Topmødet

Det, Lars og Helle vil, er …

Der lugter af tryksværte, tobaksrøg, guldøl, petroleum og terpentin. Støjen er infernalsk. Fra en kæmperulle sluger en maskine på størrelse med en muremestervilla papir i uendelige baner. I den anden ende står Herbert Pundikog griber nattens første avis fra rullebåndet. Det er morgendagens budskab til alle Politikens læsere.

Erindringerne flagrer forbi, men i kameraets søger ser jeg et helt andet billede. Jeg står kun få meter fra statsminister Lars Løkke Rasmussen. Og det eneste der er tilbage fra bladhustrykkeriets storhedstid er navnet. Pressen kalder Politiken nu det meget store rum, hvor rotationspressen stod. Nu har man i stedet skabt et meget stort mødested bare 15 skridt fra Rådhuspladsen.
Mellem statsministeren og mig er der kun en af de livvagter, der følger ham hele døgnet. Man vænner sig til det, fortalte Lars Løkke mig engang – og tilføjede med den underspillede lune, der stadig sidder i lille Lars fra Græsted, at det da godt kunne være lidt generende, hvis man ville sidde og flette fingre med sin kone på en græsk Taverne.
Men Venstres formand er ikke kommet for at flette fingre – han skal krydse klinger med socialdemokratiets førstedame Helle Thorning-Schmidt på det første politiske topmøde siden 1997.
I Pressen er alle stole besat af 400 forventningsfulde tilhørere, der har betalt for at overvære duellen. 20 fotografer og 6 Tv kameraer vidner også om, at dette møde er en stor begivenhed, som skal formidles ud til hele den danske befolkning.

begge_1

 

 

 

 

 

 

 

Nu er alle på plads på den lille scene. Mødet starter med, at ordstyreren Politikens redaktionschef Peter Mogensen, der engang var politisk rådgiver for Poul Nyrup Rasmussen – får tilhørerne til ved håndsoprækning at afsløre, om de ved det seneste valg stemte på rød eller blå blok, så endnu inden mødet er kommet rigtigt i gang kan statsministeren konstatere, at der er under 10 % i salen, som foretrækker den blå blok.

Jeg har også store forventninger til topmødet. Endelig vil politikerne få god tid til at forklare hvordan de ønsker at præge min fremtid.
For at have dokumentationen i orden optager jeg det hele på en harddisk og tager også en del billeder fra mødet. Det jeg er kommet for at få svar på, er de eviggrønne spørgsmål:

Hvem siger
Hvad i
Hvilken kanal til
Hvem med
Hvilken effekt

Topmødet er for længst forsvundet ud af mediebilledet. Men jeg vil gerne – for en gang skyld – dukke ned under det overfladebillede, der som regel kun får plads i nyhedsstrømmen.

 

Hvem

Det første ”hvem” er tilsyneladende let at besvare. Det var selvfølgelig Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt, der sagde noget. Men selvom statsministeren har besluttet, at han fremover vil klare sig uden spindoktor, så taler hverken han eller Helle Thorning 100 % på egne vegne. De er langt hen ad vejen talerør for andre end sig selv.
Hvem er mon ophavsmand til Løkkes oneliner: ”Vi skal ikke smide en regning i børneværelset.” Eller Thornings: ” Vi skal holde hånden under beskæftigelsen.” En taleskriver! En rådgiver! Et reklamebureau!
Det er svært at dømme eller bedømme det en politiker siger, fordi der altid kan rejses tvivl om ”Hvem” der siger det de siger.
At politikerne til enhver tid vil hævde, at de står inde for hvert et ord, gør ingen forskel. ”Hvem” er et flerhovedet fænomen.

Hvad

Spørgsmålet: ”Hvad” de siger, skal i vor tids mediebillede, som fx er præget af Præsident Barack Obamas meget iscenesatte medie optræden – udbygges med spørgsmålet: ”Hvordan” de siger det – hvordan de optræder.

Topmødet varede halvanden time, men jeg vil kun analysere den første del af mødet, fordi det ellers ville blive for omfattende, og fordi der heller ikke senere kom noget nyt under solen, eller blev stukket nyt under stolen!

