Velfærdssamfundet

– rammen omkring de sociale processer sociologien beskæftiger sig med. Enkelte personer, grupper, organisationer og institutioner til samfundet som helhed.

 

I 1920’erne vedtog man i Danmark en række socialpolitiske reformer, der markerede, at man bevægede sig væk fra tanken om at give almisser til de fattige og nu i stedet indførte et system der byggede på rettigheder og retskrav.
Socialreformen[1] 1933 blev et vendepunkt i udviklingen af den danske velfærdsstat. Den socialdemokratiske minister K.K. Steincke var stærkt optaget af spørgsmålet om sociale rettigheder frem for tildelelse af ydelser med baggrund i medlidenhed.

Karl Kristian Steincke var socialdemokratisk politiker og minister og kendt for sit store arbejde med dansk sociallovgivning. Det gælder ikke mindst socialreformen fra 1933, hvilken han som socialminister var hovedarkitekten bag.      Foto: public domain

I bogen: ”Almisser eller Rettigheder”.  skriver K.K. Steincke:
“Man troede, at den fri konkurrence, den fuldkomne frihed på det økonomiske område, skulle bringe lykken til menneskeheden; men resultatet er nærmest blevet det modsatte. De enorme tekniske fremskridt, maskinernes indtrængen på alle områder skabte fabriksindustrien og stordriften med den gennemførte arbejdsdeling (specialiseringen), og befolkningen strømmede til byerne, hvor den hobede sig sammen i fattigkvarterernes baggårdskaserner. Men kapitalismen og frikonkurrencen førte endnu flere ulykker med. Arbejdstiden blev længere, arbejderbefolkningen forvandledes til et håbløst og udsigtsløst proletariat, hjemmene opløstes eller undergravedes, og arbejdsløsheden bredte sig, idet maskinerne kunne betjenes af en langt ringere styrke, ofte af kvinder og børn, hvis arbejdskraft var billigere at leje. Inden længe blev forholdene så fortvivlede, særlig i England, at man også fra de liberale økonomers side så sig nødsaget til at forlade ”laisser faire, laisser aller” – teorien og påkalde statens indgriben.”

Tal og fakta:

1890 optaltes 909 fattighuse og arbejdsanstalter, der husede i alt 17.244 beboere.

Yderligere fandtes der også abnormanstalter, sindssygeanstalter, straffeanstalter og opdragelsesanstalter; de otte opdragelsesanstalter.Årstal:
1860’erne: fattiggårdene bygges systematisk
1890’erne: alderdomsforsørgelses- og andre reformer
1933: fattiggårdene nedlægges officielt

Reformen blev vedtaget efter en skarp debat om ansvarsfordelingen mellem stat og individ.
Velfærdsstaten kan betragtes som et kompromis mellem det liberale demokrati og socialismen.
Frygten for, at de socialistiske ideer skulle sprede sig, spillede også en stor rolle, for de liberalister, der accepterede udviklingen af en velfærdsstat.

Fattiggården i Svendborg (gulstensbygningerne) Foto: Kåre Thor Olsen – CC BY-SA 3.0

 

Fattiggården

De såkaldte arbejds- og forsørgelsesanstalter, bedre kendt som fattiggårde, var et sted, hvor sogne og kommuner anbragte en del af deres fattighjælpsmodtagere. Modsat tidligere asyler, hospitaler, friboliger og fattighuse, så havde anbragte arbejdspligt og blev forsørget på fattiggården.

Allerede fra 1680’erne kendes der såkaldte arbejdshuse i København, disse var blevet bygget på kongeligt påbud for at komme problemer med særligt tiggeri til livs. Holdningen var i 1800’tallet at de anbragte skulle genopdrages til igen at arbejde ude i samfundet, og mange mente ligeledes fattige bare var dovne og selvforskyldte i deres fattigdom.

