Vold!

Vold opfattes af de fleste som identisk med at slå; identisk med direkte at forvolde et andet menneske en fysisk skade: et blåt øje, en blodtud, en brækket arm, ja i sin yderste konsekvens tabet af liv. Det er denne type vold politiet, domstolene og massemedierne alene beskæftiger sig med.

Men er det ikke også vold mod de arbejdsløse, når vi med sikkerhed kan fastslå, at arbejdsløshed fører til fysiske og psykiske sygdomme, ja endog i en del tilfælde fører til, at den arbejdsløse begår selvmord?

Er det ikke vold mod det barn, som vokser op i elendige sociale og boligmæssige forhold i slumkvarteret på Vesterbro i København, når man med sikkerhed kan fastslå, at dette barns opvækst vil være præget af øgede fysiske og psykiske belastninger, nederlag i skolen og på arbejdsmarkedet, en ekstrem høj risiko for at blive kriminel og dermed for at blive en social taber i det danske samfund?

Er denne samfundsskabte vold, strukturel vold, ikke af afgørende betydning, når man skal beskrive og forklare den samlede vold i et samfund?

 

“Enhver er sin egen lykkes smed” er et ordsprog, som intet har med virkeligheden i det danske samfund at gøre. Det, der karakteriserer Danmark i dag, er ulighed: økonomisk , politisk og social ulighed. Samtidig er forholdet mellem mennesker præget af, at de konkurrerer på livet løs i skolen, på arbejdsmarkedet, på sportsanlæggene osv. osv. – En konkurrence som altid vil skabe flest tabere og få vindere.

Ethvert samfund i dag er præget af økonomisk, politisk og social ulighed. Det gælder både i de vestlige, kapitalistiske samfund og i de socialistiske samfund. Ethvert samfund er derfor også karakteriseret af strukturel vold i større eller mindre grad. Det er ligeledes et gennemgående træk i ethvert samfund, at der opstilles spilleregler, en moral, der begrænser individets udfoldelsesmuligheder, individets selvrealisering.

Om det overhovedet er muligt at forestille sig et samfund uden vold, uden både strukturel og personlig vold, er svært at sige. Et er i hvert fald sikkert: alle fortidige og nutidige samfund har været og er præget af vold. I nogle samfund dominerer den personlige vold (f.eks. i samfund præget af borgerkrig), i nogle samfund dominerer den strukturelle vold (f.eks. i de vestlige demokratiske samfund og de socialistiske folkedemokratiske samfund).

Både uligheden og den dominerende moral i et samfund undertrykker det enkelte menneske, udsætter det for strukturel vold, som undertiden fører til, at mennesker reagerer voldeligt: slår kone og børn, tæver en syndebuk i skolen, terroriserer tilfældige mennesker på gader og stræder, begår voldelige, røveriske overfald osv. osv. Der er med andre ord en markant sammenhæng mellem på den ene side den samfundsskabte vold (strukturel vold) og den personlige vold.