Hestekuren

Allerede inden mødet gik i gang orienterede ordstyreren Lars Løkke om – uden for publikums hørevidde, at hans åbningsspørgsmål ville få overskriften ”hestekuren”. Det irriterede tydeligvis statsministeren, fordi dei ville sætte fokus på temaet besparelser, men nu var han da ”advaret”.

– Hestekur, jeg ved ikke rigtig hvad du tænker på, svarede statsministeren, da spørgsmålet kom.
– Hvad så, hvis jeg siger 31 milliarder, svarede Peter Mogensen.

Statsministeren havde ordet. Nu var topmødet i gang og det første jeg bemærkede, var en række alternative anvendelser af i øvrigt velkendte ord. Måske var det først, da jeg havde hørt min lydoptagelse igennem en del gange, at jeg fik øje på disse sproglige pudsigheder.

Det befolkningen oplever nu er ikke en økonomisk krise. Det er en udfordring som ifølge statsministeren vil vare frem til 2015.
Det almindelige mennesker kalder skattelettelser og offentlige besparelser er en stabilisering af økonomien.
I sit første indlæg – der varer 2 minutter og 15 sekunder – fortsatte statsministeren med at drysse en lang række andre +ord og sætninger ud over forsamlingen: flere penge til velfærd, vi er bedre rustet, vi har lav ledighed og lav offentlig gæld i forhold til andre lande. Regeringen er ansvarlig og vender hver en krone.
Og så slutter han af med at love, at regeringen med ham ved roret vil løse udfordringerne uden at ”smide regningen i børneværelset…”

 

 

Rød blok går til angreb

– Regeringens økonomiske politik er kollapset. Hver gang man har fundet en krone, har man brugt den til skattelettelser. Ofte ufinansierede. Det ord vender jeg tilbage til. Og nu sætter Helle Thorning trumf på: Resultatet er, at vi ikke har råd til den velfærd vi har!
Thornings første indlæg varer 2 minutter og 20 sekunder. Og det er helt renset for +ord.
Når man har hørt lydoptagelsen mange gange dukker der også andre spændende elementer op. Helle Thorning benytter i debatten en velkendt, men noget specielt retorisk metode. Hun stiller spørgsmål til regeringen – personificeret ved Lars Løkke… for så i næste åndedrag selv at bespare dem. Det er velkendt i politisk debat. Men hvorfor ikke bare sige: Jeg mener regeringen fører en uansvarlig, ustruktureret økonomisk politik! I stedet for spalter Helle Thorning sig selv i to personer – en der spørger og en der svarer.
– Hvor er det der skal spares – er det børnene, er det de syge, er det de ældre? Hvem skal fyres?
De spørgsmål besvarer oppositionslederen trods alt ikke selv! Men hun høster kraftige klapsalver fra salen. Tag den – rød blok har sendt Lars Løkke til tælling.

 

Statsministeren afslører nu usikkerhed. Hans første replik bliver lidt kikset. Han leder efter den bedste strategi, og genvinder så fatningen.
Strategien er en ny byge af +ord og gentagelser. Og så dukker endnu en alternativ formulering op: – Vi har lavet en fuldt finansieret omlægning af skatter og afgifter. Hvad siger han! Hvorfor ikke bare: Det vi har givet i skattelettelser, har vi sparet på andre områder!
Lars Løkke Rasmussen har i anden omgang ordet i 2 minutter og 25 sekunder.

Nu hiver Helle Thorning en specialitet frem fra sit lager af oratoriske automatsvar: – Du svarer ikke på mine spørgsmål Lars!
En lidt urimelig anklage, for hidtil har hun kun stillet de spørgsmål, som hun selv har besvaret, og så det meget overordnede: ”Hvor er det der skal spares?”
Men påstande der ikke besvares får i politik nærmest status af sandheder, så Helle Thorning gentager nu det hun allerede har fremført – at der skal spares. Det har Lars Løkke reelt allerede indrømmet, selvom han har pakket det ind i en række positive floskler. Men hun vil tvinge statsministeren til at sige det lige ud… formentlig fordi hun er bange for, at vælgerne ikke kan gennemskue statsministerens ordsminke.