I 1933 bliver fattiggårdene officielt nedlagt, i stedet sikrede socialreformen i Kanslergadeforliget en arbejdsløshedsforsikring, således at arbejdsløse fik et beløb af staten månedligt, i stedet for at havne på fattiggården.
Kilde: socialhistorie.dk

Solidaritet, individualisme og demokrati

Solidaritet handler om at stå sammen. Det handler om et fællesskab, hvor de andre støtter mig, mod at jeg bakker op om dem. Én for alle og alle for én.
Arbejderbevægelsen og de socialistiske partier opfordrede til sammenhold, og gjorde solidaritet til deres hjerteblod. Årsagen var helt enkel. Hvis arbejderne valgte at kæmpe individuelt for bedre løn og arbejdsforhold var de på forhånd dømt til at tabe. Arbejdsgiverne var alt for stærke, men stod de sammen, havde de en chance.
Det var dette objektive interessefællesskab der udgjorde basis for solidaritetstanken. Det var ikke idealets etiske skønhed, men den materielle nødvendighed, der gjorde solidariteten til det centrale element i arbejderbevægelsen.
Både solidaritet og demokrati forudsætter, at den enkelte må underordne sig fællesskabets interesser. Demokrati er et forpligtende fællesskab. Man har ret til på lige fod med andre at være med til at bestemme samfundets indretning, men samtidig har man pligt til at indordne sig under de af flertallet vedtagne love. Det kalder Lundkvist det solidariske demokratibegreb.

Individuel frihed er for en liberal den højeste værdi. Derfor er det reelt udtryk for ufrihed fx at få landbrugsstøtte fra EU, arbejdsløshedsunderstøttelse eller S.U. Beskyttelsen af den individuelle frihed – frit spil for individualismen – ses af liberale som demokratiets fornemste opgave. Alligevel støttede de fleste liberale politikere velfærdssamfundet. Kun de mest dogmatiske var imod.

”Jean-Jacques Rousseau (1712-1778, schweizisk-fransk filosof, forfatter og komponist) sagde engang, at det grundlæggende sociale spørgsmål er, hvordan vi kan være en del af samfundet og dog frie? For at være en del af samfundet, må den enkelte jo bøje af.”

Svaret på Rousseaus spørgsmål er: at alle er helt lige og helt frie, når der skal træffes politiske beslutninger, men at vi derefter er bundet af flertallets afgørelse. Politisk frihed efterfulgt af tvang? Ja, en demokratisk bestemt begrænsning af den individuelle frihed. Et sådant system forudsætter fællesskabsfølelse, fællesinteresser og solidaritet.

Redigerede citater fra: Solidaritet, individualisme og demokrati  1. juni 2006 af Anders Lundkvist http://anderslundkvist.net/

 

Skattetryk og Velfærd

Helle Thorning og Villy Søvndal på valgturne.  Foto: Claus Bangsholm
To modsætninger
Selvom Liberal Alliance hævder,
at man ikke vil forringe
velfærdssamfundet.

Anders Fog Rasmussen (V) vandt i sin tid regeringsmagten bl.a. ved at love skattestop, mener de fleste analytikere og politiske modstandere.
Da Liberal Alliance blev dannet af udbrydere fra det radikale parti, gik man et skridt videre og lovede skattesænkning. Det udløste i begyndelsen en stor vælgertilslutning til det nystiftede parti, men sidenhen styrtdykkede vælgertilslutningen og partiformanden måtte gå af.

Men kan velfærdsstaten bevares, når udgifterne vokser på grund af et stigende antal ældre og voksende ydelser til flygtninge og indvandrere? Svaret afhænger af, hvem man spørger. Nogle, men ikke alle økonomer mener, at der på lang sigt ikke er råd til at opretholde velfærdssamfundet på det nuværende niveau. En af årsagerne er, at når der bliver flere ældre, og altså færre erhvervsaktive skatteydere, så bliver der også færre til at betale udgifterne til velfærden.
Andre mener at forventet fremtidig økonomisk vægt forskellige reformer kan finansiere de voksende omkostninger. Det kom også til at ske, i form af en lang række nedskæringer af velfærdssamfundets ydelser. Han kom dog ikke til at opfylde sin forgænger Anders Fog Rasmussens mantra: Mere velfærd for færre midler – altså topskattelettelser! Selvom Liberal Alliance senere blev en del af Lars Løkke Rasmussens regering, afslørede talen, at Venstre og Liberal Alliance havde en vidt forskellig opfattelse af Velfærdssamfundet.
Det bekræftede den daværende danske statsminister, da han 19. nov. 2015 holdt en mindre forelæsning på Harvard University, hvor hans søn skulle gennemføre et semester.

