Trumps Handelskrig mod Kina

USA statistik. Her finder du alle nødvendige
informationer og USA’ Betalingsbalance


Krig
er med krigsteoretikeren Karl von Clausewitz’ ord “en voldshandling for at påtvinge modstanderen vor vilje”.  I en handelskrig indgår der også vold og tvang.

Trump “Nu skal dem, der har snydt amerikanerne gennem mange år, ved at stjæle og kopiere fra amerikanske virksomheder, straffes. Det gør jeg ved at lægge told på en række varer og for at hente arbejdspladser hjem til USA”.

Ifølge en ekspert er det en del af kinesisk kultur at efterligne andre landes stærke varemærker. “Kopier mesteren,” lyder et gammelt ordsprog, fra den kinesiske filosof Konfutse.
Kineserne har igennem rigtig mange år stjålet og på andre grove måder hamstret udenlandske virksomheders knowhow og kopieret deres varemærker, siger flere eksperter. Trump har absolut ret, når han siger, at der er et problem her, vurderer Kina-ekspert Christina Boutrup.

Men det er vigtig at huske, at det langt fra kun er Kineserne, der kopierer andre, og forsøger at begrænse importen og favoriserer deres egen eksport. Det er faktisk vanskeligt at finde lande, som aldrig har gjort eller gør det samme. I 50’erne pegede man fx fingre af japanerne.

Kina er ekstremt statskapitalistisk, forklarer Christina Boutrup. Det betyder, at mange virksomheder i meget høj grad bliver hjulpet af staten, når de vil ud på verdensmarkedet. Det indebærer både billige lån, men også at staten hjælper dem med at skaffe teknologi og knowhow fra udenlandske virksomheder. For eksempel ved at tvinge udenlandske virksomheder i Kina til at indgå partnerskab med en kinesisk virksomhed i et såkaldt joint venture.
I EU og mange andre områder i verden er statsstøtte ulovligt.
I Danmark støttede staten tidligere skibsværfterne. Det blev forbudt, og værfterne forsvandt.

Mellem 180 og 540 milliarder dollars. Så meget koster Kinas tyveri af amerikansk teknologi og knowhow virksomhederne om året.
Det viser en amerikansk kommissionsrapport fra oktober 2017.

Men Kina er så stort et marked, at mange virksomheder ser bort fra Kinas “tyveri”.


 

  Frihandel eller protektionisme

Blandt de fleste økonomer er der nogenlunde enighed om, at frihandel mellem landene øger velstanden for alle de involverede lande. Dels fordi landene vil specialisere sig i den produktion, de er relativt bedst til (de komparative fordele). Dels fordi, at landene får større markeder at afsætte deres varer på. Dette giver bedre muligheder for at udnytte stordriftsfordele. Og dels fordi frihandel øger konkurrencen, og herved frasorteres de ineffektive virksomheder.
Konklusionen er, at frihandel øger velstanden i kraft af større produktion, billigere varer og endelig et større og mere varieret udbud af varer, derfor har de fleste lande afskaffet protektionismen – beskyttelsen af deres egne varer.

 Tre virksomheder, som har protesteret
mod unfair behandling i Kina

U.S. Steel
Lego
Apple

Hvem er ansvarlige for USA’ handelsunderskud

”Det er overflødigt at sige, at den primære kilde til underskuddet på næsten 50 milliarder dollars er Kina,” siger USA´s handelsminister.
Men det er de amerikanske forbrugere og virksomheder der placere deres indkøb i Kina i stedet for USA.

Handelskrig er en harmløs gammel klassiker …

Historisk set har handelskrige kun ført til faldende aktiemarkeder og dyrere varer, og Donald Trumps strategi – med øgede toldsatser – er et tveægget sværd. Også hans egne vælgere vil opleve, at priserne stiger, og så kan hans hårde kurs på handelsområdet give bagslag, fortæller Danske Banks chefstrateg, Tine Choi.

Stærkt øget produktivitet i den amerikanske fremstillingssektor drevet af automatisering og ny teknologi har imidlertid været den klart største drivkraft bag den dalende beskæftigelse i sektoren. Ifølge et studie fra Ball State University i Indiana forklarer den kraftige produktivitetsvækst hele 88 pct. af de ca. 5 mio. industriarbejdspladser, der forsvundet mellem 2000 og 2015 i USA. Landets udenrigshandel forklarer kun godt 10 pct. af jobtabene.

Valutakursen er bytteforholdet mellem valutaer der ombyttes eller veksles, når der foretages internationale betalinger. En centralbank (og/eller regering) kan overlade det til valutamarkedet at skabe ligevægt mellem udbud af og efterspørgsel efter fremmed valuta, således at valutakursen bliver markedsbestemt og dermed fleksibel. Men en centralbank kan også vælge at sælge og købe fremmed valuta til en given pris og herved fastholde en bestemt og dermed fast valutakurs. Trump hævder, at Kina manipulerer landets valutakurs.