Lettere beruset, af det hun måske selv opfatter som en delsejr begår oppositionslederen nu en fejl. Hun holder ikke fast i sit hovedspørgsmål, men lader sig friste til at sætte fokus på sine egne fortræffeligheder. Joh, hun har gentagne gange advaret både regeringen Fogh og regeringen Løkke om, at de fortolkede krisen forkert. Men de vendte det døve øre til.
Helle Thornings andet indlæg varer kun 1 minut og 40 sekunder.
Nu er det ordstyrerens tur til at afsløre usikkerhed og fjumre. Af uforklarlige grunde udskyder han Thornings ”sparespørgsmål” og giver i stedet ordet til et 3 minutter langt traditionelt indlæg fra statsministeren, som mest af alt minder om et direkte citat fra en valgpjece. Han afslutter med at tale om ærlighed i politik – altså regeringens ærlighed…

 

lkke_4

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I nogle minutter bokser de to duellanter nu frem og tilbage omkring begrebet ærlighed. Helle Thorning mere end antyder, at statsministeren lyver, når han siger at skattelettelserne er fuldt finansierede.
Det har været fremme, at Lars Løkke kan have et lidt hidsigt temperament. Måske er det det der titter frem, da han flere gange tydeligt forurettet forsøger at få Helle Thorning til at sige lige ud, at statsministeren lyver!
Hun nøjes dog med at fastholde, at regeringen midt i den økonomiske krise har givet skattelettelser der ikke er fuldt finansierede eller i bedste fald først vil blive det mange år ude i fremtiden.
– Det vil jeg ikke sige – du fortæller blot ikke hele sandheden, svarer Helle Thorning på statsministerens opfordring.

 

Underfinansiering
De allerfleste vælgere ved godt, at det er uklogt at købe eller forbruge for penge, som man har lånt. De skal jo betales tilbage, så hvorfor ikke vente, til man har tjent de penge der skal til.
Det gælder selvfølgelig ikke langsigtede investeringer som fx bil og bolig.
Der er næppe mange danskere som ikke kan gennemskue, at regeringen midt i en finanskrise og med stigende arbejdsløshed umuligt kan have råd til at give skattelettelser – læs sænke sine indtægter.
Derfor er det helt afgørende for statsministeren, at overbevise befolkningen om, at skattelettelserne er fuldt finansierede, som han siger på nudansk. At de penge man nu ikke længere får i statskassen ikke kommer til at mangle – er fuldt finansierede, fordi… ja, det er så det man så nødigt vil sige – … man har sparet et andet sted.

 

 

Eksempel på fuld finansiering
Det var planlagt (af den tidligere socialdemokratisk ledede regering), at arbejdsmarkedsbidraget – en del af vores skattebetaling – skulle sættes ned, hvis arbejdsløsheden faldt, så der ikke var brug for så mange penge til arbejdsløshedsunderstøttelse. Da faldet indtraf besluttede den nu borgerlige regering, at bidraget ikke skulle sænkes, men at man i stedet skulle ”hæve bundfradraget” dvs. grænsen for, hvor meget man måtte tjene uden at betale skat. Altså en skattelettelse.
Den var fuldt finansieret – fordi de penge befolkningen mistede ved ikke at få sænket arbejdsmarkedsbidraget – dem fik man i stedet som en skattelettelse.

Fuldt finansieret betyder, at når der er skattestop, så må man tage penge fra et område altså spare,hvis man vil give dem ud på et andet område, altså udvide serviceniveauet eller give skattelettelser.
Det kan ikke nægtes, at ”prisen” for en skattelettelse fx kan være besparelser på ældreområdet. En ”fuldt finansieret” skattelettelse kan kun gennemføres uden besparelser, hvis man kan rationalisere – dvs. få de samme offentlige ydelser til en lavere pris – så kan besparelsen bruget på skattelettelser, eller hvis staten får nye indtægter!

Når arbejdsløsheden stiger falder statens skatteindtægter og samtidig stiger udgifterne til arbejdsløshedsunderstøttelse. Det er netop situationen i 2010 og derfor er det umuligt at give skattelettelser, der som det var tilfældet i den tidligere nævnte sag – er finansieret samtidig med at de gives. Det man kan gøre er at ”regne med”, at skattelettelserne øger forbruget, så flere igen kommer i arbejde… så stiger statens indtægter samtidig med at udgifterne til arbejdsløshedsunderstøttelse falder…

Det man – læs regeringen – så kan håbe på, og få økonomer til at forudsige er en eller flere af følgende muligheder.