His Excellency Lars Løkke Rasmussen, Prime Minister of Denmark addressed the John F.
Kennedy Jr. Forum on a range of Nordic solutions and challenges affecting the state of
Denmark. Prime Minister Rasmussen discussed the Scandinavian welfare model and also fielded questions on Denmark’s role in the current EU immigration crisis.

Myter om velfærdsstaten

Velfærdsstaten er for tung og skal ”køre længere på literen”, lyder det især fra folketingets blå partier. Men er Danmarks udgifter til velfærd reelt meget større end i andre lande? Professor Jørgen Goul Andersen punkterer endnu en udbredt myte om dansk økonomi.

Nogle politikere elsker at fremstille den danske velfærdssektor som et stort, skattefinansieret offentligt monster, der hæmmer landets konkurrenceevne og vækst.
Men det er et noget andet billede, OECD har tegnet, når de ved flere lejligheder har sammenlignet størrelsen på de forskellige medlemslandes velfærdssektorer. OECD tager ikke bare højde for de enkelte landes udgifter til børnepasning, sygehuse og ældre. De tager også højde for bl.a. private udgifter, og at overførselsindkomster kan være skattepligtige – som det f.eks. er tilfældet i Danmark – så nogle af pengene ryger retur til de offentlige kasser.

Målt på denne måde ender Danmark blot på 10.-pladsen blandt 26 OECD-lande på en liste over størrelsen på landenes velfærdssektorer. Og så bakker befolkningen massivt op bag den store offentlige service, som det fremgår af denne graf.

MODEL-de-tre-store-V-omraarder1www
Grafik: Claus Bangsholm

Kagen er altid for lille

Der er hele tiden et pres fra de tre store velfærdsområder:

  • Pleje og omsorg
  • Uddannelse
  • Sundhed

Men der er mange flere områder, som kæmper om at få andel i de begrænsede ressourcer.

Dilemma nr. 1
Politikerne har ingen enkel eller objektiv metode de kan anvende når der skal prioriteres. Og samtidig ønsker befolkningen (læs vælgerne) både mere sundhed, bedre uddannelse og mere pleje og omsorg, samtidig med at mange også ønsker lavere skat.

Dilemma nr. 2
Skal man hellere give befolkningen skattelettelser i stedet for at bruge flere penge på velfærd.
Politikerne har heller ikke her nogen enkel eller objektiv metode til prioritering mellem skattelettelser eller velfærd. Skat og velfærd kan overhovedet ikke sammenlignes. Skattelettelser gavner den rigeste del af befolkningen, mens mindre velfærd – og det er konsekvensen, hvis skatten sænkes – vender den tunge ende nedad, dvs. går ud over den fattigste del af befolkningen.

OECD’s traditionelle beregning, som i følge mange eksperter slet ikke egner sig til at analysere danske forhold.


Skattetrykket er for højt!
Det har været sagt så ofte, at det efterhånden opfattes som en ubetvivlelig sandhed. Men det kan beregnes på flere forskellige måder med meget forskellige resultater.

 

Hvis man opgør de samlede skatter i procent af BNI, ligger Danmark helt nede på en sjetteplads blandt de 18 vesteuropæiske lande. Igen ligger Danmarks skattetryk på niveau med skattetrykket i Italien, Østrig, Sverige og Finland. Når man ser de samlede skatter (ekskl. skat på sociale ydelser) i forhold til BNI, udgør Danmarks skattetryk 40,1 pct.
Kilde: 

 

 

Dybbøl Mølle maler måske ikke helt ad helvede til, som sangere John Mogensen sang på dansktoppen i DR. Foto: Erik Christensen. CC BY-SA 3.0

1952  Mit første badeland

Det var sjovt, men også lidt skræmmende. Bademesteren var skrap og tillod ikke vandkampe og andre drengestreger. Formålet var ikke at vi skulle synes det var morsomt, men at alle drengene i 1B skulle renvaskes mindst en gang om ugen.
Baderummet lå i Lindevangskolens kælder, men det var lyst og venligt. Langs væggen i den ene side var der bænke og på den anden side den lange række af brusere.