Her er Danmarks betalingsbalance 1970 – 2016


Baggrund

KINA’S VALUTAKURSPOLITIK

Den 21. juli 2005 annoncerede den kinesiske centralbank en reform af valutakurspolitikken, så den hidtidige fastkurspolitik over for dollar blev forladt til fordel for en styret flydning baseret på valutaerne fra en række af Kinas vigtigste samhandelspartnere, herunder dollar, euro, yen og sydkoreanske won.

Kinas rolle i den globale økonomi

Siden 1978 har Kina haft konstant høje vækstrater som følge af de omfattende økonomiske reformer, der blev påbegyndt to år efter Mao Zedongs død. Kina har siden da været en statsstyret økonomi.

I mange år har politikere og finansfolk verden over efterlyst, at Kina gjorde som de fleste lande i verden og accepterede, at det er de frie markeder, der styrer valutakursen.

Hvis Kina bøjede sig for de ønsker ville valutaen stige, når økonomien er stærk, og falder, når den er svag. Det var Kina ikke meget for. Landet kan lide tæt kontrol med markederne. Derfor har den kinesiske regering tidligere låst valutaen fast til dollaren.

Så selv om Kinas økonomi tordnede frem, handelsbalancen gav kæmpeoverskud, og valutareserverne steg, så fastholdt man yuan’en på den samme værdi.
I 2010 efterlyste politikere i bl.a. USA, at Kina opskrev sin valuta med så meget som 40 procent, fordi man mente, at Kina holdt sin valuta kunstigt lav.

I dag er situationen nærmere modsat, og markedernes vurdering er, at yuan’en burde være mindre værd, end den er i dag.

Nu har Kina åbnet for en markedsregulering af sin valuta. Altså fri markedsbevægelse med en smule styring.

Kilde: Nationalbanken

Læs synspunkt om Kinas rolle

 

 


 

Baggrund
*)

Frem til 1971 var grundpillen i det internationale valutasystem guldvekselfoden; igennem den deklarerede de deltagende lande en paritetskurs over for den amerikanske dollar, samtidig med at USA påtog sig at holde dollaren frit omvekslelig til guld ved en fast pris. USA suspenderede ensidigt guldindløseligheden i 1971, og dollaren blev i to omgange nedskrevet over for de europæiske valutaer og den japanske yen.

Valutafonden har siden midten af 1990’erne spillet en vigtig rolle i afhjælpningen af finansielle kriser og betalingsbalancekriser i en række primært vækstøkonomier i Latinamerika og Asien. Det er sket gennem IMF’s historisk set meget omfattende långivning betinget af at man førte en økonomiske politik som IMF kunne godkende.
Betingelserne har især tilsigtet at opnå sådanne stramninger af den indenlandske finanspolitik og pengepolitik, at voldsomme fald i værdien af låntagernes valuta kunne bremses, og adgang til de internationale private lånemarkeder kunne genoprettes.

I en periode i begyndelsen af 00’erne blev IMF’s væsentligste betydning efterhånden de udførlige analyser af medlemslandenes økonomier, som i et mere sammenligneligt perspektiv offentliggøres i den halvårlige publikation World Economic Outlook.

Ved udbruddet af finanskrisen omkring 2008 fik IMF igen stigende betydning. Således steg IMF’s samlede beholdning af udlån voldsomt fra ca. 70 mia. kr. i 2007 til ca. 1.200 mia. kr. i 2014. Som noget nyt var over halvdelen af IMF’s samlede udlån i 2014 rettet mod europæiske lande, idet især euromedlemmerne Grækenland, Irland og Portugal blev bevilget betydelige lån fra IMF sammen med endnu større lån fra EU.


Efter 2. Verdenskrig deltog landene i den vestlige verden først i det internationale samarbejde i det såkaldte Bretton Woods-system, hvor landene havde faste valutakurser, der dog kunne ændres i tilfælde af “fundamental uligevægt”, fx betalingsbalanceunderskud og/eller arbejdsløshed.

Som følge af spændinger mellem især USA, Tyskland og Frankrig pga. forskellige vurderinger af inflationen og finansieringen af det amerikanske betalingsbalanceunderskud brød dette fastkurssamarbejde sammen i begyndelsen af 1970’erne.

Siden har valutakurserne været fleksible mellem USA, Japan og Tyskland (siden 1999 eurozonen), som er hovedaktørerne på de internationale valutamarkeder.

På det regionale plan har de fleksible valutakurser mellem hovedvalutaerne været suppleret med mere eller mindre udbyggede fastkursarrangementer. I Europa deltog mange lande i EMS-samarbejdet (1979-98), og lidt færre deltager i eurosamarbejdet (fra 1999).

Danmark har bortset fra perioden 1979-82 søgt at føre fastkurspolitik i forhold til D-mark/euro.