager en del fejl.