Vi skulle selvfølgelig tage tøjet af – og det skulle gå hurtig – men Ole tøvede. Bademesteren sendte ham et skarpt blik, men han krøb sammen, som om han på den måde kunne blive usynlig.
Da Ole omsider sad i underbukser og sokker så jeg, at de var så beskidte, at jeg aldrig havde set noget lignende. Og da han tog sokkerne af, var fødderne nærmest sorte. Der var skorper mellem tæerne og store sorte skjolder på hælene.

Måske var det kun en enkelt gang det var smuttet hjemme hos Ole. Men for mig står det stadig som et billede på den fattigdom, som velfærdssamfundet var med til at afskaffe.

Sidste gang jeg så fattigdom var omkring 1970. Tom boede i Ryesgade og manglede stort set alt. Sundhed, ordentlig kost, rimelige boligforhold, en god skole, kærlig omsorg og en far der ikke drak ugelønnen op og uddelte øretæver.
En brøkdel af det han manglede, kunne jeg give ham hver torsdag, når jeg holdt ”skole” for ham og andre af gadens rødder.
En dag kom han grædende og fortalte, at han skulle flytte til Gladsaxe. Han lovede at komme på besøg. Men jeg rejste til Afghanistan med Den Rejsende Højskole og så ham aldrig mere!

Tom boede i Ryesgade. Det var en slumlejlighed, men så fik familien mulighed for at flytte til en moderne lejlighed i Høje Gladsaxe. Det var en mulighed skabt af Velfærdssamfundet.

 



1992
  Umoral er idealet


Vi bliver stadig flere der siger nej, skriver typograf Mogens Weile i denne skylle til det politiske Overdanmark.

Der er noget galt i Danmark. Dybbøl Mølle maler helt ad helvede til. Sådan lyder en strofe i en sangtekst, som John Mogensen for år tilbage gjorde til en landeplage. At sangerens budskab skulle blive en konkret virkelighed i dag, havde ingen drømt om. Ingen, absolut ingen dansker med respekt for sig selv er uden kendskab til nationens almene tilstand. Alle ved, at vi er verdensmestre i økonomi, Europamestre i fodbold, at 49,3 % stemte ja – 50.7 % stemte nej til unionen. Alle ved vi, at 700.000 danskere er kørt ud på et sidespor, 300.000 er kasseret som arbejdsløse med meget begrænsede muligheder på deres egen skæbne.Med levebrødspolitikere, erhvervsledere og fagbosser som foregangsmænd for udviklingen – og imod flertallets ønsker – er umoralsk, usocial og usolidarisk adfærd skyllet ind over landet…… Nej, vælgerne er hverken uvidende eller dumme. De har blot gennemskuet bedraget og den politiske kommercialisering. Vælgerne gider ikke længere, at politikerne køber dem som var de snørebånd og sælger politik og livskvaliteter i pakker uden indhold. Der er noget galt i Danmark, synger vælgerne. Vi, flertallet, vil ikke længere passivt se på, at vore sønner og døtre forulempes og forsumper i politisk bestemt arbejdsløshed og misbrug. Vi, flertallet, vil ikke længere se på, at vore forældre, som skabte velfærdssamfundet, ligger døende hen på upersonlige politisk besluttede plejeanstalter og dødshospitaler i armod og ensomhed.Vi erhvervsdygtige vælgere vil ikke finde os i at skulle se frem til at blive kasseret som omkostningsfordyrende og udslidt arbejdskraft pga. stigende krav om den størst mulige forrentning af den investerede kapital. Situationen netop nu kræver en omfattende og seriøs samfundsdebat befolkningsgrupperne imellem. Bl.a. for at styrke de positive kræfter, som allerede er i gang med at udfylde det visionære tomrum, som er opstået efter sammenbruddet i det gamle socialdemokratiske formyndersamfund og det nye borgerlige Danmarks ulige fordeling og menneskefjendske ressourcemisbrug. Forstår de valgte og ansvarlige ledere ikke disse signaler, vil stadig flere sige nej, og flere vil synge med på John Mogensens desværre i dag alt for aktuelle sang. Der er noget galt i Danmark.