Statens indtægter stiger og udgifterne falder:

  • Fordi flere indvandrere på understøttelse kommer i arbejde og begynder at betale skat i stedet for at modtage bistandshjælp
  • Fordi handelen med udlandet vokser og priserne stiger, så virksomhederne tjener flere penge og derfor skal betale mere i skat
  • Fordi flere vælger at blive på arbejdsmarkedet i stedet for at gå på efterløn
  • Fordi priserne på de varer vi køber i udlandet falder så husholdningerne og virksomhederne kan købe mere og producere mere, hvilket igen sætter gang i en positiv spiral
  • Fordi privatisering og rationalisering skaber offentlige besparelser uden at serviceniveauet forringes

Der er rigtig mange ubekendte. Men politikerne er for længst advaret, allerede velfærdskommissionen påpegede – at det ville blive nødvendigt at skære ned på nogle af velfærdsydelserne.

Men alt det, blev der næsten ikke talt om, mens de to duellanter fortsatte med at fastholde to vidt forskellige fortolkninger af vores fælles virkelighed.

Begge to har ret

Måske for at komme bare lidt videre foreslog ordstyreren Peter Mogensen, at både Løkke og Thorning kunne have ret! Lige nu er skattelettelserne ikke fuldt finansierede, men det bliver de måske på længere sigt, som det er illustreret i dette skema. ”Det kan meget vel være” (at de begge to har ret), sagde statsministeren og fortsatte så med at holde fokus på, at skattelettelser oven i købet giver ”overskud” på længere sigt!

 

  2003 2007 2010 2013 2015 2017 2019
SKATTELETTELSER              
FINANSIERING              

 

Hvorfor skattestop og skattelettelser
Den officielle begrundelse er, at det nuværende skatteniveau bremser den arbejdende befolknings virkelyst. Den der gør en ekstra indsat for at få mere til sig selv får for lidt ud af det – og vælger derfor ikke at yde noget ekstra på arbejdsmarkedet.
Så først ville man sætte ekstra gang i hjulene ved at garanterer, at det ikke bliver værre – at skatten ikke stiger. Skattestop.

En strategisk politisk beslutning, som en snæver kreds omkring Anders Fog Rasmussen traf op til valget i 2001. Og det virkede. Det udløste et regeringsskift, og gav siden genvalg. Det kunne lade sig gøre uden alt for store besparelser og indgreb i den danske velfærd, fordi der samtidig var national og global økonomisk vækst.

Næste naturlige fase, for regeringspartierne, der historisk aldrig har været tilhænger af alt for megen stat, var naturligt at sænke skatten, af nøjagtig de samme grunde, som man indførte skattestop.
Anders Fog Rasmussen så utvivlsomt, at der endnu langt fra var ”råd” til skattelettelser, men for at bevare magten måtte han tilfredsstille det konservative folkeparti, som desperat manglede politiske sejre, for at bevare sin vælgertilslutning og sikre flertallet bag den borgerlige regering.

Og så kom krisen!

 

Det de mener er …

helle1

 

 

 

 

 

 

 

Hvad har de to sagt. Hvad har indholdet været efter den første halve time!
Almindeligheder. Udenomssnak. Smarte formuleringer.
Hvor er det der skal spares – er det børnene, er det de syge, er det de ældre? Hvem skal fyres?
Det spørgsmål – som befolkningen har en helt indlysende interesse i – er endnu ikke blevet besvaret, og bliver det heller ikke på resten af mødet.
På indholdssiden er tilhørernes udbytte nærmest nul.

Men menneskers meningsdannelse bygger både på fornuft og ufornuft. Med fornuften tager vi stilling til det politiske indhold. Med ufornuften tager vi stilling til politikernes performance. Derfor spørgsmålet: ”Hvordan” de siger det de siger – hvordan de optræder.

I første omgang vil jeg karakterisere Lars Løkke som den tålmodige, kloge statsmand. Fuld af tolerance overfor sin lidt overophedede modstander!
Helle Thorning spiller bevidst på sit køn og sin alder. Og så vil hun gerne fremstå som vidende og kritisk. Hun er selv overbevist om, at hun har ideer, der er langt bedre end regeringens – men demonstrerer det mere med sit kropssprog end med konkret udsagn.