Vinduet (kronik) i Ekstrabladet den 22. juli 1992

 

En almindelig dansker

Typograf Mogens Weile er det man kalder en ganske almindelig dansker. Det er allerede i 1992, at han skriver vredt og bekymret om de forandringer, som han oplever, sker i det danske samfund.

Solidariteten er erstattet af egoisme og umoral.

Det han dengang reagerede på, vil man i dag beskrive med andre ord. Det danske samfund er præget af manglende ”sammenhængskraft”.

Danmark er blevet splittet op i små og store grupper. Danskere og fremmede. Rige og fattige. Folk i arbejde og arbejdsløse. Højtuddannede og ufaglærte. EU-tilhængere og EU-modstandere. Muslimer og kristne. Folk til højre og folk til venstre o.s.v.
Idyllen – der måske aldrig var der – er borte.

Den første velstand

Anden verdenskrig sluttede i 1945, så i 1950’ernes var Danmark stadig præget af økonomiske problemer bl.a. lav vækst.
Det vigtigste eksporterhverv var landbruget, hvor hele familien deltog i produktionen, men udenfor landbruget var det mest almindelige, at det var manden der gik på arbejde, mens kvinden passede hjemmet og børnene.

Under den internationale højkonjunktur i løbet af 1960’erne, begyndte Danmark at ændre sig fra et landbrugssamfund til et industrisamfund.

Det betød øget velstand, og stigende efterspørgsel på kvindelig arbejdskraft til industriens mange job for ufaglærte.
Men når familiestrukturen ændrede sig, fordi begge ægtefæller var på arbejdsmarkedet, skabte det behov for børnepasning og ældrepleje. Det var ellers noget familierne tidligere selv havde taget ansvaret for.

I 1960’erne kunne man slå fast, at for første gang i Danmarks historien var der ingen som behøvede at gå sultne i seng.
Fattigdom, forstået som manglende tøj, bolig eller mad på bordet, var ikke længere et samfundsproblem.
Men materiel velstand og lykke gik ikke hånd i hånd. Mens velstanden steg, voksede f.eks. antallet af selvmord og skilsmisser.

Privatbilismen. Privatbilismen er en af de tydeligste indikatorer på øget velstand. Foto: Nanna Bangsholm.

I 1969 udkom bogen ”Velstand uden velfærd”. Danmark var stadig et klassesamfund skrev forfatteren – socialdemokraten Bent Hansen.
Målt f.eks. på produktion pr. indbygger var fremgangen betydelig, men det var stadig en lille overklasse, som sad på det meste af landets formuer.
Uligheden var ikke fjernet, selvom mange familier havde fået langt bedre økonomi med to indkomster. Men prisen var høj – for mange blev familielivet præget af det hårde og trivielle arbejdsliv i industrien.

 


Snart dages det brødre

* Den følgende tekst er en bearbejdning og citater fra: Solidaritet, individualisme og demokrati  1. juni 2006 af Anders Lundkvist http://anderslundkvist.net/

Maleri af Peder Severin Krøyer (1851 – 1909) fra B&W´s støberi. Her var der brug for solidaritet, hvis arbejdsforholdene skulle forbedres. Foto: public domain

Arbejdernes kampsang lød stadig oftere og med større styrke.

Det var en klog strategi, da arbejderbevægelsen og de socialistiske partier opfordrede til sammenhold, og gjorde solidaritet til deres hjerteblod. Årsagen var helt enkel. Hvis arbejderne valgte at kæmpe individuelt for bedre løn og arbejdsforhold, var de på forhånd dømt til at tabe. Arbejdsgiverne var alt for stærke, men stod de sammen, havde de en chance.

Der var et objektivt interessefællesskab som understøttede solidaritetstanken.

I klassekampen – mellem arbejderne og kapitalisterne – stod socialismen overfor liberalismen, som var borgerskabets og arbejdsgivernes ideologi. I liberalismen er en af de centrale værdier den individuelle frihed. På det økonomiske plan kunne man producere og handle, som man havde lyst til. Man kunne vælge at tage hensyn til andre – til en fællesinteresse – men liberalismens fader Adam Smidt (1723-1790, skotsk samfundsfilosof og økonom) – mente, at det ville være skadeligt for helheden, hvis den enkelte lod blikket flakke væk fra egeninteressen, den størst mulige profit, eller hvis en godgørende stat greb ind for at rette op på sociale og økonomiske skævheder. Det ville forvride den frie konkurrence, hvilket på længere sigt ville være til skade for alle.

Senere udviklede John Stuart Mill (1806-1873, britisk filosof og økonom) socialliberalismen, der blødte den klassiske liberalisme op.
Omkring 30erne begyndte den Keynesianske periode (John Maynard Keynes, 1883-1946, britisk nationaløkonom) – hvor man i mange europæiske lande – med socialdemokratiske eller kommunistiske regeringer – gennemførte statsregulering af økonomien.

Fronterne mellem socialismen og liberalismen stod mellem solidaritet eller individuel frihed. Solidaritet indebærer, at den enkelte på en række områder skal underordne sig helhedens – fællesskabets – interesser. Den enkelte arbejder kunne ikke frit forfølge sine særinteresser, ved fx at arbejde for en lavere løn end de andre arbejdere for at få et bestemt job. Set med liberalistiske briller var solidaritet derfor udtryk for tvang/ufrihed eller undertrykkelse.

Skibsværtsarbejdere. Kun gennem en ubrydelig solidaritet kunne man  opnå både bedre løn og bedre arbejdsforhold. Foto: Public Domain

 

Hvad fik man ud af Liberalismen

Idéen om individuel frihed passede helt klart til borgerskabet. De økonomiske magthavere havde, og har stadig en klar interesse i størst mulig frihed, fordi de har muligheden for at udnytte denne frihed.
Borgerskabet havde, og har stadig – også en interesse i at arbejderne følger de liberale normer. Idéen om individuel frihed udtrykker magthavernes særinteresser – deres magt, men det præsenteres som den almene interesse. Alle skal nyde godt af denne frihed, hævdes det, men de allerfleste borgere er reelt ufrie, fx i forhold til deres arbejde, hvor det er ejerne og ikke lønmodtagerne (arbejderne), der har magt til at bestemme. Liberalismen er objektivt set kun kapitalens ideologi.

Alle er selvfølgelig tilhængere af frihed, på samme måde som alle er modstandere af krig. Men hvilken form for frihed. Og hvem er det, der skal være de heldige indehavere af friheden.
Fx mener ingen, at mænd skal have frihed til at voldtage kvinder. Men frihed kan være det pæne ord for magt (frihed til at ansætte børnearbejdere), og magt er fint for den, der har den, mere problematisk for den, der udsættes for den.
Politikere der hævder, at de går ind for frihed som sådan – frihed i bred almindelighed – fylder os med absolut tomme ord, og tager slet ikke stilling til magtens rimelighed, mener Anders Lundkvist.

Hvis jeg fik så meget frihed, at jeg selv kunne vælge, om jeg ville betale skat, altså være økonomisk solidarisk, så ville jeg samtidig få magt til at bestemme, om der fortsat skal være en skadestue på det ikke mere særligt nærliggende hospital, eller om den skal flyttes til Køge. Mine skattekroner er nødvendige, hvis sundhedsvæsenet fortsat skal have et rimeligt niveau.

Folkevogn-2001
I 60’erne kunne en arbejder nu også få råd til bil og måske eget hus. foto: Hans Jørn Storgaard Andersen – da-wiki. CC BY-SA 3.0

 

Mennesket og samfundet

En liberalist opfatter mennesket som det primære og samfundet som sekundært. Det forudsætter, at det enkelte menneske er adskilt fra de andre mennesker. Men det er bestemt ikke givet, at det naturlige eller oprindelige eller sande menneske er et menneske, der er adskilt fra samfundet eller fællesskabet. Faktisk er det vås, for også de første Homo Sapiens blev født ind i en stamme, som de levede sammen med. Den der forlod stammes fællesskab overlevede næppe længe.
I dag er det en undtagelse, at enkeltindivider lever helt uden relationer til ”stammen” eller samfundet. I en globaliseret verden er afhængigheden af andre blevet endnu større.