 

Der er nok lige så mange vurderinger af deres optræden som der var tilhørere i salen, men et par dage senere vælger 21-Søndag, som DR selv kalder Nyhedernes flagskib, at sætte fokus på form eller optræden i stedet for indhold. Derfor finder man nogle eksperter: En valgforsker, en modeekspert og en kommunikationskonsulent, som skal give duellanterne karakterer.
De taler om branding, tøjvalg og duellanternes evne til at kommunikere. Det de bedømmer minder om det, der i skøjtekonkurrencer kaldes det kunstneriske indtryk!
Måske en ok vinkel på en nyhed, der allerede er 5 dage gammel – uha. Men eksperterne har ikke selv været til stede ved topmødet, de har kun set det på TV! På den baggrund afgiver de deres karakterer og udråber Helle Thorning som vinder.

Hvis modeeksperten havde stået der hvor jeg stod, så kunne hun sikkert have brygget en spændende historie på baggrund af statsministerens krøllede jakkesæt overfor Helle Thornings langbenede karriererkvinde look.
Hvordan er deres dagsform indledte Reimer Bo indslaget, og eksperterne talte kun om form.

Hvilken kanal
helle_4

 

 

 

 

 

Midt i salen så jeg Birkerøds tidligere venstreborgmester. En af de 10 % fra blå blok. Hun er med garanti helt uden for Helle Thornings pædagogiske rækkevidde, og vil ligesom flertallet fra rød blok kun lade sig bekræfte i det hun allerede mener.
Det er de mange medier, der er de to politikers talerør eller kommunikationskanal. Publikum i salen er blot en del af scenografien, som skal bekræfte, at det er en virkelig begivenhed man formidler til nettet, TV, radio og aviser.

Nærmest som programmerede japanske robotmennesker bevæger både statsministeren og oppositionens leder sig, da mødet er slut, hen til først DR-TVA og derefter TV2-Nyhederne. Her hersker der en helt klar hakkeorden. Statsministeren interviewes først, og kanalens udsendte journalist har førsteret til at spørge. Ikke før hun giver tegn, må de andre journalister stille spørgsmål. Der sker intet nyt ved dette ritual. Spørgsmålene er måske nye, men svarene er gentagelser fra debatten.
Robotmennesker er måske et stærkt udtryk, men det er som om lyden af fotografernes kameraer og synet af blitzlys fremkalder automatiske reaktioner. Ansigtet lægges omgående i de rette folder, uanset hvem der siger Helle… det oplevede jeg selv, da mit kamera strejkede i første omgang. Alle de andre havde fået deres billeder, men da jeg lidt forsinket råbte Helle, vendte hun sig omgående mod mig iført et væg til væg smil.

Hvem
Ikke overraskende er svaret på: ”Hvem” politikerne henvendte sig til i forbindelse med topmødet, at de forsøgte at kommunikere til hele den danske vælgerbefolkning. Derfor gentager de begge deres hovedpointer til de to landsdækkende TV kanaler.
Der skal ikke spares så meget som en bøjet femøre i 2010, lover Lars Løkke, mens Helle Thorning gentager spørgsmålet om, hvor der skal spares.

 

 

Hvilken effekt

lkke_5

 

 

 

 

 

Det kan ikke umiddelbart måles hvilken effekt de to toppolitikere opnåede! Hvad var det politiske udbytte!
Ud over indslag på de landsdækkende TV og radiokanaler blev topmødet omtalt i 47 artikler i danske aviser (ifølge infomedia). Men allerede ugen efter var begivenheden ikke mere på dagsorden.
Jeg har dog ikke slettet lydoptagelsen på min harddisk og lyttet den grundigt igennem mange gange. Desværre uden at finde opløftende momenter. Det jeg var parat til at høre og se kom aldrig. Deres visioner! Deres personlige engagement! (du kan også finde den på samfundsfag.com)
Politik er blevet mere form end indhold. Vi har slet ikke mistet noget, selvom de store dueller har været borte i mange år.

Trist. Men som en politiker engang sagde: Det er forbavsende så lidt befolkningen ved… men så tilføjede han… og så kloge de alligevel er!

Der er nok ikke mange der kan hitte rede i, om regeringens skattelettelser er underfinansierede eller fuld finansierede… og duellen mellem Lars Løkke og Helle Thorning gjorde ingen klogere.

Men vi ved da godt, at intet kommer af ingenting, undtagen skattelettelser og lommeuld!