Samfundet er skam godt på mange områder, derfor vælger vi frivilligt at indgå i det. I Venstres principprogram argumenteres der for at fællesskaber er udmærkede, men at de skal være frivillige.
Men menneskers deltagelse i fællesskabet kan slet ikke fravælges, så hævder man, at der finder et valg sted, er valget et pseudovalg.

Solidarisk eller liberalt demokrati

Det var først mod slutningen af 1800-tallet at demokratiet begyndte at vinde frem i Europa. I England blev stemmeretten først i 1884 udvidet til at omfatte 2/3 af de myndige mænd. I 1914 var 50 % af arbejderne stadig afskåret fra at stemme på grund af en kompliceret registreringsprocedure. For nogle af USA’s sorte og fattige borgere er det den dag i dag vanskeligt at få adgang til at stemme. I Danmark fik vi først reelt demokrati (dog ikke for kvinder), da parlamentarismen blev anerkendt i 1901. Tidligere var den øverste politiske magt delt mellem Folketinget og det privilegerede Landsting, som kongen delvis udvalgte og støttede sig på.

Så længe man kæmpede for at demokratiet skulle erstatte enevælde eller andre former for tyranni kunne alle befolkningsgrupper stå sammen om at skabe forandring.
Da staten – den øverste magt – blev folkets stat, var det vigtigt at beskytte demokratiet mod de individuelle og private interesser – kapitalismen – som kunne sætter grænser for eller endda udhule folkestyret. Derfor så bl.a. Socialdemokratierne kampen for socialisme (økonomisk magt) og demokrati (politisk magt) som to sider af samme sag.

De liberale var mere tøvende overfor demokratiet. Der var forskel på frihed og demokrati. Selv en progressiv liberal som Stuart Mill var klar modstander af at alle borgere fik stemmeret. Ikke alle folk er kloge nok til at træffe vigtige politiske beslutninger, mente han, så Mill anbefalede et system hvor vælgernes stemmevægt afhang af deres formodede klogskab, og både fattige og folk, der ikke betalte skat, skulle slet ikke have stemmeret. En ufaglært skulle have 1 stemme og en professor 6.
Liberalisternes betænkeligheder ved folkestyret er ikke underlige. Får folket den afgørende politiske magt, så kunne man jo vælge at indføre socialisme, og dermed fjerne kapitalismen og borgerskabets økonomiske magt – ejendomsretten.
Andre elementer i demokratiet støttede de liberale fuldt ud – fx den politisk frihed til at ytre sig som man vil.

I 1960’erne fik arbejderklassen mulighed for at rykke ud fra storbyens slum, til moderne lejligheder i grønne omgivelser. Her er det gårdhavehuse i Albertslund.

 

Men hvad er demokrati! Det er et positivt begreb, som selv den værste diktator kan bruge om sit land.
Lundkvist mener at tre betingelser skal være opfyldt for at vi kan tale om demokrati.

  • For det første skal der være politisk frihed, dvs. enhver skal kunne ytre sig og stemme, som vedkommende vil; hvis folk sættes i fængsel for at give udtryk for kontroversielle meninger eller hvis magthaverne sætter folk pistolen for panden for at få dem til at stemme på en bestemt måde, er det ikke demokrati.
  • For det andet skal der være politisk lighed, dvs. alle voksne skal tælle lige ved valget til det højeste politiske organ (én stemme pr. person); hvis en professors stemme tæller mere end almindelige dødeliges, som tilfældet var i England helt frem til 1945, er det en brist i demokratiet.
  • Og for det tredje skal der være flertalsstyre, dvs. den øverste politiske magt skal ligge hos de politikere og den politik, som flertallet peger på, mens mindretallet må underordne sig; hvis mindretallets mening bliver den gældende, som i Danmark før systemskiftet i 1901, er det ikke demokrati.

Lundkvist beskriver også det han kalder det liberale demokratibegreb. Det centrale er frygten for undertrykkelse af den individuelle frihed. Det er sådan set ligegyldigt om undertrykkeren er en enevældig konge eller et demokratisk flertalsstyre. Derfor ønsker liberalisterne en minimalstat, som også kan beskrives som et krav om et minimaldemokrati:

minimalstat 01www

Citat fra Venstres principprogram

Udgangspunktet skal være, at opgaver løses på privat initiativ af den enkelte, af familien, af private virksomheder eller af private organisationer. Det offentlige påtager sig kun løsningen af almene samfundsopgaver, som ikke kan løses forsvarligt på privatøkonomisk grundlag. 

For at sikre det enkelte menneskes medbestemmelse og indflydelse på beslutningerne skal disse træffes så tæt på den enkelte som muligt.
De folkevalgte forsamlinger skal tage sig så kvalificeret som muligt af så lidt som forsvarligt.
Kilde: www.venstre.dk

Solidarisk eller liberal velfærdsstat

Først skabte arbejderklassen økonomiske og politiske forandringer ved solidarisk at kæmpe for de nye tider. Så blev kravet om solidaritet udbredt til hele befolkningen. Velfærdsstaten forudsatte at den velhavende skulle være solidarisk med den mindre privilegerede. Hvorfor? Reelt fordi det var et krav fra et flertal, som ønskede at begrænse den individuelle frihed for at opnå mere lighed. Vi skal ’betale vores skat med glæde’, sagde man i 60érne.

GrafittiBirkeroedStation1
Hvis “friheden” bruges til at udfolde sig farverigt og fantasifuldt i det offentlige rum – har borgerne så også frihed til ikke at betale for oprydningen? Graffiti er ikke særlig solidarisk. Foto: Claus Bangsholm

Velfærdsstaten er et tvangsmæssigt fællesskab, fordi mange af dem, der er med, ikke ønsker det. Flere og flere kan ikke længere se, at de har noget til fælles med alle andre lønmodtagere.

Velstandsfremgangen har betydet, at mange lønarbejdere fik bil, villa og penge i banken. Den teknologiske udvikling betød at fortidens homogene lønarbejdere nu blev erstattet af lønarbejdere med meget forskellige funktioner og meget forskellige lønninger. Det er denne forandring, svækkelse og splittelse blandt lønarbejderne, der gør, at kapitalens modstandere bliver stadig svagere. Det er forklaringen på kapitalismens og liberalismens forbløffende renæssance. Den økonomiske ulighed er øget de sidste 10 år, fordi de relativt rige har fået politisk styrke og opbakning til at sætte hælene i og slippe for at deltage 100% i velfærdsstatens solidaritet.

Danmark har i mange år været på vej mod den liberale velfærdsstat. I stedet for sundhed, uddannelse og pension til alle, som i den universelle model, målrettes ydelserne mere og mere til de nederste i samfundet. Princippet er godgørenhed – som ved ulandshjælp. Det har ikke noget at gøre med solidaritet, som bygger på gensidighed.

Det var den universelle velfærdsstat, der var fundamentet under det demokratiske fællesskab i Danmark. Når velfærdsstaten visner, vil demokratiet blive udhulet og solidaritet bliver erstattet af sin modsætning: konkurrence og individualisme.

”Men fællesskabsfølelse er ikke det samme som ens følelser og fællesinteresser er ikke det samme som identiske interesser. Hvis det var tilfældet, ville solidaritet i sandhed betyde undertrykkelse, eftersom det da ville kræve, at alle vore forskelligheder skulle udraderes, alle vore følelser, idéer og interesser homogeniseres”, siger Lundkvist.

”Nyliberalismen styrker den private sektor og marginaliserer den offentlige, samtidig med at den offentlige sektor i stigende grad omformes i den privates billede”.

Kilde og inspiration:
Solidaritet, individualisme og demokrati  1. juni 2006 af Anders Lundkvist http://anderslundkvist.net/

[1] Det drejede sig om: lov om offentlig forsorg, lov om folkeforsikring, lov om ulykkesforsikring, lov om arbejdsløshedsforsikring og arbejdsanvisning, der var en del af Kanslergadeforliget.